En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 4

Da Sanballat mærkede, at det syntes at blive til Alvor, rasede han først ret. Saaledes bærer Verden sig meget ofte ad, først søger den at spotte Herrens Sag ihjel, og naar det ikke lykkes, da viser den bitre, onde Vrede sig. Meningen af de haanende Ord i V. 2 er tydelig nok denne: det skal ikke ske. At de "afmægtige Jøder" skulde fuldende det og fejre Murenes Fuldendelse ved Ofre, vilde den hovmodige, vantro Sanballat fremstille som en Umulighed. Visselig kunde det ogsaa se umuligt ud for Forstanden, og anden Maalestok havde denne vantro Person selvfølgelig ikke. Hvad Nehemias Tro var værd, vidste han ikke at vurdere. Ammoniten Tobia, der var hos ham, haanede med og mente, at en Ræv kunde rive de Mure ned ved at springe op paa dem.

Hvor minder dog alt dette om Verdensfyrstens Forsøg den Dag i Dag paa at skræmme Mennesker fra at omvende sig. Da lyder det ogsaa: hvad tænker du paa, du afmægtige Menneske? Bilder du dig ind, at du kan blive omvendt og hellig! Nej, lad du det fare og bliv ved det gamle - Og paa samme Maade lyder det saa tit til Guds Børn overfor Arbejdet baade indefter og udefter i Herrens Tjeneste. Lykkelig den, der ikke lader sig rokke af alt saadant, men som Nehemia (V. 4-5) bærer det frem for Gud. Nehemias Bøm: "Hør, vor Gud! at vi er foragtede, og lad deres Forsmædelse vende tilbage paa deres Hoved og giv dem hen til Bytte i Fangenskabets Land, og ske ikke deres "Misgerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt, thi de har opirret dig ligeoverfor dem, som byggede," maa ikke opfattes som personlig Hævnfølelse, nej, det var Guds Sag, han saa paa, og derfor bad han om, at Gud selv vilde sende sine Straffedomme over disse hovmodige Foragtere, der opirrede Guds hellige Majestæt. Som vi i Salmen gør det til en Bøn:

"Før da selv Striden for de Som saa svage,
Tving du vor Fjende, driv hans Magt tilbage,
Hvad sig mod dig og dine vil ophøje,
Du selv nedbøje!"

saaledes er det jo ogsaa Tanken i denne Nehemias Bog. I den gamle Pagt var jo Herrens Domme den eneste Maade, de hellige kunde tænke sig Herrens Fjender bøjede og omvendte paa. Derfor træffer vi ofte disse Bønner om Dom over Fjenderne, der ved første Øjekast kan synes saa hævngerrige. Paa lignende Msaade er det dog, naar Herrens Apostel Paulus i 1. Kor. 5, 5 taler om at osvergive den, der hav-de bedrevet Blodskam, til Satan, "til Kødets Undergang, at Aanden maa frelses paa vor Herres Jesu Dag." Nehemia lod sig ingenlunde skræmme, og Arbejdet fortsatte ustandseligt, saa Muren snart naaede sin halve Højde over det hele. Folket var med af hele sit Hjerte (V. 6), og naar der arbejdes af Hjertet for Herren, bliver Arbejdet visselig ikke forgæves.

Men da Fjenderne saa, hvorledes Arbejdet skred frem, blev deres Vrede saa stor, at de alle forenede sig til et Forbund imod Jerusalsem. Fra alle Kanter dukkede Modstandere frem. Det saa jo ud til, at den gamle Magt over Jerusalem snart skulde være forbi, og derfor søgte de nu af alle Kræfter at forstyrre Arbejdet.

Hvor minder dette dog om de Hindringer, der stadig rejser sig mod alt Missionsarbejde baade ude og hjemme! Naar Herren gennem sine Tjenere arbejder paa at læge Jerusalems Skade aandelig talt, da kan man den Dag i Dag se, hvorledes de mest forskelligartede dog kan blive enige om at slutte Forbund imod de helliges Arbejde.

