En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 16

Dette Kapitel viser os et temmelig mørkt Afsnit i Abrams Liv. Gud havde lovet ham. at den, som skulde udkomme af hans Liv, skulde arve ham (15, 4). Men Sarai var ikke bleven nævnt, og da nu Tiden trak ud, fik Tvivlen mere og mere Magt i Sarais Hjerte, og hun begyndte at lade sin Tanke løbe forskellige Veje for selv at finde paa Raad. I Stedet for i Troen at bie paa Herrens Veje, plagede hun sit stakkels Hjerte med mange Slags Bekymringer, og endelig kom hun til at mene, at da hun selv endnu ikke var bleven nævnt, skulde muligvis Forjættelsens Barn fødes Abram af en anden Kvinde. Det har visselig været en frygtelig tung Tanke for hende; men efterhaanden arbejdede hun sig ind i den og besluttede sig saa til sidst til ikke at staa Forjættelsen i Vejen, men selv vige Pladsen og give Abram sin ægyptiske Pige Hagar til Medhustru.

Vi ved, at Tanken om flere Hustruer opkom i Kains Slægt, hos den ugudelige Lamek, og at Gud kun skabte een Mand og een Kvinde, saa at det visselig var en syndig Vej, Sarai havde udtænkt i en Slags falsk Selvfornægtelse. Imidlertid maa vi dog huske paa, at et saadant Skridt som dette med Hagar slet ikke var noget særligt anstødeligt for den Tid, i hvilken Abram levede. Efter det Livegenskab, i hvilket Datidens Tjenere og Tjenestepiger stod til deres Herskab, kunde Sarai efter den almindelige Betragtning mellem Folk paa den Tid anse et Barn af Hagar og Abram som sit eget, ligesom det var ganske almindeligt i den daværende Verden, at Mænd havde Medhustruer. Visselig var det Synd og Mørke; men vi maa huske paa, hvad Paulus berører i sin Prædiken i Athen (Ap.Gern.17,30), at Gud bar over med Vankundighedens Tider, og at Abram og Sarai visselig ikke havde det Lys, som er givet os under den nye Pagt. Det viser sig stadigt, hvorledes Guds Opdragelse med den syndige Slægt fører fremad Skridt for Skridt, fra Lys til Lys. Meget maa til en Tid tilstedes for Hjerternes Haardheds Skyld, som Herren selv siger det i Matth 19,7-8, hvor Talen er om Ægteskabsskilsmisse, der siger Herren: "Moses tilstedte eder at skille eder fra eders Hustruer for eders Hjerters Haardheds Skyld; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes." Dette maa vi komme i Hu overfor den sørgelige Begivenhed med Hagar: Abraham og Sara gjorde ikke andet, end hvad Datiden ansaa for fuldt tilladeligt. Men visselig saa Abraham og Sara selv anderledes derpaa ; saa let gik de ikke til dette Skridt, hvorved de i hvert Tilfælde skikkede sig lige med Verden, og de fik ogsaa at mærke, at de ikke havde Herrens Velbehag deri, ved de bitre Følger, det fik i saa mange Henseender. Dog er der et endnu, der ikke maa glemmes; naar Abraham skred til dette Skridt, da var det visselig ikke af Vellyst, men alene fordi han søgte den af Gud forjættede Sæd. Da kødeligsindede Jøder paa Profeten Malakias's Dage viste Utroskab mod deres Ungdoms Hustru og formodentlig har villet søge et Skjul i denne Abrahams forfejlede Handling, siger Profeten imod dem: "En, som havde en Rest af Aand, har ikke handlet saaledes. Men hvad gjorde den ene? Han søgte den af Gud forjættede Sæd" (Malak. 2,15). Men visselig skal vi lære af alt dette aldrig at bruge tvetydige Midler til Opnaaelse selv af gode Formaal. Hensigten helliger ikke Midlet. I kødelige Hænder derimod er Bibelen altid udsat for Misforstaaelse, mere eller mindre bevidst, som Paaskud for syndige Gerninger.

Og Abraham adlød Saras Røst og tog Hagar til Hustru. Det undskylder ikke Abraham, at Sara gav ham Raadet; han skulde have sagt: Lader os ikke foregribe Herrens Veje. Men han har vel ladet sig bedaare af den Tanke, at det maaske var Guds Vilje, og at det var den Maade, hvorpaa Herren vilde indfri sit Løfte. Ak, hvor ofte er ikke siden osgsaa af troende Mennesker i svage Øjeblikke deres egen Vilje bleven kaldt for Guds Vilje; men det kendes da ogsaa paa Følgerne; thi vor egen Vilje bringer stadigt kun Smerte.

