En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Første bind:

Første Mosebog Kapitel 9

Menneskeslægten begyndte nu paany sin løbebane, og Gud fornyer derfor den oprindelige velsignelse. Den første del om at vorde frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden lyder paa samme maade som i paradis; men den anden del, om at gøre sig naturen underdanig, er undergaaet en forandring. Forholdet mellem mennesket som skabningens herre og den ham undergivne skabning var ej mere som den gang. Idet mennesket var blevet syndigt, var det ogsaa ofte blevet en ondog grusom herre over dyret, som der staar i Ordet: "Den retfærdige har omsorg for sit kvægs liv; men de ugudeliges barmhjertighed er grusomhed" (Sal Ordsp 12.10). Den villige lydighed var forsvunden, regimentet kunde ikke holdes oppe uden gennem kamp. Derfor er der naade i det, naar Guds Ord her siger, at der skulde være frygt og rædsel for mennesket over alle vilde dyr. De vilde dyr har indstinktmæssigt en frygt for mennesket, selv om de er ganske overlegent i ydre styrke; derved har Gud lettet mennesket kampen med dem.

Ogsaa den tredje del af den oprindelige velsignelse er undergaaet en forandring, idet mennesket her faar tilladelse til at bruge ogsaa dyrenes kød til næring, hvad der ikke var tilladt før. Dels var menneskelegemet ved synden blevet svækket, saa at det trængte til kraftigere næring, dels var jordens klima efter syndfloden betydeligt koldere og barskere end før, hvad ogsaa videnskaben er kommen til erkendelse af ved sine forskninger. - dog udstedte Gud forbud mod nydelsen af blodet: "Kød med sjælen, med blodet i, maa i ikke æde." Den dybe grund dertil er givet nøjere i 3 Moseb 17.11, hvor det hedder: "Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det paa alteret til at gøre forligelse for eders sjæle; thi blodet er det, som skal gøre forligelse ved sjælen." Dyrets sjæl det vil sige dets liv, er her angivet at være knyttet til blodet. Blodets udgydelse betegnede livshengivelsen. Derfor skulde blodet holdes helligt, fordi det skulde indtage den forbilledelige plads i hele den offertjeneste, Gud siden vilde anordne, fordi det skulde være forbilledet paa det dyre liv, der hengaves, det dyre blod, der randt langfredag paa Golgatha til udsletning og fuldgyldig betaling af al verdens synd. Siden blodofret fik sin fuldkommelse paa Golgatha og dermed sin afslutning, har dette forbud selvfølgelig mistet sin betydning. Naar det i Apost. Ger. 15.28-29 udtales som Apostelmødets beslutning, at de troende af hedningerod skulde afholde sig ogsaa fra "blod og det kvalte", da var det, som det ogsaa siges, udelukkende for jødernes skyld, for at forhindre forargelsen, som det vilde give jøderne, dersom de troende fra hedningerne ogsaa nød blodet.

Men samtidigt med, at det tillodes mennesket at udøse dyrenes blod, blev det med vældig alvor forbudt det at udøse menneskets blod. Mennnesket som skabt i Guds billede er et led i en høiere verdensorden end dyrene. Hvert voldsomt indgreb overfor et menneskeliv kræver straf; Gud siger her, at han endog vil kræve menneskets livs blod af dyrene. Deri ligger, at alle rovdyr og alle for menneskets liv skadelige dyr maa dræbes og udryddes. Og her staar det alvorsfulde Ord, der er grundlaget for hele rets- og øvrighedsordningen. Gud giver nemlig mennesket myndighed til at udføre straffen over den, der udøser menneskets blod. Heri ligger det, som Paulus betegner saaledes i Romerbrevet 13. Kap: "Der er ingen øvrighed uden af GUd . . . den bærer ikke sværdet forgæves, den er nemlig Guds tjener, en hævner til straf for den, som øver det onde". Dødsstraffens anveldelse er altsaa begrundet i Guds Ord. Gud havde bestemt, at han ikke mere vilde gribe ind med en almindelig verdensdom, saalænge jorden skulde staa; men i dette bud oprettede han en dæmning for menneskets ondskab, saa at vold og blodsudgydelse ikke kunde tumle sig uhindret.

