En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 24

Et Var Aar var gaaet efter Saras Død. Abraham var 140 Aar gammel, Isak var 40 Aar (25, 20). Da tænkte Abraham paa at fæste sin Søn en Brud. Herren havde velsignet Abraham i alle Ting, men den største Velsignelse var jo dog Løftet om den Forjættelsens Sæd, der gennem Sønnen Isak skulde udspringe fra Abraham. Derfor laa det Abraham paa Hjerte at finde den rette Hustru for sin Søn. Sara var død, saa at Abraham nu maatte være baade som Fader og Moder for Isak. Det, der laa ham paa Sinde med Hensyn til Sønnen, var fremfor alt Isaks Trosliv og aandelige Velfærd ; han kaldte derfor paa sin ældste og mest betroede Tjener, der sandsynligvis, som almindeligt antages, er den samme, som nævnes i Kap.15,2, nemlig Elieser af Damaskus. Rigtignok var der jo gaaet henved 60 Aar, siden Elieser nævnedes, men i ethvert Tilfælde var hin Tjener dog en Mand, der med Rette kunde bære Navnet Elieser; thi dette Navn betyder: "Den, hvis Hjælp Gud er." Abraham begærer af denne sin "højtbetroede Tjener, at han skulde tilsværge ham ikke at tage Isak en Hustru af Kananiternes Døtre, men derimod at fæste ham en Brud af Slægten derovre i Haran i Mesopotamien. Ligesom vi bruger dette at give Haanden for at stadfæste et Løfte, saaledes brugtes den Gang, i ethvert Tilfælde hos Patriarkerne (se Kapitel 47, 29), ved Edsaflæggelse, at Haanden blev lagt under dens Lænd, hvem man tilsvor noget.

Hele Abrahams Samtale med Tjeneren aabenbarer et saare skønt Forhold mellem Husbonde og Tjener. Naar man har undret sig over, at Abraham bød sin Tjener ikke at tage en Hustru til Isak af Landets Døtre, da Isak jo allerede var 40 Aar gammel og saaledes syntes selv at kunne afgøre Sagen, da ligger dette dels i Datidens Forhold, efter hvilke den gamle, højtbetroede Tjener paa en Maade, i ethvert Tilfælde naar Faderen døde, indtog en Slags Formynders Stilling, dels ogsaa i, at Isak var en særligt blød og stille Mand, for hvem det er faldet naturligt at lade sig raade af fine nærmeste Venner.

Vi ser, at Abraham paa det bestemteste er imod et Blandingsægteskab mellem Troens Slægt og Vantroens Slægt. Han saa ikke paa det timelige, ikke paa det synlige, men paa det usynlige ; medens ellers de rige som oftest søger et rigt Parti for deres Børn, bærer Abraham sig anderledes ad. Isak havde sikkert kunnet hjemføre en Fyrstedatter fra Kanaan, hvis Abraham havde ønsket det, men hverken han eller Isak vilde gaa den Vej. Vel var der Forskel den Gang ogsaa paa Kananiterne; de var endnu ikke alle lige ugudelige men dog paa Frafaldets Vej og modnedes alle til Dommen. Atter her ser vi Forskellen paa Abraham og Lot; Lot havde trolovet sine Døtre med Sodomiter, men Abraham, der lod sig lede af Herrens Ord, vidste sikkert, hvilke frygtelige Følger det havde haft, den Gang Guds Sønner, Seths Børn, blandede sig med Kainsslægten og derved bragte Syndfloden over Jorden. Nej, for Abraham gjaldt det blot om at faa en Hustru til Isak, der kunde vandre med Isak i Troen paa den levende Gud, ligesom Sara og Abraham havde vandret sammen.

