En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 6

Da Fjenderne ej naaede deres Maal med de voldsomme Midler, de hidtil havde brugt, prøvede de at tage Sagen paa en anden Maade, nemlig med List og Svig. Ikke een men endog fem Gange prøvede de paa at lokke Nehemia ud fra Byen til Sammenkomst med dem. Formodentlig havde de i Sinde at fængsle eller dræbe ham. Men Nehemia lod sig ikke lokke, han gav dem et skønt Svar: "Jeg har et stort Arbejde at udrette og kan ikke komme ned; hvorfor skulde Arbejdet holde op? som om jeg skulde lade af fra det og drage ned til eder!" (V. 3).

Ja derom gælder det, hvad Kunster saa end Fjenden finder paa: roligt at blive i Herrens Gerning og saa lukke Ørene for al Fjendens Hvisken.

Den femte Gang sendte Sanballat endog et Brev til Nehemia, hvori han udtalte, at det hørtes som et Rygte, at Nehemia nu vilde opkastse sig til Konge i Juda, og hvis Perserkongen skulde faa det at høre, vilde det jo blive slemt; derfor. opfordrede han indtramgende Nehemia til dog at komme og raadslaa med dem om denne Sag.

Den i V. 6 omtalte Gasmu er den samme som den før omtalte Araber Gesem.

Men alt dette var jo Løgn, udtænkt af Sanballat, og Nehemias Svar afslørede ogsaa klart Løgneren. "Der er ikke sket noget af disse Ting, som du siger, men du har optænkt dem af dit eget Hjerte," saaledes lød Nehemias Svar, og saa vendte han sig til Herren med Bønnen: "Styrk mine Hænder." Det var Nehemias Værge, Herren var hans Tilflugt.

Hvor minder ikke alle disse lumske Forsøg paa at gøre Nehemia bange for at vedblive med Arbejdet om Djævelens List, naar han søger at standse et Menneske i Trosarbejdet paa Sjælens Saliggorelse! Vel den, der som Nehemia ge«nnemskuer Løgnen og ikke vil indlade sig paa nogen som helst Forhandling med den onde Fjende. Lydhør overfor Guds Røst men døv overfor Løgnerøsten, saaledes skal et Guds Barn staa fast og urokkelig i Herrens Gerning.

Endnu et Forsøg paa at faa Nehemia i Fælden meddeles i V. 10—14. Fjenderne havde endog faaet nogle Profeter paa deres Parti, og disse vilde skræmme Nehemia med, at Fjenderne vilde komme om Natten for at slaa ham ihjel. Derfor raadede de ham til sammen med dem at skjule sig midt i Templet og saa tillukke Templets Døre. Ja en Profet ved Navn Semaja brugte endog samme Fremgangsmaade som de sande Guds Profeter stundom havde brugt, nemlig ved en ydre Handling at fremstille Indholdet af det profetiske Ord. Semaja holdt sig nemlig indelukket, hvormed han formodentlig vilde betegne det Raad, han gav Nehemia: at lukke sig inde i Templet.

Naar Satan saaledes kommer i Skikkelse af en Lysets Engel, er det tit svært nok ikke at lade sig forvirre. Her kom Fjenden i Skikkelse af Profeter, ja endog en Profetinde var med i denne Sammensværgelse (V.14). Naar de, fra hvem vi egentlig skulde vente at høre Guds Ord, gaar i Ledtog med Fjenden, da gælder det om at være paa Vagt. Det kan f. Eks være svært for Lægfolk at holde fast ved den enfoldige Sandhed, naar Præster og Lærere taler deres eget Ord og ikke Guds. Nehemia stod dog ogsaa fast her. Han lod dem vide, at for det første var det utilbørligt for en Mand som han, der havde Gud med sig, i det hele taget at fly. Og for det andet var det jo slet ikke tilladt en Lægmand som Nehemia at gaa ind idet indre af Templet. Havde han givet efter for Frygtagtighed og søgt Frelse ad den Vej, som de falske Profeter viste ham, vilde Fjenderne bagefter have forhaanet ham, og hele hans Stilling blandt Jøderne vilde være bleven ødelagt. Men Gud bevarede ogsaa Nehemia her. "Jeg mærkede godt, at Gud ikke havde sendt ham," saaledes skriver Nehemia; han kendte, at det var Lejesvendens Røst og ikke ærlige Venners.

