En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 23

I dette Kapitel fortælles os om Saras Død. Hun er den eneste Kvinde i Bibelen, hvis Levealder er angivet. Men som Abraham fik Navnet "de troendes Fader", saaledes har Sara i det Eftermæle, Skriften giver hende, ogsaa faaet Navn af "de troendes Moder". I 1. Pet. Brev (3, 1-6), hvor Apostlen taler om en Ægtehustrus rette Prydelse, opstiller han Sara som Forbillede for alle hellige Kvinder, med følgende Ord: "Saaledes var det ogsaa, at fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud" prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, som Sara var Abraham lydig, saa hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I er blevne, naar I gør det gode og ikke frygte nogen Rædsel."

Det Billede, Skriften giver os af Sara, er visselig Billedet af en syndig Kvinde fuld af Skrøbelighed, men dog tillige Billedet af en trofast Hustru, der fulgte sin Ægtemand paa Troens tidt saa trange Veje der kæmpede og biede sammen med ham, men ogsaa frydede sig med ham ved at se Herrens Dag, da Bønhørelsen aabenbaredes.

Vi ser, at Abraham ved dens Tid var flyttet til Hebron igen fra Beershaba. Hebron kaldtes ogsaa Kirjath Arba, hvilket vil sige "Arbas Stad". Arba var Navnet paa en vældig Kæmpe i Anakiternes Folk (Josva 14, 15). Anakiterne boede i den sydlige Del af Kanaan, i den Del af Landet, der siden kaldtes Judas Bjerge, og var vel de første, som Israels Børn mødte, da de vendte tilbage fra Æsgypten; de fyldte den Gang Israels Folk med Rædsel paa Grund af deres Kæmpevækst (5. Mos. 1, 28; 9, 2).

Abraham holdt Sørgehøjtid over Sara efter Datidens Skik, men visselig har det for ham været en virkelig Hjertesorg og ikke blot en ydre Begrædelse, som den, man i Østerland lejede Grædekoner til. Den Unaade, hvorpaa Abraham besørgede Saras Besgravelse, indeholder ikke lidet, som vi skal give Agt paa. For det første dette, at Abraham var ganske fast bestemt paa, at Sara skulde jordes i Kanaans Land og det ikke i en for en vis Tid lejet Begravelsesplads, men i en ved Køb fast erhvervet Grav, alt dette viser henpaa Abrahams faste Tro paa Guds Løfte om, at Landet skulde være hans, tilhøre hans Efterkommere. Saa er det fremdeles lærerigt at se Abraham ogsaa i dette Forhold ved Købet af Graven, i Handel og Vandel; ogsaa her mærker vi den stille Værdighed og vise Adfærd, der sømmer sig for et troende Menneske. Han henvender sig med Agtelse til Landets daværende Ejere, Heths Børn eller Hethiterne (15, 20). Abraham viser Agtelse og faar Agtelse. Optræder du selv med det rette Hensyn overfor andre, da vil endog de, der maaske ellers er dine Modstandere, som oftest ligesom afvæbnes. I ethvert Tilfælde er dette, at tage de Hensyn, som man med Sandhed kan tage, Gud velbehageligt og vil som Regel lette Vejen. Paa Abrahams værdige, beskedne Anmodning faar han et overmaade velvilligt Svar, der viser, at Abraham, skønt han tydeligt nok gik en anden Vej end Landets Børn, dog var respekteret af dem i højeste Grad. Verdens Gunst og Yndest kan Herrens troende ikke bevare og skal heller ikke bejle til; men det gælder om at staa saaledes, at Verden faar Respekt. "Du er en Guds Fyrste iblandt os," saaledes lød Svaret til Abraham, der i sin Tiltale til dem havde kaldt sig selv en fremmed og Gæst iblandt dem. "En Guds Fyrste" kalder de ham; dette Ord staar ligesom i Modsætning til en Verdens Fyrste. Abraham havde ingen ydre Magt over dem, men uvilkaarligt indgød han dem Agtelse, uden at være hans Undersaatter bøjede Mennesker sig dog for ham. Det var Højheden fra Gud, der prægede Abraham.

