En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 12

"Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders hus til det Land, som jeg vil vise dig." Saa lød Guds Ord til Abram. Gud havde udset Abram til store ting; men Velfigneljen var betinget af, at Abram vilde drage wd, bort fra alt det, der efter Naturen maatte være ham kært: Land, Slægt, Fædrenehjem. Grunden til, at Abram maatte bort fra sine egne, var, som tidligere nævnt, Den, at afgudsdyrkelsen var begyndt at trænge ind alle Vegne. Vi træffer udenfor Abrahams hus ved den Tid og tiden efter kun ganske faa Spor af den sande Gudgdyrkelse. I Den hellige Skrift nævnes Melchisedek og Senere Profeten Bileam som Mennesker, der, skønt ikke hørende til Abrams Slægt, dog kendte den sande Gud; men ellers var alt opfyldt af Afguderi, særlig begyndte Stjernetilbedelsen at blive almindelig i Østerland. Ganske vist var ogsaa Cananiterne, blandt hvilke Abram Kom til at bo, efter at han var dragen ud fra fit Fædreneland, grove Afgudsdyrkere; men Afgudertet medførte ikke den Fare for Abram, naar han stod midt imellem fremmede, som naar han mødte det i sit Fædrenehus. Vi kender det jo, hvorledes Vantroen altid er farligere, naar den lister sig ind paa os igennem vor egen Slægt. Man giver lettere efter for Husfreds Skyld og for Slægtskabets Skyld.

Men til den alvorgfulde Befaling om at drage ud Knyttede Herren en stor, herlig og mægtig Forjættelse, hvis Hovedsum bestod i dette salige Ord: "Jeg vil velsigne dig." Herrens Velsignelse - deri er alt indbefattet, hvad der kan gøre en Menneskesjæl salig. Herren nævner forskellige Ting som Indholdet af denne Velsignelse. "Jeg vil gore dig til et Stort Folk," det var et af de Ord, Gud gav Abram at leve paa, skønt Abram længe maatte have det i Tro uden at se. Sarai var jo ufrugtbar og barnløs, saa dette Herrens Ord maatte faa en jæregen Magt for Abram. Og Herren forjættede ham, at han vilde gøre hans Navn stort. Ja, Herren kan gøre et Menneskenavn stort, men ikke hvor man selv vil gøre sit Navn stort, Som det kødelige Sind begærer det, og som vi har set det (Kap. 6, 4) om Kæmperne paa Noahs Dage og (Kap. 11,4) om den oprørske Slægt, der vilde bygge Babelstaarnet. Herren har i Sandhed gjort Abrams Navn stort. Blandt Mennesker er det blevet stort; ikke blot Kristenfolk, men Jøder og endog Muhamedanere er Abrams Navn. Wen det største Navn, der er blevet Abraham til Del, er dog Dette, at han i den hellige Skrift benævnes som Guds Ven (2. Krøn. 20, 7; Es. 41, 8; Jakobs Brev 2, 23). Fremdeles kaldes Abram ogsaa "de troendes Fader" (Rom. 4, 11). Det at være et Abrahams Barn var i vor Herres Jesu Mund et Æresnavn til Mennesker, saaledes til Zachæus (Luk. 19, 9) og Luk. 13, 16, hvor Herren benævner den frumbøjede Kvinde, hvem han helbredte, for en Abrahams Datter. Herren siger jo ogsaa, at den fattige Lazarus af Englene blev henbaaret i Abrahams Skød. I Sandhed, Herren har gjort Abrahams Navn stort ; derfor siger ogsaa Sirach i sin Bog (44, 22): "Abraham var en stor Fader for en Mangfoldighed af Folk, og der er ikke fundet nogen, som var ham lig i Ære."

Og hertil kom dette: "Vær en Velsignelse". Gud vilde give Abraham den Naade, at han Selv maatte blive en Velsignelse, ikke blot for nogle enkelte, men for alle Slægter paa Jorden. "I dig skal alle Slægter paa Jorden velsignes," saa lød Herrens Ord. Dermed var det sagt, at den Kvindesæd, der var lovet i ForjættelSen fra Paradis, skulde fremstaa i Abrahams Slægt. Før lyste Forjættelsen fra Paradis som en enSom Stjerne; i Noahs VelsignelSe over Sem og Jafet glimtede der nof en Straale frem fra Forjætelsens Himmel, men her straalede der nu en ny Forjættelsens Stjerne frem, der førte Opfyldelsen af den første Forjættelse et betydningsfuldt Skridt videre frem, idet den nu ligesom indflettedes i Historien og antog altid klarere og mere bestemte Former. Vi ved, at denne Herrens Forjættelse er bleven Virkelighed ; i Abrahams Sæd som han, den Kvindesøn, fra hvis Kors Velsignelsen straaler ud over alle Slegter til Frelse for dem, der vil lukke op for den. Som siden hen Jomfru Maria blev kaldt den velsignede blandt Kvinderne, fordi hun af Gud var udset til Moder for ham, der skulde kaldes den højestes Søn, saaledes stod Abraham fom den velsignede blandt Mænd.

