Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Første bind:
Første Mosebog Kapitel 11
Læs: Kapitel 11, 1-9.
25. Babelstaarnet.
Lige indtil den Tid var der kun eet Tungemaal. Naar vi spørger hvilket det mon har været, da ved vi det jo ikke forvist; men det synes at have været det hebraiske. Derpaa tyder Navnene som "Adam" og "Eva", der jo har deres Betydning i
det hebraiske Sprog. Det hebraiske Sprog er barnligt og enfoldigt og dog rigt paa Betegnelser af Guds Væsen, hvilket mange af de andre Sprog i høj Grad mangler. Endelig tør vi gaa ud fra, at det oprindelige Sprog tillige med hele den historiske Overlevering snarest er blevet knyttet til Trosfolket, til den Slægt,
der bevarede den levende Guds Dyrkelse."
En Flok af Noahs Efterkommere slog sig ned i en Dal i Landet Sinear, det gamle Navn for Egnen mellem Eufrat og Tigris, det senere Babylonien. Her var det, den Begivenhed fandt Sted, som fortælles i disse første Vers, Forsøget paa at opføre Babelstaarnet. Af Mangel paa naturlige Sten begyndte de at stryge Tegl og bruge Asfalt eller Jordbeg i Stedset for Kalk; Ruiner af disse Materialier finder vi endnu i Mængde i hine Egne. Og de sagde: "Velan, lad os bygge os en Stad, og et Taarn, hvis Spids kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skal adspredes over al Jorden." "Velan!" saaledes lyder den storagtige Tale, som om det var en afgjort Sag, at de skulde sætte deres Plan igennem. De kendte nok Guds Vilje om at "opfylde Jorden", men det vilde de nu ikke. De mærkede aabenbart, hvad Verden stadigt mærker, at det kun staar smaat til med Sammenholdet blandt Verdens Børn. Ligesom Verden nu til Dags søger at bøde derpaa ved at slutte sig sammen paa mange Maader, blandt andet ogsaa i hemmelige Foreninger, saaledes havde den vantro Slægt nu fattet denne Plan at bygge et Taarn, hvis Tinder skulde rage højt op i Sky og ligesom paa Trods knejse op imod Himmelen. Deres Formaal var derved et dobbelt, dels, som nævnt, at have et Punkt, der kunde haves i Sigte og hindre, at de spredte sig over Jorden, dels vilde de dermed "gøre sig selv et Navn". Ulydighed og Hovmod samt forfængelig Ære beherskede dem. Man regner, at der ved den Tid kunde være henved 80000 Mennesker paa Jorden.
"Lader os gøre os et Navnt" - den Aand er velkendt endnu i denne Verden. Det naturlige Menneske vil ikke forherlige Guds Navn, men sit eget. Gud kan gøre Mennesker et Navn, som han har gjort det for Enoch, Noah og for saa mange Troesvidner, et Navn til velsignet Ihukommelse; men vil vi selv gøre os et Navn, da bliver det til Skam. Og Babselstaarnet staar som Forbillede paa mange lignende Forsøg i det aandelige. Mange af Verdens Vise har prøvet paa af deres egne Tanker og selvlavede Visdom at bygge sig et Taarn, ved hvilket de mente at kunne gaa udenom Troen og finde den højeste Sandhed. Andre har søgt at bygge et Tasarn af deres egne Gerninger og indbildte Godhed ; de vilde ikke omvende sig, ydmyge sig for Kristi Fod, men mente at kunne storme Himmelen ved at dynge en Del ydre Gerninger op og gøre sig et Navn i Verden som brave Folk, der fortjente at æres for deres Fortjenestes Skyld. Men med alle disse Taarne gaar det som med Babselstaarnet: de ender i Ruiner; thi "Gud staar de hoffærdige imod", og "hvo sig selv ’ophøjer, skal fornedres."