Abraham bevidner sin Tak for det venlige Svar, der jo gik ud paa, at han maatte begrave sine døde hvorsomhelst, i de bedste Grave, de havde. Men Abraham vilde ikke have noget til Gave eller i nogen Maade være bundet overfor Mennesker, der dog var Afgudsdyrkere. Han besgærer for fuld Betaling at maatte købe Hulen Macpela, der ejedes af en Mand ved Navn Ephron. "Macpela" betyder "Dobbelthule", maaske den har været saaledes, at der har været en Hule nedenfor en anden eller ogsaa indenfor den anden. Der findes endnu den Dag i Dag en saadan Dobbelthule, men den er bevogtet af Tyrkerne, og der er over den bygget en "Moske", som Tyrkernes "hellige" Huse kaldes. Muhammedanerne ærer jo ogsaa Abraham. Ingen, end ikke fyrstelige Personer, har kunnet faa Adgansg til den indre Hule.

Ephron svarede først paa den endnu i Østerland meget brugelige Maade ved at tilbyde Abraham Ageren og Hulen som Gave; men Meningen har sikkert været den samme, som den endnu er i hine Egne ved slige Gaver, at der saa forlanges en lignende stor Gave i Erstatning. Ephron gjorde dette sit Tilbud i Paahør af de andre Hethiter, idet disse Forhandlinger blev førte i Stadens Port, det dertil brugelige Sted (se Bemærkning til Kap.19,1 angaaende Byporten). Den snilde Hethiter Ephron søgte derved Ros for sig selv, ligesom han ogsaa godt vidste, at han samtidigt nødte Abraham til at give en stor Gave til Vederlag. Men Abraham lod sig ikke bedaare af dette Tilbud men forlangte, at Sagen skulde afgøres med Betaling. Saa kommer Ephron da frem med Prisen, han forlangte, som paa ingen Maade var lille efter Datidens Forhold; 400 Sekel Sølv svarer til ca. 938 Kr. Prægede Mønter havde man ikke den Gang endnu, men man betalte efter Vægt, en Sekel betegner altsaa et Sølvstykke af en vis bestemt Vægt svarende til 2 Kr. 38 Øre i vore Penge. Saa blev Handelen afsluttet i sin hele behørige Orden i Vidners Nærværelse, "for alle, som gik ind ad Stadens Port".

Vi kan være visse paa, at Abraham ved hele sin Maade at forhandle paa i Forretninger endmere har vundet Respekt hos Heths Børnz; en fornuftig, tillidvækkende Adfærd ogsaa i alle verdslige Forretninger styrker i høj Grad Vidnesbyrdet overfor Verden.

Saa begravede Abraham Sara, sin trofaste Viv, i denne Hule tværs overfor Mamre Lund, deres gamle Bolig, hvor de havde vandret sammen i de mange Aar. De havde haft det kærligt og godt sammen, saa det har ikke været let for Abraham at staa ene tilbage; dog Abraham havde sin Gud og havde Guds Forjættelse om atter at skulle samles med sin kære Hustru i Ordet, som Herren havde givet ham om Udødeligheden i Landet hinsides (15, 15).

Begravelsesmaaden var saaledes hos Israeliterne, at Ligene ikke balsameredes, men blot blev indgnedne med Salver og derpaa i et Lagen lagt ind i smaa i Klippen udhugne Rum i Hulens Vægge, hvorefter Rummet blev lukket med en Sten. I samme Hule blev siden Abraham begravet, ligesom ogsaa Rebekka, Isak, Lea og Jacob blev begravede der (se Kap. 49,81 og 50, 13). Hebron kaldes af Araberne 2El-Khalil2, hvilket betyder "Guds Vens Stad", og ligger 7-8 Timers Vej Syd for Jerusalem i en snæver, dyb Dal.