Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 8

Læs: Kapitel 8.1-12.
21. "Og Gud ihukom Noah".

Saaledes begynder dette kapitel. Det vil ikke sige, at Gud havde glemt Noah, men vel, at Gud ikke aabenbarede sig for Noah, medens Noah var i arken. Hele tiden, medens vandene brusede foroven og forneden, blev Noahs tro prøvet. Det var for ham, som var han overladt til sig selv. Hele fem maaneder stod vandene over bjergene; den hele verden var en vaad grav; uden ror blev arken dreven frem og tilbage paa den endeløse vandørken. Han havde kun Guds Ord at leve paa, men Gud havde ikke sagt, hvor kort eller hvor længe floden skulde vare. Da fristedes Noah til at tænke: Gud har glemt mig. Saaledes er det saa tit for Guds børn. Herren bier, man mærker ikke i det aabenbare hans hjælp, og det lyder gennem hjertet med salmistens ord: "Min sjæl skælver saare, men du, Herre - hvor længe?" (Ps 6.4). Det falder saa haards for mennesket at nøjes med Ordet alene, naar det i lang tid ikke er noget at se.

Men Gud havde ikke glemt Noah, hverken ham eller dyrene, som var med ham i arken. - Omsider indtraf tegn paa tegn, først vinden, som Gud lod fare hen over jord, medens regnen standsede. Vindene var Guds første sendebud, som skrevet staar: "Han gør sine engle til vinde" (Hebr 1.7). Saa det næste tegn: Arken standsede, stod fast paa Ararats bjergtoppe. Ararat ligger i Armenien og er paa sine steder over 17.000 fod højt. I disse egne af Asien har altsaa menneskeslægtens vugge staaet, ligesom allerede tidligere paradiset angaves at være i nærheden af floderne Eufrat og Tigris. Saa sendte Noah ravnen ud, og den kom ikke tilbage. Han sendte duen ud, og den kom tilbage. Ravnen og duen er et billede paa to slags hjerter: Ravnen kom ikke tilbage, fordi den fandt aadsler, døde kroppe nok at sætte sig paa, sligt kunde den nok bruge; den er et billede paa de hjerter , der kan have nok i verdens døde, fordærvede væsen; de fløj bort fra den frelsende ark, i hvilken de ved daaben havde faaet plads, og om saa mange gælder det: de kom aldrig tilbage; det kødelige hjerte slog sig til ro med verden. Men duen er billedet paa de hjerter, der maaske ogsaa nok forvildede sig bort fra Gus ark, men aldrig fandt hvile i verdenslivet, stadigt følte tomheden og savnet, i deres hjertes inderste følte sig ulykkelig. Er du ikke noget Guds barn, o, maatte det dog være duehjertet, der faar magt i dig, og ikke ravnehjertet. Herrens haand er endnu udstrakt til at tage imod dig, som fordum Noah var det til at tage duen ind i arken. Du med det hvileløse hjerte, skynd dig at komme tilbage, ind i den frelsende ark!

Noah udsendte atter en due, og den kom tilbage ved aftenstide med et olieblad i sin mund; det var Guds fredshilsen til sin ven. Duen spiser ikke den slags blade, saa at det var efter udtrykkelige vilje, at den medbragte bladet. Hvad fortalte ikke det lille blad Noah? Ofte havde det sukket i ham: "Herren har forladt mig, Herren har glemt mig" (Es 49.14). Men dette lille blad fortalte ham, hvad Herrens Ord siger hos Es 49.15: "Kan vel en kvinde glemme sit diende barn, at hun ikke forbarmer sig over sit livs søn? Om ogsaa de kan glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig." - Olietræet vokser i de lave egne; det var altsaa et kraftigt tegn paa, at jorden var ved at tørres. Den næste due, Noah sendte ud, kom ikke tilbage; den havde fundet noget, den kunde hvile sin fod paa.


Læs: Kapitel 8.13-22.
22. Udgangen af arken. Noahs takoffer. Guds løfte.