"Men vi bad til vor Gud" - det var Hovedværget for Nehemia imod al Fjendernes Ondskab. Saaledes skal vi just tage vor Stilling, som der staar i Sl.109,4: "Til Løn for min Kærlighed staar de mig imod, men jeg er stedse i Bøn." Men hvor der er en ret Bøn til Gud, der vil ogsaa det øvrige Arbejde komme. Som vi ved tidligere Lejligheder har omtalt, viser den hellige Historie os enkelte Tilfælde, hvor Gud selv gjorde alt uden Menneskers Medarbejde. Han kan uden os, men som Regel vil han ikke uden os just for vor egen Skyld. Det kendte ogsaa Nehemia saare vel. Derfor gjorde han, samtidig med at han bad til Gud, alt, hvad han kunde tænke sig, der maatte gøres. Der blev saaledes stillet Vagt op imod Fjenderne Dag og Nat. Bede og vaage hører sammen.

Dog ikke blot udefra kom Modstanden, ogsaa indefra, fra Modløsheden og Forsagtheden; saaledes sagde Juda: "Lastdragernes Kraft er skrøbelig, og Gruset er meget, og vi kan ikke bygge paa Muren" (V.10).

I John Bunyans berømte Skrift: "En Kristens Pilgrimsvandring", fremstilles Modløsheden og Forsagtheden som en vældig Kæmpe og det er den ogsaa. Forsagtheden stammer fra mangel paa Tillid til Herren og er just derfor saa farlig, eftersom Mistillid til Herren hindrer hans Kraft i at komme til. Derfor staar der ogsaa i Jesu Siraks Visdomsbog 2, 18 et saare alvorligt Ord: "Ve et modløst Hjerte! Fordi det ingen Tillid har, derfor skal det ikke beskyttes."

Hvor ofte klager ikke ogsaa troende Mennesker under det daglige Arbejde paa Sjælens Saliggørelse over, at man ikke kommer nogen Vegne ; Gruset er meget, de tunge Grusmasser fra det gamle Menneske vil ofte kvæle Blodet. Men hvor er det godt, naar man møder det frejdige, trosvarme Sind, der fandtes hos Nehemia, det Trossind, for hvilket alle Hindringer kan svinde, og overfor hvilket alle daarlige Klager maa forstumme. Nehemia lod sig ikke skræmme hverken af Fjenderne udefra eller af Modløsheden inde i Staden. Heller ikke skræmmedes han af de falske Jøder, der havde sluttet sig til Fjenderne og nu listede ind og søgte at overtale dem, der arbejdede paa Murem særlig dem, der havde Bolig udenfor Jerufalem, til at vende tilbage til dem og opgive Arbejdet (se V.12). Nehemia fortæller, at disse Overløbere, der havde svigtet Herrens Sag, mindst ti Gange kom for at bøje Folkets Hjerte bort fra Herrens Gerning.

Hvor minder disse sidste Fjender om de Forsøg, som lunkne Navnkristne næsten altid gør for at standse de varme Guds Børn, der vil have noget udrettet for Guds Rige; disse "falske Brødre" er tit de værste Fjender.

Men Nehemia samlede hele Folket i Vaaben og stillede dem op bag Muren og sagde til dem følgende skønne Ord : "Frygter ikke for deres Ansigt, tænker paa den store og forfærdelige Herre og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døtre, eders Hustruer og eders Huse" (V.14).

Ja stor og forfærdelig er Herren overfor alle sine Fjender, men det er godt for hans smaa Venner. Os selv kunde Fjenden snart blive færdig med, men naar vi stiller os bag ved Herren i Tro, da behøver vi ikke at frygte. Overfor ham skal alle Fjender blive til Skamme.