Da Gud sluttede Pagten med Noah, var der blot Tale om den timelige Velsignelse til Værn mod Ødelæggelsens Kræfter i Naturen ; her forjættedes der en evig og aandelig Velsignelse mod Syndens Forbandelse og Dom.

Endnu hørte dette med til Velsignelsen over Abraham, at Herren forjættede ham at ville antage sig hans Sag som sin egen; Dette ligger i disse Ord: "Jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande." Lad os lægge Mærke til, at der staar ikke: den, som forbander dig, skal du forbande, men "vil jeg forbande"; thi Hævnen hører ikke os til, men Herren alene. Hele Israels Folks Historie viser ogsaa dette Naadeløftes Opfyldelse. Vi behøver blot at nævne to saadanne Navne som Rahab, den cananitiske Kvinde, der beskærmede Spejderne i Jericho (Josva 2) og Ruth, den moabitiske Kvinde, der forlod sit Land for at gøre vel imod sin gamle Svigermoder og følge hende ind i det hellige Land. De blev velsignede af Gud, endog saaledes, at de begge er komne med i vor Frelsers hellige Slægtlinje, og paa den anden Side er Farao, Amalek og alle Folkene, der forgreb sig paa det udvalgte Folk, levende Vidnesbyrd om Forbandelsen over dem, der forbander Herrens Folk. Hvor minder ikke ogSaa dette Ord om vor Frelsers Ord (Matth. 10, 40 og 42): "Den, som modtager eder, modtager mig" - "og den, som giver en af disse smaa ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en DiScipel, sandelig, siger jeg eder: han skal ingenlunde miste sin Løn."

Ja, Saaledes lød Herrens Ord til Abram, fuld af Naade, men ogsaa med den bestemte Betingelse for Naaden: "Drag ud", og Abram troede RøSten og adlød; han gik paa Herrens Ord. Gud havde lovet at vise ham Landet; men endnu vidste Abram ikke noget beStemt om, hvor det var. Naar Folk spurgte Abram, hvorhen han da vilde rejse, kunde han ikke nævne dem Landet, saa han blev vel, ligeSom Noah fordum, en Daare i Verdens Øjne. Men uden at se, i Tro, overgav han sig selv med alt sit i Herrens trofaste Haand, som det siges saa skønt i Hebr. 11, 8: "Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, saa han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv, og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.“

Endnu en Gang tager vi dette Herrens Ord. til Abram frem for os, thi der ligger en mægtig Herrens Prædiken i alt dette, ogsaa til os. Som det var for Abraham, saaledes er det ogsaa for os; der er et Land, i hvilket vi ikke kan og maa have vor Bolig, hvis vi vil være under Guds Velsignelse. Det er det Land, som vi tilhører efter vör naturlige Fødsel, efter Kødet, Vantroens Land. Kun i det Land, Herren viser os, det Land, vi blev døbte til at være i, Troens hellige Land, kun der lyser Herrens velsignelse til Frelse. I Troens Land gaar Naadessolen aldrig ned; der er Lys, der er Liv, der er Fred, der er Kraft, alt, hvad Hjertet kan evigt begære. I Vantroens Land er det mørkt; der raader Død, Ufred, og alle dets Indbyggere er afmægtige Trælle under Verdensfyrsten. I hvilket af disse to Lande bor du, min Læser ? Betingelsen for Guds Velsignelse staar urokkeligt fast endnu den Dag i Dag: Du maa ud af Kødets Land, af Verdensslivet, af Vantroen. #Den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet; men Guds Vrede bliver over ham" (Joh. 3, 36).

