En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 6

I dette afsnit skildres, hvorledes fordærvelsen voksede paa jorden. I fjerde kapitel skildredes de to retninger, i hvilke menneskeslægten delte sig, nemlig Kains børn, vantroens slægt, og Seths børn, troens slægt. Nu fik den vantro slægt overhaand paa en sørgelig maade derved, at der skete en blanding mellem de to slags folk. "Hvad delagtighed har en troende med en vantro," siger Guds Ord, og fremdeles: "Drager ikke i ulige aag med vantro" (2 Kor ? 6.14-15). Men dette begyndte de troende at gøre, og lad os lægge mærke dertil, det var ved de blandede ægteskaber, at frafaldet begyndte at ske. Der staar: "Guds sønner saa' menneskenes døtre, at de var skønne, og tog sig hustruer af alle, hvilke de valgte." Ved Guds sønner maa forstaas Seths børn, de troende, der kendte Gud som deres Fader. Naar de her nævnes med dette høje navn, Guds sønner, er det just for at vise, hvor lidet deres handlemaade svarede til det høje navn. Kains efterkommere kaldes kun: Menneskenes børn, og derved betegnes deres tankegang; de tænkte ikke paa højere udspring end den rent menneskelige herkomst og vilde ikke kende Gud som Fader. Guds børn lod sig bedaare af de vantro kvinders skønhed og tog sig hustruer efter deres lyst. De spurgte ikke efter Guds vilje, og derved faldt de selv fra troen; Skellet slettedes ud mellem lys og mørke. Hvilken alvorlig advarsel fra disse bibelens første blade til alle senere slægter! I troende unge, betænk det ved forlovelse af ægteskab! I troende forældre, hav dette for øje, naar i bortgifte eders børn, kom i hu, hvad skrevet staar i Sal. Ordsp. 31.30: "Yndighed er bedrag, og skønhed er forfængelighed; men en kvinde, som frygter Herren, hun skal roses." Lad Herren raade i dit valg og ikke kødet. Mange er blevne narrede ved at lytte til den røst, der sagde: Du kan jo altid vinde den anden for Herren. En engelsk præst fortæller, hvorledes en ung, troende kvinde kom ind til ham og fortalte, at hun var blevet forlovet. "Er det med et troende menneske?" spurgte præsten. Hun nølede med svaret. Nej, det var da ikke blevet helt alvor for ham endnu; men hun haabede, at hun skulde kunne drage ham til Herren. Da bad præsten hende stige op paa en stol og anmodede hende om at prøve paa at løfte ham op til sig paa stolen. Hun kunde naturligvis ikke; Præsten læftede da med lethed hende ned fra stolen og spurgte derpaa: "For hvem gik det lettest?" Hunforstod meningen, og en tid efter kom hun og fortalte, at forlovelsen efter gensidig overenskomst var hævet. Ak, ja! det viser sig stadigt i de blandede ægteskaber, at den vantro part har lettere ved at drage den troende over til sig end omvendt; en saadan forbindelse er jo paa forhaand imod Guds vilje og derfor uden Guds velsignelse.

Da lød Herrens røst til den lille flok af trofaste, blandt hvilke har været Methusalem og Lamech foruden Noah, om straffedommen, der var i vente, og fra de troende af blev dette Guds Ord forkyndt for den store, vantro flok. "Min Aand skal ikke herske i mennesket evindelig, eftersom han er kød;" dette Herrens Ord siger os, at Guds Aand kan trættes, Guds langmodighed briste. Gud vil ikke evindelig kæmpe for Herredømmet i mennesket; vil mennesket staa hans Aands magt imod og absolut være kød, lade det sanselige helt raade, da viger omsider Guds Aand fra mennesket, og det ufrugtbare træ hugges om. En naadetid, en sidste naadefrist, giver Gud dog altid; han fuldbyrder ikke sine domme uden at have advaret. Det ufrugtbare figentræ fik lov at staa et aar endnu. Her gav Gud den fordærvede slægt endog 120 aar. Hvor lyder det mægtigt ogsaa ud fra dette: "Ser til, at ikke nogen gaar glip af Guds naade" (Hebr 12.15). En troende moder, der laa for døden, sagde til sin vantro søn, der stod ved hendes dødsleje: "Min søn, prøv ikke kræfter med Guds langmodighed." Ja, den, der ikke vil have Herren til Frelser, faar ham til dommer!

