En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 27

Da Isak blev gammel, blev hans Øjne næsten helt blinde, og Isak mente vel, at Døden var nær forestaaende; derfor bestemte han sig til ikke længere at opsætte den høstidelige Handling at give sin Sæd efter sig Herrens Velsignelse. Isak var den Gang, som fremgaar af forskellige Tidsangivelser i denne første Mosebog, omtrent 137 Aar gammel ; i den Alder var Ismael just død for fjorten Aar siden, saa det var ikke saa underligt, at Isak tænkte sig sin Bortgang nær. Imidlertid levede han jo dog endnu 48 Aar. "Hvem Herren elsker, den revser han," det erfarede ogsaa Isak i sin lange Alderdom, da han ikke kunne se Solens Lys eller Himmelens Stjerner.

Men hvem skulde nu have Velsignelsen, den særlige Velsignelse som Forjættelsens Bærer? Ja, Isak havde nok kunnet vide det, hvis han havde været stille for Herren. Esaus hele Færd var saa aabenbart kødelig og vantro, han havde tilmed giftet sig med disse hedenske Kvinder, alt dette umuliggjorde ham som Forjættelsens Bærer. Saa kendte Isak visselig ogsaa Indholdet af det profetiske Ord, som Gud havde talt til Rebekka, før Tvillingerne saa Dagens Lys, hvor det var blevet antydet, at den ældre skulde tjene den yngre. Men Isaks Forkærlighed for Esau, en Forkærlighed, der ikke en Gang havde nogen aandelig Grund at støtte sig paa, gjorde ham blind ogsaa paa det aandelige Øie i dette Punkt. Hvorvidt Isak har vidst, at Esau letsindigt og ligegyldigt havde solgt sin Førstefødselsret til Jakob, er ikke sikkert, men dog sandsynligt.

Trods alt dette kaldte han imidlertid paa sin førstefødte og bød ham skaffe en god Ret Vildt, for at den højtidelige Handling kunde indledes ved det festlige Maaltid; vi hører jo ogsaa, hvorledes der ved Forbundets Indgaaelse mellem Isak og Abimelech blev holdt Maaltid. Masaltidet betegner det festlige, højtidsfulde. Det hørte imidlertid Redekka, og hun blev angst for, at Esau skulde faa Velsignelsen; hun saa klarere paa Sagen end Isak, hun saa, at Gud ikke vilde have Esau til at være den udvalgte Forjættelsens Sæd og var derfor sikker paa, at Isak var ved at gøre noget, der ikke var Herren velbehageligt. Hun viste altsaa Tro til Herrens profetiske Forjættelse om Jakob (se Kap. 23, 25), men paa den anden Side havde hun ikke Tro nok til at overlade Herren Sagen. Rebekkas Fald her minder om Saras Fald, da denne vilde hjælpe Herren med at opfylde Forjættelsen ved at give Abraham Hagar til Hustru. Ogsaa der havde Tro og Vantro været underligt sammenblandede ligesom her hos Rebekka. Gud trænger visselig ikke til, at Mennesker skal vise ham Vej, "hans Haand er ikke forkortet, at han ikke skulde kunne frelse, og hans Øren ikke tunghørende, at han ikke kunde høre" (Es.59,1), "Vej har han alle Steder, ham Midler fattes ej". Nej, Hensigten helliger ikke Midlet. Hvor bedrøveligt, at Mennesker kan tro, at Guds Veje skulde kunne fremhjælpes ved daarlige, svigefulde Midler! Han, der standsede Abrahams Haand i det afgørende Øjeblik ved Isaks Ofring, havde visselig ogsaa kunnet standse Isak i at give Førstefødselsvelsignelsen til Esau. Guds Villie, at Jakob skulde have Velsignelsen, skete ogsaa nu, saaledes styrede han det, men den af Redekka og Jakob selvvalgte, daarlige Vej blev dem til stor Fortræd og Smerte. Skriften plejer ikke at udtale hverken Ros eller Dadel, kun at fremstille Begivenhederne, som de er gaaede for sig, men just derigennem fremkommer dog Dommen over Synden ; thi Skriften beretter os ogsaa Følgerne af Synden. Hvor blev ikke Rebekka straffet! For hende blev Følgen af denne svigefulde Fremgangsmaade, at hun paa Livstid blev skilt fra sin elskede Søn Jakob og aldrig mere fik ham at se her paa Jorden. For Jakob blev Følgen den, at han maatte bort fra sit Fædrenehjem, ligesom han siden selv blev Genstand for Bedrageri, ikke blot af sin Morbroder Laban, men ogsaa af sine egne Sønner.

