Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Første bind:
Første Mosebog Kapitel 4
Læs: Kapitel 4.1-8.
14. Abels offer og Kains offer. Brodermordet.
Med dette kapitel begynder nu skildringen af menneskets vej udenfor paradis, paa den faldne jord, nu et fremmed land for alle, hvis hjerter higer efter det sande gudsbilledlige menneske. Derfor stod der ogsaa i kap. 3.23: "Gud forviste mennesket af edens have." Den faldne jord er ikke det rette oprindelige hjem; derfor kaldes ogsaa Guds børn "fremmede og udlændinge" (1 Pet 2), fremdeles staar der om dem, der troede forjættelserne, at de bekendte, de var "fremmede og udlændinge paa jorden" og derved "klarligt gav til kende, at de søgte et fædreneland" (Hebr 11.13-14).
Den frie viljes lydighedsprøve havde fundet sted, medens slægtens liv endnu kun bestod i de to mennesker, thi menneskeslægtens genløsning ved den ny Adam krævede, at slægten var en enhed. Idet synden var kommen ind i verden ved eet menneske (Rom 5.12), kunde den ogsaa forsones ved eet menneske. Derfor begynder forplantningen først efter prøven. At troen paa Guds forjættelse levede i Eva, viser sig ogsaa deri, at hun ved den første søns fødsel bryder ud: "Jeg har faaet en mand, som er Herren." "Kain" betyder "ejendom", "skat". Ak, Eva anede ikke, hvor mange taarer den skat vilde volde hende. Nej, nej, han var ikke kvindesæden, der skulde frelse. Først 4000 aar derefter kunde en kvinde favne sit nyfødte barn i Bethlehems stald og med sandhed sige: Jeg har faaet en mand, som er Herren. - Den næste søn fik navnet "Abel", der betyder "forfængelighed"; der gaar en vemodsklang fra bitre minder og erfaringer gennem dette navn.
I disse to sønner har vi straks et forunderligt tydeligt billede paa de to slags mennesker, de to veje. Tro og vantro, Guds rige og verdens rige, der nu aabenbares blandt menneskenes børn, et billede paa dem, der trykkes af synden og længes efter at leve med Gud, og dem, der føler sig hjemme i synden og i hjertet er ligegyldige for Gud, om end de udvortes til en tid kan give det skin af at ville dyrke Herren.
De bragte begge Herren et offer, hver efter den næringsvej, de havde valgt sig (vi har straks her de to hovednæringsveje); om Abel staar der, at han tog det bedste, han havde, af "hjordens fedme".
Som tidligere nævnt (ved Kap 3.21) maa offerhandlingen, der straks viser sig blandt menneskene, sikkert være bleven anordnet og anvist af Gud. Ofret betegner dels hengivelsen til Gud, man slipper noget af sit eget og giver Gud det; dels forsoningen, hvad navnlig maatte gøre sig gældende ved de blodige ofre. Men ofret mister selvfølgelig hele sin betydning for ham, der "ser til hjertet" (1 Sam 16.7), naar det hjertelag, ofret skulde betegne, mangler. Derfor siger David (Psalme 51.19 og 21): "Ofre for Gud er en sønderbrudt aand, et sønderbrudt og sønderstødt hjerte skal du, o Gud, ikke foragte. - Da vil du have lyst til retfærdighedsofre, brændofre og helofre; da skal de ofre øksne paa dit alter."
