En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 3

Vi har i de foregaaende kapitler set den skønne begyndelse i paradiset. Nu forestod valget. Ak, det gik, som Ordet siger (Jer 2.11): "Mit folk har omskiftet sin herlighed med det, som ikke kan gavne." Der forelaa tre muligheder: Mennesket kunde være blevet fast i Herrens vilje, - det kunde selv have fundet paa synden - og det kunde lade sig forlokke til synden. Var det andet sket, som det skete i engleverdenen, havde frelse været umulig. Nu er den mulig: thi mennesket lod sig bedrage, det fandt dog ikke selv paa synden.

Der melder sig her i dette kapitel et nyt væen, der kaldes med slangens navn men viser sig at være et aandeligt væsen. Hvorfra kom dette væsen? Vi har allerede omtalt faldet i engleverdenen. Derfra kom fjenden, der i Johannes' aabenbaring (12.9) udtrykkelig nævnes ved navnet "den gamle slange, som kaldes djævelen og satanas". Men det vidste de første mennesker endnu ikke. De kendte slangen som et kløgtigt dyr; maaske det ogsaa den gang har været et smukt og tiltalende dyr. Visselig vilde fjenden hellere være kommen i en anden skikkelse, f.eks. som en lysets engel; men da vilde fristelsen have været for stor for mennesket, der endnu stod helt paa barnestadet. Det, at fjenden maatte komme i dyreskikkelse, gjorde fristelsen mindre tillokkende, eftersom mennesket kendte dyret som staaende under sig. Vi ved fra det nye testamente (Matth 8.31), at djævelen ogsaa kan besætte dyr, ligesom han her traadte frem i slangen. At slangen taler, er et dæmonisk under; ved at djævelen for i slangen, blev slangen naturlige kløgt til træskhed. Her staar vi da foran den første fristelse; medens al prøvelse fra Guds side kun vil os godt, kommer fristelsen fra mørkets side og gaar ud paa det onde. Den maade, hvorpaa fristelsen gaar for sig, er et billede paa al senere fristelse fra djævelens side. Menneskets styrke til at overvinde djævelen ligger i troen paa Herrens Ord. "Vor tro er den sejr, der har overvundet verden," siger apostelen (1 Joh 5). Derfor begynder fristeren altid med at angribe troen. Mon Gud skulde have sagt? Dette "mon", dette djævelske "mon" stillet foran Guds Ord, er den gloende pil, der søger at vække tvivl overfor Guds Ord. Saaledes kommer slangen endnu. Mon Guds Ord virkelig skulde være sandhed? Mon det dog kan passe, hvad der staar i bibelen? Ak, hvor ofte har disse helvedes pile ikke fundet indgang i menneskehjerter? Der klinger gennem dette slangens ord til Eva ligesom en anklage mod Gud, fordi han vilde hindre mennesket i at komme til kundskabens træ, just som om mennesket havde ret til alle træer. Sandheden er den, at Gud ene havde retten og af idel kærlighed havde givet menneskene lov til at have alle træerne paa det ene nær. Men djævelen søger altid at stille Guds fremgangsmaade mod os op som noget haardt og urimeligt. Kvinden svarede slangen. Det skulde hun ikke have gjort. Naar slangerøsten lyder til os, da er vi aldeles ikke forpligtede til at lytte til den røst. Det, at Guds ord blev sat i tvivl, burde øjeblikkelig have gjort kvinden vaagen for, at hun her stod overfor en magt, hun ikke skulde have med at gøre. Vi skal aldrig indlade os med satan, ham har vi kun eet forhold at staa i til efter Guds anvisning, og det er forsagelsens forhold. Men hun svarede ham, og selv om svaret ikke indeholdt noget ligefrem urigtigt, saa er der dog i det ligesom en let antydning af, at slangens "mon" har faaet lov at nærme sig hjertet mere, end det skulde; hun føjer til, at Gud skulde have sagt: "Rører ikke derved," og der ligger i denne tilføjelse ligesom noget af, at forbudet begyndte at blive en byrde. Saa meget er vist, at djævelen, den gamle slange, mærkede, at han kunde gaa videre i fristelsen. O, hvor det gælder om straks at give fristeren en bestemt besked, saa at han mærker, at det ikke kan nytte ham noget at blive ved. Faar han ikke den bestemte afvisning, da bliver han ved og gaar videre og forstærker til angreb. Den næste pil slangen udskyder mod kvinden, er en fræk løgn, hvormed satan endnu den dag i dag søger at dysse menneskesjæle, som han er ved at fange, i søvn. I skal ikke gaa fortabt, det er noget snak, som blot de haardhjertede hellige og slige dømmende mennesker finder paa. Det gør ingen ting med lidt synd; vi kommer nok alligevel i himmelen tilsidst, og noget helvede er der ikke. Ja, saadanne frække løgne farer jo omkring iblandt os den dag i dag paa alle ender og kanter.

