En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 19

Da de to Engle kom til Sodoma, var det hen ad Aften. De traf Lot siddende i Byens Port. Byerne var som Regel omgivne med Volde og havde hvælvede Portindgange; Portrummet med den tilstødende aabne Plads brugtes den Gang, som endnu i Østerland, dels til selskabelig Underholdning, dels til Rettergang og til andre Forhandlinger. Lot vidste vel ikke, hvem han havde for sig, men de fremmedes Ydre har gjort et uvilkaarligt Indtryk af Højhed. Lot viser sig dog i Besiddelse af en Gæstfrihed i Lighed med Abrahams. Det var han vel ogsaa ene om i Sodoma, thi de øvrige Sodomiter havde med alt andet ogsaa traadt Gæstfrihed under Fod, som vi siden hører. Englene svarer først nej, de vilde, som fremmede ikke sjældent brugte det, tilbringe Natten under aaben Himmel. Men det tillod Lot ikke; han fik dem da ogsaa med sig hjem, og Ordet (Hebr.13,2): "Glemmer ikke Gæstfrihed; thi ved den har nogle uden at vide det herbergeret Engle," sigter ogsaa hertil. Skønt Lot fremdeles i rædsom Letsindighed var bleven ved at søge sit Hjem i det ugudelige Sodoma, ved vi dog af Ordet i 2. Pet. 2, 8, at han daglig ængstede sig over alt det skændige Væsen, som han saa og hørte Bryde med det havde han hidtil ikke kunnet bekvemme sig til, men havde dog vist sig saa forskellig fra Sodomiterne, at disse havde faaet et ondt Øje til ham og sagde om ham, hvad Verden den Dag i Dag siger om Guds Børn, at han vilde "dømme" (V. 9). Han har maaske ogsaa udøst sit Hjerte om alt dette for de to fremmede Mænd, som han straks mærkede var saa grundforskellige fra Sodomas Folk. Men førend de skulde gaa til Hvile, fik de et haandgribeligt Bevis for, hvor gyseligt Djævelskabet havde taget Overhaand i Byen. Formodentlig har der været fejret en eller anden Folkefest i Sodoma, og vildt, ugudeligt Væsen har sikkert raset imellem dem med Drik sog Svir, som vi saa tit ser det ogsaa i vore Dage, værre og værre, jo senere det blev paa Aftenen. Det endte med, at hele Sværmen, der formodentlig havde hørt om de to Mænd med det ædle, skønne Aasyn, som var blevne Lots Gæster, stormede mod Lots Hus, unge og gamle, og med den mest rygsgesløse Frækhed, uden mindste Undseelse, forlangte, at Lot skulde føre disse Mænd Ud til dem, for at de kunde bedrive Utugt med dem, Mand med Mand, saadanne Synder, som Paulus peger hen paa (Rom.1,27), naar han siger, at Mændene "forlod den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes i deres Brynde efter hverandre, saa at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig paa sig selv."

Lot viser her ikke lidet Mod, idet han, for at redde de fremmede, gik ud til Sodomiterne og lukkede Døren til sit Hus i efter sig. Han prøvede paa at tale sig til Rette med dem i Venlighed og at gaa paa Akkord med dem; idet han griber til den fortvivlede Udvej at tilbyde dem sine egne to Døtre som Bytte for deres skidne Lyster. Maaske Lot har tænkt, at Døtrene vilde blive sparede, fordi de var forlovede med Mænd i Staden ; men derfor var hans Udvej, at foreslaa noget syndigt for at afværge en anden Synd, lige fortvivlet og slet. Gæstfriheden vilde Lot saa nødigt se krænket, men han faar i Sandhed atter her at mærke, hvilke Smerter der følger med at have valgt sin Plads efter Kødet.·

Sodomiterne brød sig ikke en Smule om Lots Forsøg paa at stemme dem venligt, men vendte nu deres Raseri imod ham selv. "Denne ene er kommen at bosætte sig her og vil dømme," saaledes sagde de. Underligt nok skal Lot af deres Mund nu just høre det, som var Saaret i hans Samvittighed, at han var flyttet til dem. De trængte paa, og det var gaaet Lot ilde, hvis ikke Guds Magt gennem Englene havde beskyttet ham. Englene drog ind i Huset og slog Fjenderne med Blindhed, baade smaa og store, saa at de ikke kunde finde Døren, som Guds Fjender ogsaa siden saa ofte er blevne slagne med Blindhed. Efterhaanden listede de saa af, og det blev stille igen udenfor Lots Hus. Men nu aabenbarer Englene for Lot, hvem de er, og hvad de skal ; de giver Lot Lov til, om han havde nogen, han gerne vilde have reddet, da at tage dem med sig ud af Sodoma. Vi skal lægge Mærke til, at Englene kun siger: "Nogen", ikke: "Noget"; thi Gods skulde Lot ikke have med. Alt, hvad han havde samlet i Sodoma, gik under med Sodoma. Hvor ofte viser dette sig ikke endnu med Verdens Gods ; det spredes og forgaar, thi der er ingen Velsignelse i det.