"Formedelst tro ofrede Abel Gud et bedre offer end Kain, og for den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sti velbehag i hans gaver; og ved den taler han endnu efter sin død;" dette skønne mindesmærke er der sat over Abel i Hebr 11.4. Abels offer var et offer fra et under syndsbevidstheden ydmyget, i troen sig hengivende, hjerte; Kains offer kun en ydre ceremoni. Ven, hvad offer bringer du Gud? Et Abelsoffer, et hjerteoffer, eller et Kainsoffer? Der gives en masse Kainsofre ogsaa blandt os rundt om i saakaldte kristenhed. Man ofrer Gud noget kirkegang, altergang, nogle almisser til de fattige, nogle pengegaver til veldædelige, maaske ogsaa kristelige øjemed, nogle fromme følelser, maaske endog en gang imellem nogle rørelsens taarer - ja, dette kan man gøre, men hjertet er ikke ydmyget og ikke i troen hengivet til Gud, hjertet er fremdeles i det gamle verdensliv. Og medens Abel søgte det bedste ud, søger Kainsfolket som regel det ringeste ud, det mindste pengestykke o.s.v., de kan slippe med for skams skyld.
"Og Herren saa til Abel og til hans offer, men til Kain og til hans offer saa han ikke." Hvorledes Gud har vist sit velbehag og sit mishag, ved vi ikke, maaske ved en ildslue, som der fortælles i 2 Moseb 9.24: "Og ild kom ud fra Herrens ansigt og fortærede paa alteret brændofret og fedtstykkerne, og alt folket saa det, og de frydede sig og faldt ned paa deres ansigt." Ildsluen, der fortærede ofret, var et tegn paa, at Herren tod imod det.
"Og Kain blev vred, og hans ansigt falmede," staar der. I stedet for at ydmyge sig under Herrens tugt giver Kain djævelen rum. Vred paa Gud, misundelig og bitter overfor Abel - ak, der har vi igen ret satans sind; hvor det sind raaber i hjertet, "falmer" ogsaa ansigtet. Herren forsøgte i sin forbarmende kærlighed at hjælpe Kain op fra den truende afgrund, paa hvis skrænt han befandt sig, ved at foreholde ham sandheden, den nøgne sandhed: Skylden er din egen, du maa hellere blive misfornøjet med dig selv. Vejen til mit velbehag staar dig aaben lige saa vel som din broder; dersom du blot vil gøre, hvad der er ret for mit ansigt, da er ogsaa du behagelig. Men vil du ikke dette, da vid: synden ligger for døren som den lurende slange, som rovdyret, der belaver sig paa springet. "Til dig er dens attraa," den vil have dig helt til bytte. Nu gælder det, at du "hersker over den". - Gud taler med Kain, som en Fader i kærlighedens alvor taler med et trodsigt barn; han holder spejlet frem for Kain, for at han skal se sin egen tilstand. Men Kain gjorde som hin negerprinsesse i Afrika, der i spejlet saa sin egen grimhed. Hun vilde ikke se det og slog spejlet i stykker. Kain slog Guds Ord fra sig, han vilde ikke se, at skylden var hans egen, at han havde det daarligt.
Abel kendte ogsaa synden i sit hjerte, fristelsen nærmer sig baade troende og vantro, men det er forskellen: det troende hjerte "vil ikke synde", staar imod, idet det med bøn om hjælp ser hen til Guds magt; men det vantro hjerte lader sig beherske af synden. Gud var saa nær med hele sin magt til oprejsning for Kain. Havde Kain ydmyget sig under Guds vældige haand, vilde basilisk-ægget være bleven knust. Nu gjorde Kain, hvad Ordet hos Esajas 59.5 peger saa advarende paa som den synd, der skiller fra Gud, han "ydmygede basilisk-ægget", og saa fødtes omsider den frygtelige synd i gerning; han slog sin broder ihjel. "Kain var af den onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans gerninger var onde, men hans broders retfærdige" (1 Johs 3.12) - det er Kains eftermæle i den hellige skrift, i sandhed forskelligt fra Abels.
Kains brodermord er det mørke forbillede paa alle de mord, den vantro slægt har øvet paa de troende, fordi de var troende og glædede sig ved Guds naade. De vantro Jøder og hedninger og ikke mindst pavens blodhunde har myrdet tusinder og atter tusinder af de hellige, fordi de føler den dom, der udgik fra lyset over mørket.