Satans frække løgn dækkes saa af en ondskabsfuld beskyldning imod Gud, beregnet paa at vække mistro til ham, medens der samtidigt arbejdes paa at faa hovmodssindet frem i mennesket. "Gud véd, at hvilken dag i æder deraf, skal eders øjne oplades, og i skal blive ligesom Gud og kende godt og ondt." Der ligger i dette Ord en beskyldning mod Gud, at det skulde være af frygt for medbejlere, han skulde have udstedt sit forbud. Og dette, at blive ligesom Gud, det blev som den forbudne frugt i allerdybeste forstand, som fjenden stillede frem for menneskesjælen. Skriften har antydninger af, at dette var grunden til satans eget fald, at han vilde være ligesom Gud, og det ligger saa nær at antage, at han har brugt det samme overfor mennesket, som han selv faldt i. Hovmodslysten, lysten til at være stor, ingen at have over sig, selv være den største, det er satans dybheder. I 1 Tim 3.6 advarer Paulus imod at blive "opblæst" og "falde under bagvaskerens (djævelens) dom". Man har sagt, at løgnens fader til et pund løgn altid brugte nogle kvint af sandhed for at skaffe løgnen indpas. Her er ogsaa i dette løgneord indfiltret nogen sandhed. Sandhed blev da, at deres øjne skulde oplades; men det blev i en grufuld betydning.

Der staar i Guds Ord: "De, som tage vare paa løgnens gøglebilleder, har forladt ham, som er dem miskundhed" (Jonas 2.9), og kvinden tog var paa løgnens gøglebilleder. Hun troede satan bedre end Guds Ord. Dermed skete vendingen, den frygtelige omvendelse fra lys til mørke, fra liv til død, fra sandheden til løgnen. Den skete, da troen blev vendt fra Gud til løgneren. Og der møder vi moderen, kilden, roden til alle de enkelte synder, nemlig vantroen. Idet vantroen faar magten, har fjenden med det samme faaet magten; mennesket er blevet værgeløst; thi i troen var jo det værge, hvormed det ene kunde overvinde fjenden. Derfor kan frelse kin ske ved omvendelse til tro igen. Idet vantroen fik rodfæste i Evas hjerte, brød der frem en række vanhellige tanker, ønsker og lyster; hendes aandelige øjne blev blændede; træet straalede for hende som aldrig før. Godt at æde af og lysteligt at se til, og saa dette at faa forstand, blive lige saa klog som Gud, - her møder vi syndens tre hovedgrene, voksende paa vantroens stamme: Kødets lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed (1 Joh 2.16). Saa fulgte gjerningen ovenpaa som den ydre aabenbarelse af det indre fald. Hun tog af frugten og aad.