Gud kan ikke velsigne dig, før du er kommen til at bo i Troens hellige Land som de helliges Medborger under Jesu velsignede Regimente. O, om du ikke bor der, saa Lyder Befalingen ogSaa til dig, aandeligt talt: Drag ud fra dit Land, drag ud, om saa det skulde være fra din egen Slægt og din Faders Hus! Se, Velsignelsen vinker ; det store Navn, at maatte kaldes hellig, at maatte kaldes Guds Barn og Guds Ven, ligger ogSaa rede for dig. Og ene skal du ikke blive; selv om Herrens Flok kun er den lille, bliver Guds Børn dog et stort Folk, ja, en Gang endog en utallig Skare, naar de samles for Guds Trone i de hvide Klæder og med Palmegren i Haand (Joh. Aab. 7, 9). Og allerede her paa Jord Skal du visselig faa at mærke, at du vil faa et stort Folk af Venner, mange flere end Verdenslandet gav dig. I Verden er man dog ene, selv om man er midt i den hvirvlende Skare ; thi der er intet Kærlighedens Samfund mellem de vantro Sjæle. Og se, ogsaa for dig er den Naade beredt at maatte være en Velsignelse. I Verdenslivet kan du aldrig blive til Velsignelse. Vantro Forældre kan fun blive til Forbandelse for deres Børn, hvor meget de saa holder af dem; thi Sporet, de anviser Børnene, fører jo dog bort fra Himmelen, og de kan ikke bede for dere Børn. Men hvor lykkeligt at maatte være en Velsignelse, at turde være vis paa, at selv om man er nok Saa fattigt et Guds Barn,nok saa ringe og skrøbelig, vil Herren dog lade en blive til Velsignelse efter sit Ord. Og tænk, hvilken Naade at have det saaledes med Herren, at han antager sig vor Sag som sin. I Verdenslandet staar man ene med alle sine Kampe og Byrder, ene og værgeløs overfor alle de mørke Magter, der arbejder paa at bedrage og ædelægge Menneskene, paa at fratage dem den Arv, der var beredt dem. O, bliv dog ikke i Forbandelsens Land, drag ud! Men - drag helt ud, helt over Grænsen! Der er Mennesker, der begynder at drage ud; der kommer Bevægelse og Røre i dem, og det ser ud, som om de vil gøre som Abraham og lyde Herrens Kald ; men ak, saa mange kommer ikke videre end til Grænselandet. Det forstaar sig, man maa jo igennem Grænselandet for at komme ind i Troens Land. Den Slags Grænsemennesker, der iler fremad, ikke for at blive i Grænselandet, men for snarest muligt at komme over Grænsen ind i Troens Land, ind blandt de hellige, de er under Forjættelsen : "I skal søge og finde mig; thi I vil søge mig af eders ganske Hjærte“ (Jerem. 29, 13). Men der er en anden Slags Grænsemennesker, som vil blive boende i Grænselandet og ikke vil omvende sig helt. Vor gamle Salmedigter Brorson synger i en af sine dybe Salmer:

"Og Satan af sin Slangekrog
En blandet Gudsfrygt foreslog".

Det er den Røst, som den Slags Grænsemennesker har lyttet til. Nærved de hellige, saa nær, at man lærer lidt af deres Sprog, indretter sit Liv i det ydre paa lignende Vis som de og dog intet Brud med sit eget og Verden - ja, det er en Plads, som mange stakkels Sjæle har valgt sig. Men der er ingen Velsignelse paa den Plads, hverken Fred eller Glæde eller KraSt, og man er ikke de helliges Medborger endnu ; derfor føler man sig dog beklemt iblandt Guds Folk og ingenlunde hjemme.

