En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 21

Saa oprandt da den længe ventede Dag, da Sara ved Herrens Kraftes Virkning fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt. "Som Gud havde sagt," det gentages tre Gange i disse to første Vers for ret at slaa det fast, at det skete paa Herrens Forjættelse, og at hans Forjættelse er "Ja og Amen". Luther udtrykker det med følgende Ord: "Forjættelsen er saa at sige bleven Menneske og bleven født," idet Isak jo helt og holdent var et Forjættelsens Barn. Sara følte nok, at mange vilde le ad hende, fordi de ikke kendte Sagens dybe, hellige Sammenhæng ; men dog jublede det og lo det ogsaa i hendes eget Hjerte af Fryd og Glæde, som Johannes Døberens Moder, Elisabeth, da Herren gav hende en Søn i hendes Alderdom, ogsaa frydede sig og sagde: Herren har borttaget min Forsmædelse blandt Menneskene (Luk.1,25). Det fremgaar tydeligt af Saras Ord, at hun har haft sin største Smerte paa Abrahams Vegne, i at han skulde være barnløs. Det vidner om, hvad Skriften ogsaa har udtalt som Saras Eftermæle (1. Pet. 3), at hun var Abraham en trofast, kærlig Hustru.

Abrahams Glæde faar sit Udtryk ogsaa i det store Gæstebud, han gjorde den Dag, da Isak blev vænnet fra, hvilket plejede at ske omtrent i Toaarsalderen. Tanken med Gæstebudet er jo denne: Glæder eder med mig, hvilken Tanke Herren ogsaa giver sin hellige Stadfæstelse i Lignelsen om Hyrden, der fandt det tabte Faar, og Kvinden, der fandt den tabte Penning (Luk. 15), hvor det jo ogsaa lyder: Glæder eder med mig ; thi jeg har fundet det Faar - den Penning - jeg havde tabt.

Ja, Glæden var stor i Abrahams Hjerte og i Saras Hjerte og af en langt dybere og mere himmelsk Art, end maaske de fleste af Gæsterne forstod. Det var jo Guds Herlighed, der havde aabenbaret sig for Ægtefolkene i Mamre Lund ved denne Gave ; det var en Herrens Dag for Abraham, da Isak fødtes, og ikke blot en Dag for Mennesket Isak. Derfor siger Herren ogsaa til Jøderne (Joh. 8): "Abraham, eders Fader, frysdede sig." Naar et Guds Barn længe har ventet og bedet angaaende en Sag, og Bønhørelsen saa kommer fra Herren, da er Glæden visselig mange Gange større, end om det var kommet straks uden den lange Ventetid.

Dog ingen Roser Uden Torne. Medens Glæden ellers var almindelig i Abrahams Telt i Mamre Lund, var der dog to i Hjemmet, som ikke var videre glade for Festdagen. Om den ene hører vi da ganske bestemt, at han var bitter i Sind og søgte at fordærve Glæden for de andre ; det var Ismael, der var en seksten Aar gammel nu. Han havde jo ventet, og hans Moder Hagar vel med ham, at han skulde blive Arving til Herligheden og alt Godset, og nu var denne Isak kommen, overfor hvem Ismael helt blev stillet i Skyggen; derfor var Ismael gram i Hu og gik og spottede Isak, og det var ikke blot Drengestreger, dertil var han for gammel. Ismael havde vel arvet det overmodige, stolte Sind efter sin Moder, og vi ved af, hvad Herrens Engel sagde om ham til Hagar, før han blev født (16,12), at der var; et haardt og stridbart Sind i Ismael.

