Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 10

Læs: Kapitel 10, l-39.
Fortegnelse over de Præster, Leviter og Øverster, der underskrev Pagten. Meddelelse om Indholdet af Pagten.

Den første Del af Kapitlet angiver Navnene paa dem, der underskrev Pagtskriftet med deres Navn, nemlig for det første Nehemia selv, der her nævnes med det samme Tilnavn som fordum Serubabel, nemlig Hattirsatha, der egentlig blot betegner en Statholderne tilkommende Ærestitel ; derefter nævnes en Mand ved Navn ZZedekia, formodentlig en af Nehemias Embedsmænd, og derpaa 21 Præster. At Esra ikke var med blandt Underskriverne, maa ligge deri, at han ikke personlig var Hovedet for nogen Præsteslægt. De, der nævnes, har altsaa underskrevet paa deres Slægts Vegne. Paafaldende er det, at der mangler tre af Præsteslægterne, og særligt paafaldende, at Ypperstepræsten Eliassib ikke findes blandt Underskriverne, endskønt han dog havde været med til at bygge paa Muren. Men af Kap. 13, 4 fremgaar det, at Eliasib var besvogret med Amnnitten Tobia, og af Kap. 13, 28, at en af hans Sønnesønner var bleven Sanballats Svigersøn. Eliasib har altsaa hørt til de lunkne og staaet med et delt Hjerte. Esra og Nehemia med de varme Hjerter og det, klare Skel overfor Hedningerne har ikke rigtig behaget denne lunkne Ypperstepræst, der ved at indgaa Svogerskab med Hedningerne tilstrækkelig havde aabenbaret sit usle Stade. Han og saa nogle af Præsterne har da ogsaa holdt sig tilbage, eftersom det første Punkt i Pagten just gik ud paa ikke paa nogen Maade at indlade sig i Svogerskab med de hedenske Folk i Landet. Det er den gamle Historie, der stadig gentager sig; et klart Brud med den gudløse Verdens Aand vækker altid Uvillie hos dem, der kun har Gudsfrygts Skin men fornægter dens Kraft.

Fra V. 9-13 nævnes de Leviter, der som Overhoved for en Slægt underskrev og fra V.14-27 Fyrsterne.

I V. 28-29 meddeles, hvorledes det øvrige Folk, dog ikke alle, men "hver, som havde skilt sig fra Folkene i Landet for at følge Guds Lov," ved mundtlig Bekræftelse sluttede sig til Underskriverne og forpligtede sig til at være Herren lydige. Atter her gøres Skellet mellem dem, der for Alvor vilde være Herrens Folk, og dem, der stod med koldt eller lunkent Hjerte. De to Slags Mennesker aabenbarer sig alle Vegne i den hellige Skrifts Lys.

Fra V. 30-39 nævnes nu de forskellige Punkter, der i Pagtsskriftet var betonede og væsentligt gik ud paa: intet Ægteskab med de hedenske Folk, ingen Handel paa Sabbaten eller andre Helligdage; dersom nogen kom med Varer paa Helligdagen, da vilde de ikke tage imod det. Fremdeles: Iagttagelse af Guds Lovs Bestemmelser med Hensyn til Sabbatsaaret, Hvileaaret for Landet hvert syvende Aar, og endelig Udredels en af en aarlig Tempelskat, nemlig en Trediedel af en Sekel (ca. 75 Øre). Denne Skat skulde bruges til at dække Udgifterne ved Gudstjenesten, baade den daglige og den paa Højtiderne. Alt blev ordnet nøjagtigt med Førstegrøden og Tienden, som Guds Lov havde forordnet det.

Alle disse Bestemmelser gik ud paa at gøre klart Skel overfor alt hedensk, ugudeligt Væsen og bringe Folket ind under Herrens Lydighed. Det viser et skønt Hjertelag, paa den Maade som det maatte give sig Udtryk under den gamle Pagt. Formaalet med Det hele angives som i en Sum i de sidste Ord af Kapitlet saaledes: "At vi ikke skulde forlade vor Guds Hus." Hvor er det godt, naar det bliver Løsenet: ikke svigte vor Guds Hus. Der er Mennesker nok ogsaa i vore Dage, der lader haant om. Herrens Sag, om det aandelige Guds Hus, Herren har oprejst i sine helliges Samfund. Vi møder Modstanden hos de store Masser, og den giver sig Udtryk baade i Tale og gennem en gudløs og fjendsk Presse, saasnart der er Tale om at støtte Guds Riges Sag i indre eller ydre Mission, i Afhjælpning af Kirke-nød o.s.v. Men, Gud være takket, der er dog nu som paa Nehemias Dages en Flok i Landet, der kæmper under det gamle Løsen og bekender det højt og lydt: vi vil ikke forlade vor Guds Hus.

Denne hjemmeside aomin.dk Copyright 2025