En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 18

En Dag, da Abraham sad i Døren til sit Telt ved Middagstid, ser han paa en Gang tre Mænd staa for sig. Gæstfrihed bliver endnu i Østerland betragtet som en af de allerhelligste Pligter, og vi lærer ogsaa her Abram at kende som den, der ikke stod tilbage deri. Han løber dem straks i Møde; bøjer sig høfligt og byder dem indenfor. Hele den Maade, hvorpaa Abrahams Gæstfrihed skildres, giver os et skønt Indblik i hans Færden derhjemme. Abraham gaar ret med Tjenersindet og dog saa kærligt; han tager sig selv i Forening med Sara af Anretningen, skyr ikke personlig Ulejlighed og tilbereder et rigeligt Maaltid efter først at have ladet sine Gæster tvætte deres Fødder. Fodvaskning, som vi jo ogsaa hører om i det nye Testamente, var meget almindelig i Østerland, fordi man der brugte Sandaler, d.v.s. tynde Saaler, der med Remme var fæstede til Foden ; derved samlede Fødderne en Del Støv, saa at det var en Vederkvægelse at faa dem tvættede. - Maaltidet beredtes i rigelig Mængde ; tre Maader Hvedemel er omtrent det samme som halvanden Skæppe i dansk Maal ; deraf lavedes usyrede, flade Kager, der bagtes paa hede Stene, saaledes som det endnu bruges hos Beduinerne. Maaltidet blev anrettet under et Træ, som almindeligt var og er endnu i hine Egne. Lige til de seneste Tider er der blevet vist et kæmpemæssigt Træ i Hebron, der kaldes Abrahams Træ. Abraham stod op, medens Gæsterne spiste, som ogsaa endnu Arabernes Sheiker gør det overfor ansete Gæster. Maatte Abrahams Eksempel ogsaa paa dette Punkt med Gæstfriheden staa som et lysende Forbillede for alle hans Børn. "Glemmer ikke Gæstfrihed," hedder det i Guds Ord (Hebr.13,2), og "værer gæstfrie imod hverandre uden Knurren" (1.Pet.4,9). Det Sind indskærper Guds Ord os at have, hvorom ogsaa Herrens Ord (Matths. 25) vidner: "Jeg var fremmed, og I tog mig til eder."

Mon Abraham har vidst, hvem han havde for sig? Klart har det vel næppe staaet for ham straks fra Begyndelsen af; dog har hans for de overjordiske Ting øvede Øje vel snart faaet Indtrykket af, at det var høje Gæster, han havde hos sig. Den ene var jo Herren selv, den samme, som ogsaa kaldes "Herrens Engel", de to andre var skabte Engle, der var paa Vejen til Sodoma for efter Herrens Befaling at fuldføre Dommen over Staden. I Ps.103,20 kaldes Englene "de vældige i Magt, som udretter hans Ord". Her gæstede Guds Søn Abraham en kort Tid ; i Tidens Fylde boede han 33 Aar iblandt os. Ogsaa nu kan vi sidde til Bords med ham ved Nadverbordet, blot ikke se ham med det ydre Øje. Herren og Englene tog imod Abrahams barnlige, kærlige Gæstfrihed og holdt Maaltid hos ham. Mennesket spiser for at kunne leve; Herren og Englene behøvede ej den jordiske Føde, men de kunde tage Del deri ligesaa let som antage Menneskeskikkelse. Efter sin Opstandelse behøvede Kristus heller ingen Føde, og dog spiste han for sine Disciples Øjne (Joh. 21,; Luk. 24) for at vise sine Disciple, at det var et virkeligt Legeme, de saa, og ikke et Spøgelse.