Saaledes gik det ogsaa her. Fjendernes Haab om ganske uforvarende at kunne komme over Jerusalem (V.11) var gjort til intet, "Gud havde gjort deres Raad til intet," og foreløbig tabte de Modet, saa at Nehemia og Juda Folk igen kunde tage fat paa Muren (v.15). Skønt er ogsaa dette Nehemias Ord til folket om at stride for deres kære. Et Guds Barn har jo ikke blot strid for sin egen sjæl men ogsaa for mange af sine kæres sjæle. Ogsaa for deres skyld gælder det i sandhed om ikke at tabe modet, ikke at lade hænderne synke; saa skal vi se Guds sejre til frelse for dem. Han er trofast, som kaldte os, han skal og gøre det.

Aldrig er der vist bleven bygget, som der blev i hine Dage paa Jerusalems Mur. Nehemia havde selv delt sine "unge Karle", det vil sige det Mandskab, som hørte til hans eget Følge, i to Parter. Den ene Halvdel deltog med i Arbejdet, den anden Halvdel holdt Vagt over Folkets Vaaben under Øversternes stadige Tilsyn Dog havde ogsaa selve de, der arbejdede paa Muren, Vaaben hos sig. Lastdragerne, Haandlangerne "udførte med deres ene Haand Arbejdet, og med den anden holdt de Vaabnet," og selv Murerne havde hver et Sværd ved deres Lænder og byggede saa.

Denne Sammenstilling af Kampberedthed med Byggearbejde er ret et slaaende Billede paa den Maade, der ogsaa aandelig talt maa arbejdes paa i Guds Rige. Det er den ene Side: at bygge op, Guds Børns stille Arbejde med at faa bygget Trosmursen højere og højere gennem Brugen af Herrens Naademidler, ledsaget af daglige Erfaringer om Synd og Naade. Paa den Maade opbygges jo Troen paa Herren, bliver som en stadig voksende Mur, der værner imod Mørkets Kræfter. Og ikke blot omkring os selv, ogsaa omkring andre Sjæle kan et Guds Barn saa Lov til at bygge Mure. Derfor skal vi være Gud saare taknemlige for hver Dag, vi faar Lov at bede for vor kære, særligt ogsaa dem, der ikke er omvendte. Derved rejses der dog en altid højere Mur af Forbønner omkring dem, der i sin Tid skal blive det frelsende Værn, som Satan ikke skal komme over.

Men aldrig maa vi mene, at vi faar Lov at gøre dette Bygge arbejde uforstyrret; nej, ogsaa her gaalder det om: bygge med den ene Haand og holde Vaabnet i den anden. Vi mærker jo, hvorledes Djævelen, Verden og vort Kød stadigt søger at forstyrre, baade naar vi arbejder med Guds Ord eller er ved Herrens Bord eller knæle i Bøn. Det er sandt, hvad der staar i en aandelig Sang: "Satan og Verden med List og med Magt har mig forfulgt som et Rovdyr paa Jagt, aldrig for dem fik jeg være i Fred, men de har gjort mig al mulig Fortræd."

Derfor kan der ikke være Tale om nogen Vaabenstilstand for et Guds Barn, dertil hader Djævelen os for meget ; nej, bygge med den ene Haand og Vaaben i den anden, saaledes maa det stedse være her paa Jord.

Og et endnu skal vi give Agt paa: skal vi sejre, da maa Herrens Bygningsmænd og Stridsmænd staa sammen. Naar den samlende Basun lyder, da gælder det om at give Agt paa dens Lyd. Nsehemia havde en hos sig, som kunde blæse i Trompet for paa denne Maade at kunne samle Skarerne derhen, hvor Angrebet kom. Han sagde nemlig til Folket: "Arbejdet er stort og vidtløftigt, men vi er adspredte paa Murene, den ene langt fra den anden; paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, samler eder derhen til os" (V.14-20).