Der staar, at Herren nedfor for at se Staden og Taarnet, som de var ved at bygge; ikke som om Herren ikke kender alle Ting; men det, at han nedfor, er et barnligt Udtryk for at betegne Herrens Nærhed og alt ransagende Øje. Tillige ligger deri det samme som da Herren spurgte Adam, om han havde spist af Træet, og Kain om, hvad han havde gjort. Meningen er den, at Herren vil hjælpe Menneskene til at komme til klar Overbevisning om deres Skyld. Maaske der ogsaa derved betegnes, at Herren har aabenbaret sin straffende Almagt paa en eller anden Maade for at advare.
Men Herren saa (Vers 6), at al Advarsel vilde være forgæves. Hvis de fik Lov at tumle sig, vilde de kun blive mere og mere frække og bilde sig ind, at intet kunde formenes dem af alt, hvad de fik i Sinde. Vi hører atter (V. 7) ligesom en Overvejelse i den treenige Gud. Ligesom det (Kap. 1, 26) hed: "Lader os gøre et Menneskse," lyder det ogsaa her: "Lader os fare ned og blande deres Tungemaal." Gud lagde sit tunge Lod i Vægtskaalen. Han gjorde sit Navn stort. Ja, saaledes er det gaaet til med de mange fosrskellige Sprog. Den ydre Sprogforvirring er tillige Udtryk for den Hjerternes indre Splidagtighed, der paa Grund af Synden var til Stede mellem Menneskene. Stedet fik derved Navn af "Babel", hvilket betyder "Forvirring". Vi kan forstaa, hvilken Forvirring der er blevet. Den enes Tale lød for den anden som lutter Daarskab, som drukken Mands Tale; saa var de nødt til at lade af at bygge Staden og blev grundigt adskilt. De Smaakredse, der fik Sprog tilfælles, maatte nu af Sted og søge sig Egne for sig selv. Sprogsorvirringen er en Dom, der aldrig vil glemmes, saa længe denne Jord staar. At det er en Dom for Syndens Skyld, føles i Sandhed, hver Gang vi staar blandt Folk med et Tungemaal, vi ikke kender; det er saa tungt ikke at kunne udtale sig fra Hjertet og ej heller kunne modtage fra andre gennem Ordet. Nu koster det Møie og Besvær sat overvinde Sprogforskellen, og den kan jo kun overvindes ganske delvsis her paa Jorden. Men i selve Dommen ligger der ogsaa noget af Guds Barmhjertighed; dels blev der sat en vis Grænse ogsaa for Ondskabens raske Udbredelse, dels blev Udviklingen indenfor de enkelte Folk paa mange Omraader mere anspændt og kraftig ved Begrænsningen. Verden har ofte prøvet paa at ophæve denne Guds Dom, at lave Fællessprog som i vore Dage det bekendte "Volapyk", men det er altid blevet forgæves. Kun han, der har sat disse Grænser, kan ogsaa hæve dem; han kan det, derom vidner, hvad der skete paa den første Pinsedag i Jerusalem (Apost.Gern. 2), det skønne Forbillede paa, hvad der en Gang vil finde Sted paa den nye Jord blandt de frelste; det himmelske Sprog vil atter kun være eet Tungemaal. Og det kendes allerede i det smaa her paa Jord indenfor Guds Folk af de forskellige Tungemaal. Jesu Navn har en samlende Magt blandt alle Jordens Folkeslag. Bekendt er den lille skønne Fortælling om den troende Sømand, der strandede paa et Lands Kyst, hvis Sprog han ikke kendte. Han mødte et troende Menneske af dette Folk, og de fik dog en Samtale med hinanden. Den strandede Sømand nævnede nemlig Navnet "Jesus", den anden svarede med Glæde: "Amen", hvorpaa: de begge udbrød: "Halleluja!" Ja, det Taarn, der ene kan naa op til Himmelen og i Sandhed samle alle Folkeslag, er bygget af Tømmermandens Søn fra Nazareth. I ham findes "alle Visdommens Skatte skjulte" (Col. 2, 3), den himmelske Visdom, der i Skandhed kan naa op i Himmelen og bringe Himmelens Lys ned paa Jord; han har fuldbragt den Gerning, paa hvilken vi Mennesker kan staa som paa en Klippe, sog ved hvilken en fattig Synder kan naa op i Himmelens hellige Højder; han er den eneste Himmelstige, og, ham har Gud gjort et Navn over alle Navne, i hvilket der er givet Frelse til alle, der vil søge den der.
