En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Fjerdje bind:

Salomos Prædikenerens Indledning

Prædikerens Bog.

Navnet paa denne Bog er taget fra det første Vers, hvor der staar: "Ord af Prædikeren, Davids Søn, Kongen i Jerusalem," hvilke Benævnelser synes at pege hen paa Salomo.

De fleste anser alligevel Bogen for ikke at være af Salomo selv, men mener, at en senere Forfatter har lagt Salomo disse Ord i Munden, idet han efter Salomos Ordsprog at dømme har tænkt sig, at den vise Konge vilde se saaledes paa Menneskelivet. Andre mener dog, at Bogen er af Salosmo selv, men forfattet af ham i Livets Slutning, idet man gaar ud fra, at Salomo atter blev oprejst fra sit dybe Fald paa de gamle Dage.

Der gaar en dyb Vemod gennem Bogen; den gaar ud paa at vise, at for hver den, der sætter det jordiske som sit Livs Grundvold og Maal, maa hele Tilværelsen hernede løbe ud i Forfængeligheders Forfængelighed. Det faldne, syndige Menneskeliv bærer paa et dybt Suk, fordi Døden er Syndens Sold. Apostelen siger derfor ogsaa: "Vi ved, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu," og han føjer til: "Men ogsaa vi selv, som har Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukker ved os selv" (Rom. 8, 22-23). Gennem hele Naturen taler Forkrænkelighedens Vemod til os. Blomsten visner, Fuglen dør, alt Kød er som Hø, og al dets Herlighed som Græssets Blomst.

Som Markens Blomst henvisner fage
Alt, hvad af jordisk Rod oprandt,
Og talte snart er Støvets Dage,
Selv hvor med Aand det Gud forbandt;
Kun hvad der kom fra oven ned,
Kan blomstre i al Evighed.

For det rent naturlige Blik maa Livet tage sig saaledes ud, naar der da er nogen Alvor til Stede. Den letsindige Vantro søger ganske vist at adsprede alle mørke Tanker langt bort, men kan alligevel ofte hurtigt slaa om i sin Modsætning og aabenbare, at "hvor højt man ler og larmer, dog der bor i Hjertets skjulte Krog en svar, en lønlig Smerte."

Prædikeren fremstiller de forskellige Synspunkter, hvorunder Verdensmennesker søger at komme uden om den dybe Alvor, der ligger i Forkrænkeligheden, men viser ogsaa, hvorledes Enden paa Sagen, naar alting er hørt, bliver denne: Frygt Gud og hold hans Bud.

Meget andet, viser Prædikeren os, er uforstaaeligt og uigennemtrængeligt for den lille Mennesketanke; vi formaar ikke at fatte Guds Gerninger, men derom hersker ingen Uklarhed, at det gælder om at frygte Gud, "thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt." Det er Summen af al Visdom.

Bogen har en Indledninsg (Kap.1, 2-11) og en Afslutning (Kap. 12, 9-14)·