En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 28

Da nu Jakob skulde drage af Sted, fornyede Isak Velsignelsen over ham ; deri laa Tilgivelsen over Jakob og tillige overfor Herren en erkendelse og Bekendelse af Isaks egen Synd ved at have villet overføre paa Esau, hvad han dog havde maattet vide, skulde være Jakobs. Det er Abrahams Velsignelse, Isak lyser over sin Søn Jakob ; ogsaa Ordet "den almægtige Gud" minder om Herrens Ord til Abraham: "Jeg er den almægtige Gud" (Kap.17,1). Saa drog da Jakob af Sted efter sin Moders og Faders Begæring. Ejendommeligt er det, at Isak endnu ikke havde sørget for en Hustru til Jakob, da dog hans Fader i sin Tid havde tænkt paa en Brud til ham ; Jakob var nemlig den Gang slet ikke saa ung mere, han var 77 Aar. At han saalænge havde været ugift, hænger vel sammen med, at han i saa høj Grad havde været sin Moders Øjesten, derfor havde han ikke følt Savnet af en Ægtefælle saa meget, idet han jo hele Tiden havde opholdt sig hos sine Forældre.

Da Esau opdagede, at Jakob var draget af Sted i det Ærinde til Slægten i Mesopotamien, søgte han at vinde Faderens Gunst tilbage ved i en Hast at tage sig endnu en Hustru, der ogsaa var af Abrahams Slægt, nemlig en Datter af Ismael. Det var nu hans egen Maade at ville gøre godt paa, hvad han havde gjort galt ; han fik altsaa tre Hustruer paa den Maade. Saaledes bærer vantro Mennesker sig tit ad; de vil ved selvopfundne Midler stille Gud tilfreds, som de mener. De søger at efterligne Guds Børn i det ydre ved forskellige Gerninger, stundom ogsaa ved Beden og Læsen og Kirkegang, og mener, at saa kan det vel være godt nok, medens de er aldeles fremmede for sand Anger og sand Omvendelse.

Saa følger vi Jakob paa hans Rejse. Hans Stilling var trang, medens fordum Elieser, Abrahams gamle Tjener, var draget af Sted med mange Kameler og Kostbarheder, maatte Jakob drage af Sted blot med sin Stav i Haanden og i al Hemmelighed for ikke at vække sin Broder Esaus Opmærksomhed. Han maatte lade Esau i fuld Besiddelse af Ejendommen derhjemme, og han kunde ikke komme tilbage iet længere Tidsrum i ethvert Tilfælde maaske aldrig saa længe Esau levede. Sine Forældre fik han maaske aldrig at se mere, og hans Samvittighed var haardt betynget ; selvforskyldt Elendighed er tung at bære.

Vejen fra Beershaba til Charan i Paddan-Aram (Mesopotamien) var meget lang, over hundrede Miil. Saa kom han ved Solnedgang til en lille By, nogle Mil nord for Jerusalem, og der lejrede han sig under aaben Himmel i Nattemørket. I hine Lande bliver det bælmørkt, saa snart Solen er gaaet ned, Morgen- eller Aftendæmring har de ikke som i de nord1ige Lande. Hvor har han ikke følt sig ensom og forladt, nedbøjet og tung i Sindet! Men gennem alt dette blev Jakob ydmyget, hvad han jo haardt havde behov, og de ydmyge giver Gud Naade, thi Herren har sagt: "Den, jeg vil se hen til, er den elendisge og den, som har en sønderbrudt Aand og som bæver for mine Ord" (Esajas 66,2). Da Herren saa, at Jakob var nedbøjet og ydmyget, viste han ham, at han ikke havde glemt ham trods hans Daarlighed; thi nu fik Jakob en herlig Aabenbarelse gennem en Drøm. Drømme skal vi ellers ikke agte paa; thi Gud. har ikke henvist os til Drømme, men til sit Ord. Uomvendte Mennesker trøster sig tit med Drømme, som kun er Hjernespind af dem selv, og beraaber sig jævnligt paa slige Drømme, medens de ellers lever i Modstrid med Guds Ord. Men at Herren kan bruge Drømme, hører vi ikke sjældent i den hellige Skrift, og denne Jakobs Drøm er Perlen blandt alle de hellige Drømme, Skriften beretter om.

