En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 20

I dette Kapitel berettes om noget, der maa kaldes et Fald i Abrahams Trosliv. Skriften lægger aldrig Dølgsmaal paa Synden, heller ikke hos de troende. Ordets stille Lys falder ligesaa sandt og klart over det daarlige som over det skønne.

Abraham rejste med sine Hjorder en Tid mellem Kades (ved Sydspidsen af det hellige Land) og Schur (Ørkenstrækningen ad Ægypten til langs med Middelhavet). Sit Hovedophold havde han i denne Tid i Gerar, i den sydvestlige Del af Filisterlandet. Gerar havde sin egen Konge, der hed Abimelech, hvilket egentlig betyder "min Fader Kongen" og vistnok var et Slags Fælles navn for Kongerne der. Navnet skal formodentlig betegne Kongens Stilling som den faderlige overfor Folket.

Her gentager sig nu noget lignende, som der i Kap.12 berettedes ved Opholdet i Ægypten. Abraham sagde atter om Sara, sin Hustru, at hun var hans Søster, af Frygt for, at Filisterne skulde faa Lyst til hende og slaa ham ihjel, naar de fik at vide, at hun var hans Hustru. Det havde nemlig, som vi hører (V. 13), været en gammel Aftale mellem Abraham og Sara, at naar de kom iblandt fremmede Folk, fra hvem de kunde vente Vold, skulde det siges, at de var Søskende; Sara var nemlig, som tidligere omtalt, Abrahams Halvsøster, hans Faders Datter men ikke hans Moders. Men fordi denne Aftale var gammel, var den derfor ikke god. I Ægypten havde Abraham for henved 25 Aar tilbage faaet at mærke de sørgelige Følger, der udsprang af denne Tilsløring af Virkeligheden; men det var nu saa længe siden, Nøden fra den Gang var næsten glemt, og han falder nu i det samme igen. Man har paa Grund af Ligheden mellem Beretningerne i Kap.12 og her i Kap. 20 ment, at det maatte være den samme Begivenhed, der var blevet berettet paa to forskellige Maader. Men det er der ingensomhelst Grund til at antage. Dels findes der en Del Uligheder i Beretninsgen og dels viser dette sig jo saa ofte i troende Menneskers Liv, at man kan have faaet en Paamindelse af Herren paa et eller andet Punkt og saa dog falde endog kort Tid efter paa samme Maade ; "Aanden er vel redebon, men Kødet er "skrøbeligt." Vi hører jo om Herrens Disciple, der to Gange havde set hans underfulde Magt til at bespise de mange Tusinde med lidet, at de dog atter, da de manglede Brød, faldt i Bekymring, saa at Herren maatte minde dem om det og sige til dem: "Kommer I ikke i Hu de fem Brød til de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da tog op? Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, hvormange Kurve I da tog op ?" (Matth. 16, 9-10).

Den Konge, Abraham havde med at gøre her, var af en hel anden Slags end den ægyptiske Farao; Abimelech troede nemlig endnu paa den sande Gud, stod endnu paa den gamle Aabenbarings Grund fra Noahs Dage. Han tog imidlertid Sara fra Abraham for at have hende til Hustru. Sara var jo nok betydeligt ældre den Gang, end da det samme hændte i Ægypten; men vi ved, at Herren just ved den Tid havde store Ting for med Sara som den, der snart skulde føde forjættelsens Arving, saa at hendes Udseende sandsynligvis er blevet meget for ynget af den Grund. Men Gud slog Abimelech med Sygdom (se V. 17), saa at Ægteskabet med Sara ikke blev fuldbyrdet. Og Gud aabenbarede sig for Abimelech i en Drøm og sagde til ham, at han skulde dø, fordi han havde taget en Mands Ægtehustru. Abimelech svarede dertil, at han havde gjort det i sit Hjertes Oprigtighed ude at vide af, at det var Abrahams Hustru. Herren sagde saa til ham, at han vel vidste dette og just derfor havde forhindret ham i at komme til Sara; han bød ham nu at lade Abraham faa sin Hustru tilbage, og Gud benævner Abraham for Abimelech som en Profet, altsaa som en, der stod i et særligt, umiddelbart Forhold til Gud. Gud siger fremdeles til Abimelech, at Abraham skulde bede for ham, saa at Abimelech maatte leve, hvis han da gav Sara tilbage ; ellers skulde han dø.

