Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 1

Læs: 1ste Mosebogs kapitel 1, 1-25

Den mægtige tone, der klinger gnemme dette første kapitel i vor bibel, kan udtrykkes med de Ord, Guds Aand gav Paulos at udtale (Rom 11.36): "Af ham, ved ham og til ham er alle ting." Kun Gud er fra evighed, alt andet har en begyndelse, er frembragt af intet ved Ordet. Til disse bibelens første linier henviser ogsaa begyndelsen af Johannesevangeliet, hvor det hedder: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud; det var i begyndelsen hos Gud, alle ting er bleven ved det, og uden det blev ikke én ting til af det, som er" (Joh 1.1-3). Dette første blad i den underfulde bibelbog forkynder os, at skabningen er fremgaaet af Guds frie kærligheds vilje; det siger os fremdeles, at Guds forhold til alt det skabte fra begyndelsen af er formidlet ved Sønnen. "Ved Guds Ord" - og Guds-Ordet er vor Herres Jesu Kristi evige navn (se ogsaa Joh Aab 19.13) - er alle ting bleven til; "Gud udvalgte os i Kristus, før verdens grundlæggelse" (Ef 1.4). Dermed er ogsaa maalet sat: Skabningen har sit liv fra Gud, hele den liv beror paa Gud, derfor har dne ogsaa til maal i ham alene; til Gud, kun deri finder den sin fred og salighed, som Augustin har sagt det med de skønne ord: "Du, Herre, har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det kommer til at hvile i dig." Det er grundtonen gennem hele det første kapitel: "Af ham, ved ham og til ham er alle ting." Deri ligger det skrevet med uudsletteligt præg: Bøj dig for Herren, din Gud! Det føler vantroens aander saare vel; derfor begynder vantroen ogsaa kampen straks her ved begyndelsen og vil gøre stoffet, materien, til Gud ved at paastaa, at stoffet er evigt. Vantroen gør oprør og vil ikke anerkende sin afhængighed af Gud; derfor vil den ikke taale nogen skaber og har forsøgt paa alle mulige maader at komme uden om ham ved at lave sig de mest forskruede og taabelige tanker om, hvorledes alt skulde være blevet til. Fritænkerne har prøvet paa at bilde sig selv og andre ind, at alt skulde have udviklet sig fra en eneste lille livscelle, men de skylder svaret paa, hvorfra den da er kommen; de have fablet om en urslim, hvorfra livet skulde have udviklet sig; men livet har det stadigt været umuligt for vantroen at forklare, thi livet udgaar altid kun fra livet. Det peger altsaa hen paa den levende skaber, og ham vil den fritænkeriske vantro ej bøje sig for. Det var just ham, man vilde have gjort overflødig. En fritænker, der spottede over skabelsen, blev en gang spurgt af en ung pige, om han ikke, siden han var saa lærd, vilde sige hende, hvor ægget kom fra. Han svarede: "Naturligvis fra hønen." - "Men hvilken af disse to var til først?" - "Hønen selvfølgelig." - "Der maatte altsaa være en høne, som ikke kom fra noget æg." - "Jeg beder om undskyldning, ægget var det første." - "Der er altsaa et æg, som ikke kom fra en høne." - "Aa, hvis det - om forladelse - det er - De ser -." "Jeg, jeg ser, min herre, at de ikke ved, enten ægget var til før hønen eller hønen før ægget." - "Saa siger jeg hønen." - "Men sig mig da, hvem har saa frembragt denne første høne?" Fritænkeren blev svar skyldig. "De" sagde den unge pige, "som ikke en gang kan forklare tilværelsen af en høne og et æg uden Gud, mener alligevel, at en hel verden kan være bleven til uden Gud."

Ja, i sandhed, "en daare siger i sit hjerte: der er ingen Gud" (Ps 53.2); men "Guds Ords aabenbaring spreder lys og gør de enfoldige forstandige" (Ps 119.130).

1.