Der staar i det fjerde vers, at der paa den tid var kæmper paa jorden, der gjorde sig navnkundige ved deres vælde, særligt efter at blandingen var sket mellem Guds børn og Kains slægt. Det synes at have været voldsmænd, der ved deres styrke har ophøjet sig over alle andre. Maaske ved den tid de hedenske fabler om menneskelige Gudevæsener er fremkomne. Selv være Gud, denne djævelske lyst var aarsagen til det første, store syndefald; og disse kæmper blandt vantroens børn har sikkert nok fortsat i dette sport og villet optræde som Guder. Hvor troen paa den levende Gud kalder, begynder menneskeforgudelsen. Saaledes ogsaa i vore dage. Den vantro slægt forguder sig ofte selv i sine store mænd.

Der er en helt andet opfattelse fremkommet overfor disse første vers i det 6 kapitel, nemlig at der her skulde være tale om en dæmonisk, unaturlig blanding mellem faldne engle og de skønne menneskedøtre, og at afkommet efter dem saa skulde have været disse oprørske, vældige kæmper. Man mente nemlig, at "Guds sønner" maatte være at forstaa om engle i modsætning til menneskenes døtre. Men denne tanke er ikke til at fastholde; thi vel kaldes englene ofte "Guds sønner" (Job 1.6; 33.7; Daniel 3.25); men dette navn bruges dog ogsaa om menneskene, saaledes i Ps 82.6: "I er alle den højestes sønner," og Luc 3.38, hvor Adam kaldes "Guds søn". Og fremdeles, hvis det skulde være de faldne engle, her tales om, da maatte Guds klage særlig have rettet sig mod deres synd, og straffen særlig være kommen over dem; men det er stadig menneskenes ondskab og vold, der klages over. Og dertil kommer, at de faldne engleaander vel kunne besætte og krænke menneskelegemer, efter hvad ogsaa den hellige skrift andet steds beretter os, men ej avle børn med menneskene, eftersom Herren udtrykkeligt (Matth 22.30) har sagt os, at blandt engle er der hverken tale om at tage til ægte eller bortgiftes. Og endeligt har de faldne engle heller ikke frihed til paa vilkaarlig maade at overfalde menneskene; de er "forvarede i evige lænker under mørke til den store dags dom" (Judas 6), har ikke mere frihed til at røre sig end hunden der gaar i sin lænke. Man har ment, at Ordet i Judas 6 og 2 Peter 2.4 om, at "Gud ikke sparede engle, som syndede, men nedstyrtede dem i afgrunden og overgav dem til mørkets huler for at bevogtes til dom", skulde pege hen paa et andet og nyt englefald, hvilket saa skulde være sket paa denne ovennævnte maade. Det er der ingen grund til at antage; det nævnte Ord i Judas 6 og 2 Peter 2.4 passer jo ganske ogsaa paa det første englefald, der gik forud for menneskenes første syndefald. Og hvad kæmperne angaar, da fremgaar det af V.4, at de levede ogsaa før den kødelige blanding mellem Guds sønner og menneskenes døtre havde fundet sted. Nej, det, der dømmes her, er det blandede ægteskab eller kødelige hensyn mellem troende og vantro mennesker, hvortil ogsaa Ordet i Matth 24.38 med den deri indeholdte skildring af Noahs samtid peger hen.

I vers 5 har vi skriftens vidnesbyrd om det faldne menneskehjerte: "Alt hans hjertes tankers paafund var ikkun ondt hver dag." Dette "ikkun ondt" og "hver dag", det er Guds beskrivelse af det besmittede menneskehjerte.

Naar der staar, at Herren angrede, at "han havde gjort mennesket paa jorden, og det bedrøvede ham i hans hjerte", da er dette Ord: "angre" her jo kun det rent menneskelige udtryk for, at Guds Aand bedrøvedes over, at det menneske, han havde skabt, afveg saa sørgeligt fra sin herlige bestemmelse og sit oprindelige væsen. I 4 Mosebog 23.19 staar just: "Gud er ej et menneskets barn, at han skulde angre," ligesaa i 1 Sam 15.29: "Han, som er Israels herlighed, lyver ikke, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et menneske, at han skulde angre." Dette at Herren angrede, vil altsaa ikke sige, at Gud skulde have taget fejl. Nej, Gud er den samme, hos ham er "ikke forandring eller skiftende skygge" (Jakob 1.17); det var mennesket, de r havde forandret sig og derved faaet Gud overfor sig fra en anden side end før. Men det vil sige, at Gud følger med sin skabning i hjertets deltaglese, i lighed med som Frelseren græd over Jerusalem.