"Saa adlyd min Røst, min Søn, eftersom jeg befaler dig," saaledes talte Redekka til Jakob, og visselig er det ellers Børns Pligt at lyde deres Forældre, men dog kun i Herren (Ef. 6, 1). Her havde det været Jakobs Pligt overfor Gud at negte Lydighed. Jakob gjorde ogsaa Indvendinger, ikke af Frygt for selve den Synd at øve Bedrag mod sin gamle Fader, men blot af Frygt for at blive opdaget. Jakob siger: "Jeg vil synes for min Fader som en Bedrager" (V.12); Ordene tyder paa, at Jakob har villet berolige sig selv med, at han dog i Virkeligheden ingen Bedrager var, eftersom Esau jo havde solgt ham Førstefødselsretten; men denne lumpne Handel, forkastelig ikke blot fra Esaus, men ogsaa fra Jakobs Side, kunde visselig ikke berolige hans Samvittighed. Da han udtaler sin Frygt for, at Faderen, naar han opdagede dette stygge Bedrag, skulde bringe Forbandelse over ham i Stedet for Velsignelse, erklærer hans Moder, at hun vil tage Forbandelsen paa sig, tilvisse et sørgeligt og daarligt Ord.

Iført Esaus Højtidsklæder, som var semte i Isaks Hus, med Gedekiddenes Skind bundne om Hals og Hænder, i denne afskyelige Hyklerskikkelse gik Jakob ind til den hellige Handling. De østerlandske Kamel geder havde sorte, silkeagtige Haar, der siden ogsaa af Romerne brugtes til kunstig Erstatning af Menneskehaar, saa at de nok kunde give den glatte Jakob Lighed med den laadne Esau. Jakob glider nu videre og videre ned ad Løgnens Glidsebane. Isak, der straks blev mistænksom overfor Røsten, gjorde ham det ene Spørgsmaal efter det andet, og Jakob løj den ene Gang værre end den anden, ja, da Isak spurgte ham, hvorledes han dog saa hurtigt havde faaet fat paa Vildtet, undser Jakob sig ikke ved at svare: "Fordi Herren din Gud skikkede mig det i Hænde," altsaa han misbrugte endog Guds Navn til at besmykke sit Bedrag. "Herren din Gud" siger han, det vilde vissselig have været vanskeligt i dette Øjeblik at sige: Herren min Gud.

Isak maa saa have slaaet sig til Ro med, at det var ham, der hørte fejl, dog sagde han jo dette overfor Hyklere saa betegnende Ord: "Røsten er Jakobs, men Hænderne er Esaus Hænder." Ja, det er just alle Hykleres Kendemærke. I det ydre kan de udpynte sig saa ligt de ærlige Guds Børn, men Rysten, den vækker Mistanke, det rette Klang mangler hos Hyklerne ligesom ved de falske Mønter.