Og Adam skulde med; han skulde ikke være bedre end hun. Der har vi hele slangegiften, velkendt i det faldne menneskehjerte, dette djævelens sind, der straks søger at drage andre med sig i fordørvelsen. Underligt er det at se, hvor hurtigt og villigt Adam fulgte med i faldet. Han har sandsynligvis været til stede og selv været faldet i hjertet. Vi hører ikke et ord om, at han advarede kvinden. Da oplades deres øjne - ja, i sandhed! der brast blændværket, herligheden var forbi; døden, som Gud havde sagt det, rørte sig hos dem baade i sjæl og legeme. De kom til at se, ja, men hvad fik de at se? at de havde forladt Gud, mistet freden, var i det ondes magt. De kom til at se, at de var nøgne, og nu bluedes de; den sanselige lyst, der havde løsrevet sig og taget magten over sjælen, i stedet for at Aanden fra Gud skulde have haft magten, den løsrev sig med det samme paa alle punkter. Det er med synden som med en draabe gift, der kommer i et glas vand, den holder sig ikke paa et sted, men forgifter alt vandet paa een gang.

Betegnende er det, hvad der staar om dem, at de heftede figenbladene sammen og gjorde sig bælter. Det er ret et billede paa, hvorledes synderen vil hjælpe sig selv og skjule sin elendighed ved egen kraft. Ak, hvor mange figenblade have mennesker ikke siden da søgt at skjule deres skam bagved! Alle de mange falske undskyldninger, alle de mange selvretfærdige ord og tanker og gerninger, hvormed mennesker i tidernes løb har søgt at skjule deres urenhed i stedet for at bekende den og ile til Gud med bøn om hans hjælp, alt dette er som Adams og Evas figenblade. Og da saa den velkendte røst lød ved aftenstid, da var de bange. Gud aabenbarede sig den gang som oftere siden hen i legemlig skikkelse, og før havde de vel som lykkelige børn løbet Gud i møde glade ved at se Faderens aasyn, nu skjulte de sig for Gud Herrens ansigt blandt træerne i haven. Den samme samvittighedsrøst, der tidligere havde forvisset dem om Guds velbehag, tugtede dem nu. Alt dette, der som syndens sold meldte sig hos dem, det var, hvad Gud havde sagt dem: døden.

Al død betegner en skilsmisse, den legemlige død en skilsmisse mellem sjæl og legeme, den aandelige død en skilsmisse mellem menneskeaanden og Gud. Derfor begyndte døden i menneskehjertet samtidigt med vantroen. Døden bestod just i skilsmissen, der var kommen mellem mennesket og Gud; derfor var de bange for ham og vilde fly for ham, havde ingen lyst til at være hos ham mere. Det er denne aandelige død, der bliver til den anden død, til evig skilsmisse fra Gud, hvis ikke hjertet finder tilbage til ham igen, overgaar fra døden til livet (1 Joh 3.14).

Ogsaa den legemlige død begyndte i samme øjeblik som vantroen, med vantroens synd trængte forkrænkelighedens væsen ogsaa ind i menneskelegemet. Døden arbejder inde i vore legemer; den tærer paa livskraften, viser sig snart som træthed, snart endnu tydligere som sygdom, som en af de magne slags piner "den faldne jord har saa uhyre mange af. Guds Ord blev sandhed og fik ret: "Syndens sold er døden" (Rom 6.23).

"Hvor er du," saaledes lød den kaldende røst: "Adam, hvor er du?" Kaldet lød til Adam, fordi han som manden var den mest ansvarlige. O, mange gange siden har dette kald lydt ind i syndehjerter, der vilde skjule sig for deres Gud. Hvor er du, ven, som læser eller hører dette? Hvor mange er ikke de, der søger at skjule sig imellem de mange andre mennesker som mellem træerne i en skov? "Vi er jo alle syndere - der er da mange, der er værre end jeg - det gaar vel ikke mig værre end de andre," - det er yndede skjulesteder for mange Adams børn. "Jeg hører jo den og den præst" - ja ogsaa mange præster er blevne brugte som træer, bag ved hvilke synderen vilde skjule sig for mødet med den levende Gud selv. Og hvor mange har ikke søgt skjul bag ved de saakaldte videnskabens resultater, bag ved saakaldte lærde mænds gudløse, selvlavede og selvkloge meninger og anskuelser. Men det gaar kun til en tid. "Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand, og hvor skal jeg fly hen fra dit ansigt?" (Ps 139.7). "Vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er natten et lys omkring mig; mørkhed gør ikke mørke hos dig" (Ps 139.11-12). - "Hvor er du?" Der er myndighed i den røst, en myndighed, du dog ikke kan unddrage dig for, en gang skal du frem for Herren. O, kom, medens det der tid! Det er blevet sagt af en Guds mand: "Vil du fly fra Guds vrede, da fly ind i Guds arme." Skjul dig ikke for Gud, men skjul dig hos Gud!