Den gamle Tjener skrider ikke letsindigt til at aflægge Eden, han vil ikke love mere, end han kan holde, og spørger sig desaarsag for, hvorledes han havde at forholde sig, hvis Kvinden ikke vilde drage med, om han da skulde føre Isak tilbage til Slægten. Men dette sidste forbød Abraham ham paa det strengeste. Paa ingen Maade maatte dette ske; thi dette vilde jo være at handle ganske mod Herrens Ord, som netop gik ud paa, at Abrahams Sæd skulde arve Kanaans Land. Abrahams ydmyge, lydige Trossind viser sig ogsaa her i den Angst, der ligesom kommer over ham ved Tanken om, at Isak muligvis skulde drage til det Land, hvorfra Herren saa bestemt havde ført Abraham ud. Abrahams Tro søger hen til Herren som den, han forventer vil klare alle muligt indtrædende Vanskeligheder. "Herren skal sende sin Engel for dig," i dette tillidsfulde Ord kaster Abraham Sorgen paa Herren, forvisset om, at den trofaste Gud havde Omsorg for ham ogsaa i denne Sag.

Maatte vi, Guds Børn, lære af de troendes Fader paa denne Maade at lægge alle Bekymringer over paa Herren, der vil være sine Venners Hjælper i alle Sager! Og maatte alle troende Mennesker lære af denne skønne Beretning at lade Herren raade særligt ogsaa ved Indgaaelsen af Ægteskab! Hvem man faar til Ægtefælle har saa vældig en Indflydelse paa hele Sjælsudviklingen, paa Livslysken og Virksomheden hernede ligesom paa hele Beredelsen for Evigheden, at det visselig ikke er en ringe Ting, men en Sag i hvilken det i allerhojeste Grad gælder om at raadføre sig med Gud i Himlen. Vælges der letsindigt efter Beregninger, efter kødelige Hensyn, da bringer Mennesket Ulykke over sig selv og over den anden Part med, ja ogsaa over de Børn, der vokser op i et Hjem, hvor Ægteskabet ikke blev afsluttet i Himlen. Mennesket kan jo gribe ind i Guds Styrelse ved Selvraadighed til sin egen Skade. Men lykkelig den, der lytter til Herrens Ord: "Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa, jeg vil raade dig med mit Øje" (Salme 38, 8), lytter til Ordet hos Profeten Esajas ( 48,17-18): "Saa siger Herren, din Genløser, Israels hellige: jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, og som fører dig paa Vejen, som du skal gaa; gid du vilde agte paa mine Bud, da skulde din Fred vorde som Floden og din Retfærdighed som Havets Bølger." Lægges Sagen i Herrens Haand under Bøn og stille Lydighed, da vil Herren ad de mange forskellige Veje, han kan bruge, give den rette Ægtefællse, der er efter hans Vilje, og da skal Sagen ikke mislykkes; selv om der maaske ogsaa i et saadant Ægteskab kan komme det, der ikke gaar saa let, saa skal alt tjene til Opdragelse, og det skal gaa efter Salmeordet: "Kristi Vej er altid god, ret og rigtig nok befunden".

Rebekka, der skulde være Forjættelsens Sæds Moder, var jo ogsaa i mange Aar ufrugtbar ; Isak fik ogsaa ligesom Abraham Lejlighed til at øve sig i at bie paa Guds Dag i saa Henseende, hvilket, som vi siden skal høre, heller ikke var saa let for ham, men han erfarede, hvad enhver, der lader Gud raade, skal erfare, at den, der har faaet en Hustru af Herrens Haand, "annammer af Herren en Velbehagelighed" (Sal. Ordspr. 18, 22). Meningen er jo ikke den i alle ydre Enkeltheder at efterligne Abrahams og Isaks Fremgangsmaade, men det er Kærnen i det hele: at lade Gud raade helt ogsaa i dette Forhold og kun gaa frem efter hans Vilje.

