En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 25

Der berettes i dette Kapitel, at Abraham atter tog sig en Hustru i sin Alderdoms Ensomhed og med hende, hvis Navn var Ketura, havde han seks Sønnen. Det skal ikke synes os underligt ; thi ved Hundredaarsalderen var Abraham jo ved Guds underfulde Kraft bleven forynget, den Gang Isak blev født. Dog kom Ketura ikke til at indtage Saras Plads, men stod paa lige Linie med Hagar, saavidt vi kan forstaa; Ketura var vel Abrahams retmæssige Hustru, men kaldes dog længere nede (i V. 6) med Navnet "Medhsustru". Deri ligger, at hendes Børn ikke skulde arve med Isak, nej, Forjættelsens Barn blev eneste Arving, men Abraham gav med en viis Betænksomhed sine andre Sønner Gaver, medens han endnu levede, for at der ingen Strid skulde blive efter hans Død. Det var efter den almindelige Skik i hin Tid, at Medhustruernes Børn ikke arvede, men Isak staar tillige derved som Forbillede paa Kristus, der med Sandhed i Matth 21, 38 kaldes for "Arvingen" ; kun gennem Kristus, som Kristi Lemmer, bliver vi Arvinger. Hvad Mennesket faar af gode Gaver fra Guds Haand, saa længe de staar uden for Livssamfundet med Kristus, er at ligne ved de Gaver, som Abraham gav Hasgars og Keturas Børn med ud i Ørkenen. Arven tilhører kun Forjættelsens Børn.

Af Keturas Børn er der kun ganske enkelte, hvis Navne er blevne bevarede i Historien, nemlig for det første Midians Efterkommere, Midianiterne, der siden blev Israels bitre Fjender; Navnene paa to af Abrahams Sønnesønner (V. 3), Scheba og Dedan nævnes ogsaa en enkelt Gang siden hen i den hellige Skrift. Af Ismaels Efterkommere (V.13-15) blev Rebajoth og Kedar mægtige Nomadestammer, ja Kedar endogsaa en Hovedstamme i Arabien. "Kedars Hytter" i Arabiens Ørkenegne er jo et Udtryk, som efter Salme 120, 5 ofte er blevet brugt for at betegne det fremmede Udlændigheds-Land, Ørkenlandet, som denne Verden er for Guds Folk. En anden af Ismaels tolv Sønner, Jetur, kom til at give Landskabet Ituræa, nord og øst for Basan, hinsides Iordan, Navn. Ismaels tolv Sønner er ligesom en lille Afglans af Israels tolv Stammer. Men vist er det, at Abraham gennem disse tre Linier: Isak, Ismael og Keturas Sønner blev Stamfader til overordentlig mange Folk. Fra Ismaels og Keturas Sønner nedstammer Størstedelen af de arabiske Stammer, hvis Land strakte sig fra Ægyptens Grænse gennem de store Ørkener til henimod Assyrisens Egne.

Saa døde Abraham, "i en god Alderdom", som der staar. Hans Livs seneste Aar havde været mere stille, men visselig afsluttedes der med hans Død et mægtigt Levnsetsløb her paa Jord, et Levnetsløb, der i Sandhed er blevet til usigelig Velsignelse for alle Abrahams aandelige Børn. Der staar, at han blev "samlet til sit Folk", hvilket viser os, at de troende i Israel havde Klarhed over, at de afdødes Aander fremdeles var til, hvorom jo ogsaa Udtrykket "i Abrahams Skød" (Luk.16,22), et Udtryk for Salighedstilstanden, vidner. Isak og Ismael fulgtes fredeligt ad ved deres gamle Faders Begravelse.

Abraham havde før sin Bortgang haft den Glæde at se to Sønner vokse op i sin kære Søn Isaks Telte. Isak og Rebekka havde været i en lignende Skole som Abraham og Sara, idet Rebekka ligesom tidligere Sara, syntes ufrugtbar ; i tyve Aar var Ægteskabet barnløst. Dog var denne Ventetid jo ikke nær saa lang, som Isaks Forældres havde været, og Abrahams Erfaring i at bie og tro var visselig Isak en mægtig Støtte. Vi ser iden hellige Skrift, hvorledes Mødrene til mange af de betydeligste Mænd i Guds Rige indenfor det gamle Israel i lang Tid var ufrugtbare, før de Børn, Gud vilde bruge som særlige Redskaber, fødtes til Verden. Saaledes var det ikke blot med Isak, men ogsaa med Samuel, Johannes Døberen og flere. Forældrene skulde lære at betragte dem som særlige Gaver fra Herren.