Da Isak havde holdt Maaltid, udtaler han saa Velsignelse over sin Søn. Hvilken salig Glæde vilde det ikke have været for Jakob, om han havde ladet Herren raade og faaet Velsignelsen ad den Vej, paa hvilken Gud vilde have skænket ham den. Nu var hele Glæden borte, thi Jakobs Hjerte bar Braadden i sig og Angsten for at blive opdaget. Velsignelsen er en Genklang af Herrens store Velsignelse til Abraham, først lyder den paa den timelisge Velsignelse med Himlens Dug og Jordens Fedme. Duggen er i Østerland ligesaa nødvendig som Regnen her og en Erstatning for Regnen. Dernæst lyder Velsignelsen paa Herredømmet over Jordens Folkefærd og Førstepladsen blandt Brødrene. Endelig lød det samme Ord her, som Gud havde givet Abraham, om Dommen over hver den, der forbandede Forjætsens Bærer, Velsignelsen over den, der velsignede ham. Den sidste Del af Isaks Ord er jo profetisk og faar først sin fulde Opfyldelse i den Herre Jesus Kristus, ham, for hvis Trone alle Folkeslag en Gang skal staa, om hvem der er skrevet, at Gud vil lægge alle hans Fjender til hans Fødders Skammel, og ham, om hvem det i Sandhed gælder, at han bliver til Fald eller til Oprejsning, til Forbandelse eller til Velsignelse, eftersom Hjertet stiller sig overfor ham med Vantro eller med Tro.

Saa fik Jakob da velsignelsen, ikke fordi han brugte svig, men uagtet han brugte svig, fordi Gud havde udvalgt ham.

Da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, kom Esau hjem fra sin Jagt. Herrens Haand havde styret det saa, at Esau ikke var kommen hjem blot nogle Øieblikke før; thi Jakob skulde jo have Velsignelsen. Da Isak nu opdagede, hvad der var foregaaet, blev han forfærdet "med en overmaade stor Forfærdelse". Men i denne Forfærdelse fik hans blinde Forkærlighed for Esau sin Dom, og han saa, at det var Herren, der havde hindret ham i at gaa sin egen Vej. Isak havde følt det, at Guds Aand havde indgivet ham Velsignelsen, og at det ikke var af sig selv, han havde talt. Derfor siger han, trods sin store Smerte, om den, der havde været der før og faaet Velsignelsen: "Han skal ogsaa være velsignet." For Isak blev det, der var sket, en dyb Ydmygelse, men han fandt sin Hvile deri, at det var Herren, der havde tugtet ham gennem dette. Men Esau - Esau stod der fortvivlet, han skreg "med et stort og overmaade bittert Skrig" og sagde: "Velsign mig, ogsaa mig, min Fader." Hele Esaus Stilling i det Øjeblik er et alvorsfuldt Billede paa, hvad de Sjæle, der solgte deres Salighed, deres Daabs dyrekøbte Naaderet for en kortvarig Nydelse med Verden, en Gang vil komme til at erfare, naar deres Plads er blevet optaget af andre, og Himmeldøren er bleven lukket. Ligesom Esau nok vilde have Velsignelsen, men ellers i Vantro vilde raade sig selv, saaledes vil jo vantro Mennesker ogsaa i vore Tider nok være salige, men ikke hellige, de vil nok have Lønnen, naar Lønningsdagen er der, men ikke tjene Herren, naar han kalder dem til sin Tjeneste. I Hebræerbrevet (12,17) staar om Esau: "I ved, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet; thi han fandt ikke Rum for sin Ansger, omendskønt han begærede den med Taarer." Esaus Anger var falsk, det var kun Sorgen over Syndens Følgen over det Tab, som han havde paadraget sig, men ikke over selve Synden og Vantroen. Der er ingen som helst Bekendelse hos Esau af hans egen Skyld. Nej, ikke alle Taarer er Tegn paa den sande Anger; hvor den sande Anger er, der er ogsaa Had til selve Synden.

