En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 8

I dette og følgende Kapitler indtil Kap.12,27 er det, som om Nehemias Person træder mere tilbage og Esra igen mere frem.

Om Esra hørte vi jo i Esras Bog ; hans Virksomhed i Tiden, indtil Nehemia kom, maa vel have sværet mere i Stilhed, dog under Tryk af Folkets trælbundne Stilling og af alt det blandede Væsen, som fandtes mellem Jøderne. Han har vel særligt syslet med den hellige Skrift, med Mose Lov, men under alle de store Ting, der nu var sket ved Nehemia, under dens Vækkelse, der gik hen over Folket, dukkede han nu atter frem af sin Stilhed.

Folket samledes i den syvende Maaned (vor Oktober) i Jerusalem som een Mand. I den syvende Maaned faldt jo den store Forsoningsfest og Løvsalsfesten, men vort Kapitel begynder med Nymaanefesten, der fejredes den første Dag i Maaneden og med særlig Højtidelighed den første Dag i den syvende Maaned. Da Folket nu var samlet, begærede de af Esra, at han skulde tage Mose Lov frem og læse for dem. Der var vaagnet en stærk Hunger efter Guds Ord. Egentlig skulde efter 5.Moseb.31,10 Loven oplæses paa Løvsalsfesten i hvert Sabbatsaar. Men Folket kunde ikke bie, til Lovsalsfesten kom. Hvor det er skønt, naar Hjerterne begynder saaledes at hungre efter Ordet. Fra lys Morgen indtil midt paa Dagen oplæste Esra Ordet for dem. De havde lavet en Forhøjning af Tro, en Slags Talerstol; paa den stod Esra omgiven af tretten andre Skriftlærde. Da Esra "oplod Bogen", d. v. s. oprullede den gamle, ærværdige Lovbog, da stod alt Folket oprejst, ligesom vi i vore Dage rejser os op, naar Guds Ord lyder. Da Esra først holdt Bøn og lovprisede Herren, svarede alt Folket Amen, Amen og bøjede sig ned i Støvset for Herren. Folkemassen var saa talrig, at de ikke alle kunde høre Esras Røst, men saa gik en Del af Esras Medarbejdere, forskellige Leviter, hen i de fjernere Grupper og underviste Folket der (V.7). Saaledes blev de ved en halv Dag i eet Træk.

Og Guds Ord havde en mægtig Virkning. Som Regnen synker ned i den tørre Jord, saaledes sank Herrens Sandhed ned i de bøjsede Hjerter. Der staar: "Alt Folket græd, da de hørte Lovsens Ord." Det blev klart for dem, hvor haardt der var bleven syndet mod Gud, og hvor megen Naade de derved var gaaet glip af. Nu stod de som et stakkels fortrykt Folk, over hvem Guds Dom tungt havde hvilet.

Men Nehemia og Esra søgte at vise dem, at selv om der var Grund til at græde, var der dog endnu mere Grund til at glæde sig over al den Guds Barmhjertighed, de havde erfaret paa saa mangfoldige Maader. De opfordrede Folket til at fryde sig i Herren, at holde Glædesfest for hans Ansigt og glæde de fattige med Gaver (V. 10) og sluttede saaledes: "Denne Dag er vor Herre hellig ; derfor værer ikke bekymret, thi Herrens Glæde den er eders Styrke."

Hvor er det dog et skønt Ord dette: Herrens Glæde er eders Styrke. Vist er det, at Sorgen over Synden maa gaa forud for den rette Glæde i Herren, men ogsaa er det vist, at Hjertet først bliver stærkt, naar Herrens Glæde faar Magten derinde. Men naar Hjertet rigtigt fryder sig i Guds Naade, da erfares det, at der ligger en Kæmpekraft, en Uovervindelighed i denne hellige Glæde i Herren.

Modløse, klynkende Guds Børn har heller ikke megen Sejrskraft i sig ; men et frejdigt og glad Guds Barn "springer over Mure" (Sl.18,30), for det svinder alle Vanskeligheder. Herrens Naade er en uudtømmelig Glædeskilde. Maatte blot alle vi troende rigtig øse af denne Kilde, ret aande den Glæde ud, hver Stund vi i Verden mon levet.

Det lykkedes ogsaa at faa Glæden frem. Folket blev stille for Herren, fik lagt sin Sorg og Bekymring paa ham tog fyldtes med stor Glæde, "fordi de havde forstaaet de Ord, som han havde kundgjort for dem." Naar man ret forstaar Guds Ord, erfares det jo, at det samme Ord, der saarer og nedtrykker, ogsaa læger og oprejser.