Aldrig er Fjenderne farligere, end naar de lader allermest venlige. Men et Guds Barn maa være vaagen ogsaa paa dette Punkt. Ligesom Paulus i 2. Kor. 11, 26 taler om "Farer iblandt falske Brødre," saaledes kan hvert Guds Barn komme til at opleve noget lignende. Hvor Herren faar sande Venner, plejer de falske ogsaa at dukke op som Ukrudt ved Siden af den gode Sæd. Men Gud er trofast, han advarer sine Børn og giver os Naade til at bedømme Aanderne, om de er af Gud. "Hver den, der er af Sandhed, skal høre min Røst," det har Herren sagt.

Hævnen over al Fjendens Lumskhed og Ondskab lagde Nehemia i Herrens Haand. Han beder (V.14) Gud om at komme Fjenderne, ogsaa de falske Profeters, Gerninger i Hu. Det var jo Herrens Gerning, han stod i, saa at Kampen i Virkeligheden var en Kamp imod Herren, ikke i og for sig imod Nehemia personlig. Derfor kunde Nehemia ogsaa trøstig overdrage Hævnen til Herren. Det kan nok være, at hans Bøn efter den nye Pagts Aand vilde have lydt anderledes, snarere vilde have været en Bøn om, at Gud vilde omvende Fjenderne. Som Bønnen lyder her, er det jo en Bøn om, at Gud vilde bringe Hævn over Fjenderne, vilde bringe den retfærdige Straf over dem", som de visselig havde fortjent.

Vi genfinder jo oftere noget lignende i den gamle Pagt. Hvor klart et Lys over Herrens Vej Herrens hellige end kunde have allerede i den gamle Pagts Tider, mærkes dog Forskellen paa det forberedende Stade og paa Fuldkommselsens Stade i Kristus i den nye Pagt.

Gennem Kamp til Sejr saaledes gaar Vejen for alle Guds Børn Trods Fjendens Vold og Fjendens List faar Guds Sag Fremgang, og Maalet naas. Det femtende Vers i dette Kapitel er ret et Sejrsvers: "Og Muren blev færdig paa den femogtyvende Dag i Elul Maaned, paa 52 Dage."

Ja, Muren blev færdig. Det, der havde set saa umuligt ud, det blev virkeligt. Der faldt en Frygt over alle Fjenderne, og "Modet syntes saare at falde paa dem, thi de kendte, at denne Gerning var gjort af vor Gud." Men Glæden var stor hos alle sande Israeliter. Der var adskillige af de fornemste i Juda, hvis Glæde nok var noget blandet, fordi de selv stod med delte Hjerter. Der var nemlig nogle i Juda, som havde forbundet sig med Tobia, indgaaet Svogerskab med ham, og disse Personer havde stadig vekslet Breve med ham, meddelt ham alt, hvad Nehemia sagde, og paa den anden Side søgt at rose ham det mest mulige for Nehemia. Det var nemlig disse jødiske Stormænds Ønske at udslette Grænseskellet mellem Jøder og Hedninger, medens Nehemia og de sande troende søgte at gøre Skellet saa klart som muligt. Det viser os ret, hvor vanskelig Nehemias Stilling har været, idet der var Forrædere inde i selve Lejren. Hvert Guds Barn har jo paa en Maade en Forræder i Lejren, i det gamle Menneske, vi bærer i os, og overfor denne Fjende gælder det fremfor alt at være paa Vagt.

Herren havde i Sandhed ladet det lykkes for Nehemia paa en vidunderlig Maade. I April Maaned var han rejst fra Persien, henved Juni Maaned maa han være kommen til Jerusalem, i Begyndelsen af Angust paabegyndtes Arbejdset, saavidt vi kan forstaa, og i September var det færdigt. Den i V. 15 nævnte Elul Maaned svarer nemlig til vor September.