En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 26

Dette Kapitel skildrer os idet væsentlige Isaks Levnetsløb, der, som allerede før nævnt, er uden videre Bølgegang. Der opkom Hungersnød i Landet, og Isak drog da til Gerar, som fordum hans Fader havde gjort. Den daværende Filisterkonge hed ogsaa Abimelech, men han var sikkert ikke den samme som den i Kapitel 20 nævnte Abimelech. Der laa jo henved hundrede Aar imellem Abrahams Ophold hos Abimelech og Isaks. Men Navnet Abimelech var, som vi har omtalt Kap. 20, et Fællesnavn for hine Filisterkonger. Det var Isaks Tanke at ville drage ned til Æsgypten, som Faderen fordum havde gjort det (Kap.12). Men ligesom det er tvivlsomt, om Abraham drog derned med Herrens Villie, saaledes standsede Herren nu Isak i disse Rejsetanker ved at aabenbare sig for ham og tillige stadfæste den gamle Velsignelse til Abraham ogsaa for Isak. Herren tilsiger ham, at han nok skulde sørge for ham i det Land, hvor han var, saa at han ikke behøvede at rejse af den Grund. Hvor Herren vil have os, er han ogsaa mægtig til at opholde os, selv om der er nok saa megen Dyrtid. Et Guds Barns timelige Kaar beror paa Guds Velsignelse og ikke paa de ydre Forhold. Ogsaa siden var der altid hos Israels Folk Hang til at søge Hjælp i Ægypten, for hvilken Tilbojelighed Herren tit revsede Folket; thi det var Mistillid til Herren, naar de søgte "Ly under Æsgyptens Skygge" (Es. 30, 2).

Gud siger til Isak, at ogsaa han ligesom Abraham skulde vandre som en Udlænding i det Land, som Herren vilde give hans Sæd, men Gud vilde være med ham og velsigne ham. Hvad gør det saa, at man er en fremmed og en Udlænding, naar Gud er med os! Iøvrigt er Velsignelsen til Isak en Genklang af den gamle Velsignelse til Abraham. Den gaar ud paa de samme tre Dele, nemlig for det første Besiddelsen af Landet, for det andet, Sædens Mangfoldighed som Himmelens Stjerner og for det tredie Løftet om, at Isak skulde blive en Velsignelse for alle Folk igennem sit Afkom.

Da Isak nu kom til Gerar og boede iblandt Filisterne, greb han til det samme daarlige Middel, som Abraham i sin Tid havde grebet til, nemlig at sige om sin Hustru, at hun var hans Søster, idet han frygtede for, at Filisterne ellers skulde slaa ham ihjel for at tilegne sig Redekka. Her fulgte han sin Fader efter ogsaa i det, som ikke var godt. Hvor er det dog alvorligt for Forældre med det Eksempel, de efterlader deres Børn; thi længe efter at vore Øjne er blevne lukkede, kan vore Børn tage Arv efter os ogsaa i det daarlige. Isak havde vel nok af sin Fader hørt, hvorledes det var gaaet baade i Ægypten og hos Abimelech, og hvorledes Abraham havde bragt baade sig selv og Sara i Fare og tillige skaffet sig en Ydmygelse begge Steder ved sin Nødløgn. Men Isak vidste jo ogsaa, at Gud i sin Langmodighed havde sparet Abraham og dog hjulpet ham ud fra den Elendighed, han havde bragt sig selv i. Da nu han, den stille, noget uselvstændige Mand, kom i et lignende Tilfælde, slog han i sin Ængstelse ind paa samme mislige Vej. Men Filisterkongen opdagede ved en eller anden Lejlighed, at Isak skæmtede med Redekka paa en saadan Maade, at det tydede paa et andet Forhold end det blot søsterlige. Saa kaldte han Isak til sig, og nu maatte denne høre en lignende Irettesættelse som den, Abraham i sin Tid havde faaet, medens Abimelech dog ellers i Begyndelsen stillede sig helt venligt overfor ham og befalede, at ingen maatte fornærme ham eller hans Hustru.

