Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 10

Læs: Kapitel 10, 1-32.
Hedningernes Bog.

Dette Kapitel kan synes saa tørt som et Kapitel blot af Navne ligesom det 5te Kap.), og dog har ogsaa dette sin dybe Betydning. Det har sin mægtige verdenshistoriske Betydning som det eneste paalidelige Vidnesbyrd fra hin Tid om Folkeslagenes Afstamning; men det har ogsaa sin Betydning i Guds Riges Historie. Her er alle Folkene opskrevne i Guds Bog til Vidnesbyrd om, at de ikke er glemte, selv om Herren længe lod Hedningerne vandre deres egne Veje. I Guds Raad var det dog bestemt, hvad Paulus kalder "Guds Viljes Hemmelighed efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus" (Ef.1,9.10), og for Guds Trone skal de frelste mødes fra alle Stammer og Folk og Tungemaal. Ogsaa i selve det gamle Testamente dukker mange af disse Navne fra Hedningekapitlet frem igen mere og mere, jo nærmere vi kommer Kristi Tid, idet Profeterne forkyndte om Guds Samling af Folkene ind under Sems Pauluner, ind i det Rige, som Messias skulde oprette.

Noahs Sønner havde ingen Børn før Floden; de skulde være Stamfædre til en ny Slægt. Fra Vers 2-5 nævnes nu først Jafets syv Sønnen. Der staar i Vers 5, at "Hedningernes Øer" blev befolket af disse, og derved forstaas Landene omkring Middelhavet. Saa meget staar fast, at Europas Befolkning nedstammer fra Jafet. En Del af Navnene kendes som senere Folkenavne. Gomer og Magog de to førstnævnte af Sønnerne, antages at være Stamfædre til Folk omkring det sorte Hav. Den tredje, Madai, blev Stamfader til Mederne, altsaa til et asiatisk Folk. Javan, den fjerde, er Grækernes Stamfader; hans Sønners Navne peger hen paa græske Stammer; den ene af dem, Tarsis, peger hen paa Spanien, thi Tarsis var det gamle hebraiske Navn for Spanien. Derhen maa han eller hans Slægt være udvandret. Jafets femte og sjette Søn, Tubal og Mesech, formenes at være Stamfædre til Folk i Kaukasus; den syvende Søn, Thiras, er bleven nævnt som Stamfader for Folket i Tracien, det nuværende Tyrki. Af Jafets ældste Søn Gomers Sønner formenes efter jødiske Sagn de to første Sønner, Askenas og Niphat, at være Stamfædre henholdsvis til Tyskerne og Sydrusserne. Den tredje, Thogarma, blev derimod Stamfader til et armenisk Folk, som endnu kaldes korkamatsi. Vi ser altsaa, at der fra Jafet nedstammer en europæisk Linje og en asiatisk (Mederne, Armenierne o.s.v.).

Fra V. 6-20 nævnes Chams Slægttavle; hans Eftserkommere var i ydre Henseende nærmere ved det hellige Land, ved det Folk, i hvilket Guds Rige først havde sin Plads her paa Jord. Der nævnes fire Sønner af Cham, nemlig Chus, der blev Stamfader til Æthioperne i Afrika foruden til flere andre afrikanske Folk gennem sine øvrige Sønner (gennem en af sine Sønner, Raemah, blev han ogsaa Stamfader til et arabisk Folk). I Chus' Slægt fremstod en ejendommelig Mand ved Navn Nimrod, en Voldshersker. Navnet Nimrod betyder: "lad os gøre Oprør", og dette betegner hans Sindsretning som oprørsk mod Gud. Agerbrug og Kvægavl gav han sig ikke af med, men blev en vældig Jæger og Erobrer. Naar der staar: "En vældig Jæger for Herrens Ansigt", da kan det her ikke tages i god Betydning, men maa betyde , at han viste trods lige op i Herrens ansigt. Han stiftede det Rige, der siden i den hellige Skrift fra først til sidst staar som betegnelsen for verdensmagten, nemlig Babel. Derfra drog han ud til Assur (Assyrien), en semitisk stamme, hvor han byggede Ninive med tre andre byer, der tilsammen dannede "den store Stad", der i Jonas' Bog (3, 3) kaldes "en tre Dages Gang", idet disse fire Byer senere byggedes sammen. Nimrod blev saa bekendt, at han senere blev til et Ordsprog som Betegnelse for en mægtig Hersker.