Naadeskriften forløb, og atter lød Guds Ord, om at dommen var fastsat over "mennesker og kvæg og kryg og fugle" (V.7). Vi ser, at den øvrige skabning følger med i dommen; men den følger ogsaa med i Frelsen; den fik sin plads i arken og skal en gang blive "frigjort fra forkrænkelighedens trældom", naar "Guds børns herlige frihed aabenbares" (Rom 8.19-21).

"Men Noah fandt naade for Herrens øjne." Hvor lille end flokken var, der var dog ogsaa den gang en lille flok, der troede paa Herren.

Noah kaldes i 2 Peter 2.5 "retfærdighedens prædiker". I Hebr 11.7 staar der om ham: "Ved tro var det, at Noah, advaret af Gud om det, som endnu ikke saas, i Gudsfrygt indrettede arken til frelse for sit hus; ved den domfældte han verden og blev arving til retfærdigheden ifølge tro." Her staar der om ham: "Han var retfærdig og ustraffelig i sin tid," hvorved betegnes den hellige stræben, der var i ham efter at leve til Guds velbehag; men denne stræben havde sit udspring fra Noahs tro paa Gud. Der staar jo tillige her om ham som før om Enoch: "Han vandrede med Gud."

Nu var syndemaalet blevet fuldt. "Alt kød havde fordærvet sin vej paa jorden." Gud betror Noah, hvad han nu vil gøre. Det minder om Ordet (Joh 15.15): "Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt venner." Herrens ven faar at vide sin store vens tanker, er i "Guds fortrolighed" (Joh 29.4).

Saa befaler Gud Noah at lave en ark og beskriver nøjagtigt for ham, hvorledes arken skal være. Gophertræet, af hvilket arken skulde laves, har, saavidt man kan forstaa, været et slags harpixholdigt træ i lighed med vore grantræer. Arken var menneskeligt talt et kæmpeværk; dens kubikindhold har været over 3½ milliom kubikfod. Blot tiendedelen af dens omfang vilde gennemsnitlig give over 50 kubikfod til over 7000 dyr.. Mennoniten P. Janson fra Hoorn i Holland prøvede i aaret 1609 at bygge et skib efter arkens forhold, men selvfælgeligt i langt mindre maalestok. Det duede ikke til hurtigsejlads, men bar til gengæld en trediedel mere last end andre skibe af samme kubikindhold. Og arken var jo netop bestemt til at bære, ikke til sejlads, saa at vi ogsaa her ser Guds visdom.

Gud kunde jo let ved et Ord have skabt en ark til Noah; men vi ser her, som saa mange andre steder, at Gud netop vil have os selv med, saavidt vi kan. Derved faar vi tillige en velsignelse, idet vi udvikles i tro og lydighed. Paa samme maade bærer vi os ogsaa ad med vore børn; vi gør jo ikke for dem, hvad de selv kan gøre, just for at de derigennem kan øves og udvikles.

Gud aabenbarer nu for Noah, paa hvad maade han vilde udslette den fordærvede skabning, nemlig ved en vandflod. "Men med dig opretter jeg min pagt," saaledes lød Herrens naades Ord til Noah. Gud gav Noah frelsesmidlet, Noah skulde blot tage imod i troens lydighed. "Og Noah gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han." Hvor lyder det dog skønt; det er det lydige sind hos Noah, som her aabenbares, det sind, der i alt, ogsaa i enkelthederne, nøje rettede sig efter Guds Ord. Visselig har det ikke været let for Noah; thi verden har sikkert raset imod ham. Herom siger Luther: Den onde slægt har hadet ham og haanet ham: "Er du den eneste forstandige? Er du alene Gud velbehagelig? Tager alle vi andre fejl, skal alle vi fordømmes?" Ja, saaledes har de talt, som verden endnu taler til alle dem, der søger ly i den frelsesark, Gud nu i daaben har skænket os i Kristus Jesus. Alene dette, at Noah byggede arken, blev jo en dom for verden, som der staar i Hebr. 11.7, at Noah ved sin tro fordømte verden. Arkens opførelse har taget lang tid og været en stadig prædiken, et vidnesbyrd vidt omkring; det har visselig været et samtaleemne blandt alle folk. Men Noah viser sig stor i sin tro; ene stod han med hele verden imod sig. Hans ord om floden, der vilde komme, hans byggearbejde med arken, alt dette har for verden været det rene vanvid; men Noah havde Guds Ord, og dette Ord holdt ham oppe. En mand med Gud er dog majoriteten.

