En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 17

For femte Gang aabenbarer Herren sig for Abram, denne Gang under et nyt Navn, nemlig: "Den Almægtige." "Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen," saaledes lød Ordet til Abram. I dette Navn "den Almægtige" laa en stor Trøst for Abram. Guds Almagt er en Trøst for alle Guds Børn, men en Gru for dem, der staar ham imod. "Jeg er den almægtige Gud!" hvor toner det ikke til os fra Herren gennem Naturen, hvad enten vi betragter Himmelens Stjernehær eller den. mindste Blomst, og gennem Hisstorien, naar vi ser, hvorledes Troner sank i Støvet, fordi de hovmodede sig, hvorledes alt i Verdenshistorien føjes saaledes at det maa tjene Guds Rige. Men stærkest lyder det fra Golgathas Kors, hvor Kærlighedens Almagt bar Alverdens Synder, den for Menneskets Tanke ufattelige Byrde. Det lyder til os fra Døbefonten, hvor Gud ved sin Almagt genføder det syndige Menneskebarn, det lyder til os fra hver en Synders Omvendelse og fra hver Bønhørelse i et troende Menneskes Liv ligesom fra Livets mange forskellige Tilskikkelser osg Førelser, og en Gang skal det lyde i Vælde fra Herlighedstronen, naar alle Folkeslag staar samlede for Guds Søn. Dog een Grænse er der for Guds Almagt, men den har han selv sat; det er din og min Vilje. Den frie Vilje kan Gud ikke tvinge, fordi han ikke vil det. Derfor hedder det ogsaa videre som Betingelsen for Menneskets "Vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen." Jonas vilde fly fra Guds Ansigt; er du, kære Ven, kommen frem for Guds Ansigt og har ladet hans Ansigts Lys falde over din Synd, men ogsaa over din sønlige Udkaarelse i Kristus Jesus? Er det dit Valg og din frie Vilje at vandre for Guds Aasyn? Og hvis du siger: Ja, det er da det, jeg vil, lad mig da spørge dig: Vil du ogsaa helt? "Vær fuldkommen!" saa lød Ordet, det vil sige, vær helt for Herren. Som Soldatens, der sigter efter Maalet, altid sigter efter Centrum, saaledes maa ogsaa det sande Guds Barn altid sigte efter i alle Sager at være fuldkommen, som Apostlen Paulus ogsaa siger det: "Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog, kunde gribe det" (Phil. 3, 12).

Dette Ord fra Gud: "Vær fuldkommen", blev for Abram vel ogsaa til en stille Ihukommelse af den saare ufuldkomne Handlemaade i Henseende til Hagar; dog fornyer Herren nu sin Pagt med Abram, og for hver Gang Pagten fornyes og stadfæsstes, føres den ligesom et Skridt videre frem. Ogsaa vi, Abrahams Børn i vore Dage, trænger atter og atter til at faa vor Pagt med Gud fra Daaben stadfæstet, hvilket sker baade ved Ordet og ved Nadverbordet.

Abram faldt paa sit Ansigt i Ydmyghed, og Gud talte videre med ham: Du skal vorde mange Folks Fader, og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men være Abraham. Abram betyder: "høj" eller "stor" Fader, en menneskelig Ærestitel; men "Abraham" betyder: "Mængdens Fader". Det var altsaa Abrams nye Navn, der stadig skulde minde ham om Pagten med Gud.

I V. 7 siger Herren, at Pagten skulde være evig mellem ham og Abraham samt Abrahams Sæd; thi den Mængde, Abraham skulde være Fader for, er jo aandeligt set hele Herrens troende Menighed gennem alle Slægter og Tider i al Evighed. Og Herren siger: "Jeg vil være en Gud for dig og din Afkom efter dig." Gud er Abrahams Gud endnu den Dag i Dag, og der staar i hans Ord, at han er ikke de dødes Gud, men de levendes (Matth. 22, 32). De, der har Herren til Gud, er ikke døde, men for Gud er de levende. Naar Herren i V. 8 siger, at han vil give Abraham hele Kanaans Land til en evig Ejendom, saa peger ogsaa dette ud over Tiden. Jødernes Besiddelse af Kanaan i de gamle Dage er altsaa kun at betragte som en foreløbig Opfyldelse af denne Forjættelse; Kanaans Land staar her som et Forbillede for den nye Jord, som Abrahams Sæd skal have til en evig Eiendom.

I enhver Pagt mellem Gud og Mennesker er Guds Gave Pagtens Midtpunkt; men der følger ogsaa med hver Guds Gave en Opgave for Mennesket, et Krav til Mennesket. Derfor siger Herren til Abraham: "Du skal holde min Pagt," og Forpligtelsen fra Abrahams og hans Efterkommeres Side sætter Herren først i et ydre Lydighedstegn, der atter peger hen paa noget tilsvarende i Menneskets Indre. Dette ydre Tegn var Omskærelsen.

