En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 7

Ved dette anden Dags Gæstebud fandt Esther Øjeblikket belejligt til at tale ud for Kongen, især nu da hendes Slægtning, Mardokai, var kommet saadan til Ære. Paa Kongens Spørgsmaal om, hvad Esther begærede, bad hun om Naade for sit eget og sit Folks Liv, og hun betonede, at om Jøderne endda kun var bleven solgt som Slaver, vilde hun have tiet; men nu, da de var solgt til at ihjselslaas, var det en anden Sag; tilmed vilde Kongen ved Drabet paa hele dette Folk lide et Tab, som den Fjende, der havde sat dette i Værk, ikke kunde erstatte Kongen. Da Kongen spurgte, hvem denne Fjende var, pegede Esther paa Haman og forklarede saa formodentlig Sagen nøjere Haman saa paa Kongens Ansigt, hvor vred denne blev. Endskønt Kongen jo vidste, at han selv havde tilladt Befalingen til Jødefolkets Udryddelse, skuede han dog nu først ret indt i det Dyb af Ondskab, der fyldte Hamans Sjæl overfor det Folk, til hvilket altsaa ikke blot en Mand, der havde reddet Kongens Liv, men ogsaa hans lære Dronning Esther hørte. Vistnok burde han ogsaa have anklaget sig selv, dog det gjorde en Xerxes ikke, men hans Vrede gik i hele sin Magt ud over Haman. Kongen gik med i Haven for at blive Herre over den rasende Forbitrelse, der havde grebet ham, medens Haman blev staaende for at trygle om sit Liv hos Dronningen, thi at det ikke kunde nytte hos Kongen, forstod han vel. Da Kongen kom tilbage, var Haman segsnet nedover Bænken, som Esther sad paa, hvorover Kongen blev endnu mere vred. Saa tilhyllede de Hamans Ansigt paa et Ord af Kongens Mund. Dette at tilhylle Ansigtet paa Forbrydere, der skulde henrettes, var en Skik i Oldtidens Dage.

De samme Hoffolk, der tidligere havde krøbet og smigret for Kongens alt formaaende Yndling, kappedes nu som at være med til at ødelægge ham. En af Kongens Kammertjenere gjorde Kongen opmærksom paa den høje Galge, Haman havde rejst for Mardokai, og Kongen bestemte da, at Haman skulde hænges i den. Ordet i Davids Salme (Sl. 7,16): "Han har gravet en Grav og opkastet den, men han skal falde i Graven, som han gør," opfyldtes i Sandhed her med Haman. "Hovmod staar for Fald". Hvis ikke det hovmodige Menneskehjerte frivilligt falder ned ved ved Korsets Fod og søger de ydmyge Steder, vil Guds Haand styrte det ned idet store Fald, ned i Fortabelsens Afgrund.