Abimelech troede Herrens Ord og tog ingenlunde Sagen let ; han samlede først sine Tjenere og kundgjorde dem alle disse Ting, og det viste sig, at der endda var en Del Gudsfrygt i Gersar, tværtimod Abrahams Forventning Det er skønt at se, hvorledes Abimelech ser paa det hele med den dybe Alvor og blev saare forskrækket over at have været nær ved at begaa en saadan Synd. Han kaldte Abraham frem for sig, og Abraham maatte tage imod en Tilrettevisning af Abimelech som fordum af Farao, fordi han havde dulgt, at Sara var hans Hustru.

Abimelech gav Abraham rigelige Gaver, og medens Farao fordum i Hast havde besørget Abraham ud af Landet, gav Abimelech Abraham Lov til at bo, hvor han vilde i Gerars Land. Og til Sara sagde han: "Se, jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv"; og dette skulde saa være en Slags Godtgørelse ("Skjul for Øjnene", som han udtrykte det) for det Fejlgreb, der var sket. Men idet Abimelech for Sara betegnede Gaven som "givet til hendes Broder", laa deri ogsaa en stille Tilrettevisning til hende selv for Nødløgnen. Paa denne værdige Maade straffede han hende, just ved at sanke glosende Kul paa hendes Hoved. Tusinde Ssekel Sølv vil omtrent svare til godt 2300 Kroner, en meget stor Sum i hine Dage.

Som Abimelech i Højsindethed fra sin Side søger at udslette det daarlige Indtryk fra denne Begivenhed, saaledes søgte ogsaa Abraham at gøre sin Fejl god igen, saavidt det stod til ham. Visselig kan vi ikke gøre noget godt igen paa den Maade, at vi formaar at borttage Skylden ; den kan kun Gud borttage. Men ligesaa vist er det, at naar Faldet er blevet erkendt og angret, da vil et Guds Barn altid søge at vise Angerens Sandhed ved at gøre det mest mulige for at afværge Følgerne af Faldet. Gud havde jo lagt Sygdom paa Abimelech og hans Hus, saa at der ingen Barnefødsel kunde finde Sted i hans Hjem, medens Sarah var der, og denne Sygdom kunde Abraham bede Gud om at tage bort, som Gud ogsaa havde sagt til Abimelech, at Abraham skulde gøre. Sygdommen, hvormed Gud havde slaaet Abimelech og hans Hus, har været af en saadan Art, at den tillige, som ovennævnt, hindrede alt legemligt ægteskabeligt Samkvem i Abimelechs Hus. - Hvad vi anførte ved Omtalen af Abrahams Forhold gtil Hagar, at det at have Medhsustruer, der stod under den virkelige Hustru, ikke efter Datiden blev anset for nogen Brøde, fordi Lyset var dunkelt særligt paa dette Punkt, bekræfter sig ogsaa her hos Abimelech. Han vilde paa ingen Maade tage en anden Mands Hustru, men han kunde ikke se Synden i at have Medhustruer.

Abraham bad saa til Gud for Abimelech og hans Hus, og Herren lægede dem. Naar vi har fejlet mod andre Mennesker og maaske ved vor Adfærd ogsaa ført dem ind i Fald, da skal vi følge Abrahams Eksempel og bede for os selv og dem, vi har syndet imod, at dog Herren vil udslette ogsaa Følgerne af vort og deres Fald. Tit er det jo ogsaa det eneste, som vi formaar at gøre i saadanne Forhold.

Men ogsaa gennem al denne menneskelige Skrøbelighed og Syndighed bliver Guds Navn stort. Han træder for det første til med sin alvorlige og dog kærlige Advarsel for at hindre Abimelech i at synde. Vel den, der agter paa Guds Advarsel i Tide! Og et endnu: "Gud skammer sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud" (Hebr.11,16), skønt Patriarkerne paa saa mange Maader stod saa ufuldkomne i deres Liv ved Siden af den store Tro, de udviste, og som særligt da blev udvist af Abraham. Gud kaldte Abraham dog midt i hans Fald for sin Profet og holdt ham i Ære overfor Abimelech. Og saaledes gør Herren det endnu med sine troende; om ogsaa vi saa ofte gør ham Møje og Besvær med vore Fald, han kendes dog ved os som sine og vil ikke fornægte os, naar blot han kan se, at Hjertet i det dybe ærligt vil være hans alligevel. Vi har saa let ved, naar et andet Guds Barn falder, straks at mene, at der ikke er Alvor i Troen, og ligesom skamme os ved at kendes ved den snublende Broder eller Søster. Hvor trænger vi ikke til at bede om, at det samme Sind maa være i os, som der var i Kristus Jesus, da han bad for det ufrugtbare Figentræ, saa at vi ikke bliver for hurtige til at opgive hverandre.