"Hvor er du?" Der er ogsaa den dybe kærlighed i dette kald. Det skulde vise Adam og Eva, at Gud dog endnu ikke havde sluppet dem, ikke havde overladt dem til den ondes magt som det redningsløse bytte. Det skulde kalde dem hen i det eneste skjul, hvor en synder virkelig kan være skjult i den højestes skjul" (Ps 91.1), under Jesu vinger.

Men hvad gør du, naar kaldet lyder til dig? Adam begyndte med at forstille sig, begyndte med et daarligt forsøg paa at skjule sine overtrædelser. "Jeg var nøgen," siger han, "derfor skjulte jeg mig." Vi ser atter her, hvorledes synden drager synd efter sig som i en uhyggelig løgnens kæde. Gud spørger igen, ikke fordi han ikke ved alt, men for at fremdrage bekendelsen. Der maa lyde en bekendelse, før kan frelsen ikke komme.

Endelig kommer bekendelsen, men ikke ærligt og usminket, nej, med en undskyldning ved siden af. Han søger at skyde skylden over paa kvinden; men at satan taler derigennem, mærkes saa sørgeligt, ogsaa paa den maade, Adam udtrykker sig, idet han siger: "Kvinden, som du gav mig"; deri ligger lønligt et forsøg paa tillige at lægge skyld over paa Gud Herren selv. Det er rigtigt djævelens sind: selv at ville have ret, selv om skylden skal lægges over paa Herren.

Hvor er det svært at faa sagt dette: skylden er min, hvor let at sige: den er din! O, atter og atter møder man det sind i den faldne menneskeverden, der lægger skylden for sit fald over paa Gud, paa hans tilskikkelse, paa hans førelse, vel ikke med rene ord, men tilsløret og dog tydeligt nok som Adam her, eller ogsaa lægger man skylden over paa andre mennesker.

Og Gud vender sig til kvinden, der skyder skylden videre fra sig over paa slangen; men bekendelsen er da kommen frem, hvor daarligt den saa end kom frem. "Jeg aad, jeg aad" - dermed var tilstaaelsen aflagt fra begge menneskers side.

I disse vers udtaler Gud Herren dommen over slangen. Vi skal lægge mærke til, at Gud ikke spørger slangen om noget; thi her var ingen mulighed mere for nogen redning. Dommen rammer den usynlige forfører, men selve det redskab, han brugte, skal herefter blive et vidne om hans onde gerning, idet slangen fornedres under alle skabninger. Hvad skikkelse slangen har haft før, ved vi ikke; men efter sin nuværende skikkelse er den i sandhed bleven et mærkeligt sindbillede paa djævelen selv. Med sin tvedelte tunge, sit snigende komme og sin skjulte nærværelse, sin frygtelige smidighed og sit livsfarlige bid er den i sandhed et slaaende billede paa løgnens fader, ham, der en gang straalede lig en stjerne paa himmelen i den hellige englehær.

Men stort og herligt er det at se, at med det samme Guds dom ruller ud over de skyldige, lyder ogsaa allerede Guds naades forjættelse over det faldne menneske. I vers 15 her i det tredje kapitel har vi den første forjættelse om en Frelser. Hvilken dyb naade der dog afspejler sig i dette, at forjættelsen øjeblikkeligt lyser frem med haabets straaleglans i syndefaldets mørke. "Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og mellem kvinden og imellem din sæd og mellem hendes sæd; den skal sønderknuse dit hoved, men du skal sønderknuse hans hæl." I denne dom over slangen ligger forjættelsen til det af slangen bedragne menneske. Fristeren troede at have sejret, men han faar at vide, at der vil blive aabnet en kamp imod ham og det gennem den af ham forførte menneskeslægt. I denne slægt skal der fremstaa en, som vil give ham et evigt nederlag.

