En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 15

En kort Tid efter at Abram havde ført den hellige Krig for at befri Lot, kom Herrens Ord til Abram i et Syn, og Gud sagde til ham: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn."" "Frygt ikke", saa lød det kærligt fra Herren. Her finder vi for første Gang i vor hellige Bibel dette Ord fra Herren: "Frygt ikke", men mange, mange Steder i den hellige Skrift kommer det igen.

"Frygt ikke," sagde Herren. Han kendte Abrams lønlige Tanker, han saa, der var en Frygt derinde ; muligvis kan der have rørt sig en Frygt for Overfald fra de Fjender, han nylig havde taget Byttet fra, og hvor har det da ikke været godt for ham at høre Ordet fra Herren: "Jeg er dit Skjold." Men vi tager ikke fejl, naar vi siger, at det, der især betyngede Abrams Hjerte med Frygt, var noget ganske andet. Vi hører af det følgende (V. 2 og 3), at det var en indre Anfægtelse, en Tvivl overfor det Ord, Herren havde givet ham om at ville gøre hans Afkom som Jordens Støv. Det saa ikke ud til, at Forjættelsen skulde opfyldes ; Abram var gammel, og Sara var gammel. Vel havde Herren rigt velsignet ham i det timelige; men det allerdybeste Savn var ikke stillet. Barnløs og ensomt vandrede de gamle ; det saa ikke ud til, at der var andre til at arve dem end deres trofaste Tjener, Elieser af Damaskus. Det er disse tunge Tanker, som klinger igennem Abrams Svar til Herren. Der var ligesom en tilsyneladende Modsigelse imellem at mærke saa megen Velsignelse fra Gud paa saa mange Punkter og dog stadigt savne den paa det Punkt, hvor han længtes allermest efter at se Guds Gave. Hvor tit har ikke Abrams Børn det paa lignende Vis. Da gælder det om at trænge dybt ind i dette Herrens Ord, som alle Abrams Børn maa have Lov at tage i Arv efter ham: "Frygt ikke ; jeg er dit Skjold og din meget store Løn!" Et saligt Ord for alle, hvis Del er i Herren. Herren vil være vort Skjold, ikke blot mod de ydre, men ogsaa overfor de indre Kampe, ogsaa overfor alle Tvivlens og Anfægtelsens Pile. Han er selv vor meget store Løn; naar vi har ham, naar vi erfarer, at han dog leder os med sin stærke Haand, da skal vi kun trøstigt bie; i ham selv har vi jo Pant og Borgen for, at vi vil faa alt, hvad vi har behov, alt, hvad der tjener til vor Fred. Og det at have ham, at være hos ham og leve med ham, er jo Løn nok i sig selv. Naar her tales om Løn, da er det jo kun i Betydning af Naadeløn·; thi vi fortjente kun idel Straf; Lønnen gives ikke for vor Fortjenestes Skyld, men for hans Fortjenestes Skyld, i hvem Abrams Sæd skulde velsignes, for hans Fortjenestes Skyld, der blev den store Velsignelse for Syndere, da han døde for os paa Golgatha. Han har fortjent den Løn, som vi faar af Raade. I Henblik til Frelserens Fortjeneste kan ogsaa Guds Retfærdighed give Jesu Kristi troende, hvad der tilkommer dem formedelst Jesu Blod.