Naar det betones: "I Guds billede gjorde han mennesket," da peger dette hen paa, hvad tidligere er bemærket, at Gudsbilledet ikke er tabt om end gennemfordærvet (se bemærkn. til kap 5.3).

Hvad Gud i sit hjerte havde bestemt, ikke mere at lade nogen vandflod komme over jorden i lighed med syndfloden, bekræfter han nu for Noah og dermed for hele menneskeslægten ved oprettelsen af en naadepagt med Noah. Guds pagt er fuld af naade; han giver, mennesket skal blot modtage. Med mange kærlige Ord stadfæster Gud for det forsagte hjerte, at det ikke skal frygte. Gud kender vore hjerter og ved, hvor forsagt og ængsteligt menneskehjertet kan staa efter at have erfaret Guds domme i sit liv; derfor opmuntrer og trøster Gud, som en moder kan trøste sit barn, med mange kærlige Ord. Og derfor gav han tillige Noah og dermed os alle et ydre pagtens tegn i regnbuen. Hvor er det skønt for Guds folk at vide dette, naar vort øje falder paa den herlige regnbue, at den er pagttegnet, sat af Guds Trofasthed. Herren siger her i sit Ord, at han ogsaa binder sig selv ved det Ord, han har givet, saa at vi med fast Haand tør tage om Guds Forjættelse og har Lov til at foreholde ham den. Man har spurgt, om Regnbuen da ikke har været der før den Tid. Det synes ikke saa efter Ordene her. De Naturlove i Luft, Lys og Vand, der er virksomme ved Regnbuens Fremkomst, er jo ogsaa satte as Gud og er ganske afhængige af ham. Regnbuen er sat i Skyen som Tegn paa denne Guds bestemte Pagt med Menneskeverdenen i Noah. Og den er et skønt Billede paa, hvorledes ogsaa Guds Naades Sol, naar den spejler sig i Angerens Taareregn, kan frembringe Herlighed i en Menneskesjæl. Da Johannes, som han beretter i sin Aabenbarings 4. Kapitel, henrykkedes og saa Guds Trone, saa han ogsaa der en Regnbue omkring Tronen. Derfor tales der ogsaa her om Buen i Skyen som en evig Pagts Tegn til Vidnesbyrd om Guds Forjættelse: "Bjergene skal vige, og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Fredspagt skal ikke Rokkes, siger Herren din Forbarmer" (Es.54, 10).

Den hellige Skrift lægger ej Dølgsmaal paa Synden, den maler Menneskelivet med sande Farver; thi den er hans Ord, der kaldes det sanddru og trofaste Vidne (Joh. Aab. 3, 14). Noah, den lydige Troens Mand, der havde holdt Stand i den store Prøve overfor den store Flods Vande, bukker under for Vinen i et jammerligt Fald. - Da Aoah kom ud af Arken, begyndte han paa Vinavl, hvortil Armeniens Land i høi Grad er skikket endnu den Dag i Dag. Muligvis man tidligere kun havde nydt Druerne, som de hang paa Træet, muligvis Noah ikke har kendt den berusende Magt, der laa i Druesaften, naar den var i gæret Tilstand; vi ved det ikke, men. det ved vi, at selv om der kan anføres et og andet til Undskyldning, saa var det et dybt Fald for Noah. Noah glemte at vaage og gav derved Forargelse. Vi ser heraf, at gode og lette Tider ofte kan være farligere for et Guds Barn end de svære og tunge Dage. Fremdeles ser vi, at Alderen ej beskytter mod Fald og Daarskab, ej heller det at have samlet sig en Skat af Livserfaring og at have modtaget megen Naade; alt dette beskytter ej mod Fald, hvis man glemmer at vaage. I det aandelige kan man ikke forud vaage for siden at lægge sig til at sove ; men her gælder det at vaage til enhver Tid; og netop efter store Erfaringer af Naade indtræder ofte de mest farefulde Øieblikke, idet Hjertet fristes til Tryghed, til at misbruge Naaden som en Sovepude. Noah, der af Gud selv sammenstilles med Daniel og Job som fremragende Trosvidne (Ezek. 14, 14), ogsaa han kunde falde paa saa ynkelig en Maade. Der er ved Siden af den dybe Advarsel, som heri ligger, tillige en Trøst for det forknytte Guds Barn. Store Helgen ogsaa haver Adams Kød og Klæder paa, deres høje Himmelgaver de i Lerkar bære maa, som der staar i en af vore Psalmer. Og - Gud slap dem dog ikke. Men vemodigt er det, at der ogsaa fra Herrens lille Flok kan udgaa Forargelse. Noah gav her Forargelse for sine Børn og blev en Anledning til et dybt Fald for en af dem. Hvor vi trænger til at bede med Psalmens Ord: "Min Jesus, før mig selv i alle mine Dage; ej uden dig et Trin paa denne Jord at tage ; skal jeg mig føre selv, forføres jeg saa let."