Men ogsaa du, Guds barn, kender Kainssindet i dit gamle menneske. Det onde øje, der misunder broderen eller søsteren i Herren den velsignelse, Gud skænker dem - fremfor dig maaske, det bitre hjerte, der arbejder sig selv ondt og vredt og fordrejer sagen, saa du selv kunde staa som den forurettede og de andre faa skylden, - ak, dette satans væsen kender Guds børn ogsaa med smerte. "Er dit øje ondt, fordi jeg er god?" stundom rammer dette spørgsmaal ogsaa Guds barnet. Og vi ved, at "hver den som hader sin broder, er en manddraber" (1 Joh 3.15).
Ven, naar du mærker dette, staa da imod! Giv ikke satan den lille finger, saa tager han let hele haanden; men døm dig selv som den, der har det rent galt, og raab til Gud om hjælp, at du maa komme til at herske over synden og naa det sind, der siger: Tak, Herre, du er god imod alle, men mod mig især, saa uværdig jeg er. "Det er mig godt, at jeg blev ydmyget" (Ps 119.71).
Læs: Kapitel 4.9-16
15. Dommen over Kain
Herren spørger Kain om, hvor hans broder er. Dette spørgsmaal har - i lighed med Herrens spørgsmaal til Adam efter denne fald - til formaal endnu en gang at gøre forsøg paa at vække Kains samvittighed og faa ham til at dømme sig selv. Herren er visselig langmodig, giver straffen tid. Svaret fra Kain er først en løgn: "jeg ved ikke", og derefter en trodsig afvisning af Guds myndighed til at gaa i rette med ham: "skal jeg være min broders vogter?" Hvad kommer de andre mig ved? I denne udtalelse slaar Kains onde, kolde hjerte os i møde i modsætning til ham, der græd over Jerusalems børn. Pas paa, Guds barn, naar dette Kains sind, der indsnevrer sig i sit eget, vil frem hos dig! Naar det gjaldt at tage sig af en broder eller søster, maaske med nogen personlig opofrelse, eller det gjaldt at gaa bud for Herren til en af de i vantro fortabte, døbte mennesker elelr at sende de stakkels forvildede Adams børn i hedningeland hjælp, pas saa paa, thi djævelen vil sende det ind i dit hjerte, det gruelige Kains spørgsmaal: skal jeg være min broders vogter?
Men saaledes slag Kain ikke fra det. Det nytter ikke at stampe mod braadden. Selv om Abels læbe er forstummet, hans blod raaber til himlen; for Gud er alt aabenbart, og synden finder den, der øvede den, som hunden sin Herre. Guds forbandelse ruller ud over Kain, rammer ham baade timeligt og aandeligt, - timeligt derved, at han skal faa endnu mere møje med at faa frugt ud af jordens dyrkning, aandeligt ved det fredløse hjerte, der ligger i Ordene: "ustadig og flygtig skal du være paa jorden". Hvor passer det dog til alle tider! Kainsindet, det vantro sind, er den dag i dag helt optaget af kampen for det materielle, det jordiske, og tillige saa rastløs, fredløs, hvileløs, fordi det ej er kommen til ham, der ene kan give sjælen hvile. Det er verdensmenneskets præg den dag i dag.
Nu slaar Kain om fra trods til forsagthed. Det er altid mellem disse to, det kødelige hjerte svinger frem og tilbage. Han klager sig, men det er den falske anger, der taler gennem ham. Han udtaler inden bedrøvelse over sin misgerning eller over broderens død, kun frygt for straffen for selv at blive myrdet. Der er ingen henflyen til naaden, ingen tro til Guds syndsforladende hjerte, ingen bøn om forladelse.