Saa blev arken færdig. Noah havde bestaaet trosprøven, og atter lød Guds særlige ORd over ham til besegling for ham: "Dig har jeg set retfærdig for mig i denne slægt." Derpaa lyder Guds befaling angaaende dyrene, han skulde have med, og her gøres et skel mellem rene o gurene dyr. Naar Gud skelner mellem rene og urene dyr, er den dybe tanke vel nærmest den, at mennesket skulde lære, at der var forskel paa rent og urent. Skellet i den timelige verden skulle være en opdragelse til ogsaa at skelne i det aandelige mellem rent og urent. I 3 Mosebog 11 angiver Gud selv, hvilke dyr der skulde agtes for rene og hvilke for urene. Noah har entan faaet Guds bestemte vejledning i dette stykke eller ogsaa haft det umiddelbare indtryk af, hvad der skulde agtes for rent og urent, nærmest vel efter dette hensyn, om de var skikkede til at være offerdyr eller ikke. Af grundteksten ses, at syv og syv af de "rene" dyr ikke skakl forstaas som syv par, men blot som syv stykker af hver slags.

Gud befaler, og Noah adlyder atter. Der staar, at dyrene gik til arken; de førtes derhen ved Guds magt. Det har været forunderligt, men alvorligt at se paa for de vantro. Til dette sidste havde Gud giver Noah syv dage; det var den sidste frist.

"Men, naar det kommer - se, det kommer! - da skal de fornemme, at der har været en profet midt iblandt dem" (Ezek 33.33); hvor passer dette Ord ikke ogsaa paa denne Guds dom! Det kommer, dommen kommer, som den kom den gang, selv om al verden vil gøre det ORd til intet. Paa den af Gud bestemte dag kom floden. Dagen er angivet nøjagtigt og vil efter vor tidsregning vel nærmest svare til en dag i begyndelsen af november i aaret 1656 efter verdens skabelse. Det borgerlige aar regnedes nemlig fra efteraarsjævndøgn af. Paa den dag gik de ind i arken, de otte mennesker, fra hvilke en ny menneskeslægt skulde oprinde. Der staar: "Herren lukkede til efter ham." I dette Ord betegnedes Herrens varetægt over Noah, men ogsaa den endelige skilsmisse mellem de vantro og Noah, ligesom ogsaa umuligheden af at forandre dommen. "Han lukker til, og ingen lukke rop" (Joh 3.7).

Ensomt og stille laa nu arken, foran hvilken før den brogede sammenstimlen havde fundet sted. Det var stilhed, den uhyggelige stilhed, der gaar forud for uvejret. "Men den, der bor i den højestes skjul, skal blive om natten i den Almægtiges skygge" (Ps 91.1). Saaledes sad Noah med sine trygt i det skjul, Gud havde beredt ham, helt og holdent i Herrens haand; Gud selv var styrmand.

Saa brød det frem, nede fra, fra alle jordens dybe vandaarer, og oven fra. Vi forstaar den uhyggelige følelse, der mere og mere maa have bemægtiget sig de vantro hjerter. Skulde Noah have ret, skulde det dog være sandt, hvad han havde sagt? Aa, regnen holdt vel igen! Men den holdt ikke op. Omsider gik det op for dem: det er sandt, hvad Noah har forkyndt; vi er fortabte. Hverken bjergene eller højene formaaede at frelse. Stille og alvorsfuld i den dybe ærefrygt for den hellige Dommer, lyder beretningen om Herrens dom. Blandt de gamle sagn i Israel om hin tid var ogsaa sagnet om en mand ved navn Irad, der havde udtænkt sig en efter sin mening klog plan; bryde med verden vilde han ikke, men skulde Noah dog have ret, da vilde han søge sig et fristed paa taget af arken. Men kun inde i arken var frelse; han kunde ikke holde sig paa taget, der var ikke ly eller føde; han maatte omkomme med alle de andre. Paa arken, ikke i den, o, hvor mange vilde ikke frelses paa lignende vis i vore dage! Ikke vil de ind i daabens naadepagt, ikke vil de ind iblandt de hellige; men saaledes i nærheden af det hele, paa det halve stade, hverken kold eller varm, der søger navnkristendommen sin plads og mener at handle snildelingen. Men naar det kommer - se, det kommer! - da vil du med det halve hjerte, med det lunkne sind overfor Gud gaa fortabt med den verden, der dog havde sit hjerte. Og naar vi tænker paa de mænd, der byggede arken og dog ikke frelstes i den, hvilket alvorligt billede er ikke disse bygningsfolk for alle dem, der i det ydre nok kan have noget med Guds riges arbejde at gøre uden dog selv at have omvendt sig.

