En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Nehemia bog

Kap 13

I Joh. Aab. udtales i Kap. 2, 4 den Anke af Herren mod Menigheden i Efesus: "Jeg har dette imod dig, at du har forladt din første Kærlighed." Den hjemvendte Menighed var vaagnet op og havde faaet Hjertet varmet for Herrens Sag. Guds Ord var bleven den dyrebar, og vi hører i de første tre Vers af dette Kapitel, hvorledes Folket i Lydighed mod Ordet i 5. Moseb. Kap. 23 fraskilte alle Ammoniter og Moabiter, alle de fremmede, fra Israel. Men som det desværre saa ofte gaar paa denne Syndens Jord, saaledes gik det ogsaa her. Den første Kærligheds Varme kølnedes. Som Havtaagen i en eneste Nat kan faa Træernes Foraarsgrønt til at visne, saaledes kom der ogsaa her en Lunkenhedens Taage, der bragte saare meget af alt det skønne, der var kommet frem i Folket, til at visne. Det brød frem, den Gang Nehemia efter tolv Aars Ophold i Jerusalem drog tilbage til Perserkongen. Han var kun borte et Aars Tid, men siden Tid (V. 6) kom en ond Aand til Frembrud. Lunkenheden udgik desværre fra selve Ypperstepræsten, Eliasib, hvem vi før har omtalt som en Mand med en blandet Gudsfrygt og et delt Hjerte.

Han var jo bleven nær besvogret med Ammoniten Tobia, og da nu Nehemia rejste, undsaa Ypperstepræsten sig ikke ved for denne sin hedenske Frænde at lade indrette et stort Kammer i Templet. Det var et af Templets Forraadskamre, hvor de hellige Offergaver skulde have deres Plads, der nu i Stedet for blev Bolig for den mod Israels hellige Tro fjendtlige Tobia, naar denne besøgte Jerusalem.

Da Nehemia kom tilbage, opdagede han straks, hvilken Gæst der var indrettet Lejlighed for i Herrens Helligdom. Og det smertede ham i hans Sjæl at se denne skændige Fornægtelse af Herrens Lov; Men han gjorde kort Proces og "kastede alt Tobias Bohave ud af Kammeret". Derpaa lod han Kammeret rense med hellig Renselse og bragte igen de hellige Offergaver ind paa deres Plads.

Hver er der dog meget for Guds Folk at lære af Nehemia! Som han saa skal og vi gøre kort Process med alt Djævelens og Verdens Væsen, der vil indtvartere sig i vort Hjerte, i ethvert Tilfælde have et lille Rum, hvor det kan have Lov at være i Fred. Men til de hellige siger Guds Ord jo: "Ved I ikke, at I er Guds Tempel, og at Guds Aands bor i eder" (1. Kor. 3,16). Derfor kan intet af saadant Væsen taales, thi bliver det taalt, da kan Guds Aand ikke blive ved at bo i Hjertet. Hvor er det sandt, hvad der staar i et lille Vers:

"Det er fornødent for salig at være,
Salig i Tiden og salig hos Gud;
Hører, I Mennesker, skabt til Guds Ære:
Ind maa vor Frelser, og Verden maa ud.

Eet er fornødent, Guds Fjende forsage,
Kaste paa Døren hans Stol og hans Bo;
Eet er fornødent, din Brudgom modtage,
Give ham hele dit Hjerte din Tro"

Saaledes maa det jo blive, baade naar en Synder omvender sig og siden hen i Guds Børns Liv: Fjenden maa kastes paa Porten med alt sit Bohave. Og Hjertet maa helliges helt for Herren. Vil man beholde noget tilbage af Djævelens Væsen, da tager man Skade paa sin Sjæl, og Guds Aand kan ikke blive i et saadant Hjerte.

Men ikke nok dermed, der var endnu sket forskellige andre Ting, som ogsaa haardt bedrøvede Nehemia. Den store Villighed til at yde Leviterne den dem tilkommende Tiende, som vi hørte om i Slutningen as Kap.18 (V. 45-47), var ogsaa visnet. Og da Levsiterne og Sangerne ikke fik noget at leve af, udeblev de fra Helligdommen og gik ud paa deres Marker for ved Dyrkningen af dem at skaffe sig deres Udkomme. Gudstjenesten blev da forsømt, og dette gik Nehemia haardt i Rette med Forstanderne om. "Hvorfor er Guds Hus forladt?" Med dette Spørgsmaal søgte Nehemia at vække den slumrende Samvittighed. Han fik da Leviterne samlet igen, og Judas Folk bragte da atter Tiende af Korn, Most og Olie til Forraadshsusene.

Ogsaa Profeten Malakias, der levede ved den Tid, gaar i Rette med Folket om, at de bedrog Gud med Tienden og Afgiften (Mal.3,8). Nehemia satte nu nogle til at uddele fra Forraadskamrene til Leviterne, nogle, der "var ansete for tro". Imellem de mange upaalidelige, halve Hjerter gjaldt det i Sandhed om at finde dem, der var Troskab i for Herren.