Drag ud du, der har det saaledes, medens Vejen er fri, og du endnu kan. Visselig er Herrens Kald til dig forbundet med Forsagelse af meget, som du efter Kødet har kært, det var det ogsaa for Abraham. Naar Satan kalder, da peger han gerne paa, hvad der smager vor egen Lyst. Han siger: "Spar dig selv"; Herren siger: "Den, som ikke forsager alt det, han ejer, kan ikke være min Discipel" (Luk. 14, 33). Men Herren ved, hvad der tjener til din Fred; han giver dig hundrede Fold igen, medens Djævelens Løfter kun er Løgnens Gøglebilleder. Gør som Abraham, sig: Herre, paa dit Ord vil jeg drage ud. Overgiv dig med alt dit helt i Herrens Haand, betro dig trøstig til din bedste Ven, der gav sit Liv for dig, og du vil aldrig komme til at fortryde det. Selv om du ikke kan se forud, hvorledes det hele skal gaa med dig, gaa da kun trøstig, og du skal erfare: "trofaSt er han, som kaldte dig, han skal ogsaa gøre det" (1. Thess. 5, 24); du skal ligesom Abraham faa Guds Herlighed at se. Du kender maaske den lille Fortælling om den lille Pige, hvis Fader var gaaet ned i en Jordkælder, der ingen Vinduer havde, hvor det var ganske mørkt; den lille stod foroven og kiggede ned til Faderen, men hun kunde ikke se ham dernede i Mørket. Da sagde Faderen: "Spring ned, min lille Pige; jeg staar med aabne Arme for at gribe dig." - "Jeg kan ikke se dig, Far." - "Men jeg kan se dig,“ sagde Faderen, "vov det kun!" - Saa sprang hun paa Faderens Ord og faldt i sin Faders Favn. Selv om du, Ven, kan synes, at det ser saa svært ud for dig at gøre det afgørende Skridt over Grænsen, vov det kun; de Arme, der paa Korset udbredtes for din Skyld, de staa aabne for at tage imod dig.

Og du, Guds Barn, der gik over Grænsen, der blev en fremmed og Udlænding blandt Verdensfolket, men hjemme blandt Guds Folk, du, der gik i Troens Lydighed paa Herrens Ord som Abraham, du har jo erfaret, hvad der staar i det lille Salmevers:

"Hele Verden ej opvejer,
Hvad vi tror, og hvad vi ved.
Himmerig paa Jord vi ejer
I vor Frelsers Kærlighed".

Men husk paa, at i dette Ord: "Vær en Velsignelse" ligger ikke blot en Gave, men ogsaa en Opgave. Hele det hellige Liv, der sømmer sig for Guds Folk, indeholdes i disse tre Ord: Vær en Velsignelse, først i dit Hjem, ved Troskab i din Gerning, ved en sagtmodig og stille Aand! Vær en Velsignelse blandt de vantro, du har med at gøre, ved at du er Sandheden tro uden Msenneskefrygt, men i Kærlighed! Lad ikke Taaren, der var i Jesu Øje, da han skuede ud over den vantro Stad’ blive hentørret i dit Hjertet. Vær en Velsignelse blandt Guds Børn; det bliver du allerbedst ved at ihukomme tre andre smaa Ord af Herren, nemlig disse: "Sæt dig nederst" (Luk. 14, 10), ved at søge din Storhed, saaledes som Herren- har anvist os at søge den i Ordet: "Hvo som vil være den ypperste iblandt eder, skal være alles Tjener" (Mark. 10, 43-44).

Og husk saa endnu blot paa, at der staar et Punktum efter dette: "Vær en Velsignelse". Det falder Kød og Blod lettere at sætte Komma og fortsætte saaledes i egne Tanker: "Ja, jeg vil nok være en Velsignelse, men saa skal de andre derhjemme ogsaa skønne paa det ; saa maa Verden ikke lyve altfor slemt om mig eller lønne mig med altfor stor Utak; saa maa de hellige ogsaa tjene mig og ikke glemme at tage Hensyn til mig." - Men, kære Ven, Herren sagde jo ikke alt dette, han sagde blot: "Vær en Velsignelse" - Punktum. Hvorledes de andre er overfor dig, det vil Herren selv tage sig af; for dig gælder det blot om at øve dig i dette: at være en Velsignelse for dem. Ja, det er visselig ikke let at være en Velsignelse med Punktum efter. Kød og Blod knurrer højt derimod. Og dog, Ven, saaledes lyder Herrens Ord, og du skal erfare, at just naar du faar Punktumet med, vinder Herren herlige Sejre baade i dig og ved dig.

