|
Guldgruben
En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen
Andet bind:
Esther bog
Kap 5
Læs: Kapitel 5, l-15.
Esther bliver venligt modtaget af Kongen og indbyder ham og Haman til Gjæstebud. Haman lader oprejse en Galge for Mardokai.
Da de tre Dage, i hvilke Esther under Faste havde beredt sig og derved dog betegnet, at hun ventede Hjælpen fra Herren, var omme, gik hun den vovelige Gang ind i Kongens Hus. Kongen sad paa sin Trone, men Døren fra Kongehuset stod aaben ud til den indre Slotsgaard. Det milde Klima i hine Egne gør jo, at der er ganske anderledes aabent baade ved Døre og Vinduer, end vi er kendt med her i vort Land. Og Esther fandt Naade for Kongens Øjne; han udrakte Guldspiret imod hende og spurgte venligt, hvad hendes Begjæring var. Esther turde dog ikke straks komme frem med det, men nøjedes med at bede Kongen og Haman til Gæstebud. Ved dette Gæstebud spurgte Kongen igen, hvad der var hendes Bøn, thi han forstod nok, at hun havde noget paa Hjerte. Men Esther bad endnu en Gang om. at Kongen og Ministeren vilde komme til Gæste bud hos hende ogsaa næste Dag (V.1-8).
Paa Haman havde denne Dronningens gentagne Indbydelse den Virkning, at han var bleven ganske beruset af Hovmod. Da han gik hjem, saa han imidlertid Mardokai i Kongens Port, og denne rejste sig heller ikke nu op for ham. Vreden rørte sig hæftigt hos Haman, men han holdt sig dog i Øjeblikket. Da han kom hjem, sammenkaldte han sine Venner, og for dem og sin Hustru satte han sig hen og ophøjede sig selv, idet han pralende beskrev for dem al sin Herlighed. Det er jo det kødelige Hjertes bedste Lyst at udbrede sig over al sin egen Storhed; det bliver det ikke let træt af, blot der er nogen, der vil høre paa det. I Verdsenslivet er det jo saaledes, at man gensidig tjener hverandre med denne Nydelse. Verdens Selskabsliv med alle Skaaltalerne bæres just af den samme Aand, idet den ene stadig roser den anden. Hamans Venner var heller ikke sene til at prise og berømme ham. Men midt i al denne Glimmerherlighed var der noget, som alligevel forbitrede det hele for Haman, og det var Mindet kom Mardolai. Den Lykke og Glæde, som Verden giver, viser allerbedst sin Mangel paa Holdbarhed derved, at der skal saare lidet til rent at lægge den øde. Hvor skal der ikke lidt til at bringe et Verdensmenneske ud af det saakaldte gode Humør! Derpaa skal vi, som er bleven troende Mennesker just kende, om Glæden, der fylder vort Hjerte, er fra Herren og i ham, thi Glæden i Herren behøver ikke at svinde, fordi der er mangt og meget, der vil forbite os den. Men giver et Guds Barn efter for det kødelige Sind og søger sig en Nydelse i at beundre sig selv, enten det sker aabenbart eller i Løndom, da mærkes det ogsaa, at denne Glæde stadig har en bitter Gift i sig. Egenæren kan aldrig faa nok; saa frygter den for, at en eller anden skal komme forud, eller den føler sig krænket og fornærmet, fordi der ikke bliver gjort Stads nok af den, saaledes som vi her hører det i Hamans Ord: "At dette er mig ikke nok, al den Tid jeg ser Jøden Mardokai sidde i Kongerns Port."
Hamans Hustru og Venner mente, at han jo let kunde komme af med Ærgrelsen over Mardokai og raadede ham til avllade oprejse en Galge, 50 Alen høj, og saa blot sige det til Kongen om Morgenen, saa kunde Mardokai blive hængt og hele den Sag være til Side før Middag, hvorefter Haman glad kunde gaa til sit Gæstebud og spise og drikke i Ro.
Ja, saaledes var den onde Plan lagt til Rette, og nu saa det farligt ud, men da greb Herren ind med sin stærke Haand.
|