En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 14

Lot skulde snart faa at mærke, at den, der vil bygge og bo med Verden, ogsaa faar Del i de Domme, der gaar ud over Verden. En Del Konger fra Østerland gjorde et Røvertog vesterpaa ; det var et af disse frygtelige Røvertog, som endnu er saa velkendte i Afrika, hvor Byerne nedbrændes, og Beboerne bortslæbes som Slaver. Det var Kongen i Sinear, d.v.s. Babylonien, sammen med Kongen i Elassar (sandsynligvis et Landskab nord for Babylonien) og Kongen i Elam (hen imod det nuværende Persiens Egne) samt Kongen over Gojim (Gojim betyder ellers "Hedningerne", men betegner her et enkelt Folk, maaske i det nordlige Canaan, hvor det saakaldte Hedningernes Galilæa" laa, som det benævnes i Matth. 4, 15). Smaakongerne i de fem Byer paa Jordanssletten havde i tolv Aar staaet Under Elams Konge, Kedorlaomer; men i det trettende Aar var de affaldne fra ham, og nu kom Hævnens Time. Først gik Røvertoget gennem hele Egnen østen for Jordsanssletten. Refaiterne, Susiterne og Emiterne, forskellige Folkeslag der boede østen for Jordan, og i femte Mosebog 2. Kap. omtales som Kæmpefolk, maatte først holde for. Naar man ser paa Bynavnene (V.5), hvor Slagene stod, da peger disse Navne stærkt hen paa Afgudsdyrkelsen, Astharosts Karnaim betyder saaledes "Astartebillederne med de to Horn. Krigstoget kom nordfra og gik først helt ned mod Syd. Horiterne paa Bjerget Sejr blev overvundne, og Fjenderne kom helt ned til Paran og Ørkenen. Parans Ørk var den, Israels Børn siden kom til at vandre om i under Moses; dernede ved Ørkenen vendte Fjenderne om og tog nu en mere vestlig Marchroute paa Tilbagevejen, de hærgede de Landstrækninger, der paa Mose Tid beboedes af Amalekiterne, de slog Amoriterne længere nord paa, og saa stod Jordan sletten med Sodoma og Gomorrha o.s.v. for Tur. De fem Smaakonger i hine ugudelige Smsaabyer prøvede paa at gøre Modstand, men blev aldeles overvundne. I Siddimsdalen, som den yndige Jordanslette blev kaldet, var der en Mængde Jordbeg-Gruber; saaledes berettes »der i V. 10. Dette Jordbeg fandtes i flydende Tilstand i Jorden, men størknede, naar det kom i Berøring med Luften. Endnu kan man i det døde Hav se, hvorledes Masser af saadant Jordbeg vælder op fra underjordiske Kilder og som en størknet Masse flyder om paa Overfladen. Stundom laa Kilderne saa nær Jordskorpen, at der kun var en tynd Skal over dem, saa at man kunde falde igennem, naar man gik hen over den. Saaledes gik det Kongerne af Sodoma og Gomorra paa deres Flugt; de faldt i disse Jordbegs-Gruber. Sandsynligvis har hele Egnen ved Sodoma og Gomorra i Undergrunden haft saadanne Jordbegs Kilder, der kunde brænde som Tjære, hvilket altsammen giver os et Indblik i de nærmere Forhold ved den Ødelæggelse Gud siden lod komme over Sodoma og Gomorrha. - Byerne blev nu plyndrede, og Lot med alt, hvad han havde, blev ogsaa bortslæbt.

En af de undkomne kom ilende til Abram i Hebron med dette Budskab. Vi ser deraf, at Abram allerede har haft en betydelig Anseelse i Landet, siden man ventede sig Hjælp fra ham af. Abram var i et forsvarsforbund med de tre Amoriter, Mamre, Escsol og Axner. Vi ser heraf, at Abram ikke har villet afvise et venligt Forhold overfor sine Naboer, om ogsaa de vel næppe deltes Troen paa den levende Gud med Abram. Sodomiter var de jo dog ikke, og det var ej for Vindings Skyld, at Abram havde med dem at gøre. Den Venlighed, Verden viser ogsaa mod Guds Børn til Tider, uden at vort Gudsforhold lider derunder, skal vi som Abram skønne paa og med al Varsomhed gøre Brug af; derved vindes stundom en Indflydelse, der kan blive til Velsignelse for Verdensmenneskene selv.