Men der var mere endnu at rydde op i. Fra V. 12-22 fortæller Nehemia hvorledes Lunkenheden og Vantroen ogsaa havde listet sig ind i Henseende til Sabbatsovertrædelse. Nehemia saa Folk, som traadte Vinpersen paa Sabbaten, som bragte Varer til Jerusalem paa Sabbatsdagen, og Nehemia "vidnede imod dem". Hvor er Nehemia dog en skøn Skikkelse i den hellige Hsistorie, ret et Lys og et Salt. Aldrig gaar han paa Akkord med noget af Djævelens Væsen, men staar som et uforfærdet Vidne imod det.

Naar Jøderne selv kunde vanhellige Herrens Dag, kan man ikke undre sig over, at fremmede Folkeslag som Tyrierne (V. 16) ligeledes drev Handel paa Sabbaten med Fisk osg andre Ting.

Ogsaa i Henseende til dette Punkt gik Nehemia skarpt i Rette med de ledende Mænd, idet han sagde: "Hvad er det for en ond Ting, som I gør, at vanhellige Sabbatens Dag?" Og Nehemia pegede hen paa, at saaledes havde deres Fædre gjort, men ogsaa faaet at mærke, hvad Ulykke og Dom det førte med sig. Nehemia gjorde nu ogsaa i denne Sag kort Proces. Han lod Jerusalems Porte lukke i Mørkningen, henimod Sabbaten og lod dem først lukke op igen, efter at Sabbaten var forbi. Han stillede da sine Tjenere som Vagt ved Porten for at paase, at ingen Varetransport kom ind paa Sabbaten.

Kræmmerne søgte imidlertid alligevel at afsætte deres Varer, idet de om Natten opslog deres Lejr udenfor Jerusalems Mur, og naar Folk da gik ud og ind, drev de Forretning med dem. Men da tog Nehemia endnu mere alvorligt fat paa Sagen og truede dem med at lægge Haand paa dem. Saa blev de havesyge Kræmmere borte. Siden satte Nehemia Leviterne til at passe paa ved Portene paa Sabbatsdagen.

Nehemia stod jo som den højeste Øvrighedsperton i Jerusalem, og hos ham opfyldtes det i Sandhed, at Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgæves. Hvor er det godt, naar Øvrigheden er nidkær for Guds Lov. Ak, faa ofte faar vi det at se ogsaa i vore Dage, hvor slapt og løst Øvrigheden tager paa mangfoldige Overtrædelser af Herrens hellige Villie, ja endog ligefrem holder sin Haand over Synden.

Men der var mere endnu at rydde op i. Skønt det, da Pagten med Herren fornyedes", ikke blot var blevet bestemt, at der ikke maatte handles paa Sabbaten, men først og fremmest, at ingen maatte indgaa Ægteskab med de hedenske Folk i Landet, saa havde dog en Del af Jøderne taget Hustruer baade fra Filisterlandet og fra Ammoniternes og Moabiternes Folk, altsaa de blandede Ægteskaber var igen i fuld Gang, ja en Sønnesøn af Ypperstepræsten var endog gaaet i Spidsen med denne Synd. En hel Del Børn af disse Ægteskaber forstod ikke engang det jødiske Sprog men talte efter de fremmede Folks Tungemaal. Det var jo et overmaade farligt Punkt, derfor tog Nehemia ogsaa særdeles alvorligt paa Sagen. Han udtalte Guds Forbandelse over en saadan Fremfærd og straffede nogle af Jøderne ogsaa med legemlig Tugt. Han henviste dem til Salomsos Eksempel, denne Konge, der engang havde været Gud saa kær, men var falden saa dybt ved sin Forbindelse med de fremmede Kvinder. Han nødte da Folket til at afgive et edeligt Løfte om ikke at ville gøre det mere.

Og Nehemia kendte ikke til Personsanseelse: Ypperstepræstens Sønnesøn, der formodentlig har vist sig trodsig og genstridig, blev forvist af Nehemia. Efter den jødiske Historieskriver Josefus's Beretning hed han Manasse og han skal efter at være bleven forvist fra Jerusalem sammen med flere ligesindede Præster have bygget Templet paa Garizim og grundlagt den samaritanske Gudsdyrkelse, der jo kun var et Vrængebillede af den sande Gudsdyrkelse i Jerusalems Tempel. Ypperstepræst vilde han dog være, og for at naa dette sit Maal lavede han sig selv en Religion. Af lignende Grund er mange Sektbevægelfer blevne til siden hen i Kirkens Historie. En og anden vilde ikke lade sig tugte, følte sig krænket i sit Hovmod og dannede saa noget nyt efter sit eget Hoved for at kunne vedblive med at spille den ønskede Rolle: Medens den sande Storhed viser sig i, at Hjertet kan ydmyge sig og derved igen oprejses, grunder den falske Storhed paa det trodsige, stive Sind; det ses i sin allerfrygteligste Skikkelse hos Satan selv, der efter at være nedstyrtet fra Himlens Herlighed rasende Trods vil oprette et Rige sideordnet med Guds Rige.