Den første sørgelige Følge deraf var, at Husfreden og Familjelivsets Lykke i Teltet ved Mamrelund blev formørket. Hagar begyndte nemlig at hovmode sig for sin Frue, da det viste sig, at hun skulde blive Moder. Barnløshed ansaas i Østerland for en Guds Straf, medens en Barnemoder nød Anseelse. Sarai der selv havde vist Vejen i dette Stykke, kunde nu ikke bære Udgangen deraf, men følte sig dybt krænket og mente vel, at Abraham nu ogsaa foretrak Hagar for hende. Da Abraham imidlertid lod hende vide, at deri tog hun fejl, han ærede fremdeles hendes Stilling som sin Ungdoms Hustru og Herskerinde i Huset, og hun maatte gøre med sin Pige, hvad hun syntes, saa ydmygede Sara Hagar, enten det nu har været ved haardt og grovt Arbejde, eller det har været ved en ligefrem Tugtelse af legemlig Art eller paa anden Maade. Det vilde imidlertid Hagar ikke finde sig i ; i Stesdet for at taale og erkende, hvor urigtigt hun havde baaret sig ad ved at hovmode sig, blev hun vred og bitter og løb sin Vej ad Ægypten til; hun har vel tænkt, at man vilde lade hende hente tilbage, fordi hun bar Abrahams Barn under sit Hjerte. Det har set mørkt ud i Abrahams Hjem, alt var kommet i Forvirring, og hvoraf kom det uden af det Fejltrin, Sara og Abraham havde gjort, da de ophøjede Hagar til Hustru for Abraham og foregreb Herrens Velsignelse.

I dette Afsnit ser vi, hvorledes Herren, den trofaste Gud, ogsaa her, som saa ofte siden, bragte alt til Rette igen, hvad hans Venner havde gjort galt ; sikkerlig har baade Abraham og Sara med Bedrøvelse bedt Gud om Hjælp, og den Gud, om hvem der staar skrevet: "Han giver alle gerne og uden Bebrejdelse" (Jakob 1,5), forbarmede sig over deres Elendighed Herrens Engel, staar der, fandt Hagar ved en Vandkilde i Ørkenen paa Vejen til Schur. Schur ligger mellem Kanaan og Ægypten i Ørkenstrækningen langs med Middelhavet.

Hvem er denne "Herrens Engel"? Han møder os ofte i den hellige Skrift og taler stundom i Herrens Navn som udsendt af ham, stundom som den, der selv er Herre og Gud; ogsaa her i V.18 kaldes han ligefrem Herren (Jehova). Han ledsagede Patriarkerne og fulgte Israels Folk i Ørkenen. I 2. Mos. 33, 14 siger Gud: "Mit Ansigt skal gaa med," og ligesaa kaldes han (Es.68,9) for Guds Ansigts Engel. I 1.Mos.28,13 ser Jakob ved Bethel Herren staaende øverst paa Stigen ; men i Kap.31, 11-13 siger Herrens Engel: "Jeg er hin Gud fra Bethel." I 1. Mos. 32, 28 siges der til Jakob: "Du har kæmpet med Gud," og i Hos.12,5 staar der om Jakob: "Han kæmpede med en Engel og sejrede," og videre i V. 6: "Herren, Hærskarernes Gud, Herren er hans Ihukommelses Navn." I 2. Mos.3, 2 er det Herrens Engel, der aabenbarer sig i den brændende Tornebusk som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. I 2. Mos. 28, 20-21 siger Gud: "Mit Navn er i ham," og saaledes helt igennem i den gamle Pagt. Der gøres et væsentligt Skel mellem denne Engel og de skabte Engle. Men vi maa huske paa, at Ordet Engel egentligt kun betyder Sendebud, og Herren kan nu bruge forskellige som sine Sendebud ; denne "Herrens Engel", der vel i Person viser sig forskellig fra Gud selv, men dog er et med ham i Væsen, kan ikke være nogen anden end den. evige enbaarne Guds Søn, der allerede i den gamle Pagt fremtræder som Guds Aabenbaring blandt Mennesker. Paulus siger ogsaa, at Klippen, der fulgte Folket paa Vandringen i Ørken, var Kristus (1.Kor.10,4), og dette stemmer ogsaa ganske med, at Guds enbaarne Søn i den nye Pagt, efter at Ordet var blevet Kød og havde taget Bolig iblandt os, stadig henviser til, at han er den, som er udsendt af Faderen, hvilket minder om Navnet: Herrens Engel, Herrens Udsending. "Ingen har nogensinde set Gud," staar der skrevet (Joh.1,18), al Guds Aabenbaring er altsaa allerede i den gamle Pagt formidlet ved Guds enbaarne, evige Søn, Guds Væsens udtrykte Billede (Hebr.1).