Hvilke storslaaede billeder oprulles ikke for os i denne saa enfoldige, dog saa dybe og ophøjede skabelsesberetning! Bibelen meddeler os ikke skabelsen i de naturvidenskabelige enkeltheder. Derpaa kommer det jo slet ikke an. Men det, bibelen skal raabe ud som Guddomsrøsten, er dette: Alt er fra Gud. Af ham, ved ham og til ham er alle ting. Vi ved ikke, paa hvad maade Gud har aabenbaret dette, om det er blevet aabenbaret for de første mennesker, bevaret i de troendes slægt og saa ved Moses beseglet af Gud som det sanddru vidnesbyrd, eller om Gud har vist Moses det i syner, ligesom han viste ham tabernaklet eller det himmelske forbillede; men vi har lov til at anskueliggøre os dette ord om skabelsens fremadskridende trin ved at forsøge paa at fremstille i en række af billeder, hvad Ordet maler for os; paa den maade bliver det ligesom mere levende for vort øje. Det er seks mægtige malerier, der ligesom glider forbi vort blik (Efter Godets "bibelske studier" S 100 fig)

Det først billede: Alt er mørke; der høres kun ligesom en dump larm af et mægtigt hav. Larmen kommer fra havet, hvori endnu hele vor jord er indhyllet som i et lagen; vinden, som bevæger det, er Guds Aands pust, der svæver over det hemmelighedsfuld dyb og meddeler det skabte livsrørelse, for at deraf kan fremgaa en verden af vidundere, en menneskehed, en lille afglans a fGuds herlighed. Dog, dette mørke er ikke gravens mørke, men den frugtbare nat, af hvilken livets dag skal frembryde. At jorden var "øde og tom", vil sige, at dens forskellige bestanddele endnu var i en opløst, uordnet tilstand. Dette stemmer ganske med, hvad videnskaben langsomt er kommen til erkendelse af. Ordets lys og den sande videnskabs lys er lysstraaler fra den samme Gud. Tit er videnskaben bleven oprørsk imod Ordets lys og har paa grund af sine iagttagelser villet erklære Ordets skabelsesberetning for umulig; men mere og mere, som videnskaben i sandhed har arbejdet sig frem, har den maattet bøje sig og i forbavselse maattet erkende, at bibelen dog havde ret. Videnskaben lærer os, at jorden oprindelig var som en glødende masse med en saa høj varmegrad, at alt stoffet var opløst i dampe. Efterhaanden som disse dampe afkøledes og derved fortættedes, dannedes jordskorpen, og vanddampene gik over i flydende tilstand og blev som et umaadeligt hav. Dette hav omgav den jordskorpe, som dannede sig over den glødende masse i jordens indre. Dette stemmer altsaa ganske med det første billede, bibelen maler for os.

Pludslig afbryder en stemme denne nats stilhed:

Bliv lys!

Ordet aabenbares her, det Ord, ved hvilket alt er blevet til. Det er ejendommeligt at se, hvorledes vi allerede i de tre aller første vers af vor bibel har den treenige Gud aabenbaret. Skaberen, Aanden og Sønnen, Guds evige Ord.

"Han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der" (Ps 33.9). En lysstrømning bryder frem; ved dette lys kan vi gennem de tykke taager, som bedækker jorden, iagttage den umaadelige vandflod uden strandbred, der fremstiller sig for øjet. Videnskaben og alle dens uvidende eftersnakkere har i tidligere tider spottet vældigt over dette, at lyset sagdes at være bleven til før solen. Men nu er videnskaben kommen til erkendelse af, at det just maatte være saaledes. Idet de hede dampe afkøledes, begyndte grundstofferne at samle sig i de forskellige forbindelser, og denne bevægelse, lærer videnskaben, maatte frembringe et elektrisk lys, af hvilket det saakaldte nordlys endnu er en levning. Derved fremkommer ogsaa det, skriften kalder dag og nat, før sollyset, idet det elektriske lys ogsaa vekselvis straalede frem og tabte sig igen.

Vi vender tilbage til vort billede: Lysstraalerne taber lidt efter lidt deres glans, blegner mere og mere og udslukkes tilsidst ganske. Det var den første dag. Naar her i skriften altid aftenen nævnes før morgenen, ligger det i, at døgnet begyndte med mørke, efterdi jorden først var skabt uden lys.

Vi maa nok spørge, hvorfra Moses kunde vide dette, at lyset var før solen, uden ved Guds aabenbarelse. Havde han selv lavet dette af sin egen forstand, vilde han visselig ikke have haft talt om lys før solen.