Men naar Hjertet besværes af Tvivl og Frygt, da maa vi komme i Hu, at det gælder om som Abram blot at gaa til Gud med det besværede Hjerte, da vil Gud kærligt lade sit Lys skinne frem gennem alle Taager. Det gjorde Gud med Abram. Han afbødede Frygtens Pile som Abrams store Skjold ved at give ham det bestemte Ord (V. 4): Nej, denne din Tjener skal ikke arve dig ; men den, der skal komme af dit Liv, han skal arve dig ; det skal gaa, som jeg har sagt: Du skal ikke frygte. - Og Herren førte ham udenfor under den straalende Stjernehimmel og sagde til ham: "Kære, se til Himmelen og tæl Stjernerne, som du kan tælle dem". Og Abram saa op mod den uendelige Vrimmel af Stjerner. Da lod Herrens Ord atter: "Saa skal dit Afkom vorde." Nu gjaldt det: her var Trosproven. Menneskeligt talt saa det umuligt ud ; men her lød Guds Ord. Kunde nu Guds Ord gælde for Abram mere end alle blot menneskelige Tanker? Ja, Abram sejrede, for Herrens Ord veg alle Tvivl fra hans Sjæl i det Øjeblik, som der staar faa skønt i Romerbrevet, - 4.Kap. 18-21 Vers: "Han troede imod Haab med Haab - og uden at blive svag i Troen saa han paa sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede Aar) og paa, at Saras Moderliv var udlevet, derimod blev han styrket iTroen, idet han gav Gud Ære og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til ogsaa at gøre."

Abram betroede sig og sin Sag helt i Herrens Haand; han troede paa Herren, og Herren regnede ham det til Retfærdighed.

Det er et stort Evangeliets Ord, der lyder til os herigennem. Abram var ej retfærdig i sig selv, og dog regnede Herren ham for retfærdig formedelst denne Tro paa Guds Ord. Den Lov, der siden blev givet, kunde ikke Retfærdiggøre Synderen, kunde kun være Spejlet til Syndserkendelse!; men ved Troen retfærdiggøres Synderen. For Verden er Troen saare lidet ; thi Verden ser kun paa det ydre ; men Gud ser paa Hjertet. Denne Tro, der slipper alle ydre Støttepunkter og helt betror sig til Herren, gemmer i sig Bruddet med Egenretfærdigheden, med Egenviljen og Selvklogskaben. I denne Tro brydes den gamle Adams Magt, i denne Tro gribes Herrens Naade. Abram staar som Forbilledet baade i Troens Kamp og i Troens Sejr saavelsom i Troens Lydighed ; Gud tilregnede Abram den Retfærdighed, der for Guds Øje allerede stod som erhvervet, om end den menneskelig set først blev erhvervet hin store Langfredag, "Guds Retfærdighed ved Tro paa Jesus Kristus, for alle og over alle, som tror" (Rom. 3, 22).

Tidligere havde Herren sammenlignet Abrams Afkom med Jordens Støv ;· her sammenligner Herren den med Himmelens Stjerner. Hans Afkom skulde ej blot blive talrigts paa Jorden, men ogsaa i Himmelen; hele den hvide Skare, der en Gang frelst ved Troen skal staa for Guds og Lammets Trone, er Abrams aandelige Afkom.

Atter taler Gud til Abram; han viser hen til, at han er den samme, som begyndte Udvælgelsesværket med Abram. Det er den samme trofaste Gud, som førte ham ud fra Ur i Kaldæa; han ved, hvad han har i Sinde, og han vil vide at føre det igennem for Abram. Abram bad da Herren om et Tegn til Besegling af Herrens Løfte om, at Abram skulde eje Landet.

