Tilbedelsens hemmelighed
af Andrew Murray

Indledning

Da "Forbønnens Hemmelighed" udkom paa Hollandsk, blev spørgsmaalet om sagens storhed og vanskelighed rejst blandt bogens læsere. Mange tilstod, at de kendte kun lidt til en saadan forbøn, og frygtede for aldrig at naa til den.

De spurgte om, hvad aarsagen kunde være til, at der blandt de kristne var saa lidt tilbøjelighed til bøn. Et barn finder do, at det er naturligt og en glæde at være i sin faders selskab. Hvad er det da, der hindrer Guds børn i at gøre fuld brug af Guds vidunderlige tilbud om at modtage dem og at bevare dem i sin nærhed, og som svar paa deres bønner velsigne dem til overflod?

Man følte, at svaret paa spørgsmaalet om, hvad der var aarsag til mangelen paa kraft i bøn, var dette: Menneskene ser for meget paa den menneskelige side og for lidt paa den guddommelige.

I bøn er der to parter: Gud og mennesket. Gud i sin ubegribelige hellighed og kærlighed og mennesket i sin lidenhed, syndefuldhed og magtesløshed. Vor tanker om, hvad bøn er, afhænger af vort synspunkt. Hvis vi i vor egen bøn, hvad der som oftes sker, kun tænker paa vort eget behov og vore egne ønsker og vor egen tro med hensyn til visheden om et svar, da skal vi finde, at der ikke er nogen virkelig kraft i vor bøn. Det er kun , naar vi betragter bøn i Guds lys, den dybe interesse, som han føler for os, den vidunderlige kærlighed, med hvilken han venter at svare paa vor bøn, den almægtige magt, som er pantet paa, hvad han kan og vil gøre, og fremfor alt vor Herres Jesu Kristi naade og den Hellig Aand, ved hvilken han vil styrke os i den tro og udholdenhed, som er nødvendig - kun da kan vi fatte, hvilken glæde og magt der er i bøn. Og vi skal begynde at se, hvilken forskel det gør at se paa bøn enten i jordens lys eller i himlens, enten i menneskets lidenhed eller i den levende Guds uendelige herlighed.

Naar først en kristen ser denne forskel er der fare for, at han forsøger at bede lidt mere og lidt bedre, end han hidtil har gjort, og dog finder, at hans bønner er forgæves. Han maa forstaa, at der findes to veje for ham. Den ene: Bøn som et middel ved hvilket vi kan faa alt det, vi behøver, fra Herren. Den anden: Bøn som en uendelig Guds naade, der løfter os op til fællesskab med ham og hans kærlighed, og naar vi saa er bragt helt til ham, saa giver han os al den velsignelse, vi behøver. I det første tilfælde er de gaver, jeg modtager, hovedsagen. I det andet, er det Gud og hans kærlighed og samtalen med ham og den bedendes overgivelse til Guds herlighed og vilje, der vil være det største.

Naar Gudsbarnet først forstaar dette, befinder det sig overfor det store enten-eller; skal det være det menneskelige syn paa bøn eller det guddommelige, der skal regere mit liv? Skal det være mennesket eller Gud, der skal være den første i vor bøn? Gudsbarnet vil føle nødvendigheden af at komme til en bestemt afgørelse af, hvilken af disse veje det skal vandre. Det vil føle, at det ikke er nogen let sag at skifte fra det ene til det andet. Det er kun muligt ved Guds mægtige krafts hjælp og ved at Gudsbarnet fuldstædig overgiver sig til Gud og vandrer med ham som aldrig gør. Inten uden den faste beslutning at skilles fra sel-livet i bøn og give sig helt over til Aandens liv og ledelse, kan dygtiggøre ham til i sandhed at blive et saadans bønnens menneske, som Gud og Kristus vil have det.

Det var for at yde en ganske enkel hjælp til alle de troende, som længes efter at benytte det privilegium, der er givet dem i bønnen, at denne lille bog er bleven udgivet. Dens formaal er dag efter dag at minde læseren om, at i bøn maa Gud være den første, og det hver dag. Derfor maa der ogsaa være stille bøn, hvor Gud og du ene mødes. Det første maa være, at du i ydmyg hengivenhed bøjer dig for Gud i sin hellighed, for Faderen, hvis navn er helligt, og saa bringer ham din tilbedelse og Gudsfrygt. Naar du er forvisset om hans nærhed, da kan du fremsætte dine begæringer i haabet, og i forvisning om, at Gud hører og antager dem og i sin tid vil give dig sit svar.

I vor lille bog har vi frem for alt villet fremdrage nødvendigheden af den stadige gentagelse af det gode ord: Giv tid! Giv Gud tid til at aabenbare sig for dig. Giv dig selv tid til at være stille og rolig for ham, ventende paa gennem Aanden at modtage forsikringen om hans nærhed hos dig og hans kraft i dig. Giv dig tid til at læse hans Ord, som for hans ansigt, saa at du ud fra det kan faa at vide, hvad han forlanger af dig, og hvad han forjætter dig.

Lad Ordet skabe omkring dig og inden i dig en hellig atmosfære, et helligt himmelsk lys, i hvilket din sjæl vederkvæges og styrkes til det daglige livs værk. Ja, giv dig tid, at Gud maa lade sin hellige nærhed komme ind i dit hjerte og til sin tid gennemtrænge dit hele væsen, til en vis grad med Herrens liv og kærlighed.

Der var under indflydelsen af saadanne tanker og bønner, at denne lille bog blev skrevet paa Hollandsk. Der er beviser nok paa, at den har været til hjælp for mange. En præst skrev, at han nu havde gennemgaaet bogen to gange, og at han tænkte paa at gaa den igennem for tredje gang og give hvert af sine børn et eksemplar.

Jeg føler dybt nødvendigheden af, at kristne maa øve sig i bøn, hvis deres forbøn skal være virksom og nyttig. Maaske vil nogle af de Guds børn, der i bibelklasser eller andre steder arbejder paa at gøre deres omgivelser delagtige i den velsignelse, de selv nyder, af Gud faa naade til at bruge bogen som en hjælp til at bringe unge og svage kristne dybere ind i det velsignende liv i glæde og kraft, der venter paa dem. De behøver kun ved troens bøn at lære at leve deres liv med Gud i dagligt samfund med ham. Da vil de finde, at bønnens vej, i hvilken Gud altid er først, er ikke alene den store freds og glædes vej, men ogsaa en kraft til forbøn for dem, som endnu skal vindes for ham. Det er min ydmyge bøn, at Gud vil velsigne denne lille bog for mange af hans børn.

Andrew Murray

Gud aabenbarer sin nærhed:

Lad os nu tilbede ham;
Og med hellig ærefrygt gaa frem for ham;
Gud er i sit tempel;
Alle derinde ligger i tavshed
Knæbøjet i dybeste andagt.
Ham alene
Erkender vi som Gud,
Ham, vor Gud og Frelser,
Evigt være hans navn lovpriset!