|
Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Andet bind:
Nehemia bog
Kap 11
Læs: Kapitel 11, 1—36.
Jerusalems Befolkning forøges ved Tilflytning. Stadens Beboere opregnes efter deres Slægter; dernæst opregnes en Del af de Landsbyer, der beboedes af de hjemvendte.
Vi har tidligere omtalt, at Jerusalem ved den Tid endnu kun var svagt befolkset, og Nehemia havde jo taget sig for at indføre dem, der boede i Staden, i Slægtregistret (Kap. 7, 4-5). Hans Tanke dermed var om muligere at faa Byen tættere befolket, og han var sig bevidst at have faaet denne Tanke indgivet af Gud (Kap. 7, 5). Nu blev denne Tanke til Virkelighed, efter at Guds Aand havde beredt Folkets Hjerter, saa at mange var blevne nidkære for den hellige Sag. Tidligere havde det nærmest været Folkets Øverster, der havde boet i Jerusalem, medens den fatigere Del af Befolkningen havde søgt ud paa Landet og i Smaasbyerne, fordi den der lettere fandt sit Udkomme ved Dyrkning af Jorden. Men nu kastede Folket Lod "for at faa en af ti til at bo i Jersusalem i den hellige Stad" (V.1). Det blev altsaa fastslaaet, at en Tiendedel af Befolkningen udenfor skulde flytte ind i Staden. Adskillige gjorde det frivilligt, og der staar saa skønt: "Folket velsignede alle de Mænd, som var villige til at bo i Jerusalem" (V. 2). Der hørte nemlig Selvfornægtelse til for at flytte ind i Staden, hvor Forholdene var vanskeligere paa mange Maader. Ogsaa heraf ser vi, at den gode Aand havde Magt i Folket, siden der baade var nogle, som frivilligt ofrede deres eget for at styrke Guds Sag, og siden Folket velsignede disse Mænd for deres Nidkærhed. Den onde Vantroens Aand plejer gerne at spotte og betegne det som en Taabelighed, naar Mennessker for Herrens Skyld opgiver timelig Vinding.
Fra V. 4-24 opregnes de, der boede i Jerusalem Adskillige af dem genfinder vi som nævnte i de tidligere gamle Slægtregistre.
Ifølge V. 22-23 var der en Mand af Asafs Slægt af Sangerslægten, der var sat til at paase, at Sangerne ved Templet fik, hvad Perserkongen havde bestemt for dem. Ifølge Esra Bog Kap. 7 havde Artaxerxes jo i sin Skrivelse temmelig nøje bestemt Enkelthederne ved Templets Betjening. Denne Mand af Asafs Slægt, der altsaa skulde paase, at Kongens Befaling blev udført, kaldes "Leviternes Befalingsmand i Jerusalem" og hed Ussi (V. 22).
I V. 24 nævnes en af Juda Børn som den, der "gik Kongen til Haande i ethvert Folkets Anliggende." Han synes altsaa at have været den, der forelagde alle de Sager, der vedkom Jøderne, for Perserkongen.
Fra V. 25-36 gives en Oversigt over Bebyggelsen udenfor Jerusalem, først mod Syd og Sydvest (V. 25-30), dernæst mod Nord og Nordvest (V. 31-35). Judas og Benjamins Slægter holdt sig til de gamle Stammelande, der ved den Tid dog endnu kun kan have været tyndt befolket med Jøden.
I det sidste Vers meddeles, at flere Afdelinger af Leviter, som efter den tidligere Ordning egentlig hørte til Juda Stamme, nu kom til at bo i Benjamins Land, maaske fordi der var Mangel paa Leviter der.
|