Herren spørger efter Sara, og hun var paa sin Plads som den huslige Kvinde indenfor Teltet. Efter østerlandsk Skik skulde Kvinden holde sig tilbage. Grunden til, at Herren udtrykkeligt spørger efter hende, var, at hans Besøg i Abrahams Telt særlig gjaldt hende ; hun skulde have et personligt Ord fra Herren, vel nok fordi det endnu stod saare smaat til i hendes Hjerte med Troen paa det Ord, Abraham havde kundgjort hende fra Herren, om at hun næste Aar skulde føde en Søn. Men Forudsætningen for, at Herren kunde gøre sit Mirakel med hende, var her som altid Troen, og den vilde Herren hjælpe frem gennem sit Ord personligt til Sara. Sara var selvfølgeligt bleven opmærksom, da der blev spurgt efter hende, og stod vel halvt i Skjul ved Teltdøren bagved Herren. Da Herren nu gentog sin Forjættelse om Sønnen, lo Sara i sit Hjerte ved Tanken om sin egen og Abrahams Alder, der efter Naturens sædvanlige Orden udelukkede enhver Tanke om Barnefødsel Men Sara fik at fornemme, at Herren ser i Løndom. Han, om hvem der staar (Salme 139, 4): "Der er ikke et Ord paa min Tunge, uden at du, Herre, ved det altsammen," han vidste ogsaa, at Sara lo, og skønt hun i sin Besippelse greb til en Usandhed og nægtede at have let ved sig selv, slog Herren dog denne Usandhed ned med sit bestemte Ord, og hendes Tvivl mødte han med Ordet: "Skulde nogen Ting være underlig for Herren?" Gud være takket for dette Ord! Guds Børn kommer saa tidt til at staa overfor saa meget, der er os umuligt, og som dog skulde bringes i Orden, og Idet kan se underligt ud for vore Øjne, hvorledes det skal ske. Saa lad os da gemme paa dette herlige Ord: "Skulde nogen Ting være underlig for Herren ?" Nej! for Gud er intet umuligt, blot vi vil tro ham; han formaar at gøre langt overflødigere, end vi kan bede og forstaa. Alle Ting er i hans Haand; ogsaa den Naturens Orden, som han selv har sat.

Vi mindes ved alt dette om lignende Undere, nemlig Johannes Døberens Fødsel af den gamle Elisabeth og allermest om Guds evige Søns underfulde Fødsel her paa Jord. Og som Marie mødte Engelens Ord: "Intet vil være umuligt for Gud" (Luk. 1, 37), med Troens Svar: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord," saaledes troede ogsaa Sara, som skrevet staar (Hebr.11, 11): "Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid ; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det." Da var Sara aandeligt talt dygtiggjort til at blive Forjættelsens Sæds Moder.

Saa drog Gæsterne af Sted til Sodoma, og Abraham fulgte dem et Stykke paa Vej. Medens Englene gik videre til Sodoma, bliver Herren noget tilbage med Abraham og viser ham Fortrolighed som Ven overfor Ven. Hvor minder dette om Ordet (Joh.15, 15): "Jeg kalder eder ikke længere Tjenere ; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder." Det er forunderligt stort, at han, der bor idet høje, vil vise Støv og Aske saadan Ære ; men det er, som Herren har sagt: "Om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære" (Joh. 12, 26). Og lad os lægge Mærke til Grunden, der anføres for, at Herren kunde vise Abraham saadan Fortrolighed: "Jeg kender ham," siger Herren, "at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skal bevare Herrens Vej i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham." Altsaa, det er dette, Herren peger paa: Stillingen derhjemme overfor Børn og Hus; i Herrens Øjne er det altsaa en Prøvesten for Troslivet, hvad Vidnesbyrd der udgaar fra os i og til vort Hjem. Derfor, fordi der udgik et klart Vidnesbyrd fra Abraham i Hjemmet, var Abraham ogsaa skikket til at være den hellige Rod, hvoraf det ædle Olietræ kunde fremvokse (Rom.11), og derfor kunde Forjættelsen efter Herrens Løfte komme over Abraham.

Saa betror Herren ham, at Dommen over Sodoma og Gomorra er for Haanden. Som fordum Abels Blod raabte til Himmelen, saa raabte Sodomiternes Brøde op til Gud. Hver Synd er som en Forstyrrelse i den hellige Verdensorden, Gud satte ved Skabningens Begyndelse, og lyder op til den hellige Gud med Krav paa Straf. Naar Herren siger, at han vilde fare ned og se, om det stod sig saaledes i Sodoma, som Raabet var kommet frem for ham, eller det ikke var saa, da taler Herren jo her efter Menneskers Tankegang, saaledes som en menneskelig Dommer bærer sig ad. Han selv vidste alt ; men han vilde gøre sin Retfærdighed klar og tydelig for Abraham og for alle Folk ; thi denne Herrens Dom betragtes stadigt i Skriften som en Advarsel ogsaa til Israel (5. Mos 29, 22) og til alle Mennesker paa Jord, som Herren fremstiller det i Luk.17. Herren vilde derved ogsaa give Abraham Leilighed til Forbøn.

