En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 9

Et nyt Bevis paa den Vækkelse, Guds Ord havde frembragt i Folket, var Bestemmelsen, Folket fattede om at afholde en Faste- og Bededag. Lignende hører vi oftere om i den hellige Skrift (se 1. Sam. 7, 6 og Joel 1,14). Det blev den 24. Dag i den syvende Maaned, altsaa to Dage efter Løvsalsfestens Slutning. Den ydre Faste skulde betegne Hjertets Forsagelse af det gamle Syndens Væsen og Aandens Beredelse til Mødet med Gud i Bøn. Dertil knyttede sig den ydre Bodsdragt, der efter østerlandsk Skik bestod i Sæk, groft Sækkelærred, medens man strøede Jord og Aske paa Hovedet (V. 1).

At Folket vilde sige sig løs fra alt hedensk Væsen, viste de ogsaa i Gerning ved at udskille "alle de fremmede" (V. 2). Sammenkomsten begyndte med Oplæsning af Guds Lov i tre Timer og fortsattes med Syndens Bekendelse og Guds Lovprisning i andre tre Timer. Der var altsaa Gudstjeneste to Gange om Dagen, hver Gang i tre Timer. Det er vel gaaet til paa den Maade, at Leviterne førte Ordet (se V. 4-5), medens Folket sagde Amen dertil.

Naar der i V. 5 siges i Bønnen til Gud: "Man love din Herligheds Navn, du, som er ophøjet over al Velsignelse og Lov," da ligger jo deri, at Gud i og for sig. ikke trænger til vor Lovprisning, men det er os, der trænger til at love Herren; vor Salighed er det at lode Herren. - Først prisedes Herren som Himlens og Jordens Skaber og Opholder og som den, der var tilbedt af "Himmelens Hær", hvormed vel menes de hellige Engleskarer (se Sl. 103, 20). Derefter lovprises Herren som det udvalgte Folks Gud (V. 7f.). Guds Velgerninger mod Folket fremhæves Vers for Vers, idet det stadig betones, at det var Herrens Gerning af idel Naade altsammen. De allerfleste Vers fra V. 7-37 begynder med eller indeholder dog dette: "Du", Herre, gjorde det og det.

Det er godt for Hjertet saaledes at se fast og stadigt paa Herrens Gerning og give ham Æren. Først peges paa Herrens Naadepagt med Abraham, Herrens Hjælp, da Folket var i Ægypten, Overgangen gennem det røde Hav og Herrens Varetægt paa Vandringen gennem Ørkenen (V. 7-12); dernæst Lovgivningen paa Sinai (V.13-14). Overfor dette Lysbillsede stilles saa Folkets Hovmod og Genstridighed, og der peges særlig paa de to sværeste Fald under Ørkenvandringen, nemlig Folkets Genstridighed, da de første Gang skulde ind i Kanaan, og som det allerværste, den Guldkalv, Aaron oprejste, medens Moses var paa Bjerget. Overfor disse mørke Minder stilles saa atter Guds Naades og Langmodigheds Rigdom: "Men du er Forladelsens Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og du forlod dem ikke" (V.17). Der peges paa, hvorledes Gud vedblev at overøse dem med Naadegaver efter sin "megen Barmhjertighed", hvorledes han gav dem sin "gode Aand" og sørgede for dem i de fyrretyve Aar i Ørkenen, saa de intet fattedes, hvorledes han gav dem "Riger og Folk", gjorde Israels Børn mangfoldige som Stjernerne paa Himlen og omsider gav dem Kanaans herlige Land (V. 19-25).

Men ligesaa utrættelig som Herren var i sin Forbarmelse, ligesaa utrættelig var Folket i sin Genstridighed. Gang efter Gang maatte Gud tugte dem for deres Foragt for hans Ord, fordi de kastede hans Lov "bag deres Ryg" og ihjelslog de Profeter, der vidnede for dem, at de skulde omvende sig. Gang efter Gang, "mange Gange" (V. 28) hjalp Herren dem atter, naar de ydmygede sig. Men Israels Børn lønnede Herrens Langmodighed stadig paany med sort Utaknemlighed. Der staar i V. 29: "Du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov, men de handlede hovmodigen og hørte ikke dine Bud, men syndede mod dine Befalinger, hvilket et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem." Saaledes var jo Gudsfolkets Vilkaar i den gamle Pagt: Gud vilde velsigne dem og lade dem leve under Naade, naar deres Hjerte og Hu stod til at gøre hans Villie. Den gamle Pagts troende opfyldte jo ikke Loven, thi det kan ingen Synder, men Herren saa paa Hjertelaget. I den 119. Salme V. 94 kommer dette saa klart frem i det skønne Ord: "Din er jeg, frels mig, thi jeg søger efter dine Befalinger." Saaledes stod den gamle Pagts hellige, de søgte efter at leve i Herrens Befalinger og vidnede derved om deres Hjertes Tro til Gud. Deri havde de Livet, idet Herren saa hen til det fuldkomne Offer, der skulde bringes i Tidens Fylde paa Golgathas Kors.