Saa drog den gamle Tjener af Sted paa den lange Rejse til Mesopotamien, til Nachors Stad, Haran (11, 31). Han medførte mange kostbare Gaver paa de ti Kameler, thi hans Herre var ingen karrig Herre; der ventede Bruden og hendes Slægt herlige Gaver. Da han endelig kom i Nærheden af Stadens Port, lod han Kamelerne lægge sig ved Vandbrønden, som fandtes der ; ved denne Brønd hentede Byens unge Kvinder Vand. Rejsende fortæller, at det i hine Egne endnu er Skik, at Kvinderne ved Aftentid kommer ud efter Vand, ogsaa rige Folks Døtre. Og nu henvender den gamle troende og tro Tjener sig paa en skøn og barnlig Maade til Gud Herren. Hans enfoldige Bøn staar som et herligt Minde for alle Tider om, hvorledes det er at være i Fortrolighedsforhold til Gud. Han beder i al Ydmyghed Herren om at give ham et Tegn, hvorpaa han kunde kende, hvem der var den rette for Isak udvalgte Brud. Naar det ikke sker af et tvivlende Hjerte men i barnlig Tro, tør vi nok bede Herren om at give os et Tegn paa, hvad hans Vilje er, og om at han vil gøre det klart ved Omstændighederne, hvad vi har at gøre. Ofte siden har ogsaa andre troende bedt Herren om saadanne Tegn og selv peget paa de bestemte Ting, de ønskede at betragte som Herrens Svar i Sagen; saaledes hører vi i Dommernes Bog 6, 36-40, Hvorledes Gideon fik et Tegn gennem Uldskindet, ligeledes i 2. Kong. 20, 8-11, hvorledes Ezekias bad om et Tegn og fik Tegnet ved, at Skyggen paa Solviseren gik ti Streger tilbage. Men det kommer altsammen an paa, om den barnlige Aand er tilstede, saa at man overfor Herren kan have Hvile i at gøre det. Vil man efterligne paa blot udvortes Vis, da gaar det visselig ikke ; men tilsteder Guds Aand det, da skal vi erfare Guds kærlige Bønhørelse, ligesaa vist som Elieser erfarede den.

"Og det sker, førend de raaber, da vil jeg svare, naar de endnu taler, da vil jeg høre" (Efajas 65, 24). Dette Ord fik i Sandhed sin Opfyldelse her; thi Rebekka var allerede paa Vejen, den Gang Gud lagde Bønnen i Eliesers Hjerte. Det er skønt her at iagttage, hvorledes Guds Virkning i de troendes Indre, ved hvilken de drives til Bon, staar i nøjeste Sammenhæng med Guds Førelser i det ydre. Alt var allerede lagt til Rette, for at Bønnen kunde faa en øjeblikkelig Bønhørelse. Glad Forundring viste sig iden gamle Tjeners Hjerte, men det var næsten for stort for ham, at Herren saa hurtigt skulde have bønhørt ham. Han holdt sig stille for nøjere at prøve, om Herren virkelig var i dette. Abraham havde jo lagt ham paa Sinde, at han skulde hente Isak en Brud af Abrahams Slægt. Men da han hørte, at det var en Datter af Abrahams Brodersøn, da bøjede han sig og tilbad Herren, da brød hans Sjæl ud i Lovprisning for den Gud, der ikke aflader med sin Miskundhed og sin Trofasthed. "Mig, ja mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus," saaledes jublede det i ham. Dette "mig, ja mig" er et Ydmygsord; det, at Herren havde taget sig saaledes af ham, ham den ringe Tjener, hvilken Miskundhed! Det bliver tit for Guds Børn just det, der gør Herrens Miskundhed saa herlig for Hjertet, at vi ser hen til, hvem vi er efter vor grimme Natur, og hvad vi egentligt havde fortjent. Herrens Miskundhed bliver des herligere overfor vor fuldstændige Uværdighed. Jo større Synder jeg ser i mig selv, des større vil ogsaa Guds Naade og Godhed blive for mig. Men naar vi ser Herrens Bønhørelse, da lad os aldrig glemme Takken. Ak, hvor ofte glemmes ikke Takken, naar man først er hjulpen ud af Nøden; men Elieser glemte den ikke.