I det følgende har vi nu et herligt Eksempel paa, hvad det vil sige, i Troens ydmyge Frimodighed at træde frem for Herren og vove en Bønnens Kamp. Jo mere fortrolig man er med et Menneske, des mere vover man ogsaa at frembære for ham og bede ham om. Jo bedre vi kender Herren, des større Ting tør vi ogsaa tale til ham om. Da en troende Missionær en Gang skulde holde et Møde under aaben Himmel, og Regnen truede med at strømme ned vendte han sig i alles Paahør med den Bøn til Herren, at han vilde lade Regnen standse, saalænge der skulde tales. Rede i Forsamlingen stod blandt andre to Præster, af hvilke den ene hviskede til den anden: "Det turde jeg ikke have vovet ; sæt nu, at det alligevel regner ?" Den anden hviskede tilbage: "Han kender ham bedre!" Ja, derfor, fordi han kendte ham saa godt, turde den gamle Santhalmissionær (Børresen) saa frimodigt gaa til Herren og vove denne Bøn. Det var noget af det samme Sind, som her saa storslaaet træder frem hos Abraham.

Det er en herlig Bønnens Skole, der viser sig for os her. I den dybeste Ydmyghed, som den, der er sig bevidst kun at være "Støv og Aske" og at staa for hans Ansigt, "der dømmer den ganske Jord," træder Abraham frem. Og han aabenbarer det Sind, der holder ud, som Herren selv har lagt sine Venner det paa Hjerte iden lille Lignelse (Luk.11,5-8) om Manden, der gik til sin Ven og blev bønhørt, fordi han holdt ud, og i Lignelsen om Enken, der blev ved at bestorme den uretfærdige Dommer med sine Bønner (Luk.18,1-8). Her stod Abraham foran den retfærdige Dommer, hvad han vel vidste og ogsaa beraaber sig paa, idet han siger: "Den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret?"

Denne Bønnens Samtale mellem Herren og Abraham lader os skue ind i Guds Hjertes dybe Barmhjertighed og Langmodighed. Havde der blot været ti retfærdige i Sodoma, ti troende Mennesker, da vilde Gud have skaanet Staden. Det viser os ogsaa hvilken vældig Indflydelse paa Begivenhedernes Gang endog en ganske lille Flok af troende Mennesker kan faa. Verden foragter de hellige og ser i sin Blindhed ikke, at det just er for disse helliges Skyld, at Gud holder sin langmodige Haand over denne Jord. En Gang vil Verden faa det at fornemme i det store, hvad Frugten vil blive af det, naar Troen forsvinder fra Jord, naar de hellige paa Antikristens Dage bliver forfulgte, saa at Flokken bliver for lille til, at Gud for dens Skyld vil lade denne Syndens Jord bestaa længere Som Gud vilde have sparet hele Sodoma, om der blot havde været de ti Guds Børn i den, saa sparer han endnu denne Jord en Tid for sine udvalgtes Skyld. Guds Børn er altsaa Bærnet for de vantro ; men det ved disse ikke.

Abraham bad seks Gange, og hver Gang fik han et naadigt Svar. Det viser os, hvilken Magt Gud har tildelt Troens Bæn; han har ligesom indflettet Troens Bøn iblandt de Kræfter, der regserer Verdensudviklingen, han lader sig paavirke af denne Bøn, og jo større Bønner, der i barnlig, ydmyg Tro frembæres for ham, des større Bønhørelser giver han ogsaa. Og hvilken taalmodig Kærlighed viser Gud ikke ved paa denne Maade at høre paa sin Ven! Abraham bad ganske vist først og fremmest for de retfærdige i Staden, men derigennem dog tillige ogsaa for den hele ugudelige Stad; vi ved, at dette ogsaa er efter Herrens Vilje, han har selv sagt: "Elsker eders Fjender - - og beder for dem, der gør eder Skade og forfølger eder" (Matth. 5, 44).

Men vi ser ogsaa, at naar et troende Menneske gaar til Herren i Bøn, da kendes ogsaa Grænsen for, hvorvidt man kan gaa. Der er Forskel paa et Tiggeri uden Grænser og saa Bønnen, der i Fortrolighedsforhold med Herren kender sine aandelige Grænser. Da Abraham var kommen ned til ti, havde han ganske vist intet Afslag faaet, men han havde ikke Tro til at gaa længere; derfor standsede han. Udfaldet viste, at der ikke en Gang fandtes ti retfærdige i Staden; men, hvad der vel især laa Abraham paa Hjerte, Lots Frelse, det gav Gud ham allisgevel.