Længe varede Filisternes Velvilje dog ikke; de saa nemlig, sikkert til deres Forbavselse, hvorledes Isak i det timelige blev velsignet i en Grad, som kun var saare sjælden, navnlig i hine knappe Aar; han avlede nemlig hundrede Fold, en Vældig Høst, givet ham ved Herrens særlige Velsignelse. Tillige voksede hans Ejendom af Faar, Kvæg og Tyende i en saa mægtig Grad, at Filisterne blev ganske betænkelige; de begyndte saa paa at drille Isak - for at fordrive ham fra Landet - ved at tilstoppe de Vandbrønde, som hans Fader Abraham havde ladet grave i disse Egne. En Vandbrønd er i hine Egne en saare kostbar Ting, og paa sine Steder regnes endnu den Dag i Dag en Drik Vand for ligesaa meget, om ikke for mere end en Drik Mælk. Omsider lod Abimelech Isak vide, at han maatte drage bort, han var bleven dem for mægtig.

Isak udviser under alt dette en stor Sagtmodighed og Eftergivenhed; Folk turde vove at byde ham mere, end de havde turdet vove at byde Abraham, fordi Isak i saa høj Grad var en Fredens Mand og ikke saaledes kunde sætte sig i Respekt. Men der er visselig noget saare stort i dette, stille og sagtmodig at kunne bære Drillerier og give efter, hvor det kun gælder ens eget, thi Herrens Sag kan vi ikke give efter i, det gjorde Isak ikke heller. Isak drog roligt bort fra den Del af Landet, men lod de Brønde, Filisterne havde tilstoppet, grave op paany. Dog Plagerierne vedblev fremdeles. Isaks Tjenere fandt i den Dal, hvor han nu havde lejret sig, en Vandkilde, da de gravede efter Vand, men aldrig saasnart havde de fundet den, før Folkene paa Stedet indfandt sig og paastod, at Vandet hørte dem til, og ligesaa gik det med endnu en Brønd, som Isaks Tjenere gravede. Isak kaldte disse Bronde "Esek" og "Sitna", hvilket betyder "Kiv" og "Modstand". Men han overlod dem ogsaa disse Brønde og drog bort, indtil endelig han fandt et Sted, hvor han fandt frit Rum for sig. Isak takkede Herren, fordi han var sluppen ud af alle disse stadige Trængsler med Filisterne, og kaldte den Vandbrønd, han gravede paa det Sted, "Rechoboth", hvilket betyder "vidt Rum". Det er visselig lettere sagt end gjort, saaledes at give efter og hellere ville lide Uret end indlade sig i Kiv og Kamp. Den Sagtmodighed, der allerede prægede Isak, da han rolig lod sig binde som Slagtoffer paa Moriabjerg, denne stille Sagtmodighed fulgte ham Livet igennem. "Eders milde Sind vorde kendt af alle Mennesker" (Fil. 4, 5), saaledes lyder Ordet, men hvor svært er det ikke for de fleste Guds Børn at faa deres Liv lagt ind under dette Ord: der kan vi lære meget af Isak.

Fra Rechoboth, hvis Navn nu er Ruhaibeh, drog Isak til det fire Mil længere mod Nord liggende Beershaba. Beershaba var vistnok Isaks Fødested, ihvert Tilfælde hans Barndomshjem, og her aabenbarer Herren sig for ham paany, straks den første Nat. Isak havde over alle de mange Stridigheder fra Filisternes Side dog bevaret sin Sjæl uskadt. Brøndene var vel tabte, de fleste af dem, men Isaks Samvittighed var fri, han havde ikke mistet Samfundet med Gud under alt dette. Det er jo ellers Faren ved al Strid, at begge Parter saa let mister det inderlige Samfund med Herren, om de da havde det for, idet Bitterhed saa nemt kommer til at fylde Hjertet. Men Isak havde givet efter og kunde derfor med stille Hvile vende tilbage til det kære Beershaba, hvor han saa ogsaa straks skulde erfare Herrens kærlige Trøst. "Frygt ikke," saa lød det til ham fra Herren, "thi jeg er med dig og vil velsigne dig - for min Tjener Abrahams Skyld." Ligesom fordum Gud havde aabenbaret sig for Abraham, da denne havde fornægtet sig selv overfor Lot, saaledes kronede Herren nu ogsaa Isaks Selvfornægtelse og Sagtmodighed overfor Filisterne ved at give ham en naadefuld Stadfæstelse paa sit Venskab. Selvfornægtelsens Vej er nok trang for Kødet, men dog en salig Vej, thi Guds Fred og Naade er over den. Flere end disse to Aabenbaringer fra Gud til Isak hører vi ikke blive nævnt i den hellige Skrift.