Herrens Engel aabenbarer sig i mange forskellige Skikkelser, snart som en Mand (1. Mos. 32), snart som en Ildslue (2. Mos.3), snart som en Sky eller Ildstøtte (2. Mos. 13, 21); David saa ham staa mellem Himmel og Jord med draget Sværd. Ogsaa af denne forskellige Fremtrædelsesform synes det at fremgaa, at her ikke tales omen Engel som de mange skabte Engle, men om en, der for hvert enkelt Tilfælde giver sig det synlige Ydre, som han vil. Det var denne Herrens Engel, der fandt Hagar i Ørkenen, og han tiltaler hende straks som en der ved, hvem hun er. Hagar, Saras "Tjenestekvinde," med disse Ord viser Herren hende straks, hvor hun burde være ; allerede deri ligger der en stille Tugt. Gennem Spørgsmaalet: "Hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du," skal Hagar føres til Selverkendelse og Bekendelse, og Hagar viser sig ogsaa bøjet overfor Herren; hun bekender, at hun var paa Flugten fra sin Frue. Saa lød Herrens Ord til hende: "Vend om til din Frue og ydmyg dig under hendes Hænder!" Det er altid det Raad, Herren giver en Synder: "Ydmyg dig." Der er ingen anden Vej til at faa det godt igen efter et Fald end gennem Ydmygelse. Det staar urokkeligt fast. Herren taler ikke med Hagar om, hvad Abraham og Sara havde fejlet; men han taler med hende om, hvad hun selv havde sejlet.

Da Hagar, der sikkert, efter alt hvad vi hører om hende, af Naturen var stolt, bøjede sig, udtaler Herrens Engel ogsaa en Trøstens Forjættelse til hende ovenpaa Tugten. Noget af den Velsignelse, der var tillagt Abraham, skulde ogsaa gaa over paa Hagar, ogsaa hun skulde blive til et stort Folk gennem Sønnen, der skulde fødes for hende. Gud bestemte selv Navnet paa denne Søn, Ismael skulde han hedde, hvilket betyder: "Gud hører", til Minde om, at Gud havde hørt Hagars Nød. Ja, der staar: "Herren har hørt din Modgang", selve Nøden er altsaa som et Raab til Gud. Der udtales en mærkelig Spaadom om Ismael, nemlig at han skulde blive et vildt Menneske, ja, der staar egentligt i Grundtekstem som et Vildæsel. Vildæselet, et lysegraat Dyr, er overordentligt vanskeligt at fange og umuligt at tæmme; det lever i Ørkenerne. Hvor det passer paa Ismaels efterkommere, de arabiske Beduiner! Mangfoldige er de blevne; thi Araberne har jo befolket ikke blot en Del af Sydasien, men ogsaa store Strækninger af Nordafrika, og ingen har nogensinde kunnet tæmme dem. Beduinerne har en Lov, der forbyder dem at saa og plante. Frugttræer samt bygge Hus; de bor i de vildeste Ørkener, og hvad der blev sagt om Ismael: "Hans Haand skal være imod hver og hvers Haand imod ham," er ogsaa gaaet i Opfyldelse paa dem. De lever af Røveri, hvortil de anser sig for berettigede, eftersom de betragter Ørkenen som deres Ejendom, og de staar ikke i venligt Forhold til noget Folk.

Hagar forstod, at det var Herren, der havde talt til hende, og kaldte hans Navn: "Du mit Syns Gud", og hun sagde: "Mon jeg her ser efter mit Syn ?" Der boede nemlig en Bevidsthed i hende, som vi atter og atter finder den udtalt Mennesker i den hellige Skrift, at man ikke kunde se Gud uden at dø. For den hellige Guds Ansigt maa Synderen forgaa, hvis han skulde have efter Fortjeneste, denne Sandhed bor dybt i det faldne Menneskehjerte; derfor klagede Esajas (6.Kap.), da han blev hensat i Guds Helligdom oventil: "Ve mig; thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt i et Folk, som har urene Læber ; thi mine Øjne har set Kongen, den Herre Zebaoth." Derfor sagde Peter ved Genezareths Sø til Herren: "Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand." Og Herren sagde til Moses: "Du kan ikke se mit Ansigt ; thi Mennesket kan ikke se mig og leve" (2.Mos.33,20), og saaledes lyder det ogsaa i den ny Pagt: "Uden Hellighed skal ingen se Herren" (Hebr.12,14). Synderen maa helliges og renses for sin Synd for at kunne se Guds Ansigt.

Den Kilde, hvorved Herrens Engel havde mødt Hagar, kaldtes derfor "Beer Lachai Roi", hvilket betyder: "Den levende seendes Brønd", d.v.s. Brønden, hvor et Menneske har set Gud og endda er blevet i Live. Hagar havde set Guds Engel, hans Aabenbaring, men dog heller ikke ham i hans fulde Herligheds Glans; "thi den kan ingen Synder se og leve," som vi hørte det før af Herrens eget Ord.

Saa kom Hagar tilbage igen. Herren havde saaledes hjulpet Familien i Hebron ud af alt det Virvar af Synd og Daarlighed, som den havde bragt sig selv ind i. Hvilken Trøst at se dette, at den trofaste Herre ikke slaar Haanden af os, om ogsaa vi har bragt os selv i Nød ved vor egen Skyld, om ogsaa vi maaske tykkes: Gud vil ikke længere vide af os at sige. Naar vi ydmyger os under hans Haand, lader han dog altid paany Lyset skinne frem igennem det dunkle.

Abraham var 86 Aar, da Ismael fødtes, han maatte altsaa vente endnu i tretten Aar, før Forjættelsens Søn blev født. Enhver Tanke om, at de fik Sønnen paa naturlig Maade, skulde ved denne Ventetid slaas ned.