"De aad og drak, tog til ægte og bortgiftede, indtil den dag, da Noah gik ind i arken, og de agtede det ikke, førend syndfloden kom og tog dem alle bort; saaledes skal ogsaa menneskesønnens tilkommelse være" (Matth 24.38-39). Syndfloden som den første verdensdom er det største forbillede paa den sidste dom. Dog er den tillige ved arken bleven det store forbillede paa Herrens frelse. Gud frelser sit folk, idet han dømmer de ugudelige. Saaledes ogsaa ved den yderste dag; Verdens undergang bliver Guds folks evige, herlige oprejsning. Apostlen Peter siger i sit første brevs 3 kapitel, at daaben er det store modbillede paa Herrens frelse ved arken. Alle vi døbte har denne Frelsens ark. Som syndflodens vande druknede det gamle menneskeliv og bar det nye liv, saaledes er ogsaa genfødelsesbadet i daaben et dødens vand for det gamle menneske, men et livets bad for det nye liv, som Paulus skildrer det i Rom 6.3-4.

Men hvad hjælper det at have faaet den frelsende ark i daaben, om ikke du gaar ind i denne ark. O, maatte hvert menneske høre, hvad der lyder til os fra bibelens gamle blade:

Kom, syndere, kom!
I arken er frelse, kun der!
Plads er der for alle, som vil vende om:
Men skynd dig, hvem end du saa er!

Ja, gaa ind i arken, lad Herren lukke til efter dig og faa lov at sætte skilsmisse mellem dig og verdens vantro væsen. Vel kan der være trangt paa mange maader i arken; Guds børn kan som fordum Noah visselig ofte længes efter udfrielsen fra den trange vej til Guds børns herlige frihed paa de himmelske højder. Men dog er der saligt i arken; thi der er frelse. I arken "bevogtes vi ved Guds kraft ved to til en frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste tid" (1 Peter 1.5). "Gud vil ikke synderens død, men at han skal omvende sig og leve" (Ez 33.11); derom vidner Noahs ark; men lige saa vist raabes der til os fra syndflodens dybe vande: "Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; hvad et menneske saar, det skal han ogsaa høste" (Gal 6.7).

"Saa udaandede alt kød, som rørte sig paa jorden." Der staar udtrykkeligt: det, som var paa "jorden", det, som var paa "det tørre"; thi fiskene og vanddyrene døde selvfølgeligt ikke. I 1 Peters brev 3.19 staar der, at Herren i tiden mellem døden paa korset og opstandelsen gik hen og "prædikede for aanderne, som var i forvaring, som fordum var genstridige, dengang da Guds langmodighed ventede i Noahs dage". Der hører vi atter om alle disse sjæle, som udaandede den gang. Hvad Herren prædikede for dem, ved vi ikke,. Var det evangelium, et frelsestilbud? Det har Gud skjult for os; men for os, der har Guds Ord anderledes klart end hin slægt, er det ogsaa sagen selv at blive frelst, og ikke sagen at ville udgrunde, hvad Guds Ord ej har sagt os.

Sagn om syndfloden findes hos næsten alle folkeslag. Man har saaledes et babylonisk, fønitisk, syrisk, frygisk, græsk, ægyptisk, persisk, indisk, kinesisk, indiansk, grønlandsk, mexikansk sagn osv. Det frygiske sagn er et af de mærkeligste; det beretter om en from konge, Annakos (dette hentyder paa Enoch), der blev over 300 aar gammel, og som forudsagde floden. Man har i en frygisk by fundet mønter, paa hvilke der er afbildet en mand og en kvinde i en svømmende kiste, der sidder paa kanten af kisten, og en, der kommer flyvende med en gren samt bogstaverne N O. - Herrens dom har lydt saa mægtigt, at den endnu klinger gennem alle folkeslag, og dog staar der atter en slægt, der ryster paa hovedet ad Herrens domme og siger, som apostlen Peter har forudsagt det: "Fra den dag, fædrene sov hen, forbliver jo alle ting, som de var lige fra skabningens begyndelse" (2 Pet 3.4). Men til alle Guds børn lyder det: "Vorder ogsaa i rede; thi menneskesønnen kommer den time, som i ikke mener - salige er de tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer" (Luk 12.37-40).