Vi kommer til det andet billede. Atter straaler lyset frem, det bliver dag paany, og igen toner Ordet: "Der vorde en udstrakt befæstning midt i vandene, og den skal skille mellem vand og vand." Endnu viser der sig for vort blik en endeløs vandflade; men for oven gaar der noget for sig: De mindre tætte taager hæver sig mod de højere himmelegne og danner sig til skyer; for første gang fremkommer den gennemsigtige luft, som adskiller lufthavet fra vandfladen. Luftkredsen er det nødvendige livselement for alle levende væsener paa jorden; fandtes den ikke, ville vi over os kun se mørke; Solen vilde da se ud for os, som den maa se ud fra maanen, der ingen luftkreds har, som en glødende skive paa bælgmørk grund. Gud kaldte den udstrakte befæstning for himmel, den nederste himmel, om vi saa maa sige.

Det tredje billede: Det er atter blevet mørkt; men som lyset igen fremtræder tredje dag, lyder Ordet: "Vandene under himlene samle sig til eet sted, at det tørre ses." hvilken forandring er der ikke foregaaet paa jorden. Havets bund har paa skaberens bud hævet sig, fastlandene er fremtegne, og de nyskabte landstrækninger beklædes for vore øjne med et grønt tæppe; moser, sumpplanter, siv, bregner og alle slags træer bryder frem af jorden og spejler sig i vandene. For vore øjne ligger en mægtig planteverden, som videnskaben ogsaa har erkendt kunde trives uden solstraalernes indvirkning, idet det elektriske lys besidder de for planteverdenen uundværlige egenskaber; men de glimrende farver, som sollyset giver, de har manglet, medens paa den anden side plantevæksten ved jordens indre varme naaede en højde og et omfang, som vi slet ikke kender det nu. Men der var endnu dødsstilhed i skovene, ingen anden bevægelse end den, vinden kunde frembringe.

Fjerde billede: Igen lyder Guds skaberord: "Der vorde lys paa himlens udstrakte befæstning," og se, da viser der sig et nyt og mageløst syn: Stjernerne funkler frem paa himmelhvælvingen. Men snart blegner stjernerne; et straalende punkt viser sig over alle vandene; det er solen, der fejrer sin første opgang, og under paavirkning af solens glimrende straaler fremkommer der en ny planteverden, smykket med tusinde tidligere ukendte farver. Men snart ser vi himmelens fakkel slukkes paa den vistlige himmel, og for første gang kommer den jordiske skabnings andet lys frem paa horisonten. Stille staar maanen op paa himlens blaa og spreder sit milde lys over jord og hav. Skaberens øjne og englene var de eneste vidner dertil; dog gennem sin aabenbarelse har Gud ogsaa ladet os skue noget af denne første herlighed. Det, at lysene paa himmelhvælvingen straks bestemtes til "tegn og bestemte tider", til "dage og aar" vidnede om, at der ventedes skabninger af en anden art. Paa denne fjerde dag skabte Gud altsaa lyshavet omkring solkloden og gjorde denne klode derved til den sol, hvorfra planeterne og dermed ogsaa jorden skulde have lys. For jorden blev solen et livets lys, et billede paa "retfærdighed-solen", der "med lægedom under sine vinger" (Malak 4.2) brød frem i den Herre Kristus.

Det femte billede: Efter at det atter har været nat, lyder Guddomsrøsten igen: "Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener, og fugle skal flyve over jorden imod himmelens udstrakte befæstning." Det er blevet dag igen, jorden ligger smykket med grønt og blomster af de forskelligste farver. Dog, hvad er det, vi hører? For første gang naar en anden lyd end Herrens stemme og vindens og vandenes brusen til vort øre. Vi ser fugle flyve i tætte skarer hen over sø og skov, og i vandet ser vi mange forunderlige, store dyr, som de nuværende kun er som dværge imod. Der findes paa vor jord en mængde levninger af disse uhyre store havdyr, disse kæmpemæssige amfibier, ogsaa dette stemmer ganske med videnskabens iagttagelser som det næste trin i skabelsen.