Noahs Fald er det ydre Billede paa, hvorledes det gaar ogsaa i det aandelige ; den, der beruser sig, i hvilken af Satans berusende Bægre det saa end er, og ikke vil lade sig tugte af Aanden, det Menneskes Skam bliver omsider aabenbar.

Medens Noah laa der i sin Rus i en blottet, usømmelig Stilling, kom hans yngste Søn, Cham. Cham, hvis Navn betyder "Hede", "Fyrighed", hvorved maaske sigtes til hans mere utøjlede Lidenskab, der brændte i uren Lue, viser sig her som et vanartet Barn med et skident, uforskammet Væsen. Selv om han ikke havde gjort, hvad Sem siden gjorde, tildækket sin Faders Skam, saa burde han dog i det mindste have tiet stille dermed. Men han gjorde ingen af Delene ; tværtimod gik han hen og fortalte Brodrene det, og efter Forbandelsens Ord, der siden udtales over hans Slægt, er det tydeligt, at det har været paa enyderst grim og uærbødig Maade, han har omtalt sin Faders Fald. Dette aabenbarer hos Cham ikke et øieblikkeligt Fald alene ; men en saadan Adfærd maatte have sin Rod i et meget Forvendt Hjerte. Muligvis Noah ofte har advaret Cham og sat ham i Rette; des mere var Chams Hjerte nu. fyldt af Skadefryd over Faderens Daarlighed. Det er det samme Sind, der endnu stadigt viser sig hos Verdens Børn, naar de ser Faldet hos Guds Børn ; de skjuler det ikke, men fortæller det hurtigst muligt, til hvem de træffer, og de gør det med slet skjult Glæde, medens et Guds Barn just kendes paa Bedrøvelsen, der fylder Hjertet ved at høre om et troende Menneskes Fald.

Cham fik heller ikke sine Brødre med sig i sin daarlige Adfærd. Sem og Jafet søgte i sønlig Ærbødighed overfor deres gamle Fader at skjule hans Skam. Hvilken Modsætning mellem den hellige Renhedsfølelse og sønlige Ærbødighed hos disse to Sønner og saa Chams Sind. Kærligheden skjuler Synders Mangfoldighed (1 Peter 4, 8).

Da Noah vaagnede, kunde han af det over ham henkastede Klæde forstaa sit Fald, og han vaagnede paa to Maader. I de følgende Vers kommer nu et forunderligt profetisk Udsagn overfor Sønnerne, lagt ham i Munden af Gud. Det viser os, at Gud ej havde forladt Noah trods Faldet; men det viser tillige, at Gud haardt straffer Mangelen paa barnlig Ærefrygt. Gud saa hvad der rørte sig i Hjertedybet hos Noahs Sønner, og hvorledes det vilde udfolde sig i de kommende Tider. Noahs Ord er Aandens Ord, som det ogsaa har vist sig ved deres historiske Opfyldelse. Først lyder Forbandelsen over Chams Slægt, og Forbandelsen rettes særligt mod Chams Søn Canaan. Muligvis Canaan har været delagtig med Cham i Spotten over Noah; i ethvert Tilfælde maa han have været Chams tro Afbillede og er maaske gaaet endnu videre end Faderen i Skamløshed. Men det har ogsaa sin Betydning at lægge Mærke til, at Cham ved Dommen, der overgaar ham, just rammes i sit eget Barn. Atter og atter har det vist sig, at Mangel paa Ærefrygt overfor Forældre straffes med at man møder det samme igen af sine egne Børn. En ung Mand ovre i England bar sin gamle, svage Fader hen paa Fattiggaarden, fordi han ikke længer vilde have Omkostningerne ved at føde ham. Paa Vejen satte Sønnen den gamle paa en stor Sten, medens han selv hvilede sig lidt; da sagde den gamle med Taarer: "Mig sker kun min Ret; thi for mange Aar siden gjorde jeg det samme ved min Fader og satte ham just paa den samme Sten, da jeg bragte ham hen paa Fattiggaarden. Den Gang bad min Fader mig saa inderligt om, at jeg vilde tage ham med hjem igen, men jeg var haardhjertet; nu kommer Straffen over mig selv."