Endnu findes blandt Babylons Ruiner uhyre Levninger af et Taarn, hvis Grundlag har et Omfang af over 2000 Fod og en Højde af 200 Fod, medens selve Taarnet dog kun er 35 Fod højt. Byggematerialierne er de samme, som her findes angivet. Ruinen kaldes "Birs Nimrod" og anses af Araberne for Resterne af Babelstaarnet. At Nimrod (se kap 10,8-12) har været med i dette himmelstormende Oprør, passer jo meget godt til den iforegaaende Kapitel givne Skildring af ham.
Blandt Grækerne fandtes i gamle Dage et Sagn om de himmelstormende saakaldte "Titaner", der forsøgte at storme Himmelen, men blev slaaede ned ved den øverste Guds Lynstraaler. Her har vi vistnok et blandt Hedningerne bevaret, taaget Minde
som hint Oprørsforsøg.
En Gang endnu, siger Skriften os, vil dette Oprør blive forsøgt i stor Stil, i de mindre Træk forsøges det stadigt af Verden. Det vil ske, naar Antikristen kommer, der vil "ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud (2. Thess 2, 4); men vi ved, at ogsaa dette Antikristens Babelstaarn vil synke sammen i Forvirring og Skam for Guds vældige Haand. Efter Babselstaarnet adspredte Herren Menneskene over al Jordens Kreds; men Dommen over Antikristen dog dem, der følger ham i himmelstormende Trods, vil blive den, at Oprørerne vil blive jagede ud fra Jordens Overflade for evigt.
Læs: Kapitel 11, 10-32.
Den hellige Slægtlinje.
I dette Afsnit føres nu Sems Slægttavle videre efter dens hellige Linje, der fører til Stamfaderen for den Slægt, som skulde blive det udvalgte Folk, i hvilket Paradisforjættelsen skulde opfyldes. Den hellige Slægtlinje gaa igennem Arphachsad, Salah, Peleg, Resu, Serug, Nachor, Tharah til Tharahs Sønner Abraham, Nachor og Haram. Her er vi da komne til den Mand, Abraham, hvem Gud selv valgte til Stamfader for det Folk, i hvis Midte Frelseren skulde fremstaa. Gud udvalgte ham, af hans Sønner igen den ene bestemte, Isak, og af Isaks Sønner igen den ene, Jakob. Disse er de tre Patriarker, hvis Historie fylder Resten af første Mosebog. Stamtavlen fra Sem til Jakob ser saaledes ud:
efter Verdens Skabelse
1) Sem levede 600 Aar nemlig fra 1558-2158.
2) Arphachsad - 438 - - 1658--2096.
3) Salah - 433 - 1693-2126.
4) Eber - 464 - 1723-2187.
5) Peleg - 239 - 1757-1996.
6) Re-u - 249 - 1787-2026.
7) Serug - 230 - 1819-2049.
8) Nachor - 148 - 1849-1997.
9) Tharah - 205 - 1878-2083.
10) Abram levede 175 Aar nemlig fra 2008 - 2183.
11) Isak - 180 - 2108-2288.
12) Jakob - 147 - 2168-2315.