Abram havde med sig foruden Sarai ogsaa sin Brodersøn Lot. Lot havde ogsaa, som det jo siden viste sig, den Vilje, at være Herrens; men han var dog noget vaklende. Imidlertid har det alligevsel været en Hjælp for Abram, at han havde disse to, sin Hustru og sin Brodersøn, med sig paa den underlige Rejse, hvis endelige Maal han endnu slet ikke vidste noget om, en Rejse i Lighed med den, de vise Mænd fra Osterland senere gjorde efter Stjernen, de havde set. Abram havde sin Ledestjerne i Guds Ord. De var ikke saa lille en Skare, thi Abram havde en Del Tjenestefolk allerede den Gang og en hel Del Ejendom, bestaaende af stort og smaat Kvæg, hvilket ikke gjorde Rejsen let, eftersom Vejen gik gennem et stort Ørkenstrøg. Saa kom de da til Canaans Land, til det Sted, der siden fik Navn af Sich-em, i Nærheden af Samaria, til en Lund, der vel sagtens efter sin Ejer havde Navnet More Lund. Sichsemdalen (imellem Bjergene Ebal og Garizim) skal være et dejligt Sted efter de rejsendes Skildringer, noget af det frodigste i hele palæstina. Og her, midt i denne skØnne Natur, byder Gud sin Ven ligesom Velkommen ved atter at give ham en Aabenbaring og sige til ham: "Din Afkom vil jeg give dette Land"

Det er, som om Gud udsteder sit Gavebrev til Abram med dette Ord. Nu var Abram altsaa i sit eget Land, og dog en fremmed; thi "Cananiten var da i Landet", staar der. Abram ejede selv endnu ikke en Fodbred af det Land, som dog var hans efter Guds Løfte; han søgte heller ikke at tilvende sig noget af det, men levede sit Liv i Troen. Der staar i Hebræerbrevet (11, 9. 13): "Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed, og boede i Delte med Isak og Jakob, som var Medarvinger til samme Forjættelse, - i Tro dode alle disse uden at have opnaaet Forjættelserne, men de saa dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de var Fremmede og Udlændinge paa Jorden." Denne Abrahams Stilling er et Billede paa alle Abrahams Børns Stilling her paa Jorden. Abraham raadede ej sig selv, men maatte gaa efter Herrens Vink og gaa som en fremmed i det Land, der dog var hans ; saaledes vandrer ogsaa alle hans aandelige Børn, alle dse troende. Vi ved af Herrens trofaste Forjættelse, at vi skal arve Jorden, naar en Gang Dommen er bleven holdt og alle de, der aandelig talt ikke vilde være andet end Cananiter, er fordrevne fra Jordens Kreds. Men i Jordelivstiden, før dette er sket, vandrer ogsaa vi omkring som fremmede paa denne Jord, medens Verdens Børn bygger paa denne Jord, som var det deres eneste rette Hjem. Men Troen er just ogsaa en "Fortrøstning i det, som haabes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses" (Hebr.11,1). - Stunden vil komme, da ogsaa vi skal drage ind paa Forjættelsens nye Jord, ind i den Stad, som ogsaa Abraham forventede ; thi der staar om ham: "Han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægsger er Gud" (Hebr. 11, 10). Ogsaa vi skal vogte os for, at ville foregribe noget ved egen Magt, men i Troens Ydmyghed stille forvente Forjættelsen, som den lyser hos Profeten Daniel (7, 27): "Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Høiestes hellige."

Da Herren havde aabenbaret sig for Abram i Sichem, byggede Abram et Alter for Herren. Han indviede og helligede derved Landet til et Land for Herren. Naar vi betænker Canaans Lands Beliggenhed, da er det ogsaa tydeligt nok udvalgt af Gud efter Israels Folks Bestemmelse. Det ligger i den gamle Verdens Midtpunkt, i det geografiske Midtpunkt for Europa, Asien og Afrika, midt imellem de senere Verdensriger: Ægypten, Babylonien, Assyrien o.s.v. og var dog aflukket fra dem alle, i Syd og Øst ved Ørkener, i Nord ved mægtige Bjerge, i Vest ved Havet.

Landet har, da Abram kom dertil, endnu kun været svagt befolket, saa at der mellem de dyrkede Steder har været store Græsmarker, hvor Abram kunde græsse sine Hjorde. Fra Sichem drog han mod Syd henad det senere Bethel; men hvor han kom hen, byggede han Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn. Han blev saaledes ogsaa for Cananiterne en Retfærdighedens Prædiker om den levende og sande Gud, ligesom Noah havde været det for sin Tid.

I det foregaaende Afsnit hørte vi om Abrahams Lydighed. I dette Afsnit er det just ikke lutter Lys, der fremstiller sig for os; det viser os Abram i et Fald. Ak, hvor ofte viser det sig ikke saaledes ogsaa med Herrens troende her paa Jorden. Det ene Øjeblik kan Troen aabenbare sin herlige Kraft ; det næste Øjeblik viser det sig, at "vi bærer vcor Skat i Lerkar" (2 Kor.4, 7) og i os selv er saa skrøbelige, som Herren har sagt det som sine Disciple: "Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt" (Matth. 26,41). Saaledes stod Simon Peter det ene Øieblik og bekendte med frejdig Tro: "Du er Kristus, den levende Guds Søn" (TNatth. 16,16), medens han i det næste lod sig bruge af Djævelen til at friste Herren (Matth.16, 23)·.