Paa jorden skal altsaa den store kamp med de frafaldne engleaander udkæmpes. Slangens sæd er baade det syndens menneske inde i menneskehjertet og betegner tillige syndens og vantroens børn i menneskeslægten, de mennesker, der lever i synden som deres element. "Kvindens sæd" - hvor peger dette navn ikke hen paa ham, der, da tidens fylde kom, fødtes af en kvinde som kvindens sæd, ikke af mands vilje. Paa Golgatha knuste kvindens sæd, den Guds og Menneskens Søn, slangens hoved. Den gamle slange gjorde, hvad den kunde; den stak ham i hælen, da Kristus bar straffen for al den synd, der ved slangens træskhed var kommen ind paa jorden. Men alle de, for hvem Kristus er blevet hovedet, der er hans, de skal i og ved ham faa magt til ogsaa at faa satan knust under deres fødder (Rom 16.20). Visselig vil du, om du hører Jesus til, faa at mærke slangens stik i din sjæl; du vil faa del i Kristi lidelsers samfund, thi som slangen, der kryber paa jord, ved sin gift allevegne staar som en fjende for menneskeslægten, saaledes staar det urokkelig fast, at der bestaar fjendskab mellem slangesæden og dem, der hører kvindens sæd til. Hver den, der søger sin frelse hos Sejrsfyrsten fra Golgatha, vil faa at mærke sandheden af Herrens Ord: "Jeg har valgt eder ud af verden, derfor hader verden eder" (Joh 15.19). Slanges sæd baade uden om os og inden i os vil stikke efter os, saamange som der har søgt ly ved korsets fod. Verdens venskab kan ikke bevares, dersom du vil være Guds ven, og verdens venskab er i virkeligheden kun slangevenskab, kun had, som det staar i en lille sang, skrevet af en præst, som omvendte sig.

"Med saa mange lokkelser den drog mig,
Loved meget, og jeg fulgte glad,
Vidste ikke, at den dog bedrog mig,
Vidste ej, dens kærlighed var had."

Men lykkeligt er det at høre til hans sæd, der har sejrsmagten og drager frem "sejrende og til sejr" (Joh Aab 6.2). Ven, er du med i hans følge? Er dit hjerte helt med Herren? Lyder det ogsaa fra dig, hvad der staar i Ps 60.14: "Ved Gud vil vi vinde kraft, og han skal nedtræde vore fjender"? Hører det med til dit livs daglige gerning i bøn og tro ved Guds kraft at faa knust slangesæden i dit eget hjerte, i hvad skikkelse den saa monne komme? Mærker du, at du er bleven en fremmed og en udlænding blandt verdens børn? Og kender du den smerte, hvormed slangen endnu her paa jord stikker os i hælen? Men den, der har del i Kristi lidelsers samfund, har ogsaa del i hans opstandelses kraft (Fil 3), og skal ikke blive beskæmmet. Men ve dig, om du ikke har lagt din sag over paa Guds Søn! da drages du ind i slangens følge, ind i det spor, der fører til evigt nederlag og evig beskæmmelse. Ve dig, om slangens hoved faar lov at rejse sig i din sjæl, uden at du i Herrens navn sætter fod paa slangehovedet og knuser det. Nej, "tag korset op og kronen vind med troens stærke vaaben", da lyser forjættelsen over dig, ogsaa denne første store, salige forjættelse.

Det var naaden der aabenbarede sig i denne forjættelse om mulighed til sejr trods nederlaget. Før syndefaldet var der ikke tale om naade; thi naade forudsætter brøde hos den, hvem den vises, forudsætter, at der var fortjent straf. I denne forjættelse lyser det første straaleskær fra Bethlehemssolen.