Solen gaar ned over alt dette bevægede liv. Det er nat igen.

Men for sjette gang lyder stemmen: "Jorden frembringe levende dyr efter sit slags." Lyset straaler paany frem, og hvilket skue frembyder sig ikke nu for vore øjne! Kvæget og markens vilde dyr græsser paa sletterne; skovene gennemstrejfes af skarer af hjorte og mange andre dyr; nu er al ting rede til at tage imod den skabning, der som skabningens krone skal være den af Gud bestemte herre over hele denne skønne jord, og saa lyder det da, det store Ord: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse."

2. "Og Gud sagde!"

Dette i skabelsesberetningen ti gange gentagne Ord er nøglen til det hele. Livet kan ikke udgaa fra død; men liv udspringer fra liv, fra den levende Guds levendegørende Ord. Bliver vi kun staaende ved betragtningen af værket og glemmer Mesteren, kan vor glæde over det skabte kun blive overfladisk og utaknemmeligheden har allerede ført os paa vej til et finere eller grovere afguderi. Men naar vi gennem værket skuer hen paa Mesteren, lytter til dette: "Og Gud sagde", da maa vi juble med vor gamle salmedigter: "Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise; det mindste han har skabt, er stort og kan hans magt bevise." Da maa Gudsbarnets hjerte bryde ud i tak til ham, der skabte alt dette for at glæde sine børn. Den lysstraale, som naar mit øjes nethinde og derpaa aftegner med fuldkommen nøjagtighed paa en yderst lille overflade et landskab af flere miles omkreds, den kommer fra ham, som sagde: "Bliv lys!" Den luft, mine lunger indaander, den er fra ham, som har befalet den at levendegøre mig. Den jord, paa hvilken jeg gaar, arbejder, bygger og planter, og under hvilken en forfærdelig ild stadigt virker, - den har han fæstnet under mine fødder; de blomster og frugter, jeg plukker efter hverandre størstedelen af aaret, som forlyster mig med deres vellugt, som glæder mig med deres velsmag og helbreder mig med deres safter, - dem har han saaet for mig i jordens skønne have. Den sol, som maaler mine aar, mine dage og mine timer; den maane, som dele mine aar i maaneder og mine maaneder i uger. - Begge disse har hans fingre sat i bevægelse paa himmelens hvælving ligesom viserne paa en urskive. De mange slags dyr, som opfylder jorden, vandene og luften med liv, - dem har han omgivet mig med, oprindeligt kun til gavn og glæde, og naar jeg endelig selv er til som denne skabnings krone, der ikke blot kan høre og se, ikke blot har et legeme, der helt igennem bærer vidnesbyrd om den evigvise Gud, men ogsaa har en sjæl og Aand, der, om jeg vil, kan trænge igennem lige til det hjerte, der slaar mig i møde i dette: "Gud sagde" - o! hvor maa da ikke hjertet stemme i med, hvad der lyder hos Herrens profet: "Giver Herren, eders Gud ære!" (Jer 13.6), stemme i med psalmistens udbrud: "Min sjæl, lov Herren, og alt, hvad i mig er, love hans hellige navn; min sjæl, lov Herren og glem ikke alle hans velgerninger!" (Ps 103). Kære ven, du, som læser eller hører dette, er du med i den skare, der vil give Gud æren og lovprise hans hellige navn? Ligner du ham, der, da han var renset af Herren Jesus for sin spedalskhed, vendte tilbage for at give Gud æren og takke med høj røst? Eller ligner du den flok, der nok var bleven renset for sin spedalskhed, men ikke vendte om for at give ham, paa hvis Ord det var sket, tak og pris? Kun naar du lærte det, i Jesu navn at sige Gud og Faderen tak for alle ting, kun da passer du ind iblandt dem, om hvem det staar skrevet i Johannes' aabenbaring fjerde kapitel 10-11 vers, at de faldt ned for ham, som sidder paa tronen, og tilbad ham, som lever i al evighed, og lægge deres kroner ned for tronen, idet de siger: "Værdig er du, vor Herre og Gud, til at faa prisen og æren og magten; thi du har skabt alle ting, og paa grund af din vilje var de og blev de skabte."