Men den store Masse af Folket "vendte modvilligen Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke." "I mange Aar" (V. 30) lod Herren det gaa hen med dem og "lod vidne for dem ved sin Aand ved sine Profeter, men de vendte ikke Øren dertil." Hvilket Billede af usigelig Langmodighed der dog oprulles for os! Men vi hører ogsaa, at det er en farlig Sag at prøve Kræfter med Guds Langmodighed. En Moder, der gik bort til Hjemmet hisset med Sejr i Troen paa sin Frelser sagde til sin vantro Søn: "Min Søn, prøv ikke Kræfter med Guds Langmodighed," et Ord, der i Sandhed skulde raabes ud til alle de vantro Mennesker.

Mægtige Prædikener indeholder Israels Folks Historie næsten uafbrudt, ogsaa Prædikener om Dom over det ufrugtbaret Figentræ. Men selv da Gud gav Israels Børn hen "i Folkenes Haand i Landene", selv den Gang gjorde han "i.kke aldeles Ende paa dem" (V.31).

For denne "store, mægtige og forfærdelige Gud," dog saa usigelig trofast, klagede de nu paa denne Bededag deres Nød. De erkendte, at det var en retfærdig Dom, der var kommen over dem (V. 33-35), men bad dog ydmygeligt om, at Jammersmaalet maatte i. Guds Øjne betragtes som tilstrækkeligt fyldt for dem (V. 32). De stod paa denne Dag som Tjenere og Trælle i det Land, som Herren dog havde givet deres Fædre; Landet bar sin Afgrøde for de Konger, Gud for deres Synders Skyld havde sat over dem, medens de selv kun fik en lille Part. Og ikke blot maatte de udrede store Afgifter til de fremmede Konger, men disse herskede ogsaa over deres Legemer og Kreaturer ; Summen af det hele samler de i dette Ord: "Vi er i stor Nød" (V. 36-37).

Gennem hele denne Bekendelse og Bøn aabenbares det, at den gamle Trods og Genstridighed var brudt. Men naar Hjertet erkender det retfærdige i Guds Dom og med det Sind ydmygt tigger om Naade, da er Gud at finde. Der fortælles fra Jyllands Hedeegne, hvorledes for et halvthundrede Aar tilbage, i hine Tider, da de hellige var saare faa og levende Kristendom ukendt over vide Egne, en ung Karl, der var i Sjælenød for sin Synds Skyld, lagde sig paa Knæ for Gud smed sin lille Katekismus i Haanden og bekendte: Herre! jeg har overtraadt alle dine Bud, og hvis du dømmer mig til Helvede, skal jeg endog i Helvede erkende, at det var en retfærdig Dom; men vil du fosrbarme dig over mig for Jesu Skyld, o, da skal jeg evigt prise dit Navn.

Gennem denne Bøn, der i Sandhed var et Raab fra det dybe, klinger den samme Aandens Tone, som møder os i Folkets Beksendselse her: "Du er retfærdig i alt det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligen" (V. 33).

Vi behøver ikke at spørge, om Gud bønhørte den unge Bondekarl, thi Gud er trofast i alle sine Forjættelser, og en af hans Forjættelser siger jo, at han giver de ydmyge Naade. Den unge Karl fandt Fred, Gud forvissede ham om sin Naade i Kristus, og han blev et lykkeligt Guds Barn. Har du, kære Læser, faaet Guds Aands Lys ind i din Sjæl til at erkende, at du er skyldig til Helvede efter din syndige Natur, at Guds Dom er retfærdig, naar han i sit Ord fremstiller os som en falden fortabt, helvedsskyldig Slægt? Og gik du saa til Herren med denne Bekendelse og raabte fra det Dybe om Naade sor Jesu Skyld? Hvis du har oplevet dette, da blev det ogsaa din Erfaring, at Herrens ikke knækker det brudte Rør og ikke slukker den rygende Tande. Salig den, der kommer ned paa de ydmyge Steder og græder i Støvet for Frelseren. Den Sjæl faar Jesus i Tale, "thi Roserne vokser i Dale".

Hos Profeten Jeremias 14,7 møder vi de samme skønne Aandens Toner i denne Bøn: "Vidner end vore Misgerninger imod os, Herre, da gør det dog for dit Navns Skyld".

Dette skønne Kapitel meddeler tilsidst, hvorledes en hel Del af Folket "sluttede en fast Pagt," altsaa fornyede Pagten med Herren, som vi ofte før har set Folket gøre, naar Livet brød frem efter lange, vantro Tider, saaledes i 2. Krøn. 15, 12 under Kong Asa og 2. Krøn. 34, 31 under Kong Josias. Men denne Pagtsfornyelse, som her omtales under Esra og Nehemia, foregik paa en ejendommelig Made, idet den affattedes skriftlig og underskreves af en hel Del baade Fyrster, Leviter og Præsten. Paa samme Maade underskrev jo ogsaa paa Reformationens Tid de evangeliske Fyrster og Biskopper den augsburgske Bekendelse. Om end paa en noget forskellig Maade betegner Underskrifterne begge Steder Hjertets Villighed til at fastholde Guds Ords Sandhed og derved Trospagten med Herren.