Vi ser af denne Liste, hvorledes Levealderen synker, først til to Tredjedelen, dernæst til Halvdelen og tilsisdt til Fjerdedelen af, hvad den var før Floden. Vi ser fremdeles, at Sem ikke blot levede sammen med Abraham, men endog levede 50 Aar sammen med Isak, Naar vi betænker, at Sems Bedstefader, Lamek, levede 56 Aar samtidigt med Adam, ser vi atter her, hvor faa Mellemled, der har været i de første to Aartusinder her paa denne Jord, jaa at Overleveringen fra den ene til den anden, ogjaa rent borsjet fra Guds indgriben, letteligen kunde bevares.
Af Tharahs tre Sønner nævnes Abram ført. Naar han her kaldes "Abram" og ikke "Abraham", ligger det i, at han jo først fik Navnet Abraham, da han var 99 Aar gammel (se Kap. 17,5). Naar Abram nævnes først, er det ikke, fordi han var den ældste af de tre Brødre, men fordi han blev den udvalgte Stamfader til Israels Folf. Den ældste af dem var ban ikke; der staar jo nemlig (kap. 12, 4), at Abraham var 75 aar, da han drog til Kanaans Land. I Apostl. Gern. 7, 4 staar der udtrykkeligt: "Efter hans Faders Død bød Gud ham flytte hen i dette Land," hvilket ogsaa fremgaar af Slutningen paa det ellevte Kapitel. Tharah, der i alt blev 205 Aar gammel, maa altsaa have været omtrent 130 Aar, da Abram fødtes; men i Vers 26 i dette Afsnit staar der, at Tharah var 70 Aar gammel, da den, første af disse Sønner fødtes. Deraf fremgaar, at enten Haran eller Nachor har været den ældste, formodentlig Haran, der jo ogsaa døde først. Den Gang boede Tharah i Ur i Chaldæa. At Haran har været den ældite, synes ogsaa tydeligt at fremgaa deraf, at hans Broder Nachor giftede sig med Harans Datter Milka. Milka og Jiska var Harans Døtre og Lot hans Søn. Vi maa lægge Mærke til Dette, at Nachor var gift med sin Broderdatter og Abram endog med sin Halvsøster, Sarai, som hun i Begyndeljen kaldtes; først senere forandrede Gud selv hendes Navn til "Sarah" der betyder "Fyrstinde" (se Kap. 17, 15). At Sarai var Abrams Halvsøster, hans Faders Datter, men ikke hans Moders, fremgaar af Kap. 20, 12. Det var førit senere hen, i Moselov, at ogtaa Ægteskab mellem Halvsøskende blev forbudt ; men Den dybe Grund til, at de giftede sig laa nær ind i Familien, har aabenbart været den, at Afgudsdyrselsen trængte sig ind alle Vegne omkring dem. Efter Ordet i Josvas Bog 24,2 ser vi, at den endog var trængt ind i Tharahs eget Hus, vel ikke i den grove Skikkelse, men vel paa lignende Vis, som vi siden (1. Mojeb. 31, 19) hører om Laban, at han havde "Husguder". Det har vel været for at undgaa at komme videre ind i Forbindelse med afgudsdyrkere, at Abram og Nachor havde giftet sig saa nær ind i Slægten.
I Vers 30 staar der, at Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn. Saaledes var det jo efter Guds Vilje, for at Abram og hun gennem Trosprøven kunde faa Forjættelsens Arving bestemt som en Gave fra Gud.
Den førte Kaldelse til at drage ud lød allerede i Ur i Chaldæa (se Kap. 15, 7). Da drog den gamle Tharah med Abram og Sarai samt Sønnesønnen Lot afsted paa Guds Kald, og Maalet fra Guds Side var Canaan. Men foreløbigt kom de ikke længere end til Byen Haran, der ogsaa kaldes Charan (Apojsl. Gern. 7, 2). Der døde Tharah, og derefter lød saa atter Herrens Kald til Abram om at fortsætte Rejsen, som vi skal
høre i næste Kapitel.
|