Det var ikke Vantro eller Tvivl, der drev Abram til at bede om Tegnet; det var ikke, som naar Herren siger til Jøderne: "Dersom I ikke ser Tegn og Undergerninger vil I ikke tro" (Joh. 4). Nej, det var paa samme Maade, som naar Psalmisten beder: "Gør et Tegn for mig til det Gode" - - ; "thi du, Herre, har hjulpet mig og trøstet mig" (Ps.86,17). Herren sagde jo selv en Gang siden hen til Kong Achas i Juda ved Profeten Esajas: "Begsær dig et Tegn af Herren, din Gud, begær det i det dybe eller oventil i det høje« (Es. 7,11), og Herren dadlede Achas, fordi denne intet Tegn vilde have just paa Grund af sin Vantro; Achas ønskede ikke at saa nogen Stadfæstelse paa det Ord, som han dog ikke vilde adlyde. Gud har jo ogsaa givet os et ydre Tegn ved Sakramenternes Forvaltning, hvorigennem han meddeler sine usynlige Gaver, saa at Tegnet i og for sig ikke er forkasteligt, med mindre det bliver Hovedsagen, som det er for Vantroen. Vantroen forlanger at se, førend den vil tro ; Troen grunder paa Guds Ord uden at se, men glædes og bestyrkes ved det ydre Tegn fra Guds Haand. Det Tegn, Gud gav Abram, skete ved en Offerhandling, som Abram foretog paa Guds Befaling. Offer bragtes ved Indgaaelse af en Pagt. De Dyr, som Abram skulde tage til Ofret, var af samme Slags som dem, der senere efter Mose Lov brugtes i Tabernaklet og Templet, de saakaldte rene Dyr. Abram tilberedte Ofret og delte det efter Offerskik, naar en Pagt skulde indgaas, i to Dele. Derved skulde betegnes, at ligesom de to Dele udgjorde et Hele, saaledes skulde ogsaa de to Parter, mellem hvilke Pagten blev indgaaet, være eet. I dette Tilfælde betegnedes derved, at Gud vilde være Abrams Gud og Abram Guds Tjener. De, der sluttede Pagt, plejede saa at gaa mellem Stykkerne (Jerem. 34, 18). Abram delte Kvien, Geden og Vædderen i to Dele; men Fuglene delte han ikke. Grunden til, at han ikke delte Fuglene, var vel den, at man ved Pagtsslutning gerne havde syv Ting til Stede, idet Syvtallet allerede den Gang stod som et helligt Tal; det hebraiske Navn for "sværge" hænger ogsaa sammen med Benævnelsen for Tallet 7.

Saa var Ofret blevet beredt ; det laa og ventede paa Tegnet fra Gud. Da kom der nogle Rovfugle flyvende, medens Abram gik og ventede. De slog ned paa de døde Kroppe, men Abram jog dem bort. Det er Billedet paa den forstyrrende Indflydelse fra Mørkets Side, der stadig vil kaste sig over de Ofre, der bæres frem for Gud, vil forstyrre ogsaa os, naar vi træder frem i Bøn for Herren og holder Gudstjeneste for hans Ansigt. Vi kan ikke hindre Mørkets Rovfugle i at komme ; dog vi maa aldrig lade dem blive med Fred, men maa jage dem bort ved Herrens Kraft.

Endnu stadigt saa Abram intet fra Herrens Side. Dagen, paa hvilken Ofret var beredt, gik imidlertid til Ende, og Solen var i Færd med at gaa ned ; da faldt der en dyb Søvn paa Abram, og samtidig faldt der Forfærdelse og et stort Mørke over hans Sjæl. Denne Abrams Skræk laa vel til Dels i den Bæven, hvormed en Synder maa staa overfor den hellige Guds Majestæt; men da Forfærdelsen og Mørket faldt over ham som noget, der sendtes af Gud, laa deri tillige et profetisk Forvarsel om de Trængsler, han snart af Herren skulde høre om, vilde komme over hans Afkom. Da lød Herrens Røst til ham om, at hans Afkom i et fremmed Land skulde være som Trælle og under Plager i 400 Aar ; dog vilde Gud være en Dommer over det Folk, som Abrams Afkom skulde trælle for, og vilde udfri hans Efterkommere, og det endda saaledes, at de skulde udgaa med meget Gods. - For de troende Israeliter blev disse Ord en Stjerne i Mørket, medens de trællede i Ægypten, ligesom Herren senere hen ogsaa gav Jøderne Forjættelser forud, der kunde være til Trøst i den babyloniske Landflygtigheds Dage. Hele denne Spaadom opfyldtes under de noget over 400 Aar, i hvilke Israels Børn var i Ægyptens, og da de ved Moses blev udførte af Æsgypten, medgav Ægypterne dem jo Guld- og Sølvkar af Skræk for de Plager, der oprandt over Æsgypten (2. Mos. 15, 35).