Abram drog ned til Ægypten, fordi der var Misvækst i Canaan. Hvorvidt denne Rejse nu var med Herrens Vilje, er meget tvivlsomt. Herren havde anvist ham Canaan til Bolig og kunde nok have opholdt ham der, og der staar intet om, at Herren bød ham drage til Ægypten. Det ser ud, som Abram her har ladet sig lede af kødelige Hensyn. Han optræder ogsaa frygtsomt og usikkert i Ægypten, som det altid maa blive, naar et Guds Barn gaar, hvor det ej er vis paa, at Herren vil have det. Paa Rejsen opkom der Bekymringer i hans Hjerte, Bekymringer, der havde deres Rod i Menneskefrygt. Hans Hustru Sarai var nemlig en overmaade fager Kvinde. Nu frygtede han for, at Ægypterne, blandt hvilke saavel Kvinder som Mænd som Regel var i særlig Grad uskønne i det ydre, vilde finde kødeligt Behag i Sarai og for at saa fat i hende slaa Abram ihjel, saa snart de fik at vide, at hun var hans Hustru. Alle disse Sorger skulde Abram trygt have lagt over paa den Gud, der mægtigt og kærligt havde aabenbaret sig for ham og ført ham saa sikkert. Men Troen og Tilliden til Gud vaklede i ham, og han gjorde i Stedet derfor Forsøg paa at hjælpe sig selv ved egne Paafund. Han gjorde en daarlig Aftale med Sarai, den nemlig, at hun skulde sige, at hun var hans Søster. Det var hun ogsaa paa en Made, idet hun var hans Halvsøster, som vi har omtalt i det foregaaende Kapitel, og som det fremgaar af Kap. 20, 12. Men en Løgn maa det alligevel kaldes ; det var en Tvetydighed, beregnet paa at skuffe og tilsløre Virkeligheden. Maaske Løgnens Fader har hvisket til Abram, at det kunde være en helt berettiget Nødløgn Men vogt dig, Guds Barn, for de halve Sandheder ; for Gud er det alligevel hele Løgne. Eller det har lydt til Abram: Gud beskytter nok Sarai; men stole paa Gud, idet man forlader hans Veje, er ikke Tillid men Formastelighed. Abram bragte derved sig selv i stor Fare, foruden at han blev Anledning til Synd. "Herrens Haand er ikke forkortet, at han ikke skulde kunne frelse" (Es.59,1); "Vej har han alle Steder, ham Midler fattes ej". Herren kunde have aabnet tusinde Udveje for Abram. Vi behøver aldrig at gaa Krogveje, derved bringer vi os selv kun Smerte. Dog, som vi før saa det med Noah (Kap. 9, 20-34), ser vi det ogsaa her: "Herren knækker ikke det brudte Rør og slukker ikke den rygende Tande." Som Herren Jesus i Gethsemane Have lægede Malchus' Øre, da Peter i falsk Nidkærhed havde afhugget det, saaledes gjorde Herren ogsaa her med Abram. Dette skal ikke tjene os til en Sovepude, og visseligen har Abram ogsaa i sin Samvittighed faaet at mærke Herrens Tugt til sin Ydmygelse, men dette skal tjene os til end mere at prise og love den barmhjertige og langmodige Gud, hvis Hjertelag overfor sit Folk finder saa herligt et Udtryk i Ordet (Es. 43, 24-25): "Du gjorde mig Besvær med dine Synder, du gjorde mig Møje med dine Misgerninger; jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min egen Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder."

Men eet maa vi ogsaa betænke, Abram var ej stillet som vi. Det var endnu ikke blevet Pintse paa Jord, Aanden fra Gud var endnu ej udgydt. De troendes Stade i det gamle Testamente viser sig som Barnestadet. "Barnet kan forunderligt beskæmme os voksne ved den stærke Tro, der kan aabenbare sig hos det ved mange Lejligheder, men det samme Barn, der glædede os ved sin inderlige Tro paa Guds levende Nærværelse og Vilje til at bønhøre, kan ved Siden deraf ogsaa gøre sig skyldigt i mange Fald, der synes saa lidt at svare til Tros styrken hos det. - Men vi, der staar paa den nye Pagts Grund og ganske anderledes har modtaget Lys og Kraft i Guds Aand, har ogsaa langt større Ansvar.