Lot vovede sig nu ud og ilede hen til sine vordende Svigersønner og fortalte dem det hele. Disse har vel nok hørt til de bedste af Sodomiterne; men Lots Tale om, at han havde Engle til Gæster og om, at Staden skulde odelægges, modtog de paa samme Vis, som Verden næsten altid gor det, naar Guds Dom kundgøres for dem, som var det Daarekistesnak. De regnede det for slet ingen Ting og vilde ikke høre paa Lot, men mente, at han holdt dem for Nar.

Sodomas sidste Dag begyndte at gry. Medens Sodomiterne sov i kødelig Tryghed, gik Herrens Frelsesgerning sin Gang med de faa, der kunde være Tale om; det blev jo kun tre i det hele, der reddedes. Verden sover, medens Herren vil frelse - hvilket Billede paa, hvad der sker den Dag i Dag! Og svært nok var det for Englene at faa Lot af Sted, de maatte skynde paa ham og advare ham mod den kommende Dom. Verden kalder dette at advare mod Dommen for en gruelig ukærlig Tale; men saaledes prædikede dog Englene for Lot og hans Hus. Lot tøvede endnu. Det var ikke let for ham at sige Farvel til alt Godset og slippe det hele, og dog maatte han det, som den skibbrudne maa efterlade alt sit for at frelse sit Liv. Saa tog Englene dem ved Haanden, fordi Herren vilde spare Lot - som vi siden hører, paa Grund af Abrahams Bøn (V. 29).

Da de var komne udenfor, lød Ordet kort, men med den dybe Alvor, til Lot og derigennem til alle, der har søgt deres Hjem med Verden: "Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer."

Frels dit Liv - ogsaa du, Ven, der læser eller hører dette, har faaet et Liv af Gud, der skal frelses, ikke blot det rent legemlige, der dog en Gang dør, men i din Daab fik du ved Genfødelsens Bad et Liv af Aanden. Men dette Liv kan ikke frelses, hvis du bliver i Vantroens Sodoma. Vantroens Sodoma har sine forskellige Gader ligesom enhver By; der er den skidne Gade, Livet i de grove Synder, der er den pæne Gade, det skikkelige, selvretfærdige Liv ; der er ogsaa en Kirkegade med en udvortes Gudsfrygt, der dog bunder i verdslighed. Det hjælper ikke at flytte fra den ene Gade til den anden, fra det grove Syndeliv til det skikkelige Liv, fra det skikkelige Liv til et Liv med Gudfrygtighedsskin tillige, naar man dog bliver i Sodoma. Alle vantro Mennesker, hvor forskellige de end er indbyrdes, viser sig dog at være Bysborn derved, at de stadig gør fælles Sag imod de hellige, siger om dem, som Sodomiterne den Gang, at de dømmer, og betragter Guds Børns Tale om den kommende Dom og Fortabelse som noget ukærligt Snak. Nei, vil du frelses, da skynd dig ud af Sosdoma, omvend dig, det er Herrens Ord, se ikke bag dig paa Verdens Trusler eller Lokkelser og stands ikke, men træng igennem, til du har fundet Fristedet paa Guds Naades Bjerg i Ordet og Sakramenterne, Fristedet ved Jesu Kors. Se fremad paa Gud, paa hans Ord, paa Himmelen og il efter Maalet, sig med den lille Sang:

"Jeg vil ile, aldrig hvile,
For jeg naar mit Hjem,
Did jeg haster,
Vort jeg kaster,
Hvad ej hjælper frem."

Lot tabte nu ganske Modet; han saa nok, at Herren vilde vise ham Miskundhed og lade ham leve, og dog er han bange for ikke at kunne naa Bjerget. I sin Hjertekvide beder han, om han ikke maa faa Lov at nøies med at naa til en lille Stad nærmere ved. Lot beraabte sig paa, at den var saa lille, om Herren dog vilde skaane den for hans Skyld; det synes paa Lots Tale, som om Herrens Engel selv er kommen til Stede; det er ikke mere de to Engle alene, han taler til. Og Herren bønhørte Lot og skaanede for hans Svagheds Skyld den lille Stad, der fra den Tid af fik Navnet "Zoar", hvilket betyder "liden", idet Lot jo beraabte sig paa dens Lidenhed; paa Korstogenes Tid fandt Korsfarerne endnu en lille Stad ved Navn Segor, der laa yndigt i en Palmelund, omtrent hvor Zoar maa have ligget.