Canaan betyder: "Den, der skal underkastes", et mærkeligt, profetisk Navn. Naar Cham havde givet sin Søn det Navn, ligger det maaske tillige i Chams eget haarde Sind. Som Regel plejer de, der selv er mest oprørske, tillige at være de værste Tyranner overfor deres Undergivne.

Forbandelsen over Canaan lød paa, at han skulde være Trælles Træl for sine Brødre. Hvor er dog dette Ord gaaet i Opfyldelse! Ikke blot blev Canaans Efterkommere undertvungne af Israels Folk (Sems Slægt), da dette erobrede det forjættede Land; men Chams Efterkommere findes jo nu hovedsagselig i Afrika, den ulykkelige Verdensdel med Slaveriets mørke Rædsler. Hvor har ikke ogsaa Jafets Sæd holdt Chams Slægt i Trældom, f. Eks. i Negerslaveriets Dage, særligt i Amerika! Men siden Kristus har baaret al Forbandelse paa sit Legeme, er Velsignelsen ogsaa aaben for Chams ulykkelige Slægt. "Gud vil, at alle Mennesker skal blive salige" (1 Tim. 2,» 4), og allerede i Ps. 68, 32 lyder Forjættelsen til Chams Slægt: "Morland skal hasteligen udstrække sine Hænder til Gud." Missisonen har bragt Velsignelsen ogsaa til mange stakkels Negre, baade i Afrika og blandt Negerslaverne i Amerika.

Af Kap. 10, 21 synes det, som om Sem var den ældste af Brødrene. I ethvert Tilfælde var han den, der gik i Spidsen paa den rette Vej i Anledning af sin Faders Fald ; derfor lyder ogsaa Velsignelsen først over ham. Den fremkommer som en Lovprisning for Herren, Sems Gud; thi af Sems Slægt udvalgtes det Folk, hvoraf Frelsen skulde komme. Sem betyder "Navn"; i hans Slægt kom den, der i dybeste Forstand er Guds Navn og Aabenbaring, gennem hvem Guds Navn er blevet Herliggjort, og gennem hvem Mennesket igen har naaet det tabte Navn som Gudsbarnet. Ogsaa Jafets Navn er profetisk, det betyder "Udvidelse", "Udbredelse"; dertil knytter Velsignelsen over ham sig som en Bøn til Gud om, at han vil udbrede Jafet. Dette er ogsaa blevet opfyldt ; thi Størstedelen af Jordens Befolkning nedstammer fra Jafet, saaledes alle de europæiske Folk og en stor Del af Asiens. Men det profetiske Ord føjede til, at Jafet skulde bo i Sems Pauluner. I Sandhed, den største i Sems Slægt, Verdens Frelser, Jesus Kristus, har i sine Pauluner, sit Kirkehus med Ordets og Sakramenternes Boliger, optaget et stort Antal af Jafets Slægt. Er du, min Ven, der læser eller hører dette, ogsaa kommen til at bo i Sems Pauluner, i Kristi Hus, som de helliges Medborger og en af Guds Husfolk (Efes. 2, 19)?

Hvilken Dybde der dog ligger i disse faa Ord af Noah, en verdenshistorisk Betydning, der klart vidner om, at de i Virkeheden kom fra ham, der styrer alt.

Noah levede saa længe, at han saa Jorden blive befolket paany; han døde to Aar før Abrahams Fødsel, saa at alt, hvad Noah havde oplevet i sit lange Liv, hele den oprindelige Gudskundskab, derved kunde bevares og gaa over i den udvalgte Slægt, Abrahams Æt.