En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Andet bind:

Esther bog

Kap 9

Saa kom da Dagen, den trettende iden tolvte Maaned. Alle Vegne i Riget havde der været nok af ildesindsede Mennesker, som havde glædet sig til at røve og plyndre hos Jøderne, men Modet var nu taget fra de fleste af dem. De, der alligevel forsøgte derpaa, fordi de hadede Jøderne for stærkt til at lade være, fik selv en Ulykke. Blandt disse var ogsaa Hamans ti Sønner, som vi kan forstaa i lige Grad hadede Jøderne sog var forhadte af dem. Paa Esthers Begæring fik Jøderne i Susan Lov til ogsaa at slaa løs paa deres Fjender den fjortende i den tolvte Maaned, altsaa hele to Dage. Ialt faldt der af Jødernes Hadere over fem og halvfjerdfindstyve Tusinde rundt om i hele Riget (V. 16). Men intet Steds lagde Jøderne Haand paa Byttet; de viste derved tydeligt nok, at det ikke var Havesyge, der drev dem til Kampen, men kun Længselen efter at faa Ro for deres Fjender.

Dog er der jo ialt dette en Aand, som ikke let kunde eller skulde efterfølges af Guds sande Børn iden nye Bagt. "I ved ikke, af hvad Aand I er," saaledes lød Herrens Ord til Johannes og Jakob, da disse spurgte, som ikke Herren vilde lade Ild falde ned paa Samaritanernes By for at bringe Hævn over Samaritanerne for deres uvilje overfor Herren, dengang han bad om Herberg hos dem (Luk. 9, 54-55). Og Herren irettesatte jo Peter, fordi denne paa kødelig Vis vilde forsvare ham med det ydre Sværd. Men den Jødedom, Esthers Bog giver os et Billede af, hørte ingenlunde heller til den lutrede Form for Trosliv i den gamle Pagt. Nej, som før omtalt, viser Troslivet sig saare tilsløret og fordunklet her i Esthers Bog. Dermed hænger det tilvisse ogsaa sammen, at der kom til at flyde saa meget Blod, som der gjorde, paa hin Dag.

Slutningen af Kapitlet fortæller, hvorledes der i Anledning af Udfrielsen blev fastsat en aarlig Fest til den fjortende og femtende i Maaneden Adar (den tolvte Maaned). Denne Fest kaldtes Purimsfesten. Dette Navn kommer af det persiske Ord "Pur", der betyder "Lod", i Anledning af at Haman havde kastet Lod til Bestemmelse af Dagen. Det synes, som som Dronning Esther og Mardokai udsendte to Breve angaaende denne Fest, nemlig først (V. 20) Meddelelse om, at disse to Dage skulde gøres til "Gæstebuds og Glædesdage, og at den ene skulde sende den anden "Foræringer og Gaver til de fattige" (V. 22). Dernæst et andet Brev (V. 29), hvorved det bestemtes, at der tillige skulde være Faste og Beklage med i denne Fest til Minde om den store Rod, hvori Folket først havde været Formodentlig har den første Dag været benyttet som Fastedag, den anden som Gæstebuds og Glædesdag.

Af V. 32 fremgaar det, at der blev skrevet en Bog om alt dette, af hvilken vel Forfatteren til Esthers Bog har øst sin Beretning her.