Den anden af Chams Sønner, Mizraim, blev Stamfader til Ægypterne. Mizraim er det gamle Navn for Ægypten. Desuden blev han Stamfader til forskellige afrikanske Folk i Nærheden af Ægypten og et Par asiatiske Stammer. Fra et af de Folk, han var Stamfader for, udgik de velbekendte Philistre, hvilket egentlig betyder "Udvandrerne". Det har formodentlig været en Flok Eventyrere, der grundede det højtvoksne Philisterfolk, Israels Arvefjende, i en Strimmel af Canaans Land.

Fra Chams fjerde Søn, den meget omtalte Canaan, udgik de Folkestammer, der beboede det forjættede Land, da Israels Folk drog ind i det. Tillige blev han Stamfader til Phøniscierne mod Nord. Canaans Lands Grænser angives nøjagtigt i Vers 19, fordi det var det Land, hvor Forjættelsens Folk skulde bo.

Endelig fra Vers 21-31 nævnes Sems Efterkommere. Han nævnes sidst, fordi det er hans Slægt, der særligt skal dvæles ved. Der nævnes straks i Vers 21, at han var Hebræernes Stamfader. Af Sems Børn nævnes her fem Sønnen. Elam blev Stamfader til et Folk i Nærheden af det nuværende Persien, Assur blev Stamfader til Assyrerne, og fra Arphachsad nedstammede Hebræerne· Fra den femte Søn, Aram, nedstammede Syrerne, Israeliternes nordlige Naboer, samt nogle arabiske Folk, deriblandt Beboerne af Uz, bekendt som det Land, hvor Job siden boede.

Arphachsad var Bedstefader til Eber. Navnet Eber betyder "hinsides", deraf har vistnok Abrahams Slægt faaet Navnet Ebræer eller Hebræer, fordi de kom fra Egnen hinsides Eufrat. Eber havde to Sønner, nemlig Peleg, fra hvem Forjættelsens Linie nedstammer, og Joktan. Joktan blev med sine tretten Sønner Arabernes Stamfader. Araberne afleder endnu deres Herkomst fra ham, og Navnene paa de fleste af hans Sønner kendes og har holdt sig indtil nu.

Ebers førstnævnte Søn Peleg, fik dette Navn, der egentlig betyder "Deling", fordi "Jorden blev skiftet i hans Tid", som der staar; vi tør altsaa gaa ud fra, at Adspredelsen i Anledning af Babelstaarnet, som vi skal høre om i næste Kapitel, har fundet Sted i hans første Livstid. Peleg levede fra Aar 1757 efter Verdens Skabelse til 1996; indenfor dette Tidsrum, vel i Begyndelsen af det, fordi Peleg fik sit Navn deraf, falder altsaa Babelstaarnet og Sprogforvirringen. I næste Kavitel føres nu Pelegs slægtlinje videre frem til Abraham. I hele den følgende del af det gamle testamente er det i det væsentlige nu kum denudvalgte slægtlinje, hvis historie skildres.

Vi ser af dette Kapitel der for Videnskaben har en overordentlig stor Betydning ved det Lys, der spredes over Folkeslagene, at Jafets Efterkommere altsaa har befolket ikke blot hele Europa, men ogsaa Størstedelen af det østlige Asien fra Medien (Madai) af. Chams Slægt har i det væsentlige, paa ganske smaa Folkegrupper nær, sin Plads i Afrika, Sems Slægt fornemmelig i Assyrien, Syrien og Arabien, siden ogsaa i Canaans Land, hvor Forjættelsen om, at Canaan skulde være Sems Træl, først gik i Opfyldelse. Assyrere, Syrere og Arabere er altsaa Jødernes Stammefrænder.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media