Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Reddet fra druknedøden

Teltmissionen har altid haft min store interesse, særlig hvor det drejede sig om pionervirksomhed på nye steder. Jeg har fået lov til at være med i dette arbejde gennem mange år og kunne berette om mangfoldige underfulde oplevelser. Det var mig en særlig lyst at komme til steder, hvor vi var helt ukendte, for at stifte nye bekendtskaber og ved samtaler og bøn at opleve, hvorledes Herren stadfæstede sit ord ved de medfølgende tegn. Ofte bad vi med folk til langt ud på natten, og det hændte også, at de kom og vækkede os, når vi var gået i seng, og så måtte vi op og bede for mennesker, der var kommet i nød for deres sjæl. Ikke så sjældent blev vi kaldt ud for at bede for syge, som ønskede Herrens udfrielse til deres legeme.

Det ville fylde en tyk bog, hvis jeg skulle fortælle om alle mine oplevelser i teltmissionen; men mange mennesker kan vidne om, at de fik deres første møde med Herren gennem denne form for missionsvirksomhed. Mange steder, hvor der nu er menigheder, har begyndelsen været gjort ved, at der blev rejst et telt, og en række møder blev afholdt, resulterende i, at dyrebare sjæle fik et møde med den levende Gud og blev frelst fra en evig fortabelse, eller kristne, der var gået i stå i deres åndelige liv, fik en fornyelse, så de atter kom til at brænde af kærlighed til Herren og hans store sag.

Under en sådan teltkampagne på Bornholm i 1932 havde jeg sammen med en af mine gode venner rejst teltet ved et fiskerleje. Efter at have gjort alt klart til mødet blev vi enige om at tage os et forfriskende bad i Østersøens bølger. Det blæste noget den dag, og jeg var så uheldig, at understrømmen tog mig og med rivende fart førte mig bort fra land.

Da jeg mærkede, at jeg ikke kunne klare mig længere, skønt jeg ellers regner mig for at være en nogenlunde dygtig svømmer, gav jeg mig til at råbe om hjælp; men min ledsager var ikke klar over, at jeg var i livsfare. Da det endelig gik op for ham, at jeg var i nød, søgte han naturligvis at komme mig til hjælp. Strømmen var imidlertid så stærk, at den slog benene væk under ham, når han søgte fodfæste på bunden, og redningsforsøget syntes håbløst. Jeg kæmpede alt imens, for livet, og det var en frygtelig kamp. Jeg troede for alvor, at min sidste time var kommet.

Medens jeg således lå og kæmpede med døden, passerede hele mit liv revy for mig, og samtidig fik jeg en levende medfølelse med min hustru og mine børn ved tanken om den sorg, der ville ramme dem ved efterretningen om min triste død, og jeg kunne udmale mig, hvordan mine venner landet over ville modtage dette sorgens budskab. Men jeg blev også ført ind i dyb selvransagelse, og med ildskrift stod disse ord for mig: "Du har prædiket for andre, hvad nu med dig selv?" Jeg følte mig så ussel og ringe og tænkte på de mange spildte anledninger i livet, og så nu ingen udvej til at få det hele godt igen. Men pris ske Gud! i denne sønderknuste stilling kom Herrens Ånd mig til hjælp og fremdrog følgende ord fra skriften: "Jesu Kristi, Guds søn, blod renser fra al synd," og "hvem er den, som vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, og som også går i forbøn for os." Disse ord bragte mig ind i en vidunderlig hvile og ubeskrivelig herlighed. Da jeg endelig blev reddet i land, og vandet kom ud af mig, og jeg vendte tilbage til bevidstheden, var det ligefrem en skuffelse for mig, at jeg blev rykket ud af denne herlige sjælstilstand.

Det havde også været en frygtelig kamp for min tapre redningsmand, og hvis ikke han havde fået overmenneskelig kraft, havde han ikke kunnet forcere strømmen. Jeg havde to gange været under vandet og var blevet væk for ham; men han havde så stor en kærlighed til mig, at han havde sat sig for, at han ikke ville gå i land uden mig. Han råbte til Gud om hjælp, og Herren gav ham kraft; men han var meget træt af det hårde redningsarbejde.

Samme aften havde vi vort første teltmøde, og den alvorlige begivenhed gav selvsagt mødet sit særlige præg. Flere af fiskerlejets indbyggere havde været vidne til kampen ude på havet, og mange havde hørt vore nødråb. Trods vor træthed gav Herren os nåde til at vidne i Åndens kraft, og vi fik den opmuntring at bede for fire unge mænd til frelse samme aften. Jeg forstod, at sjælefjenden havde søgt at få mig ryddet af vejen, men Herren havde andre tanker, og det blev ham, der sejrede.

Ære være hans navn!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media