En Tid efter fik Isak uventet Besøg af Filisterkongen Abimelech, der foruden sin Stridshøvedsmand, Picol, havde taget en Ven, Achusat, med sig. De var alligevel blevne lidt betænkelige ved, hvad de havde gjort overfor Isak, og søgte nu at erhverve hans Gunst; derfor mødte de vel tre Mand stærk for at hjælpes ad med at tale godt for Isak. Isak havde altsaa dog i Virkeligheden vundet Sejren over dem. Filisterne saa nemlig klart, at Isak var Genstand for en ganske særegen Velsignelse fra Herrens Side, og derfor frygtede de hans Magt. "Vi ser klart at Herren er med dig," - "Du er nu Herrens Velsignede," hvor stort at saa et saadant Vidnesbyrd! Iøvrigt roser disse Filistre sig selv og søger at snakke sig fra, hvad Uret de havde gjort mod Isak, paa Verdens sædvanlige Vis; Verden gaar med sin gode Villie ikke til en ærlig Vekendelse af sin Synd, men den søger altid at komme udenom det. For Verden er det som oftest ikke om at gøre at faa Sandheden frem, naar blot de kan slippe fra det paa en eller anden Maade. Skønt det var Usandhed, hvad Filisterne sagde, at de ikke havde gjort Isak andet end godt, søgte Isak dog ikke at tage nogen Hævn over dem, han spurgte dem blot, da de kom: "Hvi kommer I til mig, da I dog har hadet mig og drevet mig fra eder ?" Dermed lod han dem vide deres Skyld, og hvor tomme alle deres Forsikringer om deres egen Godhed var. Iøvrigt behandlede han dem høfligt og gav dem den Modtagelse, der svarede til deres Stand og Stilling, ligesom han ogsaa gik ind paa deres Begæring, at give dem Løfte om ikke at ville gøre dem ondt. Samme Dag som dette skete, kom Isaks Tjenere med den glædelige Efterretning, at de havde fundet Vand der, hvor de havde gravet efter det. "Alt, hvad for hans Skyld jeg mister, faar igen jeg paa hans Ord," - dette gælder for Guds Folk ikke blot i det aandelige, men ogsaa i det timelige, det fik Isak at erfare ogsaa med Brøndene; Filisterne havde taget Brøndene fra ham, Herren gav ham Bronde igen. Da Vandet just blev fundet samme Dag, som Isak var gaaet ind paa Edsforbundet med Abimelech, kaldte han Brønden for "Schibea"; derved fik det Navn, som Abraham havde givet Brønden, nemlig Beershaba, sin yderligere Stadfæstelse Schibea betyder ogsaa "Ed".

Der findes endnu den Dag i Dag to ældgamle Brønde, c. 300 Fod fra hinanden, i det nuværende Ber-es-Seba; den ene er 44 Fod dyb til Vandets Overflade og 12 Fod i Gennemsnit, den anden er 41 Fod dyb og 5 Fod i Gennemsnit. Disse Brønde er sikkert de henholdsvis af Abraham (se 21, 80) og af Isak gravede Brønde.

En dyb Sorg for Isak og Rebekka var det, at Esau, da han var fyrretyve Aar gammel, gik hen og tog to kananitiske Kvinder til Hustru. Esasus Synd bestod ikke blot deri, at han tog to Hustruer, men ogsaa deri, at det var to Kvinder af den af Gud forkastede kananitiske Slægt. Derved viste Esau fremdeles sin Foragt for de hellige Forjættelser og sin Ligegyldighed for sine Forældres Villie. Det var tungt for de to gamle Forældre. Disse Hustruer med deres fremmede Skikke, fremmede Guder og daarlige Indflydelse paa Esau var, som der staar, "Aands Bitterhed" for Isak og Rebekka.