Og du Guds barn, der i troen paa dette: "Gud sagde" véd, at i ham lever, røres og er vi efter vor skabelse, maatte vi bringe ham vor tak, saaledes som han helst vil modtage den, derved at vi ogsaa aandeligt, med hjerte, sjæl og sind i hele vort daglige liv, med tanke, tale og gerning lever, røres og er i ham, hans navn til ære ved Kristus Jesus.


Naar vi til slutning i al korthed vil sammenfatte bibelens skabelsesberetning med den videnskabelige forsknings anskuelser, saa vidt den nu er naaet frem, da er det, som allerede før nævnt, saare skønt at se, hvorledes den sande videnskab trods alle de mange fordums indsigelser skridt for skridt har maattet bøje sig og maattet med eller mod sin vilje afgive bevis for, at de fordums indsigelser beroede paa vankundighed hos videnskaben, ikke hos bibelen. Bibelen har sagt, at lyset tværtimod al sandsynlighed har skinnet før solens fremkomst; videnskaben har nu ogsaa fundet ud, at verden kan og maa have haft lys, før sollyset brød frem. Bibelen har sagt, hvad der tidligere af magne blev anset for daarskab, at planteverdenen er fremstaaet, før solen begyndte at skinne; videnskaben er nu naaet til at paavise, at ogsaa dette har sin rigtighed. Bibelen har talt om tre store trin i det organiske livs fremkomst, nemlig først planteliv og saa to slags dyrisk liv (se V. 11, 20, 24), videnskaben adskiller adskiller ogsaa saadanne tre store trin i det organiske livs historie, nemlig stenkulsperioden, der stammer fra det kæmplemæssige planteliv, de store amfibiers periode, og endelig pattedyrenes periode. Bibelen har fremstillet mennesket som den sidste fremkomne skabning, - videnskaben erklærer, at mennesket er den af alle jordens beboere, som har sluttet rækken af nyskabninger paa jorden. Der findes ganske vist endnu adskillige uoverensstemmelser. Bibelen taler om seks dage, hvorimod videnskaben taler om overovrdentlig store tidsperioder. Nu, vi véd, at Herrens dage stundom betyder noget andet end vore dage. Der staar jo, at "én dag er for Herren som tusinde aar og tusinde aar som én dag" (2 Pet 3.8); men dermed vil vi dog ikke have sagt, at de seks dage derfor nødvendigvis er at forstaa som seks aartusinder eller endnu langt mere. Videnskaben har i tidens løb paa saa mange maader efterhaanden maattet sige ja til det, som den tidligere paa det heftigste bestred som umuligt, saa den bør have lært at tale saa sagte.

Adskillige af de tilsyneladende uoverensstemmelser, der af videnskaben bliver fremhævede, har sikkert deres grund i den dybe forandring i hele naturlivet, der indtraadte med syndefaldet og den derpaa følgende forbandelse over naturen, ligesom ogsaa syndfloden har bevirket mægtige forandringer baade paa jordens overflade og i dens indre, og disse forhold tager i ethvert tilfælde den vantro videnskabsmand intet hensyn til. Vi ved, at en gang, naar alt ligger klart fremme, og vi ikke længere skal kende stykkevis, da vil Guds Ord straale i sin herlighed som det, al videnskab, der vil sandheden, maa give ret i alt.