Han drømte, og se, for hans indre Øje viste der sig en Stige, der var oprejst paa Jorden, og hvis Top naaede til Himmelen, og Guds Engle steg op og ned ad den, og se, Herren stod oven over den og aabenbarede sig for ham som hans Fader Abrahams og Isaks Gud. Af Guds egen Mund fik Jakob nu Bekræftelse paa den Velsignelse, han havde gjort sig saa lidet værdig til. Forjættelsens Ord lød atter om, at det Land, han laa paa, skulde blive hans og hans Sæds, og at hans Sted skulde blive som Jordens Støv. Det store Ord til Abraham om, at alle Slægter paa Jorden skulde velsignes i hans Sæd, blev nu af Herren selv udtrykkeligt lagt over paa Jakob som Forjættelsens udvsalgte Bærer. Og al Jakobs Ængstelse og Bekymring, hele denne Følelse af Ensomhed osg Forladthed, der havde været over ham, blev bortvejret af Herrens mægtige Naadeord: "Jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette Land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, som jeg har sagt dig."

Som den gyldne Sol frembryder gennem den mørke Sky, saa lyste Synet af Himmelstigen med Engleskaren og Klangen af Guds trofaste Ord ind i Jakobs bange Sjæl. Denne Himmelstige vsar jo under et herligt Billede en Aabenbaring af Frelsens Hemmelighed, som den aldrig før var givet Mennesker. Himmelstigen betegnede jo det, Paulus kalder "den uden Modsigelse store Gudsfrygtens Hemmelighed: Gud, som blev aabenbaret i Kød" (1.Tim.3,16). Den betegnede den Bro, der skulde blive slaaet over Svælget mellem den faldne Jord og den hellige Himmel. Da Bethlehemsbarnet laa i sin Krybbe, da Julelyset tændtes her paa Jord, da havde Jakobs Drøm faaet sin fulde og herlige Opfyldelse. Som Stigen stod paa Jorden, men dog havde sin Top i Himlen, saaledes var Julebarnet sandt Menneske og dog Gud tillige. Den Herre Jesus kalder sig selv "Menneskesønnen, som er i Himmelen" (Joh.3,13), og vi synger med Rette: "Det Kors, der rødmer af hans Blod, som vidste ej af Svig, en Trappe er til Tronsens Fod, som staar urokkelig." I dette Skue, Gud forundte Jakob, blev det sagt ham, at Himlen, som havde været lukket paa Grund af Menneskets Fald i Synd, ej bestandig skulde være lukket, Gud selv vilde bane os en ny og levende Vej, saaledes som det skete i ham, der vidner om sig selv: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet" (Joh.14,6).

