Tilbedelsens hemmelighed
af Andrew Murray

Ellevte dag, Gud Faderen

"Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn." - Matth. 28,19.

Vi bør vel huske, at læren om den Hellige Treenighed er af dyb aandelig betydning. Tænker vi paa Gud, saa vil vi huske paa den ubegribelige afstand, der er imellem ham og hans hellighed og syndige mennesker, og vi bøjer os i dyb sønderbrudthed og hellig frygt. Tænker vi paa Sønnen, husker vi den ubegribelige nærhed, i hvilken han kom og blev født af en Adams datter og døde en forbandet død for saa at blive uadskillelig forenet med os gennem evighedernes evighed. Tænker vi paa Helligaanden, husker vi den ubegribelige Guds velsignelse at have ham boende i os og at gøre os til sit hjem og sit tempel igennem evighed.

Da Kristus lærte os at sige: "Vor Fader, som er i himlen" føjede han umiddelbart til "Helliget vorde dit navn". Som Gud er hellig, bør det ogsaa os at være hellige. Og deer er ingen anden vej at blive hellig paa end ved at regne hans navn højt hellig og søge nær til ham i bøn.

Hvor ofte udtale vi det navn uden sans for det uudsigelige privilegium af vor Gudsforhold. Om vi bare vilde give os tid til at komme i kontrakt med Gud og tilbede ham i hans faderlige kærlighed, hvor vilde vort lønkammer blive os en himlens port.

Guds barn, naar du beder til din Fader i løndom, bøj dig da meget dybt for ham og søg at ære hans navn som højt helligt. Husk paa, at det er den højeste velsignelse i bøn.

"Bed til din Fader, som er i løndom, og din Fader, som ser i løndom, skal belønne dig aabenbar". Giv dig tid, til du kan sige:

"Jeg har set Gud ansigt til ansigt, og min sjæl er frelst". 1 Mos.32,30.