"Hvo, som finder mig, slaar mig ihjel," saaledes siger Kain. Man har spurgt, hvorledes han kunde sige dette, da der ikke er nævnet andre levende mennesker endnu end Adam og Eva. Men efter en løselig beregning kunde der den gang allerede være flere tusinde mennesker paa jorden. Vi læser nemlig i kapitel 4.25 og 5.3, at Adam var 130 aar gammel, da Seth blev født. Men Seth fødtes snart efter Abels død som en erstatning for den fromme Abel. Adam' havde levet i fire menneskealdre, da brodermordet fandt sted, og havde, efter kapitel 5.4 mange sønner og døtre foruden dem, der er nævnte ved navn. Kain, den førstefødte, var ogsaa allerede magne aar, over 100 sikkerlig, hvilket dog langtfra vil sige det samme som at være 100 aar nu, thi den gang var levealderen saa meget længere. Selvfølgelig maatte det første menneskepars børn gifte sig med hinnanden, anderledes kunde det ikke være, naar slægten skulde være "af eet blod"; Eva var jo ogsaa af Adams kød og blod. Men saa snart der blev flere linjer, ophørte dette; den af Gud i mennesket nedlagte bevidsthed om det utilbørlige deri vaagnede, saa snart forholdene gjorde det muligt at træffe valg mellem andre end den allernærmeste slægt. - Men efter det ovennævnte kunde der altsaa af børn og børnebørn allerede ved den tid være en stor skare. Derfor frygtede Kains onde samvittighed for blodhævnen.
Men Gud kundgør ham, at intet menneske skakl ihjelslaa ham. Deri ligger dels dette, at Herren endnu vild egive Kain tid til omvendelse, vilde spare ham en tid endnu som det ufrugtbare figentræ. Men deri ligger ogsaa dette: "Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren" (Rom 12.19). Gud tillader ikke nogen selv at tage hævn ("hævner eder ikke selv, men giver vreden rum"); hævnen er hans sag alene.
Hvori det "tegn" bestod, Gud satte paa Kain, for at ingen skulde ihjelslaa ham, kan ikke siges.
Saa drog Kain bort fra Eden, fra de guddommelige aabenbaringers land, bort fra Herrens aasyn, hen til landet Nod, det betyder "ustadighed", vel fik sit navn efter Kain selv. Vantro mennesker bor just ogsaa nu i et helt andet land end de troende, aandeligt set. Deres liv bevæger sig i en kreds, der ligger saa fjern fra Guds ansigt, fra Guds aabenbaringer. Derfor nægter de som regel ogsaa Guds aabenbaring, thi de erfarer den ikke selv. De ugudelige kan ikke trives i Guds nærhed, derfor vil de ogsaa nødig være blandt Guds børn, thi der er jo Herren. De, der elsker synden, vilde helst, at Gud ikke var til. Men Guds børn har aandeligt talt i Eden, for Guds ansigt, midt imellem daglige aabenbarelser og bønhørelser, og fryder sig, jo tydeligere de sporer Guds nærhed.
Læs: Kapitel 4.17-26
16. Kainsslægten og Seths slægt.
I dette afsnit fortælles først i korthed noget om Kainsslægtens udvikling. Den hellige historie skal ikke følge Kains, men Seths slægt, derfor gør den sig først i al korthed færdig med Kain go hans efterkommere for saa paa en helt anderledes udførlig maade at dvæle ved Guds folks levnetsløb. Paa samme maade fortælles siden Ismaels og Esaus historie ganske kort, medens der dvæles udførligt ved Isaks og Jakobs levnetsløb. Den vantro historie er kun lidet for Gud, indeholder mest kun tomhed; historiens virkelige livsindhold ligger i Gudsfolkets levnetsløb, som det hedder i Salomons Ordsprog 10.7: "Den retfærdiges ihukommelse er til velsignelse; men de ugudeliges navn smuldrer hen."
