En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 29

"Og Jakob løftede sine Fødder," staar der ; dette Udtryk betegner den frejdige, glade Gang, ligesom det at slæbe Foden efter sig betegner Nedtrykthed. Herren havde styrket Jakobs Hjerte ; "thi drog han sin Vej med Glæde" (Apostl. Gern. 8, 39). Saa kom han langt ud i Østerland i Nærheden af Charan til en Brønd paa Marken, altsaa ikke den samme Brønd, som Elieser kom til, der jo laa lige inde ved Byen. Ved Brønden var der samlet tre Faarehjorde med deres Hyrder; Brønden, der har været en af de saakaldte Cisterner var tildækket med en meget stor Sten, dels for at Sandet ikke skulde flyde ned i Brønden, dels for at uvedkommende ikke skulde have for let Adsgang til en saadan Brønd. I Arabien skjuler Brøndenes Ejermænd dem undertiden ved at tildække Laaget over Bronden med Sand; de har da visse Kendetegn, hvorefter de kan kende deres Brønde. Som vi hører, var det en Aftale mellem Hyrderne, at Stenen ikke maatte væltes fra, før de alle var samlede, for at de hver kunde faa sin retmæssige Del af Vandet. Derfor laa Hyrderne og ventede, indtil de alle kunde blive samlede.

Til Jakobs store Glæde kendte disse Hyrder godt Laban og underrettede Jakob om, at det just var hans Datter Rachel, som kom derhenne med Faarene. Jakobs Hjerte blev saare bevæget ved at se Guds Trofasthed, der saaledes havde ført ham til det ønskede Maal og lige til hans egen Slægt. Da Rachel kom, hjalp han hende med at vande Faarene, kyssede hende og græd af Glæde samt fortalte hende, hvem han var. Der staar her, at Jakob sagde til Rachel, at han var hendes Faders Broder; paa samme Maade kaldtes jo (Kap.14) Lot for Abrahams Broder. Slægtskabsbetegnelserne var i det hebraiske Sprog mere rummelige end i vort Sprog ; "Broder" og "Søn" bruges saaledes tit i en videre Betydning.

Saa kom da Jakob til Laban og fortalte ham, hvorledes det hele stod til, og Laban tog venligt imod ham og kendtes ved ham som sin Slægtning, idet han sagde: "Sandeligen, du er mit Ben og mit Kød." Der gik da en Maanedstid, og Jakob tog straks fat med paa Arbejdet med Hjordene, som han var saa vel kendt med hjemmefra. Laban vilde imidlertid have Forholdet ordnet saaeldes, at Jakob kunde faa en bestemt Løn. Det saa jo meget smukt ud af Laban, og dog var det i hans egen Interesse, da i Østerland det at staa i Taknemlighedsgæld til et Menneske som Regel kræver en betydelig større Udgift, end hvor Lønnen er bestemt. Det saa vi jo allerede med Abraham, da han købte Macpela Hule (Kap. 23).

Jakob havde fattet Kærlighed til Rachel og erklærede at ville tjene Laban i syv Aar for denne hans yngste Datter. Man plejede i Østerland at give "Skænk" til Brudens Fader. Jakob havde jo intet at give og kunde paa Grund af Forholdet til Esau intet begære hjemmefra; han havde da kun sin personlige Tjeneste at yde, og Laban, der var umaadelig pengegrisk, vilde ikke nøjes med en lille Gave, men krævede ligefrem Betaling for sin Datter. Dette ser vi tydeligt af Døtrenes Ord i Kap.31,15, hvor de klager over, at deres Fader ligefrem havde solgt dem. Dog, de syv Aar gik saare hurtigt for Jakob. Der staar saa skønt, at disse Aar syntes ham at være faa Dage ; saa stor Værdi havde Rachel for ham, og saa lykkelig var han i hendes Nærhed. Vi ser ogsaa her, at Kærligheden gør det svære let. Det skal minde os om, at dette ogsaa gælder i Forholdet mellem os og vor himmelske Brudgom; jo mere vi elsker Herren, des lettere bliver det at holde hans Befalinger. Derfor siger ogsaa Apostlen Johannes : "Dette er Kærlighed til Gud, at vi holder hans Bud, og hans Bud er ikke svære" (1. Joh. 5, 3).