Mødet med Elieser havde for Rebekka været helt forunderligt. Hun vidste vel endnu ikke, hvad denne venlige gamle Mand i Virkeligheden vilde ; men han havde da givet hende to Guldarmbaand til Hænderne og en gylden Næsering; en Gang brugtes nemlig som Smykke Ringe ikke blot til Fingrene, Armene og om Ankelen, men ogsaa i Næsen, idet der (paa lignende Vis som ved Ørenringe) boredes en lille Aabning iden ene Side af Næseborene, hvori Ringen blev befæstet. Der staar, at Pigen løb til sin Moders Hus. Efter alt, hvad vi kan forstaa, var Rebekkas Fader, Beth-uel, død, idet Laban, Rebekkas Broder, jo helt træder frem som den, der ordner Sagerne. Der tales nok i V. 50 om en Bethuel, men det har formodentligt været en yngre Broder til Laban, der har faaet samme Navn som Faderen. Dog vides dette ikke med Vished ; thi fordi den sørgelige Skik at have Medhustruer var raadende, skete der under Tiden Tilsidesættelse fra Faderens Side af de Hustruers Børn, som ikke var de mest yndede, og derfor havde de ældre Brødre en fremragende Plads ved Søstrenes Ægteskab. Laban fik straks travlt, da han saa det Guld, der var givet hans Søster. Som vi siden hører, havde Guldet ikke liden Magt over ham ; det fik ham da nu til hurtigst muligt at løbe ud til Manden ved Brønden og byde ham indenfor med meget kærlige Ord. Saa kom Elieser da ind i Huset, og der blev sørget for Kamelerne og for Vederkvægelse til ham og de Mænd, der var med ham; men den trofaste Tjener vilde ikke spise, før han havde fuldendt sit Ærinde. Han fortalte nu hele Begivenheden, baade hvorledes det stod til i Abrahams Hjem, hvor rig Abraham var bleven ved Guds Velsignelse, hvorledes Sara i sin Alderdom havde født Abraham en Søn, hvem Abraham havde overdraget alt, hvad han ejede, og hvorledes han, Tjeneren, nu var sendt for at fæste en Brud til denne Søn, hvorledes han havde bedt til Herren, og hvorledes Herren naadigt havde bønhørt ham og ladet Bebekka just gøre saaledes, som han havde talt med Herren om det. Beretningen talte jo tydeligt nok for sig, og han sluttede saa med at spørge dem, om de nu vilde vise Abraham den Kærlighed at lade Redekka følge med som Hustru for Isak; vilde de ikke, da maatte han jo henvende sig, som han siger, "til højre eller venstre Side", det vil sige, til de øvrige af Abrahams Slægt, som boede i Haran. Milka havde jo, som vi hørte det i Slutningen as Kap. 22, født Nachor, Abrahams Broder, otte Sønner.

Det er skønt at se, hvorledes Troen paa den levende Gud og hans Førelse endnu var til Stede hos Slægten der i Haran; vel hører vi siden, at Laban havde Husguder, ligesom der allerede havde været i Abrahams Fædrenehjem, men forholdsvis fandtes den reneste Guds-erkendelse dog i denne Slægt Laban og Bethuel var straks enige "om, at denne Sag var kommen fra Herren, og at Herren allerede havde afgjort det, saa at der ikke var noget for dem at sige uden blot, at han maatte tage Bebekka med sig. Slægtens Samtykke var det sidste, der skulde til, for at Sagen kunde være i Orden, og da Abrahams Svend havde faaet det, da, staar der, "bøjede han sig til Jorden for Herren" i stille Tak, nu havde han set Herrens Bønhørelse fuldt ud. Saa tog han Brudegaver frem, rige Gaver til Rebekka, hendes Broder og Moder ; at Faderen atter ikke nævnes her, tyder fremdeles paa, at han allerede var død.

Dagen efter var Abrahams gamle Tjener rejsefærdig, han siger disse skønne Ord, der har saa dyb en Klang: "Holder mig ikke op; thi Herren har givet Lykke paa min Rejse, lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre." Hvor passer ikke disse Ord ogsaa i anden Forstand paa et Guds Barn, der snart skal rejse hjem til sin himmelske Herre! Det er, som om disse Ord kunde komme fra et lykkeligt, døende Guds Barns Hjerte, der var fyldt med Hjemlængsel, Længsel efter Himmelhjemmet Hvor saligt, naar man i sin sidste Stund kan se tilbage paa Vandringen og sige med Elieser: "Herren har givet Lykke paa min Rejse,« naar Maalet for Rejsen hernede paa Jord var naaet og Sjælen frelst i Jesu Tro, saa at man kunde fare med Fred som gamle Simeon.