Saaledes er det jo ogsaa i de helliges Arbejde, hver arbejder paa sit Sted, og Arbejdet er stort og vidtløftigt, men Guds Folks Kraft beror saare meget paa, at vi kan staa sammen, naar Trompeten kalder. Ikke saaledes at forstaa, som om alt det, der vil kalde sig med Kristennavnet, skulde kunne staa sammen. Nej, de Forsøg, der gøres paa at sammensmelte levende Kristendom og indbildt Kristendom, vil stadig blive forgæoes. Men alt det, der virkelig er omvendt til Herren og virkelig arbejder i hans Gerning, det skulde staa sammen. Fjenden faar lettere ved at overvinde de hellige, naar han har dem adspredt hver for sig, men staar de sammen som eet Hjerte og een Sjæl i Herren, da ligger Satan under.

Vor Gud skal stride for os (V. 20), det skal være Feltraabet for os, som det var det for Nehemia; derpaa skal al vor Strid hvile. Og da bæres man over det hele, da kan selv de sværeste Tider blive lyse og stønne, thi det er ikke et tomt Ord, men det er Kraft og levende Sandhed, at Gud strider for sine hellige.

Ogsaa i vore Dage foreligger der et stort og vidtløftigt Arbejde for Guds Folk baade hjemme i den gamle Kristenhed og ude iblandt Hedningerne, baade i indre og ydre Mission. Og aldrig har paa den anden Side Fjenderne været saa talrige, saa aarvaagne og ondskabsfulde som i vore Dage. Hvad her fortælles om Nehemias Arbejde, passer saa ganske og aldeles til vor Tid. Men alle vi, der bygger paa Jerusalems Mur, store og smaa, rig og fattig, ung og gammel, vi skal trøstig gaa frem under det gamle Løsen: vor Gud skal stride for oss. Det er den bedste Basunklang til at samle alle de hellige. Ikke vort eget Arbejde men Guds Naade er den største Magt til at binde sammen. Jo mere alle Herrens Bysgningsfolk og Stridsmænd har deres Blik fæstet paa Herren, des tættere vil Skaren fylkes og Hjerterne bøjes sammen.

Og saaledes gælder det at holde ud til vor sidste Stund, til Værket er fuldkommet. "Fra Morgenrøden gik op, indtil Stjernerne brød frem," saaledes staar der saa skønt her, at de holdt ud med at bygge Jerusalems Mur.

"Begyndt er dog ej endt,
Det maa du vide,
Du har din Jesum kendt,
Bliv ved at stride.
Alt, hvad dit Hjerte vil
Fra Himlen vende,
Som Mørkets Gøglespil
Bekæmpes skal, indtil
Al Krig har Ende.

Fra Troslivsets Morgenrøde, indtil Aftenstjernen bryder frem og lyser for os i den sidste Nattevagt, gælder det for os om at holde ud. Saa kommer den salige Stund omsider, da det lyder fra Gud:

"Læg dine Pile
Og Sværd og Bue ned,
Kom nu at ile
Til evig Herlighed"

Hverken Nehemia eller hans Tjenere var af Klæderne, saa længe Arbejdet stod paa. Besværligheder var der nok af, og Besværligheder bliver der ogsaa den Dag i Dag for alle dem, der bygger med paa de hellige Mure og kæmper med i den hellige Lejr. Men som hine Jerusalems Folk ikke brød sig om, at de maatte holde ud baade Nat og Dag (V. 22-23), saaledes skal ogsaa Herrens hellige ikke være for omskindede, ikke spare sig selv. "Hellere slides op end ruste op," saaledes sagde en af Herrens nidkære Præster. Ja, Gud give os Naade til at kunne være med baade i Byggearbejdet til Guds Riges Opbyggelse og de helliges fuldkomne Beredelse, og tillige at være kampberedt uden at spare os selv, da skal vi faa Guds Herlighed at se. Hvad saa Verden vil sige om os, enten det gaar gennem ondt Rygte eller daarligt Rygte, til Sejr skal det gaa, thi Gud skal stride for os.