En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 1

Den her omtalte Konge, Ahasverus, er, som før nævnt, den samme, som i Verdenshistorien er bleven bekendt under Navnet Xerxes. Begge Navne er Forvanskninger af det persiske Khssayarsa. Han var tyrannisk og vellystig i høj Grad, overmodig indtil Varnvid, i mange Maader højst lig de tyrkiske Sultaner. Hans mislykkede Krig med Grækenland er bekendt nok fra Verdenshistorien, ogsaa hvorledes han i sin afsindige Harme lod Havet piske med Lænker, dengang Broen over Hellespsont var bleven ødelagt af en Storm. Han herskede, som her staar (V. 1), fra det nordvestlige Inidien til langt ind i Afrika ("Morland"), ialt over 127 Landskaber, der blev styret af tyve saakaldte Satraper, Overstatholdere.

Xerxes opholdt sig just i Borgen Susan, hvor han havde sin Vinterresidens og der holdt han en stor Fest for alle sine Stormænd i ikke mindre end 180 Dage. Gildet varede altsaa næsten et halvt Aar, og Meningen med det var, som den græske Historiseskriver Herodot fortæller, tillige at holde Raadslagning om Toget mod Grækenland Ved denne Fest pralede hasn rigtigt med al sin Rigdom og Glans, og Festen sluttede med et "stort Gæstebud for alle Folk, der fandtes i Susan, hvilket Gæstebud holdtes " i den kongelige Park. Der blev drukket tæt, og enhver kunde drikke saa meget, de vilde. Dette var udtrykkeligt foreskrevet af Kongen ; ellers maatte de ved Festerne kun drikke, eftersom de blev anmodede om det. Dronningen, Vasthi, gjorde ogsaa et Gæstebud for Kvinderne, men paa den syvende Dag, da Kongen var paavirket af Vinen, sendte han sine syv Kammertjenere hen til Dronningen og vilde, at hun skulde fremstille sig for Folket og Fyrsterne i sin Dronningepragt, for at alle kunde beskue hendes "Dejlighed". Dronningen holdt sig imidlertid for god til at stille sig frem til Beskuelse for en saadan Flok drukne Mænd og vægrede sig. Derover blev Kongen rasende og raadførte sig med "de vise, som forstod sig paa Tiderne" (V.18), hvorved forstaas det Raad, med hvilket Kongen forhandlede om offentlige Sager, og som efter Datidens Skik bestod af Mænd, der var stjernekyndige, idet man mente, at Stjernernes Stilling havde stor Indflydelse paa Begivenhedernes Gang. Disse syv Raadsherrer forstod saare vel, at Kongen vilde have Medhold i sin Vrede, og de gjorde Dronningens Brøde saa stor som vel muligt. De erklærede, at det daarlige Eksemspel, hun havde givet, vilde rygtes ud iblandt alle Kvinderne i Riget og gøre dem opsætsige mod deres Ægtemænd. De foreslog da, at Dronningen ved en kongelig Forordning skulde forstødes til Skræk og Advarsel for alle ligesindede Kvinder. Saa udgik der da Breve som dette til alle Kongens Landskaber, og Formaalet dermed angives saaledes (V. 22): "At hver Mand skal have Herredømmet i sit Hus sog tale efter sit Folks Tungemaal". Meningen med dette sidste maa vel hentyde til de Ægteskaber, hvor Kvinden var af et andet Folk og derfor talte et andet Sprog. Nu bsestemtes idet alt saa, at Mandens, ikke Hustruens, Sprog skulde være Familiens.