3. 1 Mosebog 1.1-4: Lys og mørke

Naar vi læser de fire første vers af skabelsesberetningen om mørket, i hvilket lyset brød frem, og at Gud satte skilsmisse mellem lyset og mørket, da finder vi deri et billede paa den aandelige skabelse. Apostlen Paulus siger i Efeserbrevet 2 kapitel 10 vers: "Vi er hans værk, skabte i Kristus Jesus." I begyndelsen af vort liv gjorde Gud en skabergerning med os, den gang han døbte os. I det faldne menneskehjerte ser det ud, som det saa' ud paa jorden, da den var øde og tom, medens mørket var over afgrunden. Hvor passer det ikke paa det faldne, naturlige menneskehjerte med fordærvelsens mørke afgrund i sig, som der staar i en salme: "Hjertet er saa mørkt og øde, er saa koldt og dødt i sig"; men i daaben svævede Guds Aand over vandene med livets kræfter, med syndernes forladelse. Men er saa ogsaa det næste sket med dig, ven? Kan du sige med apostlen Paulos: "Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, han har ladet det skinne i vore hjerter for at bringe kundskaben om Guds herlighed paa Kristi aasyn for lyset" (2 Kor 4.6)? Har Guds Aand ved Ordet faaet lov at sige i dit hjerte: "Der vorde lys!" Har du lys over din synd og over naaden i Kristus? Du har maaske lys; men er det saa det gode lys? Der er et lys, om hvilket det ikke kan siges: "Gud saa', at lyset var godt", og det er det selvlavede lys, der bestaar i en blot og bar kundskab om kristendommens lære. Det gode lys, lyset fra Gud, medfører altid som ved skabelsens begyndelse, at der bliver skilsmisse mellem det og mørket. Hvor Guds lys er tændt i hjertet, bliver der skilsmisse derinde imellem det gamle kødets menneske fra den første fødsel af kødet og det nye Aandens menneske, født af vand og Aand i daaben. Er det blot et selvlavet kundskabslys, du bærer omkring med dig, da viser der sig, at dette lys saa godt kan forliges med mørket. En død kundskabstro skiller intet menneske fra verdens øde og tomme og mørke vej. Men om Guds lys gælder det: "Hvad samfund har lys med mørke?" (2 Kor 6.14). Hvor det lys er tændt, er der kampi hjertet; mørket er dømt. Og bliver der skilsmisse inde i hjertet mellem lys og mørke, saa bliver der ogsaa skilsmisse udadtil, skilsmisse mellem lysets børn og mørkets børn. Har lyset, du roser dig af, haft denne virkning indadtil og udadtil - ja, da kalder Gud lyset for godt, for et livets lys. Der staar i Guds Ord (Ef 5.20): "Ve dem, som gør mørke til lys og lys til mørke!" Pas paa dette, du Guds barn! Mørket i din sjæl kan ikke dømme dig for Gud, saalænge du dømmer det som mørke; thi der staar skrevet: "Dersom vi bedømte os selv, blev vi ikke dømte" (1 Kor 11.31); men ve dig, dersom du begynder at udslette skilsmissen mellem lys og mørke, at kalde f.eks. en lille løgn for nødvendig, lidt gerrighed for klogskab, nogle vellystige tanker undskyldige, saa kødet faar lov at passere udømt. Mørkets fyrste selv holder af at komme i en lysets engels skikkelse, for at hans mørke kunde blive anset for lys. Men ve dig ogsaa, om du kalder lys for mørke, om Guds lyse, klare vilje til dig tykkes dig mørke, fordi den maaske ikke stemmer med din egen lyst. Saasnart skilsmissen ikke holdes oppe mellem lys og mørke, bliver der dæmring i hjertet, usikkerhed; det er det halve stade, der ogsaa gør et menneske uklart udadtil, saa at skilsmissen mellem Guds folk og verden taber sig, idet man begynder at skikke sig lige med verden. Men vel dig, om skilsmissen mellem lys og mørke bliver stærkere i din sjæl. Jo mere du lader Guds naades og sandheds lys trænge ind i dig, des mørkere vil al synd komme til at staa for dig. Jo mere du lader dig gennemtrænge af Kristi sind og Aand, des dybere vil paa rette maade skilsmissen blive mellem dig og verdens sind og aand. De Guds børn, der har staaet som de skønneste og kæreste, var ogsaa mest forskellige fra verden; men just derved blev de til velsignelse ikke blot for andre Guds børn, men ogsaa for verden. Staar du klart med Herrens Aand og sind, da bliver det lettere for mangt et vantro menneske at blive klar over, at det selv staar i mørke, og da vaagner lettere længselen i et saadant hjerte, om det da er ærligt, efter at komme over i Guds lys. Herren hjælpe alle os, der fik naade til at finde pladsen blandt lysets børn, at lyset i os maa blive ved at være det gode lys, der har skilsmisse mellem sig og mørket og en gang skal naa at straale evig hos den Gud, i hvem der aldeles intet mørke er, i det hjem, hvor alt mørke for evigt er stængt ude.