Det er skønt at se (v.16), hvorledes naadens Ord gaar forud for dommens Ord. Men lige saa vist ser vi allerede her, at hvor naaden forkyndes for syndere, der lyder ogsaa dommens Ord over synden. Herrens trøst og Herrens tugt, de følges ad. Først lyser Ordet til kvinden. Hun mister ikke sin plads som medhjælp for manden og som barnemoder; men til stillingen som medhjælp bliver der nu knyttet underdanighedspligten overfor manden. Hendes attraa skal være til ham, hun skal ikke kunne andet end føle sig draget til manden, endog hun derigennem stadigt skal faa at mærke den store forandring i den oprindelige stilling, "han skal herske over dig." O, hvor har ikke dette Ord faaet sin tunge opfyldelse i de lidelser, som mangen en hustru har maattet bære under mandens vilkaarlige behandling. Det ses herhjemme i den saakaldte kristenhed, dog endnu langt frygteligere ude i hedningeverdenen med al den dybe nedværdigelse af kvinden, som der findes. At manden skal være den ledende, har efter alt at dømme været den oprindelige bestemmelse; men hans herredømme over kvinden er en af syndens følger som modvægt mod kvindens lyst til at ville raade, da hun drog sin mand med ind i faldet, som ogsaa Paulus peger hen derpaa (1 Tim 2.13, 14). Til stillingen som barnemoder bliver nu knyttet trængsel og smerte til bestandig ydmygelse og paamindelse for kvinden, men derigennem tillige til opdragelse for kvinden, om hun hører Herren til. Denne side, Guds opdragelse gennem al barnefødselens smerte, peget Paulus hen paa (1 Tim 2.15), hvor det hedder: "Men hun skal frelses igennem barnefødsel, dersom de bliver i tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed." Oprindelig har barnefødselen altsaa ikke skullet være den smertefulde proces, den nu er; i denne smerte ligger ligesom en dommens modvægt mod det sind hos kvinden, der vilde nyde i fristelsens stund. Lysten til at raade blev straffet med underdanighedspligten. Lysten til at nyde blev straffet med smerte og kummer.

Derefter lød domsordet til manden; han mister heller ikke sit herredømme over jorden, men der lægges møje ind i det. Forbandelsen, der kommer til at hvile over jorden, bestaar i, at den ikke længere villigt bærer sin grøde, men at der skal meget arbejde til i ansigtets sved, at ukrudt, torn og tidsel har lettere ved at trives end den gode sæd og stadigt vil fordærve grøden, hvis ikke mennesket for alvor anstrænger sig, som der staar i Salomons ordsprog 24.30-31: "Jeg gik over en lad mands ager - og se, den var aldeles løben op i tidsler, dens overflade var skjult med nelder." Det fuldkomne herredømme over naturen er blevet unddraget mennesket. Naturen, baade planteverdenen og dyreverdenen, gør nu modstand i modsætning til den forrige villighed. Arbejdet i sig selv var en velsignelse; men arbejdet med kummer og møje, det være sig haandens eller Aandens, arbejdet med al den forslæbthed og udmattelse, der saa tydeligt præger sig paa saa mange maader i menneskelivet - det er syndens følger. Og som manden føler med kvinden i hendes smerte, saaledes faar kvinden ogsaa sin part med af mandens smerte, af slid og slæb. Det ses af disse tugtens Ord overfor kvinde og mand, at Gud knuste ikke helt, som han knuste slangen; men overfor mennesket skinner Faderhjertet igennem i revselsen. Det gik, som Ordet siger (Esajas 27.7-8): "Mon han har slaget det, som han har slaget dets drabsmænd?! eller mon det være ihjelslaget, som de er ihjelslagne, der ihjelslog det? Med maade, med udstødelse trættede du imod det." Der er i Guds dom over menneskets synd en klang af det samme, som toner igennem Mose bøn (Ps 90.3): "Du vender det med et menneske, at han bliver knust, og du siger: kommer igen, i menneskens børn!"