Omskærelsen var, saavidt man kan skønne, allerede før den Tid i Brug hos adskillige andre Folk, saaledes i Æ«gypten, Æthiopien og andre Lande. Dog var det kun indenfor Præstestanden hos Ægypterne og de andre Folk, at denne Skik fandt Sted, blandt de til Gudstjenesten indviede. Abraham vidste sikkert Besked om denne Skik fra Ægypten af, saa at det, at Omskærelsen blev fastsat som Pagtens Tegn, straks for ham maatte faa en Betydning af en særlig præstelig Indvielse til Herrens Tjeneste, til et udvalgt Folk. Hellig Karakter i Sandhed fik Omskærelsen dog først nu, da den blev forenet med Guds Befaling og Naadeløfte. Der fandtes jo ogsaa en Daab hos Jøderne, før Herren indstiftede den Daab, vi er døbte med. Mend et blev først Sakramente ved Jesu Ord og Befaling.

Ved Omskærelsen, fælles for alle Mænd, skulde Abrahams Efterkommere adskilles fra andre Folk. Naadepagten med sine Forpligtelser skulde paa den Maade ligesom staa indprentet paa deres Legeme. Den dybere Betydning i Omskærelsen er jo den, at som der i det ydre fandt en Bortskærelse Sted, saaledes skulde der ogsaa i det indre finde en Bortskærelse Sted af Syndens Væsen. Omskærelsen hænger sammen med Bevidstheden om den ved Forplantelsen overførte ArvesSyndighed og peger hen paa den aandelige Omskærelse, Hjertets Omskærelse. Derved staar Omskærelsen som forbilledligt Tegn paa Daaben. Allerede i 5. Mos. 30, 6 lyder Ordet saaledes: "Herren din Gud skal omskære dit Hjerte og din Afkoms Hjerte, og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og din ganske Sjæl, at du maa leve." Og i Kolossenserbrevet 2,11-12 siger Apostlen: "I ham, i Kristus, er I ogsaa bleven omskaarne med en Omskærelse, som ikke er gjort med Hænder, ved Asførelsen af Kødets Legeme ved Kristi Omskærelse, idet I blev begravne med ham i Daaben." Daaben med sin Genfødelse er da Opfyldelsen i den nye Pagt, af hvad Omskærelsen var i den gamle. Forholdet mellem dem er som Forholdet mellem Legemet og Skyggen (Kol.2,17). I Omskærelsen var kun det ydre Tegn til Stede, det var kun en ydre Lydigheds Handling; i Daaben er Kristus selv som Legemet med sin Fylde.

Naar der her staar, at Drengebørnene skulde omskæres allerede, naar de var otte Dage gamle, da har vi her Forbilledet paa Barnedaaben. Ligesom i Omskærelsen saa er ogsaa i Daaben det, der sker, noget, der foretages med Mennesket Skulde Mennesket selv handle, da maatte der bies, til Mennesket var blevet voksent. De smaa Børn i Israel vidste jo heller ikke noget af det, naar de blev omskaarne, og dog fik de derved Delagtighed i Pagten med Abrahams Gud, og paa samme Maade er det i Daaben. Omskærelsen, der jo udtrykkelig sættes som et udvortes Forbillede for Daabens aandelige Virkning, er derfor ved Bestemmelsen om, at den skulde foregaa paa Ottendedagen efter Fødselen, et bestemt Vidnesbyrd mod alle Barnedaabens Foragtere.

Skønt Omskærelsen som den, der skulde foregaa paa Forhudens Kød, altsaa kun gjaldt Mandkønnet, saa blev dog alle Børnene (ogsaa Kvindekønnet derved delagtige i Velsignelsen fra Pagten. Men selvfølgelig krævedes der en aandelig Tilegnelse af det, som Omskærelsen betegnede, en aandelig Indgaaelse af Pagten, hvis den skulde blive de omskaarne til Velsignelse. Derfor lød jo ogsaa Ordet først til Abraham: "Vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen"; derfor kaldte Stefanus i sin Tale til Jøderne (Ap. Gern. 7) de vantro Jøder for "uomskaarne paa Hjerte og Øren", og derfor indskærpes det stadigt allerede i Mosebøgerne, at Pagten skulde holdes aandeligt tillige, saaledes baade 5. Mos. 10, 16 og 3. Mos. 26, 41 ("Naar deres uomskaarne Hjerter faar ydmyget sig"). Paa samme Maade ogsaa med Daaben; det er en Naadeshandling fra Gud med Menneskebarnet; men Daabsnaaden maa aandeligt tilegnes, ellers bliver den kun til Dom, ligesom Omskærelsen blev et Vidne mod de paa Hjertet uomskaarne Jøder.