Sara saa det med Alderøjets aarvaagne Skarphed og Klarhed, at Ismael vilde Isak til Livs, og hun blev vred i Sindet. Der var ikke saa langt til de gamle Minder om Hagars Overmod overfor hende selv; derfor kom hun til Abraham med bestemt Forlangende om, at han skulde uddrive Tjenestekvinden og hendes Søn. Det Ord blev midt i Glæden over Isak en saare stor Smerte for Abraham. Han var en Fredens Mand, og han og Sara havde det ellers saa godt sammen; men dette truede med at blive en Skygge mellem ham og hende; atter noget, der hidrørte fra Fejltrinet med Hagar (Kap.16). Abrahams Forhold til Hagar og da særligt til Ismael var selvfølgeligt af en anden Art end Saras. Han vilde visselig gerne gøre, hvad Ret var; men skulde han give Sara Ret og gøre, hvad hun vilde? Havde han Lov til det? Alt dette pinte Abrahams Hjerte, og han maatte blive saa meget mere tvivlraadig, som han vel kunde skønne, at Sara ikke var fri for i Hjertet at staa haardt overfor Ismael og Hasgar. -

Ogsaa mellem troende Ægtefolk vil der tit stille sig noget op, men hvor Herren er, faar det dog ingen Magt til at gøre Hjerterne kolde og maa tjene til Opdragelse Luther taler i sin Forklaring til 1. Mosebog just om dette og tager Anledning til at revse Munkelivet med alle dets selvvalgte Øvelser, hvilket han benævner "at gaa over Bækken for at hente Vand"; thi det daglige Livs mange Vanskeligheder, der kan være ganske anderledes tunge end selvlavede Munkepligter, er Øvelse nok.

Sara havde i Virkeligheden Ret, skønt Sindelaget, ud af hvilket hun udtalte sig i denne Sag, ikke var ret. Ogsaa Herren saa, at Ismael med sin stolte, ubændige Natur ikke kunde opdrages i Hjemmet, hvor der jo var Overflod paa alt, saa det overmodige Sind hos ham der paa mange Maader fandt Næring. Herren vilde have ham ud i Ørkenen, hvor der helt anderledes vilde blive Savn og Møje, men just dette skulde til for at opdrage Ismael.

Det var saare svært for Abraham at give Slip paa Sønnen Ismael; men han vilde, hvad Ret var. Da Herren traadte til og gav ham Klarhed over sin Vilje, faldt det ham ikke ind at være ulydig, og Herrens Løfte om, at han ikke vilde glemme Ismael, mildnede Sorgen meget for ham. Han kunde med Hvile om end med Smerte lade Drengen fare ; thi han havde nu Guds Ord for, at Gud vilde beskytte ham. Det er jo dette, som troende Forældre søger Trøsten i, naar de skal skilles fra deres Børn, at Herren, den Gud, der hører Bønner, vil holde sin Haand over dem.

Herrens Ord maa være kommet til Abraham om Natten; thi Abraham stod aarle op om Morgenen, staar der, lydig som altid mod Herrens Ord, og tog saa Afsked med Hagar og Sønnen. Det var en alvorlig Prøve, snart skulde han blive sat paa en endnu alvorligere. Abraham gav Hagar intet andet med end Brød og en Flaske Vand. Naar Udrustningen var saa tarvelig, laa det vel dels i, at Tugten over Ismaels grimme Opførsel ikke maatte tilsløres, dels i, at Abraham vilde bære Byrden lige med sin Hustru. Hagar skulde ikke mene, at Abraham var uenig med Sara angaaende denne Sag. Saa tog han Afsked fra dem og ofrede her paa en Maade Ismael ligesom senere Isak.

Ved at angive Ismaels Udvisning som sin bestemte Vilje fastslog Gud Herren Forskellen paa Forjættelsens Barn og Barnet efter Kødet. Saasnart denne Forskel var fastslaaet, kunde Ismael atter nærme sig Fædrenehjemmet. Vi træffer ham jo ogsaa siden sammen med Isak ved Faderens Vegravelse.