Abram vidste, hvilken forfærdelig Skæbne der ventede Lot, og det stod straks klart for ham, hvad han havde at gøre. Det havde ikke været tom Tale i hans Mund, da han sagde til Lot: "Vi er jo Brødre". Der staar ogsaa her i det fjortende Vers: "Da Abram hørte, at hans Broder var fangen", - det er Broderen for Herrens Ansigt, han ser i sin Brodersøn, han ser ikke paa Lots daarlige Adfærd mod ham, og derfor betænker han sig ikke paa at vove sit eget Liv for om muligt at befri Lot. Det saa visselig for Menneskeøjne saare farligt ud at gøre Forsøget derpaa; alt var bleven knust hidindtil for de fjendtlige Kongers Magt, og hvad var Abrams lille Skare mod Fjenderne i Tal? Tre hundrede og atten vaabenføre Mænd havde Abram i sin Husstand. Forholdet var jo saaledes den Gang, at Tjenerne stod i et vist Livegenskab, saa at ogsaa deres Børn hørte vedkommende Herre til; men de fik en god Behandling, hørte med til Hjemmet og kunde staa i et helt fortroligt og indflydelsesrigt Forhold til deres Husbonde, saaledes som Abrams gamle Tjener Elieser. Det er skønt at se, hvor frygtløs Abram stod her. I Ægypten havde han vist sig bange; men i denne Sag havde han Forvisningen om, at Gud var med ham, og Gud stred for Abram som siden for Gideon. I Nærheden af Damaskus faldt Abram over Røverne og fik Seir; snart kunde han føre Lot og alle de øvrige Fansger tilbage som udfriede fra Fjendens Haand.

For Sodomas Folk havde hele denne Trængsel været en Guds Dom, der skulde tjene til at vække dem op af Syndedvalen; hine fjendtlige Konger havde været et Tugtens Ris i Herrens Haand. Men alt forgæves; Sodomiterne vilde ikke forstaa Kaldet, og bedrøveligt er det at se, at ogsaa Lot vendte tilbage igen til den ugudelige Stad. Hvor kunde han have haft det godt i Abrams Pauluner, over hvilke Guds Fred hvilede. Men der søgte han ikke hen; endnu en Gang vovede han at fæste Bo med de ugudelige og udsætte sig selv for en værre Dom.

Da Abram kom tilbage, mødte der ham i Schaves Dal, der vistnok er Kedrons Dal lige ved Jerusalem, tvende Konger, der var højst forskellige. Den ene var Kongen af Sodoma; den anden Kongen af Salem (Jerusalems gamle Navn), Melchisedek. En underlig skøn Skikkelse er denne Melchisedek; i ham møder vi en af de faa, der var tilbage udenfor Abrams Hus med sand Tro til den levende Gud. Han velsignede Abram og sagde: "Velsignet være Abram for den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord." Abram stod foran ham som Bærer af den ny Aabenbaring med de ny Forjættelser, som den opgaaende Sol; Melchisedek stod som Aftenrøden fra den gamle Aabenbaring, der var givet Noah. Melchisedek betyder "Retfærdighedens Konge", og baade ved dette Navn saavelsom ved sin Stilling som Konge og Præst paa en Gang staar han i den hellige Skrift som et Forbillede paa den Herre Jesus Kristus. Baade i Ps.110, hvor det lyder: "Du er Præst evindelig efter Melchisedseks Vis", og i Hebræerbrevets 7. Kap. peges der paa dette Forbillede. Og hvor underligt passer ikke dette: Konge i Salem (Salem betyder "Fred") paa ham, hvis Navn er Fredsfyrsten, og hele den Maade, hvorpaa Melchisedek træder frem, uden at hans Slægt eller historiske Forhold ellers med en Stavelse omtales, alt dette giver Forbilledet endnu mere det høitidsfulde Præg I Israel maatte ingen være Konsge og Præst i een Person ; først i Kristus forenes disse to Embeder igen til Guds Velbehag. Man har gættset meget paa, hvem denne Melchisedek har været ; nogle har ment, om det ikke har været den gamle Sem, Noahs Søn, der jo levede en hel Del Aar sammen med Abram. Men hvem han nu har været, saa meget er vist, at Melchisedek havde Fællesskab i Aanden med Abram, og at han elskede Guds Folk; derfor velsignede han Abram, der havde fuldbragt et Værk i Herrens Tjeneste som barmhjertig Samaritan, og derfor vederkvægede han Abram og hans Stridsmænd med sine kærlige Gaver af Brød og Vin. Og saa meget ved vi, at Melchisedek prisede Gud og gav den højeste Gud Æren for den Sejr, Abram havde vundet. Abram bøjer sig i hellig Ærbødighed for denne Skikkelse og gav ham Tiende af alt det Bytte, han havde gjort. Han anerkender Melchisedek som den, der kom til ham i Herrens Navn.

