En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 8

Efter Hamans Fald gav Kongen Esther hele Hamans Ejendom og ophøjede Mardokai i Hamans Sted til sin Førsteminister. Men dermed var Faren for Jøderne jo endnu ikke afværget; dog ogsaa her viste Kongen Naade, idet han tilstod Esther og Mardokai at gøre, hvad de kunde for at modvirke den første Skrivelse; tilbagekaldes kunde den nemlig ikke ; det fulgte med, at Kongen blev tilbedt som Guddommens Aabenbarelse. Hvad han havde sagt, det maatte staa fast. Men Mardokai udstedte da nu i Kongens Navn en Forordning, der tillod Jøderne paa den trettende Dag i den tolvte Maaned at forsvare sig mod alle, "som trængte dem", og at røve Bytte fra dem. Vistnok vilde denne Tilladelse ikke have haft saa meget at betyde paa Grund af Jødernes lille Dal i Forholds til deres Fjender, hvis ikke Folkene havde vidst, at dette udgik fra Kongen. Det lammede deres Lyst til at falde over Jøderne. Tilmed fik jo alles ogsaa at vide, at en Jøde var bleven den højstbefalende i Riger næst efter Kongen. Det lammede dem end mere, og navnlig Øvrighedspersonerne holdt nu med Jøderne af Frygt for Mardokai. Alt dette gjorde, at Faren for Jøderne blev betydelig mindre.

For hvert enkelt Landskab blev der taget en Genpart af dette kongelige Brev, og paa Ilbud blev den Efterretning kundgjort over hele Riget - Alle fredselskende Borgere aandede frit ved dette Budskab. Der staar, at "Staden Susan jublede og glædede sig," thi her boede saare mange Jøder, og Forvirringen vilde der være bleven størst. Men frem for alt frydede Jøderne sig. "Der var kommen Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære" (V.16). Ja, "mange af Folkene i Landet blev Jøder, thi Frygt for Jøderne var falden paa dem." De.hedenske Folk saa nemlig i alt, hvad der var sket, med Rette et Vidnesbyrd om, at Jødefolket stod under guddommelig Beskyttelse, og Virkningen heraf var saa stærk, at ikke faa ligefrem lod sig indlemme i Folket; formodentlig lod de sig omskære.