Ægypterne fandt ganske rigtigt Behag i Sarai. Sarai var (Kap.17,17) ti Aar yngre end Abram, altsaa mellem 65 og 70 Aar, hvilket dog efter den daværende længere Levealder i Henseende til Livskraft ikke vil sige mere end henved 35 Aar efter vore Forhold. Kongen i Ægypten, der bar alle de gamle ægyptiske Kongsers Fællesnavn: Pharao, tog hende uden videre og førte hende til sit Hus, men selvfølgeligt i den Tanke, at hun ikke var bunden til Abram ved ægteskabeligt Forhold, efterdi Abram jo havde ladet hende sige, at hun var hans Søster. Ægteskabets Baand havde dog endnu i Ægypten en vis hellig Myndighed, hvad vi kan se af Pharaos Ord til Abram. Af Vers 19 synes det at fremgaa, at Pharao virkelig vilde have hende til Hustru. Abram havde vel nok tænkt sig Udfaldet af sin Usandhed noget anderledes. Men saaledes bliver det altid: vore egne daarlige Beregninger skuffes. Pharao søgte at formilde Sarais hastige Bortførelse fra Abram ved Gaver ; Abram fik baade Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler. Der har han vel sogsaa faaet sin ægyptiske Pige, Hagar (Kap.16), der siden atter blev Aarsag til bitter Kval for Abram. Og vi kan være visse paa, at alle disse Gaver ikke har kunnet dæmpe Uroen i Abrams Samvittighed. Han havde jo faaet Forjættelsen om, at Herren vilde gøre ham til et stort Folk ; men hvorledes skulde det nu gaa med Forjættelsen? Ja, havde det beroet paa Abram, var det blevet saare galt ; men Herren - Herren hjalp sin stakkels, faldne Ven. Ægteskabet med Pharao blev ikke fuldbyrdet ; det var Skik for Østerlands Kongen at deres vordende Hustruer skulde gennemgaa en Forberedelsestid, der endog for Dronning Esther (Esthers Bog 2, 12) varede i tolv Maaneder. Men Herren greb straks ind, da Sarai var kommen i Pharaos Hus, slog Phsarao og hans Hus med store Plager. Tillige sørgede Herren for, at Pharao fik Sandheden at vide med Hensyn til Sarai. Da kaldte Pharao Abram frem for sig, og Troens Mand maatte nu staa til Skamme for Hedningen. "Hvi har du gjort mig dette? Hvi gav du mig ikke tilkende, at hun er din Hustru ?" Paa disse Spørgsmaal havde Abram intet at svare, men maatte tie til sin egen Beskæmmelse. Og skønt Ægypterne sikkert allerede den Gang var Afgudsdyrkere, havde Pharao dog endnu Frygt for den sande Gud, Trældomsfrygt for ham, hvis Haand han havde mærket. Derfor turde han ikke gøre Abram Fortræd, eftersom han mærkede, at Gud var i Pagt med ham ; han nøjedes med, sikkert i Vrede, at sige til ham: "Tag din Hustru og gaa!" og han lod sine Mænd føre Abram og alt hans udover Landets Grænser.

Vi ser af alt dette blandt andet ogsaa, at Abrams Slægt i Ægypten allerede havde et ordnet Kongerige. Ægypterne blev snart, som vi ved det ogsaa af de gamle Mindesmærker og Beretningen et mægtigt Folk med stor Kunstflid. Men hele denne Abrams Rejse til Ægypten er tillige et mærkeligt Forbillede for den Rejse, hans Efterkommere siden gjorde; ogsaa de dreves først derned af Hungeren, ogsaa dem blev der øvet Vold imod af Ægypterne, og paa samme Maade, som Herren nødte Pharao til at lade Abram fare ved at sende Plager over ham, paa samme Maade blev siden en anden Pharao ved de ti store Plager tvungen til at lade Abrams Efterkommere fare.

Hele denne Begivenhed indprenter os det, som Profeten Jeremias siden har udtalt (Begrædelsernes Bog 3, 21-23): "Det er Herrens Miskundhsed, at vi ikke er fortærede; thi hans Barmhtjertighed har ingen Ende. Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor."