En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 22

Vi kommer i dette Afsnit til den største Sejr men ogsaa den største Prøve i Abrahams Liv, den største Prøve, vel nogensinde et troende Menneske er blevet sat paa. Naar Gud satte ham paa denne vældige Prøve, da var det visselig ikke for Guds Skyld, thi han kendte Abrahams Hjertelag til Bunds. Men det var for Abrahams egen Skyld, for at hans Tro og Lydighed kunde sætte sit kraftigste Skud og bære sin mest velsignede Frugt. Men ikke blot for Abrahams Skyld, ogsaa for alle kommende Slægter er der en mægtig Velsignelse i dette Forbillede Ja, ogsaa for Engleverdenen, baade for de hellige og de faldne Engle, staar Abrahams Sejr som Vidnesbyrd om, hvad Troen formaar i et fattigt Menneskehjerte.

Og det maa vi huske paa, at denne Prøve ikke kom uforberedt. Hele Abrahams tidligere Liv var en Forberedelse dertil. Han havde forladt sit Fædreneland, vandret om som en fremmed og havde tilmed lige kort forud maattet paa en Maade ogsaa ofre Ismael. Han var altsaa forud bleven ført gennem mange baade alvorlige Prøv eller og Opmuntringer. De store Sejre i et Guds Barns Liv vindes kun gennem de mange smaa Sejre,. der gaar forud. Øv dig i at overvinde dig selv idet daglige Livs mangehaande mindre Kampe, saaledes, men ogsaa kun saaledses, bliver du stærk til at bestaa i de større Prøver. Det lille Barn kan ikke paa een Gang tage de store Skridt, men maa først øve sig med de smaa Skridt ; gennem daglig Lydighed opsamles de stærke Kræfter.

Naar der staar, at Gud "fristede" Abraham, da vil det jo i denne Sammenhæng kun sige det samme som, at Gud forsøgte, prøvede Abraham ; thi Gud frister ingen til det onde (Jakob 1, 13). Vel kan han lede os ind i Fristelse, men det gør han kun for at aabenbare sin Herligheds Kraft i vor Skrøbelighed, enten fordi han ser det som nødvendigt for os til vor egen Opdragelse og Lutring, eller fordi han ser, at hans Kraft er stærk nok i Gudsbarnet til at føre det igennem til en herlig Sejr, den troende Sjæl til mægtig Berigelse og Velsignelse, Herrens eget Navn til Ære.

Hvilket Tordenslag for Abraham, da han hørte dette Herrens Ord! Saalænge havde han maattet vente paa denne Forjættelsens Søn, og Gud havde selv sagt: "Udi Isak skal Sæden kaldes dig," og nu lød det til ham, at han skulde tage denne sin eneste og elskede Søn og ofre ham som et Brændoffer! Befalingen syntes saa ubegribelig, saa haard og saa selvmodsigende, og Djævelen har sikkert benyttet sig af Lejligheden til at sige til Abraham: "Gud maa være vred paa dig, han opgiver dig og hele sin Forjættelse; du kan ogsaa lige saa godt sige Gud Farvel med det samme, han er ikke værd at tjene længere." Men Abraham lyttede ikke til den Røst; han vidste nok, at "han kun var Støv og Aske og i sig selv kun fortjente Guds Vrede, men han havde erfaret alt for meget af Guds underfulde Naade, der saa kærligt havde udvalgt og ledet ham, til at han skulde give efter for en saadan Røst. Han forstod det ikke, men Gud kendte han. Han troede urokkeligt paa, at hvor ubegribeligt det end saa ud for ham, saa maatte det dog have sin Rigtighed for Gud. "Han tog enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus," som Paulus siger (2.Kor.10,5). Sin Fornuft bruger han til det, den i dette Tilfælde skulde bruges til, til at klare Indholdet af Befalingen for sig, men ellers forstod han, at det ikke kom hans Fornuft ved, hvorledes Befalingen lød. Da det stod klart for ham: saaledes er Guds Mening, og det er hans Vilje, forstod han ogsaa, at hans Plads var at adlyde og iøvrigt overlade hele Sagen til Herren. Den ægte Lydighed kendes just paa, at den ikke spørger: "Hvorfor?" Et Lys skinnede der for Abraham gennem alt dette ubegribelige, og dets var, at Guds Ord: "I Isak skal Sæden kaldes dig", ikke kunde rokkes. Hebræerbrevet angiver, i hvad Retning Abrahams Tanke har søgt Løsning af denne Gaade, nemlig i Troen paa Opstandelsens Mulighed. Der staar saaledes (Hebr. 11, 17-19): "Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den enbaarne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, til hvem der var sagt: I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig; thi han betænkte, at Gud var mægtig, endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo ogsaa lignelsesvis fik ham tilbage."

Guds Ord til Abraham er, efter hvad vi kan se, kommet til ham om Natten, og han stod aarle op og begav sig straks paa Rejsen Gud havde jo sagt, at Ofret skulde finde Sted i Moria Land, den bjergrige Omegn ved Melchsisedeks By, Salem (det senere Jerusalem); paa Moria Bjerg blev jo siden Templet rejst (2. Krøn. 3, 1). Selve det Abraham af Gud anviste Sted havde sin bestemte forbilledlige Betydning.

Vi er saa vante til at høre Beretningen om Abrahams Lydighed, at vi tidt ligesom glemmer, hvilke frygteligse Kampe der er gaaet gennem det elskende Faderhjerte overfor hans kære Barn; hvor forfærdeligt for ham at klove Bedet til dette Brændoffer og saa den lange Rejse, der varede til paa tredje Dag! Gud vilde, at Sagen helt skulde udkæmpes i Abrahams Hjerte. Det er lettere at gaa igennem en Prøve, naar den hurtigt finder sin Afgørelse, og man staar i den første Grebethed overfor Herren; langt sværere er det, naar der gaar en Tid forud for Udførelsen, men langt mere ægte er da ogsaa den Lydighed, der holder ud.

Abraham maatte bære dette ene med sin Gud ; han har vissselig ikke sagt noget derom til Sara for ikke før Tiden at lægge en Byrde paa hende, som hun næppe havde kunnet bære. De to Tjenestedrenge, der var med, kunde han jo heller ikke udtale sig for, og Isak selv vilde Faderhjertet spare for Angsten saa længe som muligt. Ene gik Abraham den tunge Gang, ene med sin Gud. O, hvor har hans Sjæl klynget sig ind til Gud, søgt at trænge igennem alt det ubegribelige og søgt at holde fast ved Forjættelsen. Af Ordet, Abraham taler til Drengene, der blev tilbage med Æslet, ser vi, hvorledes Haabet dog har haft Overhaand i ham, Troens Haab om, at han skulde komme tilbage med Isak igen. Saa gik de sammen, Fader og Søn. Isak bar Vedet til Brændofret, Abraham Offerkniven og den medbragte Ild (formodentlig et brændende Tønder). Isak har nok mærket, at hans Fader var i en underlig betaget Stemning; men ogsaa i hans Barnehjerte rørte Tanken sig overfor dette Offer, osg han kunde ikke lade være at spørge: "Hvor er Lammet, Fader ?" Hvor har dog dette Spørgsmaal boret sig smertefuldt ind iAbrahams Hjerte; men hans Svar tyder paa den dybe Stilhed og Bøjethed under Gud, deri trods alt fyldte hans Hjerte. Han peger hen paa Herren som den, der selv maatte udse sig Brændofret; Hvilen for Abraham var i dette: "Gud selv vil udse sig det."

Saa gik Abraham og Isak videre henimod Moria Bjerg, begge i Forventning hver paa sin Maade. Men omsider naaedes Maalet, og endnu havde intet vist sig. Hele Abrahams Adfærd viser den fuldkomneste Lydighed. Der er intet Forsøg paa at unddrage sig ; Befalingen fra Herren havde været tydelig og klar, ikke til at tage fejl af, og Abraham tog ogsaa paa Sagen med den fuldeste Alvor. Da Øjeblikket kom, har han maattet sige sin Søn Sammenhængen. Isak gør ialt, hvad vi hører om ham, Indtrykket af at have været et for Gud ydmygt, stille, indadvendt Menneske lige fra Barn af. Han var vel ved den Tid en fjorten, femten Aar ; der staar jo, at han bar Vedet, saa helt lille har han ikke været. Han kendte sin Faders Gud, og da han hørte, hvad Gud havde befalet, har han bøjet sig, vel nok grædende og skælvende, men dog med den stille Hengivenhed, man stundom kan se saa skønt hos Børn. Naar der staar, at Abraham bandt ham, har det sikkert ikke været, fordi Isak gjorde Modstand, men for at Ofret kunde Fuldbringes uforstyrret. Endnu havde der intet vist sig fra Gud, og Abraham greb da Kniven; i hans Hjerte var Ofret fuldbragt. Et Øjeblik - og Isaks jordiske Liv havde ikke været mere. Men Gud Herren skal nok passe det rette Øjeblik, "han slumrer ikke og sover ikke, han, som bevarer Israel" (S. 121, 4). I det afgørende Øjeblik - se, da kom Ordet som et hastende Bud-: "Abraham, Abrahamt". Svaret fra Abraham ("se, her er jeg") lyder saa roligt ; han vidste, at hvor han stod, stod han efter Guds bestemte Vilje, og havde helt i Troen kastet sig ud paa Guds Ords Dyb, i Sandhed paa mere end de titusinde Favne. Da lød det Frigørende Ord fra Gud. Sejren var vunden; Guds Naades Glans lyste over Abraham i Ordet: "Nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke spsaret din Søn, den eneste, for mig." Naar Herren her siger: "Nu kender jeg, at du frygter Gud," vil dette jo sige: nu staar det klart bevist for mig ogsaa i Gerning. Det er dette, som Jakob i sit Brevs 2. Kapitel kalder, at Abraham blev retfærdiggjort ved Gerninger, det vil sige: Abrahams Ord fik her sin Bekræftelse og viste sig at være ægte og ret for Gud til det yderste.

Da Abraham opløftede sine Øjne, saa han en "Vædder, der stod nærved ham indviklet i en Busk med sine Horn ; det var Slagtofret, der skulde træde i Stedet for Isak.

O, med hvilken Fryd har ikke Fader og Søn bragt Gud Takofret, hvilken Jubel har ikke fyldt Abrahams Sjæl!

Men hele denne Begivenhed peger hen paa noget langt større. "Saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn, den enbaarne," og "Gud sparede ikke sin egen Søn, men gav ham hen for os alle" (Joh.3,16; Rom 8,32). Ikke langt fra Moria Bjerg, paa Golgathas Høj, blev Ofret bragt helt ud, det eneste Menneskeoffer, der har været fornødent men ogsaa bragt den fuldkomne Forløsning. Hvor klart peger ikke hele denne Begivenhed hen paa Langfredag! Som Isak selv bar Vedet til Ofret, saaledes bar Guds enbaarne Søn sit Kors. Og Ordet: "Gud skal selv udse sig Lammet" (V. 8) havde i Sandhed profetisk Betydning ; Gud udvalgte selv Lammet der skulde bære al Verdens Synd. Og Isaks Lydighed staar som det lille, svage Forbillede paa hans Lydighed, der blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død, der som den gode Hyrde frivilligt satte sit Liv til for Faarene. Men saavist som vi kan fatte lidt af Smerten og Kampen i Abrahams og Isaks Hjerte ved dette Offer, saavist faar vi ogsaa derigennem et lille, om end svagt Indblik i den umaadelige, høje, brede, dybe, lange Kærlighed i den himmelske Faders Hjerte, der for vor Skyld hengav sin enbaarne Søn, og i Frelserens Hjerte, der i den bitre Sjælekamp under Gethsemanes Træer valgte den fuldkomne Lydighed. Guds Søns Hengivelse er den højeste Aabenbaring af Guds Kærlisghed til os; Isaks Hengivelse er den højeste Aabenbaring af menneskelig Tro til Gud her paa Jord.

Naar Hedningerne bragte deres uhyggelige Menneskeofre, da ligger der ganske vist bagved disse Ofre en indre Bevidsthed om, at der skullde et stort Sonoffer til og paa en Maade er disse Ofre en skrigende Bekendelse om en Syndsbevidsthed; men disse Menneskeofre var dog Herren en Vederstyggelighed. Herren siger (3. Mos. 18, 21): "Af dit Afkom skal du ikke lade nogen gaa gennem Ilden for Moloch. Kanaans Indvaanere gjorde ikke sjældent saadanne Gerninger, ofrede deres Børn til Djævlene, og i 2. Kong. 3, 27 fortælles der, hvorledes Moabs Konge under Krigens Nød ofrede sin førstefødte Søn til Brændoffer paa Muren; men Guds store Vrede aabenbaredes desaarsag. Gud vilde ikke saadanne Ofre; derfor sendte Gud Abraham Vædderen, hvorved han ogsaa just angav, hvilke Ofre der skulde bruges i den forbilledlige Offertid, som det ogsaa siden blev med Ofringerne i Tabernaklet og Templet.

Isak blev ved hele denne Begivenhed i endnu ganske anderledes dyb Forstand Forjættelsens Barn, Herrens Gave. Aldrig tager vi Skade af at ofre Gud noget ; thi vi faar det igen i lutret og herliggjort Skikkelse, samtidigt med at vort eget Hjerte ikke længere er bunden deraf, men kommer til at staa helt anderledes frigjort overfor det. Havde Abrahams Hjerte før maaske været noget bundet i hans Kærlighed til Isak, saa var denne Kærlighed nu blevet lutret derved, at Gud ligesom først havde taget Isak og saa givet Abraham ham tilbage. Det at lyde Herren, selv om det gaar gennem nok saa dyb en Smerte og ad nok saa uforstaaelige Veje, fører altid til Herlighed og salig Glæde. Abraham kaldte Stedet, hvor dette var sket: "Hserren skal se," hvilket paa Hebraisk lyder beslægtet med "Moria". Naar han gav Stedet dette Navn, var det jo, fordi han havde erfaret, at Herrens Øje altid er med, hvor hans Venner gaar hans Veje, som skrevet staar: "Herrens Øjne er over de retfærdige" (1. Peter 3, 12). Deraf udviklede sig et helligt Ordsprog: "Paa Herrens Bjerg skal ses," hvilket vil sige, at den, der gaar derhen, hvor Herren anviser ham det, skal erfare Herrens Aabenbarelse og møde hans kærlige Øje; dette stemmer med Ordet fra Guds enbaarne Søn: "Dersom du tror, skal du se Guds Herlighed" (Joh. 11, 40).

Da Abraham havde ofret Vædderen som Takoffer, fik han endnu et Ord fra Herren eller fra Herrens Engel, som Herrens Navn her angives, altsaa fra Guds evige, enbaarne Søn (se Bemærkning til Kap. 16, 7). Dette Ord var en mægtig Bestyrkelse og Bekræftelse fra Herren til Abraham paa den Miskundhed, Gud vilde udøse over ham, just fordi Abrahams Tro havde gennemgaaet denne saare svære Prøve. Der staar nemlig, at Herren til svor ham dette; dette skete for Abrahams Skyld til urokkelig Stadfæstelse for ham, som der staar i Hebræerbrevet Kap. 6, 17-18: "Da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flyr hen at holde fast ved det tilbudte Haab." Herren siger her ikke blot: "Jeg vil velsigne dig," men: "Jeg vil storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd." Og han føjer endnu til: "Din Sæd skal eje sine Fjenders Port, og udi din Sæd skal alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst." At "eje sine Fjenders Port" vil sige, at have fuldkommen Sejr over dem ; thi Porten betegner Indgangen til Staden og dermed Herredømmet over den. I Kristus har denne Forjættelse faaet sin fuldkomne Opfyldelse, og i Kristi Sejr over alle Guds Folks Fjender har ogsaa alle hans troende, alle Abrahams Børn, Sejr, som Apostlen vidner: "I alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os." (Rom. 8, 37).

Saa gik Abraham tilbage fra Moria. Det kunde i Sandhed siges om ham, hvad der staar i Apostl. Gern. Kap. 8, 39 om Skatmesteren fra Æthiopien: "Thi drog han sin Vej med Glæde." Vi hører ikke om nogen senere udtrykkelig Aabenbaring fra Herren til Abraham, saa denne Herrens herlige Stadfæstelse blev Ordet, Abraham kom til at leve paa sin sidste Tid her paa Jord, men her kan vi i Sandhed sige, at "sidste Ord har stærkest Klang."

Snart efter at Abraham var kommen hjem til Beershaba, fik han Budskab fra sin fordums Hjemstavn, Haran i Mesopotamien. Hilsenen lød paa at ogsaa hans Broder Aachor (med Milka, sin Hustru) havde faaet Børn, nemlig otte Sønner. Af disse blev den ene Søn, Bethuel, Fader til Redekka, Isaks vordende Hustru. Nachkor havde altsaa i det hele tolv Sønner, medens Abraham, der blev prøvet i det svære, men dog salige: at bie efter Herren, først i andet slægtled efter sig ved sønnesønnen Jakob fik de mange sønner.