Alle, der hørte til Huset, skulde omskæres, ogsaa alle Tjenere, baade de, der var fødte i Huset, og de, der var købte for Penge. Dette at købe Tjenestefolk for Penge og derved indlemme dem i sit Hus hørte med til, hvad Datiden ansaa for at være i sin Orden; den nye Pagt har vist os noget andet og hævet Mennesket til sin rette Værdighed hos Gud som dyrekøbt ikke for Penge, men ved Kristi dyrebare Blod.

Udeladelse af Omskærelsen blev betragtet som aabent Brud med Gud, som Majestætsforbrydelse, som Foragt for Guds Naadepagt, og derfor siger Herren, at den Sjæl skulde udslettes af hans Folk, thi "han har brudt min Pagt". Et Eksempel derpaa har vi i 2.Mos. 4,24, hvor Mose Hustru Zippora i Hast maatte omskære sin Søn, der ellers vilde være bleven ihjelslagen som uomskaaren. I den nye Pagt vil dette jo sige, at den, der viser Foragt for Guds Naade i Daaben, den, der i Vantro forkaster Daabens Sakramente, paa hvad Maade det saa sker, hjemfalder til Dommen. Ligesom Gud havde bundet Israels Folk til Omskærelsen, saaledes er vi bundne til Daaben; derfor finder der ogsaa Nøddaab Sted, og derfor kræver Kirken Vidner til, at Daabshandlingen er rettelig foregaaet. Herren selv staar selvfølgeligt over de Midler, han har beskikket, men vi er bundne til dem.

Abram adlød straks selvsamme Dag og foretog Omskærelsen med sig selv og alt, hvad der var af Mandkøn i hans Hus. Ismael, hans Søn, var den Gang tretten Aar gammel, hvorfor Ismaels Efterkommere i Arabien, der ogsaa har bevaret Omskærelsen, først foretager denne med Drengene i Trettenaarsalderen. "Det er skønt at se Abrahams Lydighed ogsaa her, idet han selvsamme Dag udfører Guds Befaling med hele sit Hus. Sin egen Lyst eller Ulyst har han ikke spurgt om. Tillige viser det os, hvilken Ærefrygt der maa have været i Husstanden for Abraham og for Abrahams Gud, hvis Magt og naadige Aabenbarelser for Abraham sikkert var velkendte blandt alle hans Folk. Omskærelsen udførtes siden som Regel af Husfaderen; dog kunde i Nødstilfælde, som før nævnt med Zippora, ogsaa Moderen gøre det, ligesom en Kvinde i Nødstilfælde jo ogsaa kan forrette en Nøddaab i Herrens Kirke nu.

Men samtidigt med hele denne Pagts Indgaaelse gav Gud nu ganske bestemt ikke blot Abraham, men ogsaa med Navns Nævnelse Sarai personligt Løfte paa en Søn ved samme Tid næste Aar ; han forandrede tillige hendes Navn fra Sarai, der betyder: "min Fyrstinde" (Fyrstinde for Abrahams Hus) til Sara, der betyder: "Fyrstinde" i Almindelighed; thi Herren sagde: "Hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skal vorde af hende." Da Abraham hørte det, lo han i sit Hjerte, vel baade af Glæde og af Forundring ved Tanken om, at der skulde fødes en Søn for ham, der var 100 Aar, og for Sara der var 90, og han siger til Gud: "Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt." Deri laa paa en Maade en Udtalelse om, at han endnu ikke rigtigt turde fjerne Tanken fra Ismael som den Søns" der var Tale om ; der laa i dette Ord en vis Mangel paa Tillid til det store Løfte, Herren nu gav ham. Men Gud stadfæstede det udtrykkeligt for ham igen, at det ikke var Ismael, her var Tale om, men tværtimod en Søn af Sara selv, og Gud nævner ydermere Navnet, hvormed han skulde kalde denne Søn, der skulde være Forjættelsens Bærer. Ogsaa Ismael vilde Gud velsigne og give ham tolv Sønner, der skulde blive Fyrster, ligesom Jakob ogsaa siden fik tolv Sønner; men Forjættelsens Pagt skulde oprettes med Isak. Nu var Løftet givet med saa stor Bestemthed som aldrig før. Det Navn, som Gud selv udvalgte til Forjættelsens Barn, Isak, betyder paa Dansk: "Man vil le". Der ligger noget dobbelt i dette Navn, dels Glæden, der jo ogsaa kan bryde ud i Latter, som der staar skrevet i Psalme 126, 2: "Vor Mund blev fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang"; men dels ligger ogsaa deri, hvad Sara siden sagde, at hun og det Barn vilde blive til Latter for Folket, fordi Barnet var født paa denne vidunderlige Naade, ved Guds særlige Indsgriben. Ogsaa paa denne Maade er Abrahams aandelige Sæd, det Folk, der kender Frydesangen, ofte blevet til Latter for Verden som det underlige Folk, hvis indre Livs Oprindelse stadig bliver Verden en Gaade.