Det er ogsaa skønt at se, hvorledes Rebekkas Slægt tog Hensyn til hende og lod hende selv afgøre, om hun straks vilde fare med Manden eller vente endnu nogle Dage. Efter Datidens Forhold havde Kvinden som Regel ingen Stemme med i Sagen. Men det er velgørende, naar Kærlighedshensynet holdes i Ære indenfor et Hjem efter Ordet: "Forekommer hverandre med Ærbødighed" og "alt ske hos eder i Kærlighed". Rebekka var imidlertid straks villig; hun gør helt igennem Indtrykket af en kvik og rask Karakter, der just derved har passet særligt godt til Isaks mere stille Natur. Sin Amme fik Rebekka med. Ammen plejede i hine Tider at nyde moderlig Respekt, regnedes gerne med til Familien og forsørgedes for Livstid. Rebekkas Amme hed Debora (Navnet betyder: "en Bi" og er et godt Navn for et flinkt Tyende), og hun blev siden begravet ved Bethel i Kanaans Land under megen Graad, saa at hun har været elsket højt. Saa drog Rebekka da af Sted, ledsaget af fin Slægts Velsignelser. De havde sikkert af Abrahams Tjener hørt om, hvilke Forjættelser Gud havde udtalt over ham og hans Sæd, at den skulde blive som Havets Sand og Himlens Stjerner; Velsignelsesønsket over Redekka lød da vgsaa i den Retning, at hun maatte blive til tusinde Gange titusinde, og at Guds Forjættelse til Abraham paa Moria Bjerg, at hans Sæd skulde eje sine Fjenders Port, altsaa være et Sejrsfolk, maatte opfyldes ogsaa paa hende.

Hele denne skønne Beretning om Tjeneren, der saaledes var ude for at fæste en Brud til sin Herres Søn er jo et Billede paa den Gerning der er givet ogsaa alle den himmelske Herres Tjenere, der drager ud for at fæste Himmelens Kongesøn en Brud. Paulus siger (2·.Kor.11,2): "Jeg har trolovet eder med een Mand, at jeg kunde fremstille Kristus en ren Jomfru." Ja, det er vor Gerning, vi som er komne til at tjene Herren, vi vil saa gerne vinde Sjæle for Jesus. Det er til ham, vi skal fæste Bruden, ikke til os selv. Og gaar vi som Elieser under Bøn, da lad os ikke blive trætte, selv om Vejen er lang; til rette Tid skal vi finde dem, som Gud vil betro os at føre til sin Søn. Og hvilke store Gaver har vi ikke som Herrens Brudeførere at medbringe til Bruden! Herren giver den fattige Brud alt og forlanger blot eet af hende: hendes fattige Hjerte, som vi synger i Salmen: "Han, som paa Jorden bejler til Troskab uden Svig." Ven, har du ladet dig fæste til Brud for Jesus, har du sagt fom Redekka "Jeg vil fare"? Har du sagt: "O stands mig ikke, thi jeg vil følge Guds Folk til Strid gennem Ørk og Bølge"? Har du sagt til den himmelske Brudgom: "Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude? thi jeg har beredt Huset." Dette Ord, der lød til Elieser, maa ogsaa lyde fra dig til Herrens Sendebud og derved til Herren selv. Er dit Hjertehus rede til at modtage ham, der i dybeste Forstand er Herrens velsignede? O, da skal du høre det samme fra Herren selv, du fattige Synder, dog købt og døbt til saa stor en Herlighed, du skal høre Jesus sige til dig: "Kom ind, du Herrens Velsignede, thi jeg har beredt Huset. Da skal han drage dig ind i det Hus, han har beredt hernede ogsaa for dig, Huset, hvorover hans Naade hvælver sig, de helliges Samfund her paa Jord, Huset af levende Stene. Og en Gang skal det samme Ord lyde paa den store Dag til alle Herrens frelste. Den, der hernede sagde til Iesus: "Kom ind, du Herrens Velsignede," skal det ogsaa lyde til ham paa hin Dag: "Kom hid, min Faders Velsignede," kom ind i Herlighedshuset, som jeg har beredt!

