|
Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Andet bind:
Nehemia bog
Kap 1
Læs: Kapitel 1, 1-11.
266. Nehemias Sorg ved Budstabet om Forholdene i Jerusalem. Han tyer til Herren med sin Smerte.
Det var i Kong Artaxerxes' tyvende Aar (V.1), altsaa tretten Aar efter de i Esras Bogs fortalte Begivenheder (Esras Dog gik jo efter Esra 7, 7 for sig i Artaxerxes' syvende Aar), at Nehemia opholdt sig i Staden Susa paa Slottet som Perserkongens Mundskænk. Susa var Perserkongens Vinterresidens, og det var just i Maaneden Chislev, der svarer til vor December. Da kom - saaledes fortæller Nehemia - Hanani, en af hans Brødre med nogle Mænd og fortalte, hvorledes de, der var hjemvendte, var i stor Ulykke og Forsmædelse, eftersom Jerusalems Mure laa nedrevne og Portene brændte. Skønt der var gaaet snart hundrede Aar, siden Kyrus havde givet Tilladelse til at vende tilbage, laa Jerusalems Befæstning dog endnu øde. De mange Fjender, Jøderne havde i Samaritanerne og andre naboer, vilde have Jerusalem til at ligge hen som et værgeløst Bytte, og saa længe der ingen Mure var omkring Byen, var der heller intet, der kunde hindre dem i at betragte Jerusalem som en Træl, de kunde haane, saa meget de vilde. Templet var jo nok blevet opført, og Esra havde ogsaa faaet Lov at hjælpe noget paa Sagen ved Perferkongens Velvilje, men saa længe der ingen Mur var om Byen, var Stillingen jo fortvivlet.
Jerusalems Stilling dengang minder ret om den Stilling, hvori set vantro Menneske befinder sig, thi saa vist som Troen er det seneste Værge, det eneste Skjold, hvormed en Synder kan overvinde sine Sjælsefjender, saa vist er ogsaa den, der ikke ejer den levende Tro, prisgivet til Fjenden, værgeløst overfor alle Mørkets Angreb.
Da Nehemia hørte om denne Elendighed, fyldtes han med en dyb Smerte. Han elskede Guds Folk, derfor led han ogsaa med det. Men han kendte Vejen, som Guds Børn har at gaa med alle deres Sorger, saafremt de skal saa Bugt med Sorgerne, han bar Sagen frem i inderlig Bøn for Gud, den Gud, der havde den store og for Fjenderne forfærdelige Magt, men var saa trofast imod alle, der elskede ham (V. 5). Men Nehemia maatte begynde sin Bøn med dybt at bekende Israels Folks Utroskab. I denne Syndsbekendelse tager han sig selv med, ligesom vi tidligere hørte det om Esra; han følte sig jo som Lem paa Legemet og derfor ogsaa som meddelagtig i Folkets mange Synder. Det er en alvorlig og uskrømtet Syndsbekendelse, vi møder her i hans Ord (V. 6-7). Men just fra de ydmyge Steder kan Hjertet faa ham i Tale, der bor i det høje. Nehemia mindede da ogsaa Herren frimodigt om de Forjættelser, Herren havde udtalt for Moses, om Naade for Folket, naar det vilde omvende sig (V. 8-9). Dernæst pegede han hen paa, at Herren havde jo dog forløst Israels Børn ved sin store Kraft og stærke Haand, og det var dog troende Hjerter i Folket, som havde Velbehag i at frygte Herrens Navn, der nu lod Bønnen opstige til Herren. Det er skønt, og det er ret at støtte sin Bøn just paa dette, hvad Herren har gjort for os. For os døbte. Mennesker bliver det jo det samme som at pege hen paa dette: du har jo dog købt mig og døbt mig, og kan det saa føjes til: og jeg tror paa dig og elsker dit Navn i Jesus Kristus, da har ogsaa vi Grund til med Frimodighed at træde frem for Naadens Trone. Med ydmyg Bekendelse men tillige med fast Fortrøstning til Herrens Ord og Forjættelser banker ingen Sjæl forgæves paa hos Himlens Gud.
Nehemia sluttede sin Bøn saaledes: "Lad det dog lykkes for din Tjener i Dag og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt" (d. v.s. Kongens Ansigt). Af det følgende Kapitel ser vi, at det dog varede et Par Maaneder endnu, før han fik Lejlighed til at fremlægge Sagen for Kongen, men vi kan med fuld Sandhed sige, at hans Bøn: lad det lykkes i Dag, alligevel blev opfyldt, thi en Bøn har haft Lykke med sig, saasnart den er bleven bønhørt i Himlen, naar Herren har sagt sit Amen. Og dette Amen sagde Herren, da hans Tjener bad ham, selv om Bønhørelsen i det ydre først viste sig en Tid efter.
|