Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 9

Læs: Kapitel 9.1-17.
23. Velsignelsen fornyes. Øvrighedens sværd. Regnbuen.

Menneskeslægten begyndte nu paany sin løbebane, og Gud fornyer derfor den oprindelige velsignelse. Den første del om at vorde frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden lyder paa samme maade som i paradis; men den anden del, om at gøre sig naturen underdanig, er undergaaet en forandring. Forholdet mellem mennesket som skabningens herre og den ham undergivne skabning var ej mere som den gang. Idet mennesket var blevet syndigt, var det ogsaa ofte blevet en ondog grusom herre over dyret, som der staar i Ordet: "Den retfærdige har omsorg for sit kvægs liv; men de ugudeliges barmhjertighed er grusomhed" (Sal Ordsp 12.10). Den villige lydighed var forsvunden, regimentet kunde ikke holdes oppe uden gennem kamp. Derfor er der naade i det, naar Guds Ord her siger, at der skulde være frygt og rædsel for mennesket over alle vilde dyr. De vilde dyr har indstinktmæssigt en frygt for mennesket, selv om de er ganske overlegent i ydre styrke; derved har Gud lettet mennesket kampen med dem.

Ogsaa den tredje del af den oprindelige velsignelse er undergaaet en forandring, idet mennesket her faar tilladelse til at bruge ogsaa dyrenes kød til næring, hvad der ikke var tilladt før. Dels var menneskelegemet ved synden blevet svækket, saa at det trængte til kraftigere næring, dels var jordens klima efter syndfloden betydeligt koldere og barskere end før, hvad ogsaa videnskaben er kommen til erkendelse af ved sine forskninger. - dog udstedte Gud forbud mod nydelsen af blodet: "Kød med sjælen, med blodet i, maa i ikke æde." Den dybe grund dertil er givet nøjere i 3 Moseb 17.11, hvor det hedder: "Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det paa alteret til at gøre forligelse for eders sjæle; thi blodet er det, som skal gøre forligelse ved sjælen." Dyrets sjæl det vil sige dets liv, er her angivet at være knyttet til blodet. Blodets udgydelse betegnede livshengivelsen. Derfor skulde blodet holdes helligt, fordi det skulde indtage den forbilledelige plads i hele den offertjeneste, Gud siden vilde anordne, fordi det skulde være forbilledet paa det dyre liv, der hengaves, det dyre blod, der randt langfredag paa Golgatha til udsletning og fuldgyldig betaling af al verdens synd. Siden blodofret fik sin fuldkommelse paa Golgatha og dermed sin afslutning, har dette forbud selvfølgelig mistet sin betydning. Naar det i Apost. Ger. 15.28-29 udtales som Apostelmødets beslutning, at de troende af hedningerod skulde afholde sig ogsaa fra "blod og det kvalte", da var det, som det ogsaa siges, udelukkende for jødernes skyld, for at forhindre forargelsen, som det vilde give jøderne, dersom de troende fra hedningerne ogsaa nød blodet.

Men samtidigt med, at det tillodes mennesket at udøse dyrenes blod, blev det med vældig alvor forbudt det at udøse menneskets blod. Mennnesket som skabt i Guds billede er et led i en høiere verdensorden end dyrene. Hvert voldsomt indgreb overfor et menneskeliv kræver straf; Gud siger her, at han endog vil kræve menneskets livs blod af dyrene. Deri ligger, at alle rovdyr og alle for menneskets liv skadelige dyr maa dræbes og udryddes. Og her staar det alvorsfulde Ord, der er grundlaget for hele rets- og øvrighedsordningen. Gud giver nemlig mennesket myndighed til at udføre straffen over den, der udøser menneskets blod. Heri ligger det, som Paulus betegner saaledes i Romerbrevet 13. Kap: "Der er ingen øvrighed uden af GUd . . . den bærer ikke sværdet forgæves, den er nemlig Guds tjener, en hævner til straf for den, som øver det onde". Dødsstraffens anveldelse er altsaa begrundet i Guds Ord. Gud havde bestemt, at han ikke mere vilde gribe ind med en almindelig verdensdom, saalænge jorden skulde staa; men i dette bud oprettede han en dæmning for menneskets ondskab, saa at vold og blodsudgydelse ikke kunde tumle sig uhindret.

Naar det betones: "I Guds billede gjorde han mennesket," da peger dette hen paa, hvad tidligere er bemærket, at Gudsbilledet ikke er tabt om end gennemfordærvet (se bemærkn. til kap 5.3).

Hvad Gud i sit hjerte havde bestemt, ikke mere at lade nogen vandflod komme over jorden i lighed med syndfloden, bekræfter han nu for Noah og dermed for hele menneskeslægten ved oprettelsen af en naadepagt med Noah. Guds pagt er fuld af naade; han giver, mennesket skal blot modtage. Med mange kærlige Ord stadfæster Gud for det forsagte hjerte, at det ikke skal frygte. Gud kender vore hjerter og ved, hvor forsagt og ængsteligt menneskehjertet kan staa efter at have erfaret Guds domme i sit liv; derfor opmuntrer og trøster Gud, som en moder kan trøste sit barn, med mange kærlige Ord. Og derfor gav han tillige Noah og dermed os alle et ydre pagtens tegn i regnbuen. Hvor er det skønt for Guds folk at vide dette, naar vort øje falder paa den herlige regnbue, at den er pagt-

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media