Det er underligt stort at se, hvorledes Gud ogsaa her overfor Lot tager saa meget Hensyn til en eneste Bøn. Hvor prædiker ikke ogsaa dette om hint Forjættelsesord: "Beder, og eder skal gives" (Matth. 7).

Ved Solopgang naaede Lot Zoar, og samtidigt fuldbyrdedes Guds Dom over de ugudelige Stæder. Vi kan forestille os lidt af den Rædsel, der har fundet Sted. Efter en Nat tilbragt, som vi hørte det, i den frækkeste Ryggesløshed, laa Sodomas Indbyggere i tryg Søvn. Da, som Solen begyndte at farve Himmelen rød i Øst, viser der sig ogsaa en anden Rødme, Lynene begyndte at blinke og Himmelen ligesom at gløde; de tænkte vel, det var et Uvejr, der snart vilde gaa over. Men hvad er det, det er, som om hele Himmelen staar i Lue, og en kvælende Svovldamp udbreder sig ; det regner med Svovl fra Himmelen; alle farer op, Menneskene styrter ud af Husene og ser til deres Forfærdelse, at ikke blot Luften men ogsaa Jorden brænder. Den i Dybet med Beg og Harpixaarer gennemtrukne Jord er der gaaet Ild i ved Ilden fra oven; snart brænder hele Staden. Jordskorpen over Jordbegsgruberne brister, og der opstaar Afgrunde, som pludseligt fyldes med underjordisk Vand. Hus efter Hus, disse Hjem, som i Aarevis havde været Vidner til umenneskelig Afskyelighed, styrter sammen og forsvinder for stedse. Sodoma synker, Gomorrha synker, Zeboim synker, Adma synker i Dybet, Menneskestemmerne, Nødskrigene og Forbandelserne forstummer efterhaanden, og alt bliver stille. Tilsidst er det hele indhyllet i en tyk, mørk Svovldamp. Og efter nogle Dages Forløb vælter et stort, mørkt Hav sine tunge Bølger hen over den fordum saa smilende Slette.

O hvilket Vidnesbyrd om, at Gud lader ikke spottet. Hvor havde Lots Svigersønner ikke ønsket, at de havde fulgt hans Kald, men ak, for silde, for silde! Sodoma har faaet sit Eftermæle ogsaa hos Profeten Ezechiel (16, 49. 50), hvor der i Tiltale til Jerusalem staar: "Se, denne var Sodomas, din Søsters Synd; Hovmod og Brød i Overflod og sorgløs Ro havde hun og hendes Døtre; men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand. Og de ophøjed sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, da jeg saa det." Men Dommen over Sodoma peger fremad paa hin Dag, da Elementerne skal komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er paa den, skal opbrændes.

Vandet i det døde Hav er brændende salt og beskt; størknet Jordbeg flyder mange Steder paa Jordoverfladen, og Vinden kan knap sætte de tunge, af Salt mættede Bølger i Bevægelse. Det døde Hav, som det med Rette kaldes, har et Omfang af seks Dagsrejser, og intet Græs, end ikke det simpleste, vokser ved dets Bredder; kun de saakaldte Sodoms Æbler trives der. Disse "Æbler" er ret et staaende Billede paa Synden; de ser straalende ud udvendigt, men tager man paa dem, brister den tynde Skal, der bliver kun noget grimt Støv tilbage mellem ens Fingre.

Men Lots Hustru - hun blev dog ikke reddet. Ved sin Mands Formaninger og ved at Englene tog hende ved Haanden, var hun kommen ud af Sodoma, med Legemet da ; men Hjertet var blevet der. Hun gjaldt allerede for frelst, men saa sig tilbage og standsede paa Vejen; hun har neppe troet paa det hele. O, hvor alvorlig en Prædiken der er i denne Lots Hustrus Skæbne for alle dem, der blot gaar med, maaske for Slægtninges Skyld, uden dog i Sandhed at være med af Hjertet. "Begyndt er ikke endt", som vor gamle Psalmedigter Brorson skriver. "Hvor ligger mangen evig fangen, som paa Vejen var", synge Brorson ogsaa et andet Sted. Herren selv siger saa alvorsfuldt: "Kom Lots Hustru i Hu!" (Luk.17,32). Ved den sydlige Ende af det døde Hav findes en 40 Fod høj Saltstøtte i nærheden af det saakaldte Usdums Saltbjerg (se Billedet på forestaaende Side); denne Saltkegle har som Følge af denne Begivenhed faaet Navn af #Lots Hustru". Usdum er jo det samme som Sodoma I Visdommens Bog 10, 7 hentydes til denne Saltstøtte, der kaldes "et Mindesmærke over en vantro Sjæl".