Hvor minder dette Syn ikke om Herrens Ord: "Sandelig sandelig siger jeg eder, I skal fra nu af se Himmelen aabnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen!" (Joh.1, 52). Ja, Gud være lovet, Himmelstigen staar der endnu, den staar i Guds aandelige Hus, Guds hellige Kirke og Menighed, Kristus er der endnu som den sikre Himmelstige i sit Ord og sine Sakramenter. Som Stigen dannes af de to Sider og de Trin, der bindses sammen ved de to Sider, saaledes er Herrens Daab og Nadverbord de faste Støttepunkter paa Himmelstigen i Forbindelse med alle Guds mange Forjættelsens Ord. Denne Stige formaar at bære en stakkels Synder op fra Jordens Skyggedal til Guds lyse Himmelsal, og som det paa en Stige gaar opad Trin for Trin, saaledes gaar det jo ogsaa Trin for Trin opad paa Himmelstigen. Det første Trin kan lignes ved dette, at Guds Naademidler i Ord og Sakrament faar Magt over Synderhjertet, saa at det vækkes for Ordet, vækkes til høre, ikke blot Menneskerøsten, men Guds Røst. Det næste Trin kan lignes ved dette, at blive vakt til virkelig Erkendelse af Synden, det næste Trin atter at komme til Troens Fred, og saa gaar det videre opad paa Helliggørelsens mange forskelIige Trin, indtil omsider den salige Stund er naaet, da Gudsbarnet er kommet helt op og naaet hjem til Boligen i Himlens Herlighed. Som Vandringen op ad en Stige kun kan ske ved, at Knæene bøjes atter og atter, saaledes ogsaa med Vandringen op ad Himmelstigen; fremad og opad gaar det kun gennem stadig Bøn. Og husk paa, du, der vandrer op ad Himmelstigen, at det gælder om at se opad mod Maalet. Ser man nedad, bliver man let svimmel, Se ikke nedad paa dem, der er nedenfor dig efter din Mening, saa bliver du let svimmel af Storhedstanker og kan falde mange Trin ned. Dette, at Englene steg op og ned ad Stigen, betegner, at de ligesom bringer Guds Barnets Sukke og Bønner op til Himlen for saa igen at stige ned med Hjælp. Der staar jo: "Er de ikke alle tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skal arve Frelse" (Hebr.1,14). Og visselig gælder Herrens Ord til Jakob: "Jeg er med dig og vil bevare dig overalt og vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig" ogsaa hvert eneste Abrahams Barn. Alle Herrens Forjættelser skal vise sig at være "Ja" og "Amen", ikke et af hans Løfter skal falde til Jorden, blot vi tror ham.

Da Jakob vaagnede af, sin Søvn, var han som et helt nyt Menneske ; han siger: "Sandelig, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke." Han vidste nok, at Gud var alle Vegne, men at Herren vilde aabenbare sig her paa dette Sted for ham, at Herren paa denne naadefulde Maade var nærværende hos ham, det vidste han ikke. Og der gik en Bæven gennem Jakobs Sjæl, idet han sagde: Hvor forfærdeligt er dette Sted, dette er jo Guds Hus og Himlens Port. Synderen Jakob bævede ved Tanken om den hellige Guds Nærhed; det var den samme Bæven, der fyldte Peters Hjerte ved Genezareth Sø, da det blev klart for ham, at han stod overfor den hellige Guds Søn, og han udbrød i Ordet: "Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand." Men dog var Jakobs Bæven forbundet med salig Fryd ved Tanken om Guds Naade imod ham, at nu ogsaa han ligesom Bedstefaderen Abraham og Faderen Isak var bleven agtet en saadan Aabenbarelse værd fra den almægtige Gud. Jakobs Opvaagnen af Søvnen og hans Ord efter dette Drømmesyn er et Billede paa, hvorledes en Synder har det, naar han vaagner op af aandelig Søvn. I Jakobs Tilstand, forud for denne Drøm, har vi Billedet, aandeligt talt, paa et Menneskes Tilstand, der ikke er blevet vaagent for Herren. Nattemørket betegner det Mørke, en Synder er i, før Jesus er bleven levende for hans Sjæl, saalænge Jesus, Verdens Lys, Synderes Dag og Sol, ligesom er gaaet ned for hans aandelige Øje. Den haarde Sten, hvorpaa Jakob hvilede sit Hoved, er et Billede paa alt det, som en uomvendt Synder søger Hvile indenfor Jesus, i egne Gerninger, egne Bestræbelser i alt det ydre, Kirkegang, Godgørenhed, Forbedrings forsøg, gode Forsætter og lignende, som Hjertet dog aldrig kan komme til Hvile i. Og Jakob faldt i Søvn som en fremmed paa det Sted, ensom og forladt, som han mente det. Saaledes er ogsaa det vantro Menneske blevet saa fremmed overfor Gud, fremmed for hans Tankegang, for hans Sandhed, fremmed for Glæden i Herren og Freden i ham, fremmed for Bønnens Fortrolighsed overfor Herren, fremmed for hans Villie og Veje. Men naar Jesus kommer til at opgaa i Synderhjertet som Solen, naar Himmelstigen viser sig for Hjerteøjet, naar Synderen omvender sig og tror paa sin Frelser, da gentager det sig, hvad Jakob oplevede, og det har atter og atter lydt fra Mennesker, der vaagnede af den aandelige Søvn: 2Sandeligen, Herren er paa dette Skted, og jeg vidste det ikke !" Vi var i Daaben baarne ind i Guds Hus, men vi vidste ikke noget af vor Raadestand, vi sov den tunge Søvn ; Herren var os nær, men vi vidste det ikke og kaldte ej paa ham, Himmelporten var aabnet for os, men vi saa det ikke - saaledes maatte vi udbryde, da vi var vaagnede op af Søvne. Vi var udvalgte til at være Guds Helligdom, Guds Tempel, Guds hellige Ejendomsfolk, dog i vor vantro Tid vidste vi det ikke, fordi vi sov. Men en skøn og salig Tanke er det, at som Jakob vaagnede op og fandt sig selv i Bethel (Bethel betyder Guds Hus), saaledes skal ogsaa vi, naar vi vaagner, ikke have nogen ny Daab, ikke ind i en ny Kirke, saaledes som saa mange Sekterere raaber paa, men vor Vækkelse og Omvendelse er en Omvendelse til det, vi allerede har faaet, Herren var der allerede med al sin Naade, hans Kærligheds Haand var allerede udrakt over os; vi vaagnede op ved Himmelens Port, ved den aabne Dør, han stillede for os i vor Daab. Ja, salig den, der vaagner, før Himmelporten er lukket, og som gaar ind ad den aabne Dør!