Da Hagar med sin sekstenaarige Søn Ismael var kommen et Stykke sydpaa i Beershabas Ørken, for hun vild. Hun havde vel af Abraham faaet Anvisning paa, hvor hun skulde gaa hen. Men Herren lod hende fare vild for atter at tage hende i Ydmygheds Skole, dog ogsaa for derved at vise hende sin Hjælp. Ismael tabte først Kræfterne og da Vandet i Læderflasken var sluppet op, kunde Hagar ikke længere hjælpe ham, men slap ham under en Busk; hun kunde ikke udholde at se Drengens Død, men sad og græd i Fortvivlelse. Da lød atter den Røst, hun havde hørt en Gang før (se Kap.16). Kærligt talte Herrens Herrens Engel til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er." Skønt Ismael ikke var noget fromt Barn, hørte Gud dog hans Angstraab; muligvis Drengen ogsaa selv i sin Nød har bedt, hvad han sikkert har lært fra lille af i sin Faders Hjem. Guds Haand havde ført ham just derhen, hvor han nu var, og den Haand vilde ikke slippe. Herren vilde ikke lade ham, ej heller hans Moder, forsmægte paa Vejen; derfor lod han Hagars Øje blive opladt til at se en Vandbrønd. Nøden var snart forbi ; Hagar fik sig et Hjemsted, og Ismael voksede nu op derude i Ørkenen, i Parans Ørk, som "Bueskytte", staar der, formodentlig som Kriger og Jæger.

Ismael er en Blanding af Aand og Kød, og det viser sig ogsaa hos hans Efterkommere, Araberne, med deres kødelige Aandelighed og falske Profet Muhamed. Men hele denne Begivenhed er et aandeligt Forbillede for noget højere, som Paulus udvikler det i Gal. 4, 22-31. Paulus skelner der mellem Israel efter Kødet, den vantro Jødedom, som han ligner ved Ismael og Hagar, i Modsætning til det troende Israel, der svarer til Forjættelsens Sæd, til Sara med Sønnen Isak. Israel efter Kødet pukkede ogsaa paa sin udvortes Ret og forfulgte Kristen menigheden, ligesom Ismael forfulgte Isak. Det vantro Israel gjorde Fordring paa Arven og vilde ikke unde det sildig fødte Barn, det nye Israel i Kristus, Ret til Arven. Men det gik Israel efter Kødet, den Del af Jødefolket, der i Selvretfærdighed vilde være Træl under Loven hellere end at have Naadens Frihed i Kristus, som det gik Ismael. "Trællen bliver ikke altid i Huset, Sønnen bliver der altid" (Joh. 8, 35). Israel efter Kødet er blevet udstødt, fordi det som Ismael spottede over dem, der troede Forjætitelsen, og vanker nu om som i en Ørken, i Udlændighed, i Lighed med Ismael. Men Gud, som havde Øje med Ismael, har ogsaa Øie med det omvankende Israel og opdrager det gennem de trange Kaar. For Abrahams Skyld har Gud opholdt ogsaa Israel efter Kødet, saa at det ikke er omkommet i Landflygtighedens Ørken.

Ismael og Isak har ogsaa deres aandelige Afbilleder indenfor den saakaldte Kristenhed, indenfor de dobtes Kreds, der vel er fødte af den samme Fader i den hellige Daab-; men dog er saa forskellige. Ismael er Billedet paa den spottende, vantro Flok, Isak paa Herrens lille, troende Flok. Hvor har ikke Ismael gennem Tiderne forfulgt Isak! Herrens hellige er atter og atter blevne til Latter og har maattet bære Kristi Forsmædelse; men det staar ligesaa fast den Dag i Dag: "Er I ej troende, bliver I ej boende" (Es. 7, 9). Endelig finder vi Ismael og Isak, Barnet efter Kædet og Barnet efter Aanden, indeni vort eget Hjerte. O, kom det i Hu, Guds Barn, at Ismael, det gamle Menneske i dig, skal drives ud. Det er Guds Vilje saaledes, og derpaa sigter Guds Arbejde med hans Børn stadigt. Maatte da du og jeg være villige som Abraham til at lade denne Guds Vilje ske med os, saa at Maalet kan naas, og Barnet efter Aanden kan blive den eneste, der bor og raader inde i Hjertet.

