En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 5

Midt under alle disse Vanskeligheder rejste der sig en ny Storm. Det var fra de fattige af, der fremkom med bitre Klager over de rige Jøder. Saa længe de fattige arbejdede paa Muren, kunde de jo ikke fortjene noget til deres Livsophold. Deres Agre og Vingaarde havde de pantsat eller laant Penge paa hos de rige for at betale Perserkongen Skat. Men de rige Jøder, der havde laant dem Penge, vilde nu, da Renterne ikke kunde blive betalt, sælge de fattiges Børn som Trælle. Saa mistede de fattige alt ; deres Agre og Vingaarde havde de rige lagt Beslag paa, nu tog de ogsaa deres Børn.

Den væsentlige Grund til det haarde Tryk, de fattige var kommen ind under, var de høje Renter, de maatte svare, nemlig Hundredeparten (V.11), altsaa een Procent, men det var maanedligt. Dette var ganske ulovligt efter Mose Lov (se 2. Moseb.22, 25); en Israelit maatte slet ikke tage Rente af en Israelit. Da Nehemia hørte om denne Haardhed og Ubarmhjertighed, blev han baade bedrøvet og vred. At dette kunde gaa for sig Under disse Forhold, hvor Herrens Sag burde gennemtrænge alle Hjerter, harmede ham saare meget. Han samlede Stormændene og mange ændre og foreholdt dem, hvorledes han og andre rige Jøder i Persien havde løskøbt Jøden der var bleven Hedningers Trælle, men her var det Jøde der gjorde Jøde til Træl. Det vilde kun bringe Skam over Guds Navn blandt Hedningerne, naar dette rygtsedes.

Og Nehemia lod Handling følge paa Ordet. Han eftergav med det samme alt, hvad han havde laant de fattige af Penge og Korn, og de, der var i hans Følge, gjorde ligesaa. Da greb Angeren de rige, og de lovede at ville tilbagegive de fattige deres Marker og Vingaarde samt Renterne, disse var skyldige. Og Nehemia tog et edeligt Løfte af dem, at dette Ord skulde staa fast. Han betegnede Alvoren ved at udryste sin Kjortelflig og sige, at saaledes skulde Gud udryste hver Mand fra sit hus og fra sit Arbejde, naar han ikke holdt dette.

Der var en stor Aandens Magt over hele Forsamlingen, saa de alle sagde Amen til dette alvorlige Ord. Hvor Guds Aands Magt bliver stærk imellem Guds Folk, vil det ogsaa vise sig, at Broderkærligheden vil blive varm nok til at afhjælpe den haarde Trang hos de fattige. Og skønt er det, naar det gaar saaledes, at de hellige ikke behøver at have noget med Verdens Fattigvæsen at gøre.

I Slutningen af Kapitlet (V.14-19) peger Nehemia hen paa sit eget Eksempel, hvorledes han bar sig ad i de tolv Aar, han var Landshøvding i Juda Land. Medens de forrige Landshøvdinger havde lagt Byrden paa Folket, krævet baade Brød og Vin af dem og dertil 40 Sekel Sølv (lidt over 90 Kr.) formodentlig som en daglig Ydelse, saa ikke blot ikke krævede Nehemia noget, men hjalp og støttede det stakkels Folk baade ved sit Arbejde og paa anden Maade ved at bespise de Jøder, der kom til Jerusalem fra andre Lande, foruden mange andre.

Nehemias Hjerte brændte for Folkets Nød, og han fremlægger med Ydmyghed dette for Gud, med Bøn om at Gud vilde komme ham ihu. Af Kærlighed til Herren var det blevet ydet, derfor overgav han ogsaa sig og sit Hus des mere frimodigt til Herrens Omsorg. Herren plejer jo altid at gøre det saadant, at den, der giver rigeligt for Herrens Sags Skyld, ikke selv skal komme til at lide Mangel. Hele Nehemias Fremstilling i Slutningen af Kapitlet minder saare meget om Slutningen af Apost. Gern. Kap. 20, hvor Paulus peger hen paa sin opofrende Færd i Menigheden i Efefus. Ingen af Stederne er det gjort i Praleri men derimod i Ydmyghed for at anspore andre til at følge Eksemplet.