En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 4

Kapitlet begynder med at bersette os som den frygtelige Jammer, Budskabet vakte blandt Jøderne. Mange, deriblandt Mardokai, iførte sig Sæk og Aske, som det i Øst-Land er Skik, at betegne sin Sorg med. Sæk betegner et Slags groft Lærred, som de sørgende iførte sig, og Aske strøede de over sig, altsammen i Modsætning til Glædens Festdragt. Dronning Esther vidste slet ikke Besked om det hele, men hendes Piger og Kammertjenere fortalte hende, at Mardokai gik i Sørgedragt udenfor Porten. Ingen maatte i saadan Dragt komme indenfor Kongsgaardens Port, thi Kongen vilde ikke paa nogen Maade mindes om, hvad der hed Sorg, men søgte paa enhver Maade efter Verdens gamle Vis at holde sig Alvoren fra Livet saa længe som muligt.

Dronning Esther sendte da en af sine Tjenere ud til Mardokai med en anden Dragt, men han vilde beholde Sørgedragten paa. Da sendte hun sin mest betroede Tjener derud, og Mardokai fortalte nu ham det hele, gav ham ogsaa en Genpart af den skrevne Befaling med ind til Esther, og saa føjede han til, at hun maatte endelig gaa ind til Kongen og bønfalde ham om Naade for Jødefolket. Da Esther fik det hele at vide, ræddedes hun i sin Sjæl, thi Stillingen saa fortvivlet ud. En kongselig Lov med Kongens Segl under var urokkelig, og dertil kom, at den, der ukaldet gik ind til Kongen, blev ihjelslaaet, med mindre Kongen udstrakte sit Guldspir imod det Menneske. Det var ogsaa en Lov i Perserriget, hvad ligeledes den græske Historieskriver Herodot omtaler. Dertil kom, at Kongen allerede var ved at glemme Esther for andre Kvinder, saa hun sikke havde set ham i en Maaneds Tid. Og det allerværste var jo, sat hun blev nødt til at aabenbare for Kongen, at hun selv hørtes til dette foragtede Jødefolk.

Esther lod Mardokai underrette om alt dette, der syntes at umuliggøre denne Udvej. Men Mardokai gav hende et alvorligt Svar tilbage, at hun kunde være vis paa, hvis hun svigtede her, at der vilde komme Dom over hende og hendes Faders Hus. Han udtalte sin sikre Forvisning om, at der nok skulde blive beskikket "Vederkvægelse og Redning for Jøderne" paa anden Maade, men Esther vilde komme til at bære paa et knusende Ansvar, om hun her vilde spare sig selv. Tillige pegede Mardokai hen paa, om ikke just det var saaledes dannet for hende, at hun derfor var kommen til kongelig Værdighed for at være en Hjælp nu i denne Trængsel (V.13-14).

Atter her møder vi et velgørende Pust fra Troens Egne midt i den underlige døde Stilhed, Esthers Bog ellers paa saa mange Maader udviser overfor Herrens Navn. Selv som Herrens Navn ikke er nævnt her, er det dog Troen paa ham, der klinger gennem Mardokais Ord til Esther, og det alvorlige trosmyndige Ord forsejlede ikke sin Virkning. I Esther selv vaagnede ligesom et helligt Trosmod, og hun bestemte sig til at gøre det vovelige Skridt, selv om det skulde kostes Livet. Dog var det ikke i Selvtillid, thi hun begærede af Mardokai, at han tillige med alle Jøderne i Susan skulde faste for hende i tre Dage og tre Nætter, saa vilde hun og hendes unge Piger ligeledes faste. Fasten var Udtrykket sor den hellige Anger og Ydmygelse overfor Herren, og Meningen er altsaa den, at der først skulde alvorligt bedes for Herrens Ansigt for at faa hans Velsignelse til det livsfarlige Skridt. Det er velgørende at møde dette Sind, endskønt man maa undre sig over, at der ligesom ligger et Slør over disse Ytringer af Tro, vi finder her baade hos Mardokai og Esther.

Visselig har det været alvorlige Ytringstider for mangt et Hjerte i Jødefolket, særligt for dem, der nu under Faste tog Bøn i hine tre alvorsfulde Dage og Nætter ydmygede sig for Herren. Menneskeligt set var alle Udveje lukket, men det vidste ogsaa hver Jøde, hvad fordum Kong Salomo havde udtalt i sin Bøn ved Templets Indvielse (se 1 Kong. 8, 46-50), at Herren havde et barmhjertigt Sind, om de i Fangenskabets Land vilde omvende sig. bekende deres Synd og søge Naade. Salomos forudsatte just i sin Bøn det Tilfælde at Folket for sin Synds Skyld kunde blive ført fangen til Fjendens Land langt borte, og han siger da: "Om de igen tager dets til Hjerte i Landet, hvori de er fangne, og omvender sig og beder til dig om Naade og siger: vi har syndet og handlet ilde, vi har været ugudelige og de omvender sig til dig af deres ganske Hjerte sog beder til dig, da vil du høre i Himlen, i din faste Bolig, i hvilken du bor, deres Bøn sog deres ydmyge Begæringer og skaffe dem Ret og forlade dit Folk det, som de har syndet imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holder dem fangne, at disse maa forbarme sig sover dem."

Hvor passer dog disse Ord til den Stilling, Folket just nu befandt sig i! Men det viste sig ogsaa den Gang, at han ser trofast, som gav Forjættelsen (Hebr. 10, 23).