I dette Afsnit berettes, hvorledes Filisterkongen Abimelech med sin Stridsmand Picol aflagde Abraham et Besøg. "Picol" betyder: "alles Mund", vistnok et Fællesnavn for den øverste i Filisterriget efter Kongen, Ordforeren imellem Konge og Folk. Det er ejendommeligt at se, hvilken Anseelse Abraham havde vundet ogsaa udadtil paa Grund af den Velsignelse, hvormed Gud havde overøst ham. Vi har tidligere i Kap. 20 set, at Abimelech var en alvorlig Mand, der havde Troen paa den levende Gud; derfor var det heller ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at Guds Haand var med Abraham ialt, hvad han gjorde, han mærkede, at Fremtiden hørte Abrahams Sæd til. Som der staar i Salme 126, at man endog iblandt Hedningerne sagde: "Herren har gjort store Ting imod disse," saaledes var det ogsaa her. Verden nødes meget ofte, mere eller mindre villigt, til at indkomme, i ethvert Tilfælde i sit Hjerte, at Guds Velsignelse folger hans Folk. Medens Verdens Liv, jo længere man iagttager det, altid bærer tydeligt Vidnesbyrd om, at det er gudforladt og som et Hus, der er bygget paa Sand, gaar Guds Folk stadigt igennem Lidelse til Seir; Huset staar paa Klippen, derfor bliver det bestandigt, thi med os er Immanuel.

Abimelechs Begæring gik ud paa, at Abraham i de kommende Dage ikke vilde handle svigefuldt mod Abimelechs Slægt, altsaa ikke optræde som deres Fjende, men staa i venligt Forhold til dem. Abraham vilde imidlertid, før han gav Abimelech det Løfte, som denne begærede, have alt opgjort, hvad der kunde være dem imellem. Abraham havde nemlig haft en Vandbrønd, som Abimelechs Tjenere med Magt havde borttaget. En Vandbrønd er i hine tørre Egne meget kostbar og af stor Værdi. Det er skønt at se, hvor frimodigt Abraham udtaler sig overfor Landets Konge i en værdig Aand paa rette Tid og til rette Sted; i det hele er det saare lærerigt at lægge Mærke til Abrahams Adfærd i de forskellige timelige Forhold, i hvilke vi træffer ham. Han fremtræder, naar vi undtager Historien med Sara i Ægypten og i Gerar, ellers altid saa rolig, værdig og frigjort og med klar Bestemthed.

Abimelech viser sig slet ikke at vide Besked om den Uret, der var tilføiet Abraham med Hensyn til Vandbrønden. Der kan ske megen Uret i en Fyrstes Land, uden at han ved af det ; det ser vi ogsaa her. Forbundet mellem Abraham og Abimelech er ellers et eiendommeligt Forbillede paa et ret Forhold mellem Stat og Kirke. Abimelech forstod at vurdere Abrahams Venskab, fordi han skønnede, at Guds Kraft var hos Abraham, men lod ellers Abraham have sin Selvstændighed i Landet. Deri er Grundtrækkene angivne, for et ret Forhold mellem Stat og Kirke.

Saa sluttede de Pagt med hinanden. Gaverne, Abraham gav Abimelech, skulde betegne, at Pagten hvilede paa et venligt Sindelag. Naar Abraham mellem Gaverne opstillede syv Lam særlig forsig, da var det jo, som vi hører for dermed høitideligt at stadfæste sit Vidnesbyrd om, at Brønden var hans. Syvtallet var nemlig, som vi allerede før har berørt, det hellige Tal. Derfor hører vi ogsaa i Joh. Aabenbaring, at der tales om de syv Guds Aander som Billede paa. den Helligaand idens mangehaande Virkninger, derfor gav Gud Ugen syv Dage osv.

Stedet fik efter dette Forbund Navnet Beershaba, hvilket egentligt betyder "Syv-Brønden" eller "Eds-Brønden"; thi det hebraiske Ord for "sværge" og for "syv" hænger nøje sammen just fordi Syvtallet agtedes for det hellige Tal. Stedet er til endnu under lignende Navn (Bir-es-Sebah).

Abraham tog nu for en lang Tid Bolig i Beershaba, som altsaa paa den Tid hørte ind under Filisternes Regimentse; han plantede sig en Lund der og "paakaldte der Herrens, den evige Guds Navn." Her finder vi første Gang Benævnelsen "den evige Gud". Denne Benævnelse kaster ligesom sit Lys udover det følgende Kapitel, hvor Abrahams Tro paa Guds evige, uforanderlige Trofasthed skulde sættes saa alvorligt paa Prøve.