Læs: kapitel 1.26-31
4. Guds billede og Guds velsignelse

Efter at Gud havde skabt jorddyrene, de vilde dyr og kvæget, er det, som om der finder en raadslagning sted: "Lader os gøre et menneske", dette udtryk peger hen paa treenighedsdybet i Gud, idet Faderen og hans evige Søn i Guds Aand ligesom raadslaar om det næste skridt: menneskets skabelse. Denne raadslagning har været underfuld dyb; thi Gud kender alle ting forud, han vidste, hvad der vilde komme. Derfor hedder det ogsaa: "Gud udvalgte os i Kristus, før verdens grundlæggelse". I denne raadslagning har alt været taget med i betragtning, ogsaa Golgathas offer. Men denne raadslagning er ogsaa menneskelig talt en borgen for Guds riges sejrrige evighedsfremtid. Denne raadslagning staar i sandhed i samklang med det Ord, Herren har talt hos profeten Jeremias: "Thi jeg kender de tanker, som jeg tænker angaaende eder," siger Herren, "tanker om fred og ikke om ulykke for at give eder en fremtid og et haab" (Jer 29.11). Og her ved menneskets skabelse indtræder som det nye dette, at Gud skabte mennesket i sit billede efter sin lignelse. Som det hedder om Guds evige Søn, at han er Guds væsens udtrykte billede, saaledes skabtes nu ved Sønnen atter en afglans af Gudsbilledet i mennesket; Gud har sat sit stempel i vor sjæl, og det kan aldrig mere helt udslettes. Naar vi spørger, hvad det vil sige: at være skabt i Guds billede, da ligger det jo deri Guds store tanke, at menneskeslægtens liv skulde være et billede af det liv, som leves i Gud selv. Mennesket skulde ligne den alvidende Gud, ikke saaledes, at menneskene skulde vide alt, hvad Gud véd, men saaledes, at de fra fødselen af og af naturen skulde have evne til at kende alt, hvad mennesker behøver at vide, baade angaaende de jordiske og de aandelige ting. De skulde ligne den almægtige Gud, ikke saaledes, at de skulle kunne magte alt, hvad Gud magter, men saaledes, at de fra fødselen af og efter deres natur kunde magte alt, hvad mennesker skal magte, baade i det jordiske og det aandelige. Tænk hvilken lykkelig tilværelse at være menneske paa de vilkaar! De skulde ligne den hellige Gud, ikke saaledes at menneskene selv skulde bestemme, hvad der er helligt; men der skulde i menneskets samvittighed være et saadant billede af, hvad Gud kalder helligt, at menneskene fra fødselen af, efter naturen, skulde have den rette følelse i sig af, hvad der er helligt for Gud, og hvad der er syndigt. Og de skulde være et billede af Guds kærlighed, saa at hver gang et lille barn blev født til jord, vilde der fødes en ny kærlighed pa jorden til at bringe mere kærlighed ind i menneskelivet. Tænk atter, hvilken lykkelig tilværelse at være menneske paa de vilkaar! - med en ufordunklet fornuft og usvækkede evner og kræfter, med et rent, ubesmittet hjerte, hvidere endnu end den hvide sne, der falder ned fra oven, med et hjerte fyldt af inderlig kærlighed. Men til Gudsbilledet hører der ogsaa en fri vilje med det ansvar, deri ligger, og et endnu: Mennesket er skabt i den evige Guds billede, ikke saaledes, at mennesket havde været til fra evighed af, men saaledes, at mennesket aldrig mere kan ophøre med at være til. Dette betyder evig salighed for den, der vil være Herrens, men for den, der ikke vil være Herrens, betyder det en evig fortabelse, hvor den ild, der ikke slukkes, og den orm, der ikke dør, først og fremmest vil være den uudslettelige samvittighedsbevidsthed om, hvorledes det skulde have været og kunde have været. Gud indtrykte sit billede i mennesket, forat mennesket saa igen skulde udtrykker det i hele sin færd og saaledes blive en lille afglans af Guds herlighed. Hvor underlig vemodigt at se hen paa den første herlighedsstund og saa betragte, hvorledes det nu er!

Gud skabte dem, mand og kvinde, én mand og én kvinde, og har dermed betegnet alt flerkoneri som forbudt, som stridende mod Guds villie.