I den første maaned, paa den første dag i maaneden, tog Noah dækket af arken, og en tid efter var jorden tør; men Noah gik ikke ud af arken endnu, skønt han sikkert nok har følt lysten dertil være stærk i sig. Dog, han biede paa Guds time. Saaledes gælder det om i alle stykker ikke selv at foregribe noget, men bie efter Herren, indtil han giver lov. Saa lød da Herrens Ord: "Gak ud af arken." Alle gik de ud; der var ingen død i arken; frelsen fra Gud havde været sikker. Denne Noahs udgang af arken, fra det mere trange rum ud under Guds frie himmel, er et lille, svagt billede paa den fryd, der en gang skal fylde Gudsbarnets hjerte, naar det fra troslivet her paa jord faar lov at træde ud i beskuelsen og sætte foden paa den nye jord. Som det første for en frelste sjæl, der træder ud fra frelsesarken paa salighedsstranden, vil være en jublende tak til Herren, saaledes var ogsaa dette det første, Noah gjorde: Han bragte Gud et takoffer. Her nævnes for første gang, at der byggedes alter. Alteret vil jo sige en forhøjning, ved hvilken ofret ligesom løftes i vejret som bestemt for Gud i det høje. Brændofret, som Noah bragte, er den ældste form for ofret. Som i alt offer laa der ogsaa i brændofret en syndsbekendelse, en bekendelse af, at der trængtes til forsoning overfor den hellige Gud. I almindelighed lagdes ved slige ofre hænderne paa offerdyrets hoved, hvorved betegnedes, at den ofrende ligesom overførte sin skyld paa offerdyret. Og dette, at ofret brændtes helt, betegnede tillige den fulde hengivelse til Herren og deri taksigelsen for hans naade.

Naar der staar, at ofret var en vellugt for Herren, da var det jo, fordi Herren ser paa hjertet og saa' det taknemmelige sindelag hos Noah. Og naar Gud antog ofret, da var det med dette offer som med alle senere ofre i den gamle pagt, det kunde kun antages af Gud i kraft af henblikket til det store offer, der skulde komme, ofret paa Golgatha, som skrevet staar i romerbrevets 3 kapitel: Gud fremstillede Kristus som "sonemiddel ved troen paa han blod for at vise sin retfærdighed, fordi Gud i sin langmodighed havde baaret over med de forhen begaaede synder". Og Gud aabenbarede som sit hjertes raadslutning, hvad han siden stadfæstede yderligere for Noah, at herefter skulde en saadan forbandelse, som der ved syndfloden var udgaaet over jorden, ikke mere finde sted, saalænge da jorden har sin tid. "Menneskets hjertes tanke er ond fra hans ungdom af," det er Guds udsagn om menneskehjertet. Selv dommen i syndfloden havde ikke forandret det onde hjerte eller formaaet at kvæle fordærvelsens spire derinde; nu herefter skulde derfor ingen saadan verdensdom fremtræde mere, indtil den dom oprinder, der afslutter denne jords tilværelse. "Endnu een gang vil jeg ryste ikke alene jorden, men ogsaa himlen," har Herren sagt (Hebr 12.26). Den store vanddaab i syndfloden skal intet tilsvarende modbillede faa, før ilddaaben oprinder. Imellem vanddaaben og ilddaaben laa fuldbyrdelsen af den Guds naades raadslutning, der tog forbandelsen fra mennesket og lagde den over paa Guds egen Søn. "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os" (Gal 3.13). "Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et slagtoffer, Gud til en velbehagelig lugt" (Ef 5.2).

"Saalænge jorden staar, skal sæd og høst og frost og hede og sommer og vinter og dag og nat ikke aflade," saa lyder Guds Ord. I naturen skal alt blive ved at gaa, som det gaar, efter den af Gud fastsatte orden; det er Guds trofaste Ord. Men denne Guds langmodighed, i kraft af hvilken han holder sig tilbage med dommen, er af det vantro menneskehjerte ofte bleven gjort til spot. Verden taler om de "evige naturlove"; men Guds folk ved, at denne naturens faste, uforanderlige gang er idel naade og langmodighed og hviler paa dette den levende Guds forjættelsesord.

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media