Da Jakob stod op om Morgenen, tog han den Sten, hvorpaa hans Hoved havde hvilet, og rejste den til en Mindesten, ligesom Samuel siden en Gang rejste en Mindesten og kaldte den Ebenezer til Ihukommelse af Herrens Hjælp (1.Sam.7,12). Jakob salvede Stenen med Olie (Olie fører de Rejsende i Østerland gerne med sig), visselig ikke for at gøre Stenen til sin Afgud, som Hedningerne saa ofte gjorde og endnu gør (se Herrens Forbud derimod 3.Moseb.26,1); men Jakob oprejste Stenen, fordi han aldrig vilde glemme den store Guds Naade, der var vederfaredes ham. Det er visselig den dybe Trang i hvert Menneskehjerte, der i Troen er kommet til at skue Herrens Herlighed, dog aldrig at glemme hans dyrebare Raade, som det siges i en lille Sang: "Jeg glemmer ej, jeg glemmer ej, jeg glemmer ej din Ve, da jeg dig saa i Angst paa Knæ hist i Gethsemane."

"Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, jeg rejser, og give mig Brød at æde og Klæder at iføre mig, og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og Herren vil være mig en Gud, da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, være et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du vil give mig." Jakobs Løfte er et Udtryk for hans Taknemmelighed. Vistnok skal vi være varsomme med at gøre Gud Løfter, fordi vi er saa daarlige til at holde dem. Det er bedre at forlade sig paa hans Løfter til os ; thi han er trofast, men vi er saa tit utro. Men den, der har erfaret Guds Naades Gerning i sit Hjerte og kan sige med Paulus: "Mig, den største af Syndere, er Barmhjertighed vederfaret," vil jo dog saa gerne lægge sig selv og alt sit for Herrens Fødder, just for derigennem at prise Herren, og drives vi i saadanne Øjeblikke, hvor Hjertet var fuldt af Jubel eller fuldt af Begæring om Frelse, til at gøre et Lofte, gælder det visselig ogsaa om at betale den højeste sine Løfter, som der staar skrevet. I ethvert Tilfælde gælder det om at gøre Herren det Løfte, som lyder til os gennem en troende Præsts Sang:

"Jeg lover dig mit Hjerte,
Jeg lover dig min Mund!
Ak, bliv hos mig, du favre Blomst,
Indtil min sidste Stund".

