Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

VII

"Herren skal stride for eder, og I, I skal tie."
2. Mosebog 14, 14.

Saaledes lød Ordet fra Moses ved det røde Hav. Der var Angst og Uro, ogsaa i Mose Hjerte. Foran Havet, bagved Ægypterne, Bjergene paa Siderne. Der var kun een Vej aaben, som hun sagde, den lille Skolepige, Vejen opad. "Ti for Herren og forvent ham," saa lyder Ordet i Salme 37,7 ved David. Den stille Forventnings Plads, den sømmer sig for Herrens Folk. "Og nu, Herre, hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig," saa lyder det i Salme 39, 8. Naar vi har gjort, hvad er os befalet, arbejdet, bedet, saa kommer den Stund, da det lyder fra Herren: Nu stille, jeg vil stride for dig. — Hvor ofte erfarede vi ikke noget lignende som Israel hin Dag ved det røde Hav, om end i mindre Maalestok. Det saa ganske umuligt ud for vore Øjne. Hjertet var saa uroligt. Se opad til Herren, Guds Børn! Han, han formaar at gøre langt ud over, hvad vi kan bede og forstaa. "Naar jeg har tænkt mig træt til Døden, saa sig, hvad du har tænkt, o Gud," saaledes staar der i en lille Sang. "I skal tie," være stille, bie efter Herren. Saa skal vi se Herrens Frelse, hans Sejre. Saa fik vi ofte de herligste Oplevelser, som vi ikke for nogen Pris vilde have undværet.

Det skete en Aften paa Lukasstiftelsen i svundne Dage, da Lukasstiftelsen var i store Vanskeligheder, at vi sad en Flok Venner i Bestyrelsen for Lukasstiftelsen og raadslog og tænkte og spekulerede over en Udvej. Vore Hjerter var i Uro. Da stod midt iblandt os den uforglemmelige Pastor Friis-Hansen, Københavns Kirkesags aandelige Fader; han stod saa rolig, stille, med et lille Smil og sagde: "Mon Israels Børn vilde have frydet sig, som de gjorde, hvis de havde kunnet sejle over det røde Hav i Stedet for at gaa den underfulde Vej mellem Bølgerne?" — Gennem disse Friis-Hansens Ord lød det til os: Herren vil stride for os, vi skal være stille. Gennem hele det gamle Testamente møder vi Mindet om hin uforglemmelige Oplevelse ved det røde Hav. Og de Øjeblikke i vort Trosliv, da vi selv stod saa ganske hjælpeløse, men i stille Forventning saa op til Herren og saa skuede hans Strid for os, hvorledes han banede Vej, de Øjeblikke glemmer vi aldrig. Det er dyrebare Minder, der kan bære og lyse Livet igennem. "En Vej eller anden — vor Herre ved Raad." "Vær stille, min Sjæl, vær stille, min Sjæl, vær stille for Herren din Gud, vær stille, thi han er Herren, som kan af Trængselen føre dig ud." Lad Ordet fra 2 Mosebog 14, 14 lyse Tillid til Herren ind i vore Hjerter og gøre os stille for hans Naades Magt!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media