Saaledes skal legemet kæmpe for sin tilværelse, indtil det synker tilbage igen i den jord det er taget. Med synden i sig kan legemet ikek mere forklares uden videre til at engleskikkelsen lig; nu maa det dø, bukke under tilsidst for dødens angreb, før det kan oprejses igen til uforkrænkeligt liv. Vi ved, at Herren græd ved Lazarus' grav (Joh 11.35). Hvorfor græd han? Han vilde jo dog straks opvække Lazarus. Han græd over dødens magt blandt menneskens børn med alle dens fæle rædsler. Naar du ser de øjne briste i døden, hvis blik var dig saa kært, ser dødens gustenhed og snart ogsaa dens forraadnelse lægge sig over den skikkelse, du elskede, o! da kom i hu: det voldte synden, det er syndens sold, visselig, den synd, der har bragt dødens kolde skikkelse ind iblandt os, den skulde nødigt elskes og tjenes. Og den legemlige død er kun et tro afbillede af den aandelige. Naar lægerne paa deres dødsattester skriver de velbekendte dødstegn: standset aandedræt, dødsstivhed, liglust m.m., da finder vi alle disse tilsvarende tegn ogsaa ved den aandelige død: standset aandedræt svarer til, at bønnen, sjælens eneste sande aandedræt, er standset. dødsstivhed og dødskulde svare til den stivhed og kulde, det vantro hjerte staar med overfor sin Guds og Frelsers kærlighed. Liglugt svarer til alle de urene tanker, ord og gerninger, der udgaar fra det aandeligt døde menneske, vellysts- og hovmodstanker, letfærdig skæmt, eder og forbandelser og tagen Guds navn forfængeligt. Ja, den aandelige død er endnu tusindfold mere rædsom end den legemlige. Men hvor sjælen i tide gør overgangen fra aandelig død til aandeligt liv i Kristus, der vil ogsaa den legemlige død miste sin braad, som apostelen vidner det (1 Kor 15.55): "Død, hvor er din braad?" og (15.54): "Døden er opslugt formedelst sejr." Da kan ogsaa den legemlige død i Guds haand blive et opdragelsesmiddel for Guds barnet, nødes til ogsaa at tjene til gode, trods det at døden er fjenden, om end den sidste, for Guds folk da. Allerede i Jobs bog lyder der som en triumfklang overfor den legemlige død i det skønne Ord: "Jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over støvet, og naar min hud saaledes sønderslidt er borte, og jeg er blottet for mit kød, skal jeg skue Gud" (Job 19.25-26).

Hvorledes tog Adam og Eva mod Gud Herrens dom og tugt? Ydmygede de sig, troede de paa forjættelsens naade? Det lidet, bibelen her beretter derom, synes alt at tyde derpaa. Alene dette, at Adam kaldte sin hustrus navn Eva, der egentlig betyder "livgiverske", betegner ligesom troen til Guds forjættelse, at dødsfyrsten ikke skulde beholde dem som sit bytte. Tro til Ordet om den livssæd, der skulde fremgaa fra kvinden og knuse slangens hoved derpaa tyder ogsaa den faderlige forbarmelse, der fra Guds side aabenbares over dem. Gud tog sig af dem, ogsaa af deres timelige behov; der staar jo, at Gud Herren gjorde Adam og hans hustru kjortler af skind og iførte dem. Vi se af dette Ord, at der altsaa er blevet dræbt et dyr for menneskenes skyld. Der har Adam og Eva faaet at se døden i den ydre alvor; men denne handling peger tillige hen paa offertanken, dyreblodets hengivelse som forbilledet paa det store forsoningsoffer, kvindesæden vilde bringe offerindretningen, der siden saa nøje blev udformet i Mose lov, har muligvis sin første begyndelse i denne handling og er da bleven anvist mennesket af Gud selv. Vi ser jo straks i næste kapitel, hvorledes ogsaa Abel bringer Gud et saadant dyreoffer.