For et Guds Barn bliver det saaledes, at vore Løfter til Herren, som vi ogsaa hører det i denne lille Sang, maa forvandles til Bøn, saa vil han give os Naade til at holde, hvad vi lovede. Der gaar ogsaa en Bønnens Tone gennem dette Jakobs Løfte. Naar han siger: "Dersom Gud vil være med mig," da ligger der ikke i dette "dersom" nogen Tvivl, men en dyb Følelse af den vældige Naade, der var i Guds Løfte til ham, den Naade, der vel for det naturlige Hjerte kunde synes umulig, men som Jakob nu havde hørt dog var Sandhed. Jakob tragtede ej efter store Ting i det timelige, blot Beskærmelse paa Vejen, Brød at æde og Klæder at iføre sig. Det minder om, hvad Ordet siger: "Naar vi har Føde og Klæder, skal vi dermed lade os nøje" (1. Tim.,6, 8). Godt er det, naar det lyder i Hjertet, som der staar i en lille Sang: "Vi ej meget vil begære, af hvad Jorden hører til - dagligt Brød til vor Død, det er nok, o Herre sød." Dog, det dybeste af alt, hvad Jakob begærede af Herren, var dette, at Herren vilde være ham en Gud. Vistnok er Herren vor Gud, fordi han har skabt os og genløst os, men mange vil ikke have ham til deres Gud, de vil være deres egne. I denne Jakosbs Begæring om, at Herren vil være ham en Gud, ligger jo Bekendelsen af at Jakob saa gerne vilde være hans Ejendom og ikke være sin egen ; i dette Ord ligger Villiens Hengivelse til Herren. At have Gud til sin Gud er jo det samme som at ville, hvad han vil; derfor beder ogsaa Salmisten: "Lær mig at gøre din Villie, thi du er min Gud" (Salme 143, 10). Dermed hænger det ogsaa sammen, hvad Jakob slutter med, at han visseligen vilde give Herren Tiende af alt det, Herren gav ham ; thi med en sand Hengivelse af mig selv giver jeg ogsaa Herren alt mit, ogsaa al min jordiske Ejendom, hører op med at være Selvejer, som Verden mener at være det, og bliver kun en Husholder over, hvad Gud har givet mig, og hvad der i Virkeligheden er hans. At give Tiende er saa gammel en Tanke, at vi jo allerede har hørt det om Abraham, at han gav Melchissedek Tiende af alt Byttet (1.Mos.14,20).

Jakob lovede tillige, at denne Sten, som han havde oprejst som et helligt Minde, skulde blive til et Guds Hus, naar han kom tilbage til sin Faders Hus med Fred. Et Tempel vilde Gud jo endnu ikke have bygget, men da Jakob kom tilbage, bød Gud ham selv drage til Bethel og bygge et Alter for Gud paa det Sted, hvor han havde set Himmselstigen (Kap.35,1-3).

Stedet havde ellers et andet Navn hos Kananiterne, men Jakob kaldte det Bethel, hvilket betyder "Guds Hus", saaledes blev hans Efterfølgere ogsaa ved med at kalde Stedet. Under Jeroboam, da de ti Stammer havde løsrevet sig fra Juda Rige og dermed fra Jerusalems Tempel, blev Bethel Skueplads for skrækkeligt Uvæsen. Jeroboam oprejste nemlig den ene af sine to Guldkalve i Bethel, medens han satte den anden i Dan mod Nord. Formodentlig valgte Jeroboam Bethel, fordi Herren der havde aabenbaret sig for Jakob. Her paa den gamle Syndens Jord er der nok, som vil fordærve Guds Tempel og vanhellige hans Helligdomme, men en Gang skal den Stund komme, da Jakobs Drøm om Himmelstigen skal faa sin sidste og evige Opfyldelse. Paa den ny Jord, hvor Retfærdighed bor, skal Himmelen være aaben og Guds Helligdom evigt ukrænket, da skal Samkvemmet mellem Himmel og Jord være i sin fulde Herlighed, da skal det evige Halleluja stige op og stige ned for Jesus i al Evighed.