En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 12

Dette Kapitel begynder med Fortegnelser over forskellige Præster og Leviter, først (V. 1-7) over de Præsten der drog op med Serubabel. I Kap. 7, 39-42 var der nævnt fire Præsteslægter i Serubabels Tog. De her nævnte 22 maa da være Underafdelinger af de fire Hovedslægter.

I V.8-9 anføres nogle Levitslægter. I V.10 fortsættes Ypperstepræsterækken fra 1.Krøn.6,1-15. Den i V.10 nævnte Josva var nemlig en Søn af Jozadak, der gik med, da Herren lod Nebukadnezar bortføre Jerusalems Folk. Ypperstepræsten Josva kender vi fra Omtalen i Esras Bog (se ogsaa Sak.3,1). Josvas Sønnesøn, Eliasib, var Ypperstepræst paa Nehemias Tid; ham har vi før omtalt som en, hvis Hjerte holdt til med Hedningerne. Den i V. 11 nævnte Ypperstepræst Jaddua beklædte Embedet paa Alexander den Stores Tid. Han er den sidste Ypperstepræst, der nævnes i det gamle Testamente V. 11, der fører Ypperstepræstelinien saa langt ned i Tiden, kan selvfølgelig ikke stamme fra Nehemia, der den Gang ikke levede mere, men maa siden være bleven føjet til i denne Slægtsfortegnelse.

Fra V.12-21 angives Overhovederne for de 22 Præste-Familier, som de hed paa Jojakims Dage. Endelig (V. 22-26) nævnes Hovederne for Leviternes Fædrenehuse. Den i V. 22 nævnte Darius maa være Artaxerxes den Langhaandedes Efterfølger, Darius II Nothus (424—404 f. Kr.).

Fuld Klarhed kan vi dog ikke faa over disse Navnerækker, der stammer fra forskellige Tider, men det har jo heller ingen væsentlig Betydning for os nu.

Fra V. 27-43 fortælles nu, hvorledes de under Nehemia opførte Mure blev højtideligt indviede. Alle Leviter fra hele Jerusalems Omegn blev ført ind til Staden, for at Indvielsen kunde foregaa med højtidsfuld Sang og Harpeklang. Forud for Indvielsen gik der en Renselse; "Præsterne og Leviterne rensede sig, og de rensede Folket og Portene og Murene." Denne Renselse foretoges formodentlig ved Syndofre, maaske ogsaa efter Bestemmelserne i Mose Lov om Renselsesvand (4. Mosebog Kap. 19).

Selve Indvielseshøjtideligheden foregik saaledes, at Nehemia delte Festtoget i to Dele. Den ene Procession gik til højre, den anden til venstre ud fra et bestemt Sted. I hvert Taksigelseskor var der en Sangerskare af Leviter, derpaa kom Halvdelen af Judas Fyrfter, anførte henholdsvis af Hosaja og Nehemia, derpaa nogle Præster med Basuner samt et Musikkor af Levsiter. Den ene Skare drog til højre, mod Syd, den anden til venstre, nordenom. De mødtes da ved Templet, hvor der afholdtes en jublende Offerfest; "thi Gud havde glædet dem med en stor Glæde, og endogsaa Kvinderne og Børnene glædede sig, saa at Jerusalems Glæde blev hørt indtil langt bort« (V. 43). Fjenderne kunde ikke blive fri for at mærke den store Glæde, der for deres onde Hjerte jo kun var en bitter Ærgrelse. Saaledes gaar det altid naar Guds Børn glæder sig over Synderes Omvendelse og Guds Riges Fremgang til Herrens Ære, da harmes Djævelen og Verden. Indvielsen af Jerusalsems Mure har jo ogsaa en profetisk Betydning og peger fremad mod den Stund, da Guds Riges Fuldendelse er kommen. Da skal Takkekorene komme fra Øst og Vest og Syd og Nord, og det skal kendes i al Evighed, sat Riget og Sejren er vor Guds, og at Herrens hellige Folk er Sejrsfolket. Og den Tak skal aldrig faa Ende.

Slutningen af Kapitlet (V. 44-47) giver os et lyst Billede af den Glæde, Folket under den stedfindende, friske Vækkelse havde af at støtte Præsterne og Leviterne og hele Gudstjenesten med deres Offergaver. Alt, hvad Loven havde foreskrevet, ydedes med Glæde, Folket omfattede Gerningen i Templet med Kærlighed, og største Delen af Præsterne og Leviterne ligesom ogsaa Sangerne og Portnerne gik ligeledes med Glæde til deres Gerning og varetog, hvad Gud havde besat et dem at varetage. Guds Aand havde Magt i Folket.