Det skar Isak i hans Faderhjerte at høre Esaus bitre Graad, men Jakobs Velsignelse kunde han ikke give ham ; dog gav Gud ham ogsaa et Ord til Esau, egentlig ingen Velsignelse, men snarere en Indskrænkning i Jakobs Velsignelse: "Uden Jordens Fedme og uden Himlens Dug" skulde Esau have sin Bolig, ved sit Sværd skulde han leve og tjene sin Broder - alt dette var jo snarere en Dom end en Velsignelse. Blot dette ene føjedes til som en Tugt fra Gud over Jakob, fordi Jakob havde brugt den bedrageriske Fremgangsmaade: "Det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals." Denne Indskrænkning i Jakobs Herredømme over Esau er ogsaa stadfæstet i Historien: Saul først og siden David undertvang Edomiterne, men de løsrev sig igen under Joram. Amazia undertvang dem atter, men paany rev de sig løs. Johannes Hyrkanus undertvang dem grundigere end nogensinde, men i Edomiten Herodes og hans Sønner naaede Esau endog for en Tid Herredømmet over Israel.

Esaus Smerte søgte ikke Skylden indefter i hans egen Vantro, men søgte i Hævntørst udefter med Anklage mod Jakob. Allerede medens han er inde hos sin Fader, lyder hans Ord saaledes: "Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han to Gange har bedraget mig ; min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse." Naar Esau i dette Ord gjorde Forskel paa Førstefødselsretten og Velsignelsen, da havde han maaske nok Ret dertil efter Datidens Forhold og den daværende Skik ; Førstefødselsretten plejede nemlig at bestaa i den større Arvepart, hvorimod Velsignelsen mere var af aandelig Værd. Men Esau burde have vidst og vidste vel egentligt ogsaa, at for den af Gud udvalgte Slægt kunde den timelige Forjættelse om at arve Kanaan ikke adskilles fra dette ogsaa aandeligt at være Forjættelsens Væren. Dog Esau vilde ikke ydmyge sig og rasede derfor over, at Jakob havde narret ham for begge Dele, idet han hentydede til Jakobs Navn, der, som tidligere nævnt, betyder "en, der holder i Hælen", altsaa en, der med List søgte at komme i Forkøbet. Esau havde jo dog selv solgt sin Førstesødselsret til Jakob, men hele denne Handel kalder han nu uden videre for et Bedrag fra Jakobs Side uden samtidigt at dømme sig selv for den Foragt overfor Forjættelserne, han havde udvist i denne Sag. Det ser Verdenssindet den Dag i Dag: lægge Skyld over paa alt muligt andet, men ikke ville erkende sig selv skyldig.

Havde det staaet til Esau, da havde han baaret sig ad som Kain og myrdet sin Broder, men det turde han dog ikke for sin Faders Skyld. Han trøstede sig imidlertid med, at hans Fader nok snart døde, og da skulde Jakob miste Livet ; disse Tanker, som Esau ogsaa udtalte, aabenbarer ret hans Hjertes Haardhed og Vildskab. Rebekka fik det imidlertid at vide, og hun forstod vel, at skulde det nogensinde ske, at Esau ihjelslog Jakob, da vilde hun være kommen af med begge sine Sønner paa en Gang; thi dermed var den sidste Rest af Esaus Barneforhold til hende tilintetgjort, og tilmed vilde Esaus Liv saa maaske ogsaa snart blive taget efter Herrens Ord: "Hvo, som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses." Rebekka vilde ikke sige Jsak den virkelige Grund til, at hun vilde have Jakob til Side, for ikke at bedrøve Isak ved Underretning om Esaus Trusler, men hun fremførte en anden ogsaa saare vigtig og sand Grund til at lade Jakob rejse, nemlig hans Ægteskab Af Esau havde de haft den store Sorg med de kananitiske Hustruer, saa at Isak straks var villig til at lade Jakob rejse, for at han kunde hente en Brud fra samme Sted, hvor han selv havde fæstet sin Brud.

Vi hører ikke om Rebekka, da Jakob vendte tilbage, saa at hun sikkert døde, medens Jakob var hos Laban. Af Kapitel 49.31 ved vi kun, at hun blev begravet i Macpela Hule.