Isak boede ved den Tid ikke mere hos sin Fader i Hebron, men havde sin Teltplads og sine Hjorder for sig selv langt imod Syd, i Nærheden af den fra Hagars Historie bekendte Brønd Beer Lachai Roi. Abraham havde jo i levende Live overdraget Isak hele sin Ejendom, som vi har hørt det (Kap. 24, 36) og nærmere hører det i næste Kapitel (25, 5-6). Isak elskede de stille, afsides Steder; thi han var, som hele hans Historie viser, en stille, indadvendt Mand, hvis Liv henrinder mere som den stille Flod i Modsætning til Abrahams langt mere bevægede Liv. Det, at Isak boede ved den ovennævnte Brønd og havde dette Sted kært, tyder paa, at hans Sjæl ikke gemte paa Aag overfor Hagar og Ismael, men stod kærligt overfor dem. Thi denne Brønd var jo Stedet, hvor Herrens Engel første Gang havde aabenbaret sig for Hagar, og Hagar havde jo givet den sit Navn. Isak med sit bløde Sind havde dybt følt Sorgen over Moderens, Saras, Bortgang Saras Telt var nede hos Isak og skulde jo nu afgive Bolig for den nye Husfrue. Som Elieser gik til Udførelsen af sit Ærinde med Bøn, saaledes havde ogsaa Isak hjemme stadig baaret Sagen med at faa den rette Hustru i Bøn frem for Herren. Vi hører her, at han ogsaa den Aften, da Brudetoget, der vel først havde været i Hebron hos Abraham, nærmede sig Isaks Bolig, var gaaet ud paa Marken for at bede. Han vilde, som det sømmer sig et troende Menneske, hellige Dagens Slutning ved at være ene med Herren. Sit Lønkammer kan man have mange Steder, ogsaa ude paa Marken i Aftenens Stilhed. Det er et skønt Indblik, vi faar i Isaks daglige Liv, i det Billede, Bibelen maler af ham, som han gaar der paa Marken ved Aftentid, fordybet i Bøn til Gud. Og medens han tænkte paa Herren og talte til ham om alt, hvad der laa ham paa Hjerte, skulde han ogsaa straks erfare, at Herren havde ihukommet ham. Svaret var der, og Isak skulde nu snart af Herrens Haand modtage den Hustru, der blev ham saa inderlig kær. Idet han kom til at se ud i Rummet, opdager han Kamelerne. Ogsaa Rebekka havde faaet Øje paa Isak og havde vel en Anelse om, hvem det var. Saa snart hun af Elieser havde faaet Stadfæstelse derpaa, steg hun hurtig ned af Kamelen, hvilket efter Tidens Skik betegnede Ærefrygt og Underdanighed. Paa samme Maade hører vi siden, at Abigail hurtigt steg ned af det Æsel, hun red paa, da hun mødte David. Rebekka tilslørede sig ogsaa, hvilket ligeledes var Brudens Bevidnelse af Underdanighed overfor Brudsgommen.

Da Isak nu havde faaet hele Sagen at vide af Abrahams gamle Tjener, førte han Redekka ind i sin Moders Telt, og han elskede Redekka og blev trøstet efter sin Moder. Andre Ægteskabsceremonier end Brudegaverne til Brudens Slægt og Brudens Overflytning til Brudgommens Hus var næppe brugelige den Gang. Isak og Rebekka kendte jo ikke synderligt til hinanden, men i dette Tilfælde var Herrens Haand saa klart og tydeligt til Stede, at der ingen Tvivl kunde være om, at disse to var bestemte for hinanden. Den stille, indadvendte Isak med den noget svagere Karakter fik en god Medhjælp i den langt mere kraftige og raadsnilde Rebekka.

Der siges saa tit saa let hen i Vejret, at Ægteskabet sluttes i Himlen. Ak, saa ofte er det Løgn, saa ofte sluttes de, uden at man i mindste Maade har beraadt sig med Gud i Himlen. Men om Isaks Ægteskab kunde det siges med Sandhed, at det var sluttet i Himmelen. Derfor hvilede ogsaa Guds Naade over det.