En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 3

En Tid efter ophøjede Kong Ahasverus en Mand ved Navn Haman til Rigskansler og krævede af alle den samme Ærefrygt for denne sin Minister, som der skulde vises ham selv. Perserkongen betragtede sig selv som en Aabenbaring af Guden Ormudz og forlangte derfor i sit Hovmod guddommelig Tilbedselse, paa samme Maade som mange af de hedenske Kejsere i Romerriget siden gjorde. Men denne Tilbedelse krævsede han nu i sin tyranniske Vilkaarlighed overført paa sin Yndlingskminister Haman.

Her møder vi imidlertid et af de faa Trosglimt, som Esthers Bog indeholder, thi overfor denne Fordring stod Mardokai fast. Han knælede ikke ned for Haman som de andre Kongens Tjenere gjorde, og nu bekendte han det, at han var en: Jøde, altsaa hørte til det Folk, der ikke vilde vide af andre Guder at sige end Israels hellige Gud. Men Belendelse af Herren bringer altid Kamp over Bekenderen; Verden taaler ikke, at man ikke vil skikke sig lige med den. Det fik Mardokai ogsaa at mærke. De hedenske Hoffolk undrede sig vel først over hans Mod, at han turde trodse Kongens Befaling om at tilbede Haman, men viste, efter en Tid lang at have talt imod ham for den Sags Skyld, deres Fjendskab ved at melde det til Haman. Saa vilde de dog se, om Mardokai ikke snart vilde bøje sig. Verden raaber jo saa tit paa, at Guds Folks Tro ikke er andet end Skaberi og Indbildning. Saaledes gik det nu ogsaa her. Men Mardokai holdt Stand, ogsaa da Haman udtrykkeligt gav Agt paa ham: han knælede ikke for ham. (

Underligt er det at lægge Mærke til, hvad Forfatteren ogsaa fremdrager, at Haman var en Agagiter, hvormed der næppe kan menes andet, end at han nedstammede fra den fordums Amaleliterfyrstse Agag, hvem Saul tvsærtimod Herrens Befaling havde skaanet (se 1 Sam.Kap.15). Her stod nu en af Agags Slægt overfor en af Sauls Slæsgt og vilde ikke skaane Sauls Efterkommer. Hvor ofte kan vi ikke øer Guds Finger i Begivenhedernes Gang, som de udvikler sig! Der er den dybe, skjulte Sammenhæng i alle disse Traade, og saare ofte vender Gud det saaledes, at Fortidens Synder ligesom dukker op længe, længe efter og aabenbarer Guds retfærdige Dom.

Amaleks gamle Fjendskab til Israels Folk luede endnu med uformindsket Kraft i denne Amalekiten Agags Ætling, og Haman fattede da den djævelske Plan med et Slag at udrydde alle Jøder i Ahasverus's hele Rige Mardokais Blod alene var ham alt for lidet; tilmed vidste han jo ogsaa, at alle sande Jøder var enige i det Stykke ikke at ville tilbede nogen anden end Israels Gud. "Saa kastede han da Lod om den Dag, da dette Slagteri skulde gaa for sig, og Loddet faldt paa Maaneden Adar, paa den trettende Dag i denne Maaned. Loddet blev kastet i den første Maaned, saa det var ogsaa Guds Haand, der gav den lange Udsættelse fra den første til den tolvte Maaned. Set med Forstandens Øjne alene var det jo underligt, at Haman ikke straks søgte at udføre sin onde Plan; men han var i sit Hovmod saa sikker i sin Sag, at han lod Loddet raade og ventede de elleve Maaneder Muligvis har han ogsaa glædet sig ved, at Jøderne skulde gaa i Dødsangst saa meget desto længere.

Nu gjaldt det blot for Haman om at faa Kongens Tilladelse til dette Blodbad, og det faldt ham ikke svært. Han fremførte som Beskyldning mod Jøderne, at disse var et Folk af en hel anden Slags end andre Folk i Riget, med egne Love, der afveg fra Kongens Love, og sligt burde ikke taales, tilmed lovede han Kongen, at det timeligt set skulde blive en glimrende Forrettning, thi Jødernes Gods kunde da indgaa i Statskassen, og det vilde jo blive mindst "ti tusinde Centner Sølv" (ca. 50 Millioner Kroner).

For Xerxes var nogle hundrede tusinde Menneskeliv intet regnet. Letsindig og ligeglad tillod han ham Nedslagtningen af Jødefolket og skænkede ham alt Sølvet. Hvor minder dette om de skrækkelige Myrderier paa det ulykkelige armeniske Folk, vi har været Vidne til i de allersidste Tider. Men hvor minder Hamans Anklage mod Jødefolket ikke ogsaa om de Beskyldninger, der atter og atter er bleven rettet ogsaa mod Kristi Menighed! I Kristi Menigheds første Aarhundreder var det altid Beskyldningen, at de Kristne dannede en Stat i Staten, et særegent Folk, der ikke vilde tage Del i de hedenskse Offerfester. Paa denne Anklage opstod den ene grusomme Forfølgelse efter den anden, og selv om Tiderne nu. i det ydre er bleven anderledes her i de saakaldte kristne Lande, saa brænder dog det gamle Fjendskab i de vantro Hjerter mod Herrens hellige Folk, de sande troende, og just as samme Grund, fordi de hellige ikke vil skikke sig lige med Verden, ikke vil tage- Del med i alt, hvad Verden kalder sin Lyst. Derfor er det gamle Løsens den Dag i Dag: de hellige maa. ikke lades i Ro, de skal haanes og plages, og naar Antikristens Dage oprinder, naar Øvrigheden ikke længere danner det ydre Værn for Guds Folk, da vil det atter lyde højt og utilsløret som i Hamans Dage: de hellige skal udryddes, de skal ikke taales, just fordi deres Bekendelse med Liv og Mund maa blive en Dom over Verdens Liv.

Haman lod den blodige Befaling udgaa Dagen før Jødernes Paaskefest; Befalingen blev forseglet med Kongens Ring, som Kongen havde overladt Haman til det Brug, idet alle kongelige Befalinger blev beseglede paa den Maade (V. 10-12). "Unge og gamle, smaa Børn og Kvinder" (V. 13), alle Jøder skulde uden Skaansel nedhsugges, saaledes lød det Budskab, der nu ved Løbere blev kundgjort over hele Riger.

Budskabet bragte jo Rædsel og Angst med sig alle Vegne blandt Jøderne. Men ikke blot iblandt Jøderne, ogsaa blandt de noget retsænkende Hednisnger vakte Tanken om det forestaaende Blodbad med alt, hvad dermed vilde følge, Forvirring og Uro. Navnlig i Hovedstaden Susan, hvor der sikkert nok boede overordentlig mange Jøder, vakte den kongelige Befaling en mørk urolig Stemning. Under en saadan Tyrans Regimente var det jo ikke godt at vide, hvad den næste Befaling vilde lyde paa. Men medens Rædsel lagde sig over Befolkningen, sad Kongen og Haman og svirede som to samvittighedsløse Uhyrer (V.15).