Der var imidlertid vakt en saadan Iver efter Klarhed over Lovens Ord, at Øversterne for Fædrenehusene, Præsterne og Leviterne næste Dag samledes hos Esra for sammen med ham at granske i Guds Ord. De fandt da ogsaa Herrens Befaling, at Israels Børn skulde bo i Løvhytter paa Højtiden i den syvende Maaned (se 3. Moseb. 23, 34-43). I Landflygtighedens Tider, ja ogsaa efter Hjemkomsten, havde Ordet været trængt tilbage i Lighed med, som det er i Pavekirken den Dag i Dag. Ligesom man i de romerskkatholske og da ogsaa i de græsk-katholske Lande kan træffe den umaadeligste Vankundighed endog om Hovedpunkterne i Guds Ord, fordi Præsteskabet hindrer Lægfolket i at komme til Læsning i Bibelen, saaledes var Vankundigheden overfor Lovens Ord ogsaa bleven saare stor i Israels Folk om end ikke af samme Grund. Siden Tempeltjenesten ved Jerusalems Ødelæggelse var ophørt, havde Ordet ikke været let tilgængeligt for Folket. De skrevne Eksemplarer af Lovbogen havde næppe været mange, og efter det andet Tempels Opførelse, under de nedtrykte Kaar, Folket befandt sig i, var det ikke blevet stort bedre. Der var jo nok bleven holdt Fest i den syvende Maaned, men den var ikke bleven holdt ganske, som Loven befalede det, idet Løvhytterne ikke var bleven bygget. At Israels Børn skulde bo i Løvhytter i de otte Dage, var jo, for at de kunde blive mindet om Vandringen i Ørkenen og Guds Naade imod dem der.

Men nu, da de saa, hvad Lovens Ord sagde om Maaden, hvorpaa denne Fest skulde fejres, kundgjorde de det i Folket, og Folket adlød straks. Af Oliegrene, Myrtegrene, Palmegrene og andre Løsvtræer gjorde de sig Hytter, nogle oppe paa de flade Tage, andre i deres Forgaarde eller i Templets Forgaard og ved forskellige af Portene. Glæden var saare stor, som den altid bliver, naar Hjerterne staar villige og lydige overfor Herrens Ord.

Der staar i en lille aandelig Sang:

"Hvor fuldt af Glæde, hvor lyst er Livet,
Som Herren skænker.

Herren vil fylde vore Hjerter med Glæde, ikke af den Art, som Verden søger, men med den barnlige, for Hjertet saa velgørende Glæde, der udspringer fra ydmyg Tro. Vejen til denne Glæde gaar, som det ogsaa her var gaaet med Folket, gennem Syndserkendelsens Sorg og Smerte, men den Bedrøvelse fortrydes ikke.

Hele Løvsalsfesten igennem blev der læst for Folket af Guds Ord, fra den første Dag indtil den sidste. Saaledes skulde der jo efter Guds Lov gøres paa Løvsalsfesten i Sabbatsaaret (hvert syvende Aar), og muligvis det Aar ogsaa har været et Sabbatsaar. Iøvrigt synes det fra den Tid af at være blevet indført som fast Regel, at Guds Lov blev læst og forklaret for Folket paa Løvsalsfesten. Dertil bidrog ogsaa, at det hebraiske Sprog i det babyloniske Fangenskab var undergaaet saa betydelige Forandringer, at det blev vanskeligt for Folket ret at forstaa den oprindelige Tekst paa det gamle Modersmaal ; i ethvert Tilfælde behøvede de en Vejledning dertil.

Efter den mundtlige Beretning hos Jøderne samlede Esra de hellige Skrifter, og efter 2.Mak.2,13 har Nehemia været behjælpelig dermed. Disse to Mænd blev i Sandhed to gode Gaver fra Gud til Folket. Ved dem blev der en hel ny Vækkelse blandt Jøderne, og der siges her i V. 17, at Israels Børn ikke havde holdt en saadan Løvsalsfest siden Josvas Dage. Meningen dermed er vel den, at Løvsalsfesten ikke siden da var blevet fejret med saadan Inderlighed og Enstemmighed i Folket, maaske ej heller saa nøjagtigt efter Lovens Bogstav som nu ved denne Lejlighed.

Løvsalsfestens ottende Dag dannede som Afslutning paa alle Aarets Fester en "Slutningshøjtid" (V.18).