Kain byggede en stad. Det fredløse hjerte vilde have selskab for at adsprede sig og glemme. I staden Hanok, som han kaldte den efter en søn, brød man sig ikke om Guds anordninger. Lamech, en af Kains efterkommere, indførte flerkoneriet og brød ved at tage to hustruer ægteskabets oprindelige grundlag. Denne Kainit kan mormonerne betragte som deres aandelige stamfader. Lamechs to hustruer har betegnende navne. "Ada" betyder den "smykkede", "Zilla" betyder den "omskyggede"; formodentlig fik hun dette navn paa grund af en yppig haarvækst. "Naama", Zillas datter, betyder den "yndige". Vi ser, i hvad retning de Kainitiske kvinder udviklede sig, i modsat retning af hvad der staar i 1 Pet 3.3-4: Eders prydelse skal ikke være den udvortes med haarfletning og paahængte guldsmykker eller klædedragt, men hjertets skjulte menneske med den sagtmodige og stille aands uforkrænkelige prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud." Kains døtre pyntede og friserede sig for at tage sig ud, og det gør deres aandelige søstre den dag i dag som den gang.
Lamechs sønner var dygtige i det verdslige, thi det var det eneste, de kastede sig over. Jabal udvidede kvægavlen og begyndte at drage om med sine store kvæghjorder fra græsgang til græsgang, som Araberne endnu gør det (det saakaldte nomadeliv). Thubal-Cain opfandt brugen af metaller, til vaaben og værktøj formodentlig. Jubal var dygtig paa musikens omraade, fandt paa harpe og fløjte. I Kains slægt har man søgt efter midler til adspredelse for saaledes at skaffe lidt berigelse ind i det tomme verdensliv. Det har atter og atter vist sig, hvorledes den vantro slægt med sin higen efter det jordiske maa tjene til at befordre den ydre kulturs fremgang, tit mere end den troende slægt, hvilken Herren bruger mere til at tjene paa højere omraader.
Men som verden endnu giver sig selv og ikke Gud æren, naar den vinder fremad i opfindelser, saaledes ogsaa den gang. Lamech praler for sine hustruer, formodentlig stolt af sine sønners kløgtige opfindelser, han praler i hovmod og hævntørst. Det er, efter hvad man kanse af grundsproget, som en sang, han synger, hvis mening er denne, at naar en mand kunde give ham et saar, da bragte Lamechs sværd ham til gengæld døden, og om en dreng, et ungt menneske, kom til at give ham en byld, d.v.s. en skramme, saa var det unge menneske ogsaa dødsens, thi Lamech vilde hævnes endnu ganske anderledes, end det var sagt om Kain. Det er vold og blodtørst, overmod og pral, der toner ud gennem denne Kains værdige efterkommer. Med et mord begynder, og med en mordsang slutter Kains og hans slægts historie her; og man føler, at det tilvisse og er nok, det vi har hørt om denne vej borte fra Guds ansigt.
I det følgende gaas der over til den troende slægts historie. "Seth", der fødtes for Adam kort efter Abels død, betyder "erstatning". Erstatningen bestod ikke blot i, at tallet atter udfyldtes, men meget mere deri, at Seth tog arv efter Abel i henseende til tro paa Herren. Seth kalder sin søn "Enos", hvilket betyder "menneske", men ogsaa "svaghed", "afmagt". I modsætning til de selvtillidsfulde Kainiter erkender Seth menneskets liden kraft. Mærkeligt er ordet, der staar her: "Da begyndte man at paakalde Herrens navn." Meningen er aabenbart den, at fælles Gudstjeneste begyndte den gang, og det ikke blot med offer, men ogsaa med fælles paakaldelse og bøn. Den voksende fordærvelse har visselig bidraget sit til at drive de troende i helligt samfundsliv om Herrens navn som deres "faste taarn", saaledes som der staar i Salom Ordspr 18.10: "Herrens navn er et fast taarn; den retfærdige løber til det og bliver beskyttet." Medens Kainiterne søgte sig et værn i deres egen dygtighed og snildhed, søgte Seths børn deres værn i Herrens navn.
|