En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 13

Saa drog Abram da tilbage mod "Sønden", det vil sige til Sydlandet af Canaan. Naar der staar, at han "drog op" af Ægypten, kommer det af, at Ægypten ligger lavere end Canaan. Der staar, at Abram var meget rig: Rigdom kan være en Herrens Gave eller ogsaa syndigt Mammon, ganske efter Maaden, hvorpaa den erhverves, og som den anvendes. I dette Tilfælde var den i Sandhed Guds Velsignelse. Guds Ord siger os paa mange Steder, at det er vanskeligt for en rig at være et Guds Barn i Sandhed. "De, der vil vorde rige, falder i Fristselse og Snare," hedder det (1 Tim. 6, 9); men der er Forskel paa, om du søger Pengene, eller Pengene søger dig. Af Abrams Eksempel saavelsom af David, Job, Josef af Arimathæa og andre ser vi imidlertid, at det dog er muligt at i være en helstøbt Herrens Ven og alligevel være meget rig.

"Falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil," siger Ordet (Ps.62,11). Det kendes helt igennem paa Abram, at hans Hjerte havde sin Skat i Gud.

Abram kom igen til det Sted, hvor han tidligere havde bygget et Alter for Herren mellem Bethel og Aj og paakaldte der Herrens Navn; han takkede sikkert Gud for Beskærmelsen i Ægypten. Men her indtraf noget, som fik stor Betydning, i ethvert Tilfælde for Lot, der hidtil hele Tiden havde været med Abram. De Strækninger, der laa hen som Græsgansge, blev for smaa til Abrams og Lots "Hjorder; thi Landets egne Beboere, Cananiter og Pheresiter, som de kaldes, maatte man jo ikke komme for nær. Hvem Pheresiterne egentlig var, er uopklaret, da de ikke tidligere er nævnede mellem Cananiternes Stammer; man antager, at det har været Navnet paa den cananitiske Landbefolkning. - Da det kneb med Græsgangen, opkom der Trætte mellem Abrams og Lots Hyrder, og efter Abrams Ord til Lot (V. 8) ser vi, at Striden ogsaa er opkommen mellem Abram og Lot, ikke fra Abrams, men fra Lots Side. De ydre Anliggender aabenbarer Hjerternes Tanker, og Lot viser sig her som sørgeligt jordisksindet. Abram derimod viser et frigjort, uegennyttigt Hjerteslag som Troens skønne Frugt ; han talte aabent osg kærligt til Lot om Sagen, hvilket altid er det bedste, naar der kommer noget op imellem Brødre. Abram følte det smertelige i, at der skulde være noget imellem dem, hvilket ogsaa for Cananiterne kun kunde blive til Forargelse. Han brugte ikke sin "Ret"; det ydre havde han haft nok at paaberaabe sig, eftersom han var den ældste, og Landet var af Gud givet til ham, og dog træder han selv tilbage. Freden mellem Brødrene var mere værd for Abram end den bedste Græsgang, og sit eget kunde han give Afkald paa. Det gjorde Abram, idet han overlod Lot at vælge sig, hvad Strækning han vilde. Samliv og Samarbejde forstod Abram nok ikke kunde fortsættes mellem ham og Lot; men han vilde skilles fra ham paa broderlig Vis. Det er vemodigt, naar det bliver saaledes mellem Herrens Venner, at det inderligere Samarbejde maa opgives, men stundom kommer Abrams gamle Raad atter i Anvendelse, at det er bedre at gaa hver sin Vej i ydre Henseende, end at Hjerterne skal skilles.

Lot burde have henstillet til Abram at gøre Valget først ; men det gjorde han ikke, det verdslige Sind fik Magten i ham. Han benyttede Lejligheden og valgte kødeligt. Han valgte efter hvad der var lysteligt at se til, som fordum Eva ; det var den yndige Jordans Slette imod Øst, hvor Byerne Sodoma, Gomorra, Adma, Zeboim og Bela laa. Lot vidste det saa godt, at "Mændene i Sodoma var onde og syndede saare mod Herren" (V.13); men - de magelige Dage og den kødelige Vinding lokkede. Hvor mange bitre Smerter skulde dette Valg ikke komme til at koste ham! Han staar som et advarende Forbillede for alle Guds Børn. Lot hørte jo til de troende, men desværre til de haltende. Kære Læser, husk paa Lot, naar du staar overfor et eller andet Valg, vælg som Abram hellere det for det ydre Øje mindre tillokkende, naar du kan bevare Guds Fred dermed, end at vove dig ud paa de slibrige Vaner. "Hvad gavner det et Menneske, om han vinder den ganske Verden, men "tager Skade paa sin Sjæl."

Lot kom nu i nær Forbindelse med de ugudelige Sodomiter, bosatte sig i Sodomas By midt imellem dem og giftede sig vistnok ogsaa med en af Sodomas Døtre; han skulde erfare, at hvad man saar i Kødet, bringer en Høst, der svarer til Udsæden.

Men Abram kom til at erfare, at der er rig Velsignelse i at fornægte sig selv, at "det er saligt at give hellere end at tage" (Ap. Gem. 20, 35). Det er saa skønt at læse her i Slutningen af dette Kapitel, hvorledes Herren, efter at Lot havde sagt Farvel og var draget til den yndige men syndige Sodomas Egn, aabenbarer sig for Abram og ligesom lyste sin Velsignelse ud over den Sejr, Abram havde vundet over sig selv. Gud taler kærligt til Abram og fornyr sine Naadeløfter til ham. Ikke blot stadfæstede Herren sit Løfte om, at han skulde have hele Canaans Land, men Tilsagnet om, at hans Afkom skulde blive saa talrig som Jordens Støv, pegede vidt ud, ja langt videre, end Abram endnu kunde fatte og forstaa. Med Guds Fred i Hjertet kunde Abram efter Herrens kærlige Anvisning gennemvandre Canaans Land i dets Længde og dets Bredde, i Forvisningen om, at det var hans, selv om han skulde staa der som en fremmed for Menneskeøjne. Sit Hosvedophold tog han imidlertid i Mamrelund, som var i Hebron Mamrelund kaldtes saa efter sin Ejermand, Amoriten Mamre, om hvem vi hører i næste Kapitel (14,13). Abram byggede ogsaa der et Alter for Herren. Altret fattes ikke, hvor Abram bor.