Men Abram selv skulde fare til sine Fædre med Fred og blive begravet i en god Alderdom, saa lød Herrens Ord fremdeles til ham. I dette Herrens Ord lyser der et Fredens Skær over Livet hinsides for hans Venner. Udødeligheden er klart betegnet deri og ligeledes, at Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang. Gennem hele dette kærlige Ord til Abram om hans Bortgang fra denne Jord lyder atter denne Tone: "Frygt ikke". "Du skal blive begravet," siger Herren til Abram, "i en god Alderdom." Herren taler om Begravelse, ligesom der ogsaa siden hen staar, at Herren begravede Moses, og ligesom Kristus blev begravet. Naar i vore Dage Verden vil finde paa Ligbrænding i Stedet for Begravelse, da er det Hedenskab og har ingensomhelst Hjemmel i Guds Ord.

Abram føjede til, at i den fjerde Slægt skulde Abrams Afkom komme tilbage igen. En Menneskealder efter Datidens Forhold regnedes til 100 Aar. Saa længe skulde det vare, før de kom tilbage. "Thi," siger Herren, "Amoritens Ondskab er endnu ikke fuld." Amoriterne var endnu ikke modne til Straffen ; derfor skulde Israel vente og imens selv opdrages. Men hvor viser dog Guds biende Retfærdighed og Lansgmodighed sig ikke i dette Ord! Straffedommene kom ikke, før alle fornødne Advarsler var gaaede forud. Herren ene ved, naar Maalet er fuldt, saavel for Folkeslag og Lande, som for det enkelte vantro Menneske; men saa kommer ogsaa Dommen over hvert ufrugtbart Figentræ.

Saaledes lød Herrens Ord til Abram, men det synlige Tegn fra Herren kom først, da Solen var gaaet ned, og Mørket hvilede over det hele. Da aabenbarede Herren sig ved en Ild, i Lighed med hvad der fortælles 3. Mos. 9, 24. Der viste sig for Abram en rygende Ovn med Ildblus i. I Østerland brugtes som Ovne Lerkar, smallere oven til end neden til. Abram ser en saadan Ovn, af hvilken Ilden slaar ud for oven, og denne Ild for hen imellem Stykkerne. Saaledes antog Herren Abrams Offer. Det minder os ogsaa om, hvad der skete paa Karmels Bjerg, da Ilden faldt ned paa Elias' Offer. At Herrens Ild aabenbaredes just idet allerdybeste Mørke, kan have forskellig Betydning. Det kan betegne, at først alle vore egne Lys maa være slukkede, at vi maa kende vort eget store Mørke først, før Herren kan komme og stadfæste sin Pagt med os. Men hele dette Abrams Offer er tillige et underfuldt Forbillede paa det Offer, der bragtes idet dybe Mørke Langfredag paa Korset, da Nattens Mørke og Forfærdelse havde lagt sig over Guds Søns Hoved, medens alle Mørkets Rovfugle søgte at hindre ham i at fuldbringe Ofret, da den store, evige Naadespagt blev indgaaet.

Saa stadfæstede Herren sin Pagt med Abram, at Landet skulde være hans, fra Ægyptens Flod, Nilen, indtil Floden Eusrat, at han skulde have det Land, som nu var befolket af de kananitiske Stammer. Der nævnes ti forskellige Stammer af kananitisk Rod. Titallet bruges ofte iden hellige Skrift som Betegnelse af Helheden. Det var kun sjældent, at Abrams Afkom havde Landet i den Udstrækning, som Herren her bestemte ; men det laa i, at deres Synder traadte mellem dem og Gud og hindrede dem i at have, hvad Gud ellers vilde have givet dem ; dog naaedes disse Grænser under Salomon, som det berettes 1. Kong. 4, 21.