Men der ligger tillige noget andet i dette, at Gud gjorde dem kjortler af skind og iførte dem. Figenbladene duede ikke; men Guds klædning kunde dække dem. Hvor peger dette ikke hen paa den retfærdighedsklædning, som Gud ved Kristus Jesus vil dække synderen med, den klædning der ogsaa maatte købes med et offer, ikke med blod af dyr, men ved Guds Søns, det lydeløse offerlams dyrebare blod. "Kristi blod og retfærdighed, det er mit smykke, min herlighed; derved kan jeg for Gud bestaa, naar jeg i himmelen skal indgaa", lyder det nu ogsaa saaledes i dit hjerte, min ven? O, hvis ikke, da vid, at alle din egen retfærdigheds figenblade de vil falde af dig en gang, hvor meget du saa end søger at skjule dig med dem. Lyt til Herrens Ord, din bedste vens raad, han giver (Joh Aab 3.18): "Jeg raader dig, at du køber af mig - hvide klæder, at du kan bedække dig, og at din nøgenheds skam ikke skal blottes."

"Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt," saaledes sagde Gud Herren. Ja, Adam havde nu faaet kendskab til Guds kærlighed fra en side, han ikke havde kendt den før, et dybt, men vemodigt kendskab, et kendskab, hvori det bitre minde om faldet stadigt maatte blande sig med ind i bevidstheden om dog ikke at være sluppen af Guds forbarmende haand. Saaledes havde han lært at kende godt paa en anden maade end før; men ogsaa ondt havde han lært at kende at sørgelig erfaring. Men deraf fulgte, at vejen til livsens træ maatte lukkes for ham. Livsens træs frugter havde jo livsforlængelsens kraft i sig. Men en bestandig tilværelse her paa jorden i syndstilstanden vilde kun blive en bestandig elendighed. Derfor var bortdrivelsen fra livsens træ, saavist som det var en straf, tillige noget, der sigtede til frelse. Vejen til Guds børns fulde udfrielse fra forkrænkelighedens trældom naas nu for alle dem, der ikke oplever Herrens genkomst. Kun gennem den legemlige dødsproces. Selv verdens børn sukker stundom efter døden, idet de formener dermed at blive udløst fra pinen. "Bare vi kunde slippe," saaledes lyder det jo saa ofte fra uomvendte menneskers dødsleje. De ved det ikke, vil ikke vide det, at for det vantro hjerte, er døden en indgang til værre pine, end jorden var. Men et Guds barn kan for saavidt hilse døden velkommen, som døden egentlig for det kun kun er den nødtvungne tjener, ved hvilken Gudsbarnet naar ind i Gudsbørnenes herlige, evige frihed. Være her nede paa den syndige jord bestandig, nej, det vil intet Guds barn ønske sig. Derfor forstaar vi, at det faldne menneske maatte vises bort fra livets træ. Paradiset er der endnu, livets træ ogsaa (Joh Aab 22.2), men de er løftede op i højere kredse. Hernede paa den faldne jord er herligheden forsvundet. Cheruberne, der omtales her, er engle. De skildres i 2 Mos 25.20 som havende vinger. Udførligt skildres de hos profeten Ezechiel 1 og 10 kap som en slags tronengle. Det luende sværd betegner Guds hellighed, der intet syndigt og urent taaler hos sig. "Uden hellighed skal ingen se Herren" (Hebr 12.14), synderen skal ikke bo hos Gud (Ps 5.5), "intet urent skal komme ind i den hellige stad" (Joh Aab 21.27), "thi vor Gud er en fortærende ild" (Hebr 12.29), denne prædiken, saa lidt i den faldne verden, lyder allerede fra cheruben med Guds flammesværd.

Vi hører her om det lukkede paradis. Gud være takket, at vi nu kan synge om "paradiset oplukket, døden overvundet". Paradiset lukkedes i ved den første Adams ulydighed, det lukkedes op ved den anden Adams lydighed. Hvad der blev forbrudt ved valget i paradishaven, blev forenet ved valget i Gethsemane have. Jesus bøjede sig under Guds helligheds luende sværd med al vor synd læsset paa sig, saa vi, der er døbte til Jesu død, har en aaben dør stillet for os. Vi kan synge med fryd: "Der er en port, som aaben staar", men nu gælder det ogsaa: "Træng fremad, saa du kommer ind, mens naadens port er aaben."