Rachel havde ellers ogsaa en ældre Søster ved Navn Lea, hvis Hjertelag synes at have været adskilligt skønnere, end Rachels Sind var ; men Lea var ikke saa skøn i det ydre, hun havde svage, matte Øjne, medens Rachel var "dejlig af Skikkelse og dejlig af Anseelse". Og Rachels dejlige Ydre havde fuldstændigt indtaget Jakob.

Men da de syv Aar var gaaede, bedrog Laban Jakob ved sat give ham Lea til Hustru i Stedet for Rachel. Bruden førtes nemlig tilslørset ind til Brudgommen, saa at Jakob ej opdagede Bedraget i Tide. Hvor underligt at tænke paa, at Jakob, der havde spillet Bedragerens Rolle overfor sin egen gamle Fader, nu selv skulde blive Genstand for et Bedrag. Som han paa sin Moders Opfordring havde spillet Bedragerrollen, saa gjorde Lea det nu her paa sin Faders Tilskyndelse. Skikkert er Jakob kommen til at tænke paa den Guds Tugt, der ramte ham herigennem, og det har ogsaa lammet ham noget overfor Laban, der straks havde dette til Undskyldning for at have brudt sit Ord, at man i deres Land aldrig plejede at bortgifte en yngre Søster for den ældre Sagen ordnedes imidlertid saaledes, at Jakob imod at tjene endnu syv Aar ogsaa skulde have Rachel, naar de syv Bryllupsdage var gaaet for Lea (af Dommernes Bog l4, 1 ser vi, at det var Skik i Østerland med syv Bryllupsdage). Labans Mening med det hele var aabenbart den, at han vilde nøde Jakob til at blive i sin Tjeneste og binde ham for længere Tid, da han saa, han havde saa stor Fordel af, at Jakob passsede hans Hjorder. Labans Karrighed viste sig ogsaa deri, at han kun gav hver af sine Døtre een Tjenestepige med, medens Rebekka dog fordum havde faaet flere Piger med sig, da hun rejste til Jsak (Kap. 24, 61).

Ja, her har vi atter dobbelt Ægteskab ; ganske vist havde det ikke været Jakobs Tanke, men han gik jo dog ind derpaa. Et saadant Giftermaal med to Søstre paa een Gang blev siden strengt forbudt i Mose Lov (3. Mos. 18, 18). Men her som altid beretter Skriften blot Kendsgerningerne, men det ved hvert ærligt Guds Barn, at de troendes Fejl og Fald ej berettes for dermed at gøre Synden tilladelig. Saaledes tænker kun de, der vil fare vild. Iøvrigt maa vi henvise til, hvad der er bemærket ved Forklaringen af Kapitel 16 (Abrahsam og Hagar). Det gælder jo om dette Forhold som om hint, at Gud har baaret over med Vankundighedens Tider (Ap. G. 17, 30).

Som man vel kan tænke sig, tilsidesatte Jakob Lea for Rachel, Men den Gud, der ikke glemmer noget, der ser hver hemmelig Sorg og skjult Lidelse og saa tit udvælger det af Mennesker ringeagtede (1.Kor.1,28), han antog sig den fortrykte Lea og gav hende Plads i Frelserens Stamtavle, idet Jesus Kristus jo fødtes i Juda Stamme, men Juda var en Søn af Lea. Medens Rachel i lang Tid var ufrugtbar, fødte Lea den ene Søn efter den anden. Det er skønt at lægge Mærke til de Navne, Lea giver sine første Sønner; de vidner om et ydmygt Sind, der gav Gud Æren Navnet Ruben betyder ligefrem "se, en Søn"; det har været Moderens Glædesraab, gennem Sønnens Fødsel haabede hun at vinde sin Mand for sig. Navnet paa den anden Søn, Simeon’ betyder "Bønhørelse" og Levi, den tredie Søn, "Hengivenhed", hvilket ogsaa peger hen paa, at hun saa gerne vilde vinde sin Mands Hengivenhed. Den fjerde Søns Navn, "Juda", er dog det skønneste, thi det kan paa Dansk gengives ved "priset", "Herren være priset". Det Navn er ligesom profetisk og peger hen paa den højlovede Frelser, der skulde komme som "Løven af Juda Stamme" (Joh. Aab. 5, 5), Af Navnet Juda har Jøderne faaet deres Navn.