Snart var alt igen i Orden i Jerusalem, det hedenske, ugudelige Væsen udrenset og Gudstjenesten igen i sin Gang. Præsterne og Leviterne varetog hver sin Gerning, og paa den anden Side sørgede Nehemia for, at Folkets Ydelser blev frembaaret efter Lovens Bestemmelser. Dog var hele denne Udrensning væsentlig frembragt ved udvortes Midler, ved Magtbud fra Nehemias Side. Men hvor godt det end er, naar Statsøvrigheden lægger sit Lod i Vægtskaalen for Guds Lovs Overholdelse, er dog den eneste Drivkraft, der holder ud, den indvortes, den Drivkraft, der udspringer fra Troens Lydighed. Med Rette begynder Luther Forklaringen til alle Budene med de Ord: "Vi skal frygte og elske Gud. Men dette Sindelag kunde Nehemia selvfolgelig ikke fremtvinge hos Jødefolket; derfor ser vi den store Forskel paa den friske Nidkærhed, Folket udviste, da Guds Ord hin mindeværdige Lovsalsfest trængte saa dybt ind i deres Hjerter, og der slet ikke behøvedes nogen ydre Drivkraft, og saa nu, efter at den første Kærlighed var blegnet, og Folket kun trevent adlød, fordi Nehemia ikke taalte det gudløse Væsen. Kun dette har virkelig Værdi for Gud, naar Hjertet har det, som Nehemia havde det, naar Guds Kærlighed bor derinde med noget af det Herrens Sind, der udtales om vor Herre Jesus (Joh.2,17): "Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig."

Baade i V. 14, 22 og 31 finder vi, hvorledes Nehemia beder Gud om at komme ham i Hu for alt dette, som Nehemia her fik Lov at udrette. Ganske vist vidner den Form, i hvilken disse Bønner fremtræder for Herren, om, at vi befinder os paa dem gamle Pagts Grund i Forberedelsens Tider, der er som Morgenrøden i Forhold til den nye Pagts klare Dag, da Retfærdighedssolen, Kristus, var opgangen. I den gamle Pagt kunde hverken Synden eller Naaden erkendes i den Dybde, som efter at Guds Aand har taget Bolig paa Jord med Lys til den formørkede Slægt. Derfor finder vi det oftere i den gamle Pagt, hvorledes der peges hen paa Gerningerne paa en Made, som Herrens hellige i den nye Pagt med Aandens klare Lys over Besmittelsen, der hænger endog ved de bedste Gerninger, ikke kan gøre det. Men dog skal det bemærkes, at der henpeges paa Ger«ningerne, ogsaa her af Nehemia, ikke saa meget for at betone noget fortjenstligt, som for at henvise til det imod Gud tro Hjertelag. Og at Nehemia erkendte sin Uværdighed og Skyld overfor Gud fremgaar klart af den Tilføjelse, han gør i V. 22. Efter at have sagt: "Min Gud kom mig og i Hu for dette," føjer han til: "Og spar mig efter din megen Miskundhed". Deri ligger jo tydeligt nok udtalt, at Nehemia var sig bevidst under al sin Nidkærhed for Herren dog at trænge inderligt til Guds Barmhjertighed.

Med Nehemias Bog slutter den hellige Histories Beretning om Jødefolkets Tilstand før Kristi Fødsel. Esthsers Bog omhandler nemlig dels kun de Jøder, som var i Adspredelsen, som ikke var vendte hjem, og dels ligger Tidspsunktet for de Ting, der berettes i Esthers Bog, forud for Esras bog Nehemias Tider. Vi har jo imidlertid en Del Bøger, der kaldes de apokrysiske. Ordet apokryfisk er græsk sog betyder "skjult", og dette Navn har de faaet, fordi deres Oprindelse og de historiske Omstændigheder ved deres Indhold til Dels er os skjulte og ubekendte, ligesom ogsaa der findes adskilligt i dem, som ikke stemmer overens med Guds Sandhed i de hellige Skrifter. Dog findes der ved Siden af det, der maa kaldes "Træ, Hø, Straa", ogsaa meget, der med Rette fortjener Navnet "Guld, Sølv, dyrebare Stene" (1.Kor.3,12). Særligt 1. Mal. Bog og Jesu Siraks Visdoms Bog er meget værdifulde, den første for Kendskabet til Israsels Folks Historie, den anden særligt ved de mange velsignede Guldkorn, der findes i den, som ganske sog aldeles kan godkendes af dens hellige Skrifts Aand. En virkelig hellig Historie begynder dog først igen, da Gud atter skabte noget nyt, da Tidens Fylde kom, og Gud talte til os ved Sønnen, altsaa i det nye Testamentes Skrifter.