Lots Hustru er bleven kvalt af Svovldampem der opfyldte Luften, og derpaa overtrukken med en Saltskorpe. Dette stive, ubevægelige, der betegnes ved Angivelsen af Tilstanden, hun blev funden i som Lig, viser sig aandelig talt hos alle dem, der i Lunkenhed ser tilbage. Ogsaa Hjertet kan blive som en aandelig Saltstøtte. "Ingen, som lægger Haanden paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige" (Luk. 9, 62).

Abraham havde næppe sovet den Nat og skyndte sig aarle om Morgenen til det Sted, hvor han havde talt med Herren, hvorfra Sodomas Slette kunde øjnes i det fjerne. Det første, der mødte hans Øje, var den tykke, mørke Røg, men gennem Røgen saa han snart Guds Trofasthed lyse sig i Møde, da Budskabet kom til ham om Lots Redning. Gud havde ikke glemt Abrahams Bøn.

Lot blev ikke boende i Zoar; han frygtede vel tiltrods for Løftet, Gud havde givet ham med Hensyn til Zoar, alligevel for, at Dommen ogsaa til sidst skulde ramme denne By; thi Foltene i Zoar er formodentlig vendte tilbage igen til deres skændige Liv, da den første Rædsel var overvunden. Verden plejer overfor Guds store Domme snart at berolige sig med, at det vistnok kun var en tilfældig Naturbegivenhed og ikke Guds Haand.

Lot drog da op i en af Bjergegnene østen for det døde Hav og boede der ensomt med sine Døtre. For timelig Vindings Skyld havde han valgt at bo i Sodoma; dette Valg havde kun bragt ham, at han havde mistet al sin Ejendom og maatte ende sit Liv i en øde Bjergegn. Men det, at han led Tab i det timelige, var jo endda ikke det værste; langt værre er den frygtelige Historie, der danner den mørke Afslutning paa, hvad Bibelen beretter os om Lot, en Historie saa gyselig, at det i Sandhed kunde mærkes, at Lot havde haft sit Hjem i Sodoma. Den aandelige Luft fra Sodoma med al dens Pestsmitte havde han faaet med sig til det nye Hjem; det viste sig i hans Døtres skændige Adfærd. I denne ødes egn tænkte de sig, at det vilde blive vanskeligt at faa Mænd og blive gifte. Saa fandt den ældste af dem paa den djævelske udvej at øve Blodskam med sin egen Fader for dog at blive barnemoder, og den yngste Søster bifaldt hendes Plan og gjorjde ligesaa. Og Lot, denne Mand, der dog en Gang havde vandret ved Abrahams Side paa Troens Vej, blev det dyrisk-blinde Værktøj for en dobbelt Skændselsgerning. Ligesom Vinen bragte Noah i et dybt Fald, saaledes ogsaa her med Lot; de frygtelige Døtre fik ham med List gjort beruset, og i beruset Tilstand skete disse Djævelens Gerninger med Lot. Beruselsen forklarer Muligheden af Lots Brøde, men tager visselig ikke Ansvaret bort. Lots Historie ender saaledes idet dybeste Mørke; han havde været Genstand for megen Naade fra Gud; han var, som Herren fortæller om det ufrugtbare Figentræ i Lignelsen (Luk.13), bleven plantet paa en særlig god Plads (som "i en Vingaard") ved Abrahams Side; men for det timeliges Skyld valgte han at skille sig fra Abraham og gaa til Sodoma, og Sodoma ihjelslog hans Hustru, fordærvede fuldstændigt hans Døtre og blev derigennem ogsaa Aarsag til det frygtelige Fald for ham selv.

De Sønner, der fødtes som Frugten af denne Afskyelighed, blev af deres frække Mødre Uden Blu kaldte med Navne, der højlydt pegede hen paa Skændselsgerningen; den ældste kaldte sin Søn "Moab", hvilket betyder "af Fader", den yngste kaldte sin "Ben-Ammi", hvilket betyder "mit Folks Søn". Fra dem nedstammer Moabiterne og Ammoniterne, hvis Boliger just blev i hine Egne østen for det døde Hav, og ti hvis Historie ogsaa utugt har sat sit mærke, se saaledes 4. mosebog 25.1, hvor der fortælles, at moabitiske kvinder bedrev utugt med Israels børn og bragte Guds vrede over Israel.

Et lyspunkt i Moabiternes historie har vi dog i Ruth, der er kommen med i Frelserens hellige stamtavle.