Her hører vi om "Tiende" allerede før Loven; det at give Tieende er altsaa noget, som er endnu ældre end Lovgivningen fra Sinai, men i Loven beseglede Gud det som noget ham velbehageligt, som noget, der var efter hans Vilje. Abrams Børn, ogsaa i den ny Pagt, kunde vist lære noget af de troendes Fader ogsaa i dette Punkt. For os er det ingen Lov at give Tiende til Guds Sag ; men et Fingerpeg i Henseende til vore Gaver har vi dog heri.

Hvor ligger der dog en skøn Prædiken for Guds Folk i dette Abrams Møde med Melchisedek. Abram havde været i Kamp for at tage Bytte tilbage fra Fjenden; deri bestaar jo ogsaa alle de troendes daglige Kamp. Ogsaa vi skal tage tilbage, hvad de fjendtlige Aandemagter har frarøvet os. Renheden, Ydmygheden, Kærligheden, alt dette er vi blevne saa frygteligt udplyndrede for ved Synden; men alt dette skal erobres tilbage. Dog Gud være lovet: ogsaa vi har en Melchisedek, en Retfærdighedens Konge, der giver alle sine en evig Retfærdighed og fører alle sine til Fredsstaden, til det ny Jerusalem, efter endt Strid. Ogsaa vor Melchisedek møder os og vederkvæger os med Brød og Vin, det Brød, der er hans Legeme, og den Vin, der er hans dyre Blod ; han velsigner os saaledes ved sit hellige Nadverbord og giver ved sin stærke Magt alle vore Fjender i vor Haand, Gud til Ære og Lov.

Men vi, der har oplevet i vor Troskamp noget tilsvarende til dette Abrams Møde med Melchisedek, vi skal ogsaa lære af Abram at staa ret overfor den anden Konge, Kongen fra Sodoma. Hvilken Modsætning danner dog hin ugudelige Sodomit til Melchisedeks skønne, hellige Skikkelse. Sodomas Konge stod der som en slagen Mand, der menneskeligt talt havde Abram at takke for alt. Men han søger dog at hævde sin Værdighed ved at tilbyde Abram Betaling for sin Ulejlighed; men Abram vilde ikke have en Trævl af det syndbesmittede Gods fra Sodoma. Hvad han ejede, vilde han have af Guds Haand, men ikke fra Sodoma; thi Abrams Tro saa klart, at deri var ingen Velsignelse. Hvad han havde gjort, havde han gjort for Herren og vilde ikke deraf gøre en Vinding for sig. Atter her møder vi det overfor det timelige forunderligt frigjorte Sind hos Abram. Maatte det Sind ogsaa findes hos hver af os, Guds Børn, det Sind, der ikke, selv i det mindste Punkt, vil have noget med Ugudeligheden at gøre, og, som der staar i Judas' Brev (V. 23), "hader endog den af Kødet besmittede Kjortel". - Det eneste, Abram begærer, var, hvad hans Folk havde fortæret, og saa de tre Amoriters Andel i Byttet. Paa deres Vegne kunde han jo ikke give Afkald ; det maatte de selv afgøre.

Hvor stor viser Abram sig ikke her, stor i Ydmyghed, Forsagelse og Visdom. Det er Gud, der har gjort ham stor ; Gud har ligesom sat ham for alles Øje som Landets Herre ved at lade ham føre Forsvaret og give ham Sejren.

Dalen, hvor dette Møde mellem Abram og disse to Konger fandt Sted, kaldtes derefter for "Kongens Dal" (2. Sam. 18,18). De to Konger staar i Aandens Lys som Udtryk for Lysets og Mørkets Rige. Maatte vi staa som Abram i Ydmyghed for Fyrsten fra Guds Rige, men i bestemt Forsagelse af Mørkets Fyrste og alt hans Væsen!