Til dette Guds billede, Guds indprægede i mennesket, knyttede Gud sin velsignelse. Guds velsignelse er en trodobbelt; for det første: den samme velsignelse, som var bleven udtalt over dyreverdenen: "Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden." I apostl. gern. 17.26 siger Guds apostel om Herren, at "han har gjort, at hvert folk iblandt mennesker bor ud af ét blod paa hele jordens flade". Deri laa dette, at mennesket skulde ogsaa være en lille afspejling af Guds Faderlighed, ligesom Paulus vidner, at al Faderlighed har sit udspring fra Gud (Ef 3.15). Dermed hænger saa alt familielivs lykke og glæde ogsaa sammen. Men deri saa tillige muligheden af en genløsning for hele slægten. Vi ved om englene, at de er blevne til uden forplantelse umiddelbart, hver for sig, ved Guds skabervilje; der kunde ikke være tale om nogen slægts-genløsning. Men det kan der for mennesket, fordi de er af ét blod. Det adnet punkt i velsignelsen er dette: Gører eder naturen underdanig og regerer over den. Gud satte mennesket til herre midt i al den skabte herlighed, ikke blot til at regere over fiske og fugle og alle dyr, men over selve naturen med alle dens iboende kræfter. Alle de mange opdagelser, mennesker gør, hvorved naturkræfterne kommer i deres tjeneste, er kun en udvikling af denne Guds kærligheds tanke: Gøre eder naturen underdanig. Endelig for det tredje velsigner Gud mennesket med korn og frugt til næring for deres legemlige liv. Derfor kaldes med rette afgrøden paa marken og hvad anden frugt, mennesket faar lov at høste hjem, for Guds velsignelse. Vi ser af dette sidste, at oprindeligt var kun planteverdenen bestemt til at afgive næring, i ethvert tilfælde for menneskene. Først efter syndfloden blev der givet mennesket tilladelse til at æde dyrenes kød.

Men guds billede og Guds velsignelse er paa det nøjeste sammenknyttede. I samme grad Gudsbilledet forvanskes og ødelægges, fordunkles ogsaa velsignelsen. Familielivet er som følge af synden bleven besmittet ved uren køds-lyst, herredømmet over dyrene ved grusomhed og velsignelsen i næring for legemet ved fraadseri og drukkenskab. Kødets lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed, syndens trodobbelte væsen har ligesom slaaet sine hovedrødder i Guds tredobbelte velsignelse. Synden er i sig selv tomhed og har kun sin tilværelse i at forvanske og ødelægge Guds gaver som en skadelig snylteplante paa det gode træ.

"Og Gud saa' alt det, han havde gjort, og se, det var saare godt", saaledes slutter skabelsens bogs første kapitel. Mennesket, straalende i Guds billedes glans, Guds velsignelse lysende over mennesket og hele naturens liv, alt godt, harmonisk og skønt, saaledes udgik skabningen fra Guds skaberbaan til Mesternes ære. Men Guds børn føler med smerte, hvor alt er blevet forandret fra hin lykkelige morgentid af; vi har dog et levende haab om en gang at naa alt dette igen og det i en i ethvert tilfælde mere grundfæstet skikkelse uden mulighed for fald. Det spørgsmaal har undertiden været oppe: Hvorledes vilde det være gaaet, hvis syndefaldet og døden ikke var komne. Det ved vi selvfølgelig ikke; men med henblik til, hvad der i den hellige skrift tales om de Guds børn, der paa denne jords sidste dag ved Herrens genkomst spares for at hensove og i stedet for forvandles i et øjeblik fra forkrænkelighed til uforkrænkelighed, tør vi vel slutte, at det skabte menneskelegeme, hvis faldet ikke var indtruffet, vilde være blevet mere og mere forklaret gennem livstræets frugter, til det omsider uden smerte havde naaet sin himmelske skikkelse og var blevet englene lig. Nu kan alt dette for næsten alle Guds børn kun naas gennem dødens rædsler og smerte; men Gud være lovet, at han har gjort det saa ved Kristus Jesus for alle sine, at det, der saas i forkrænkelighed, skal opstaa i uforkrænkelighed, i herlighed og kraft (1 Kor 15.42-43).

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media