Den inderligste Længsel drev Isak til alvorligt at raabe til Herren om, at han snart vilde give ham at se Forjættelsens Sæd, og Herren bønhørte ham. Rebekka blev frugtsommelig, og det med Tvillinger. Medens hun bar dem under sit Hjerte, var det for hende, som Fostrene stødte mod hinanden i hendes Liv, og Rebekka ængstedes, idet hun tog det som et ulykkeligt Varsel. I sin Ængstelse gik hun, som der staar, hen for at adspørge Herren. Formodentligt har det været ved et af de til Herren indviede Steder, maaske ved Brønden Lachai Roi (den levende, seendes Brønd), i hvis Nærhed hun jo boede. Paa hvad Maade hun har adspurgt Herren, ved vi ikke, maaske paa samme Maade som Abrahams gamle Tjener, gennem Bøn. Hun fik ogsaa paa en eller anden os ubekendt Maade et Svar i et profetisk Ord fra Herren, der lød saaledes: "Tvende Folk er i dit Liv, og to forskellige Folk skal udgaa af dit Liv, og det ene Folk skal være stærkere end det andet, og det større skal tjene det mindre." Vi ser, hvorledes det hellige Folk, i hvilket Frelseren skulde fødes, er blevet til ved Guds frie Udvælgelse. Gud udvalgte Abraham fremfor Lot og hans øvrige Slægt, af Abrahams Sønner igen udtrykkeligt Isak, og nu af Isaks Sønner igen udtrykkeligt den yngste, Jakob. Ingen har i sig selv Ret til Guds Miskundhed, men det udspringer alt af Guds frie Udvælgelse, "ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder" (Rom.9,11). Visselig er der en dyb Sammenhæng mellem Guds Udvælgelse og Menneskets Frihed, men her staar vi overfor Guds Dybheder, som vi ikke med for lille, ufuldkomne Erkendelse formaar at gennemskue og udgrunde.

De to Folk, det profetiske Ord talte om, var jo først Esaus Slægt og Jakobs Slægt, Edomiterne og Israel, og det gik jo ogsaa saaledes, at Edomiterne som oftest i ydre Henseende var beherskede af Israel og maatte tjene Israel, men Ordet rækker endnu langt videre; disse to Tvillinsgebørn er Billedet paa de to Retninger i Menneskeheden, den der i Tro tager imod den fra Himlen tilbudte Frelse, adlyder Ordet og tror Forjættelserne, og saa den anden, der vil raade sig selv, være sin egen Gud, og disse to Folk, der jo ogsaa findes indenfor Kirkens Moderskød blandt de døbte som Vantroens og Troens Folk, støde altid sammen. Men dog gasar det saaledes, at den store Vantroens Flok, enten den vil eller ej, skal tjene den lille Troens Flok. "Alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud" (Rom.8,28), ogsaa Verdens store Folk skal selv om det forfølger Guds Folk, dog tjene til dettes Gavn og Fremvækst. I allerinderste Forstand opfyldes dette Herrens Ord til Rebekka i hvert enkelt Guds Barns Hjerteliv; ogsaa der støder Gudsbarnet og Kødets Barn sammen, men selv om det gamle Menneske af Naturen er det stærkeste, skal Kød og Blod dog komme under Fod og det nye Menneske sejre hos hver den, der modtager Guds Udvælgelse iden hellige Daab. Som der staar i Rom. 9 og Malak. 1: "Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg," saa lyder ogsaa Guds Ord endnu over Kødets Menneske i vort Hjerte, det er under Guds Vrede, men Udvælgelsens Menneske, det nye Menneske, det elsker han og vil føre det til Sejr, hvor han faar Lov dertil.

Den førstefødte af Tvillingerne blev kaldt Esau, hvilket betyder den lodne, fordi han ved Fødselen var stærkt haaret, som det undertiden er Tilfældet med Børn ; den anden Tvilling kom lige umiddelbart efter og havde med sin Haand fat i Hælen paa den første, som om han vilde hindre ham i at blive den førstefødte. Ogsaa heri laa noget profetisk, naar vi ser hen til Jakobs senere Historie. Jakob betyder "en, der holder i Hælen". Da Drengene voksede til, viste Forskellen sig straks paa den Levevej, som de valgte ; Esau tumlede sig paa Jagten, ude paa Marken, hans Natur var vild, og det kødelige ytrede sig stærkt hos ham ; Jakob derimod fortsatte sine Fædres Levevej med Kvægavl og strejfede ikke omkring, men boede hjemme hos sine Forældre i Stilhed. Der staar om ham, at "han var en from Mand", han har lyttet til Isaks Beretninger om Forjættelserne til Faderen Abraham, og fra han var Barn, har sikkert det at være Forjættelsens Bærer staaet som en høj Velsignelse for hans Hjerte.

Esau blev Isaks Yndlingssøn, medens Jakob blev Rebekkas kæreste Barn. Det er ikke godt, naar Forældrene aabenbart viser Forkærlighed for et af deres Børn fremfor de andre. Det skader baade det Barn, der foretrækkes, ved at fremkalde Hovmod hos det, og det Barn, der skydes til Side, derved at dets Hjerte saares. Børn har en overordentlig fin Følelse af, om der handles retfærdigt overfor dem eller ej. Isaks Forkærlighed for Esau havde tilmed en temmelig kødelig Aarsag, nemlig hans Lyst til Vildt, og Vildt kunde Esau skaffe ham. Men denne Forkærlighed gjorde Isak blind for, at Esau var fuldstændig uskikket til at være Forjættelsens Bærer, fordi Esaus Sjæl var ganske og aldeles vendt til denne Verden, men ligegyldig for de aandelige Skatte. Dette viste Esau paa en uomtvistelig Maade ved den Begivenhed, der berettes om i dette Afsnit.

En Dag, da Esau kom hjem fra Marken udmattet og træt og frygtelig sulten, havde Jakob just tilberedt en Ret Linser. Linser er en Slags Ærter med brunrød Skal; de kogtes sædvanligt med Skallen paa, saa at hele Retten havde et rødt Udseende Esau begærede i Hast at maatte faa denne røde Ret, da han plagedses af heftig Sult. I det samme fik Jakob en Tanke, som ikke var smuk, men viser os, hvad ogsaa Livet siden hen i højeste Grad bekræftede, at Jakob af Naturen havde et listigt Sindelag. Jakob vidste nemlig, hvor fuldstændigt ligegyldig Esau var for Førstefødselsretten, ellers havde han næppe vovet at prøve paa at afkøbe ham den for en saadan Pris som en ganske almindelig Ret Mad. Jakob selv, der saa paa den aandelige Side af Sagen, har sandsynligvis længe ønsket at være i Broderens Sted, og nu forsøgte han sig frem ad denne Vej. Og ganske rigtigt, han kendte Esau godt nok. Med den største Foragt for den guddommelige Velsignelse indenfor den udvalgte Slægt, hvilken Velsignelse i særlig Grad maatte synes knyttet til Førstefødselsretten, sælger han denne ufortøvet til Jakob, ja tilsvor ham det endog paa Jakobs Begæring. Esaus Blik strakte sig ikke ud over det nuværende og timelige. "Se, jeg gaar at dø, hvad kan jeg da gøre med den Førstefødsel," saaledes lød hans letsindige Tale, og der staar videre om ham, at han "aad og drak, stod op og gik bort" i dybeste Foragt for Førstefødselen. Esau foragtede derved i Virkeligheden den Herre Kristus, den Frelser, som han nok havde hørt skulde fødes i Forjættelsens Slægt. I Hebrs. 12,16 kaldes han derfor "en vanhellig", og han staar som Billede paa de vanhellige til alle Tider. Deri bestaar just det vanhellige Sind, ogsaa nu i vore Tider, at man for en kortvarig Nydelse i dette Liv sælger den Naadens Arvelod, der er bleven os til Del i vor Daab; dermed sælger man sin Salighed. Det gør hvert Verdens Barn ; for et Øjebliks Lyst i Utugts Besgærlighed, foran Guldkalven, eller hvad det nu er af Verdens lokkende Sager, sælger det vantro Menneske sin Daabs velsignede Rettighed som Guds hellige Naadebarn. En ung Mand af velstaaende Familie var ved Drukkenskab gledet dybt ned i Elendighed; da blev han angrebet af en Øjenbetændelse, og Lægen sagde til ham, at hvis han ikke holdt op med at drikke, vilde han være blind inden seks Uger. Det kæmpede et Øieblik i den unge Mands Sjæl, da greb han med et rask Tag Flasken med den berusende Drik, idet han raabte: "Farvel, Du skønne Lys !"" O, hvor mange har ikke sagt Farvel til det skønne Lys, der fra Bethlehems Barnet og fra Golgatha Manden vilde skinne ind i deres Hjerter, og som Esau i en frygtelig Letsindigheds foragtet Naaden og levet efter Esaus Grundsætning: lad os æde og drikke; thi i Morgen skal vi dø!

Esau fik fra denne Dag Tilnavnet "Edom", hvilket betyder "den røde", fordi han saa heftigt havde raabt paa "det røde", nemlig Linserne; maaske Navnet ogsaa til Dels havde sin Grund i, at han straks ved Fødselen havde haft en ejendommelig rød Hudfarve. Men Esau havde derved klarligen vist, at han med saa kødeligt et Sind var uskikket til at være Forjættelsens Bærer.