En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Fjerdje bind:

Salomons højsangs Indledning

Højsangen beskriver under billedet af det inderlige og rene kærlighedsforhold mellem kong Salomo og hans elskede Sulamith forbindelsen mellem Herren og menigheden. Sangen gælder ved nærmest forholdet mellem Herren og hans menighed i den gamle pagt, men da det med rette er bleven sagt, at den nye pagt ligger skjult i den gamle, kaster højsangen ogsaa et skønt lys over det kærlighedsforhold, hvori den nye pagts folkk staar til sin store brudgom Jesus Kristus.

Der er i højsangen ogsaa en profetisk tone, der peger hen paa den salige forening i fuldkommenheden, der skal oprinde mellem Herren og hans brud, naar "Lammets bryllup" er kommen.

Meget ofte bruges i den hellige skrift dette billede af det ægteskabelige forhold til betegnelse af forholdet mellem Herren og menigheden. Vi behøver blot at mindes lignelsen om kongesønnens bryllup. Derfor kaldes ogsaa vantro for hor, thi vantro er jo sjælens utilladelige forhold til verden, hvorved den svigter sin troskab mod den himmelske brudgom. Saaledes hedder det i Jak 4.4: "I utro! véd i ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Derfor, den, som vil være verdens ven, bliver Guds fjende."

Højere betegnelse for det inderlige samfund end just brustkærligheden kan ikke findes. Der er et kundskabsforhold at staa i til Herren som hans discipel, saa man lærer sandheden af den store Mester, og det er godt og nødvendigt at lære dette forhold at kende. Og der er et lydighedsforhold som tjenerens overfor sin herre, ogsaa dette maa til, hvor troslivet skal være i sandhed. Men hvor ikke den inderlige kærlighed til Herren i selvhengivelsen ligger bagved kundskaben og lydigheden, bliver kundskaben død og lydigheden trældom. Derfor spurgte Herren heller ikke Simon Peter: Ved du noget om mig; har du lært godt? - ej heller: Vil du adlyde mig? men han spurgte tre gange: "Simon, Jonas søn, elsker du mig?"

Det er dette kærlighedsforhold mellem Herren og den brud, han har kaaret sig blandt syndere paa jord, som højsangen maler for os i stærke farver. Men vi maa forstaa, at det ikke er den ægteskabelige kærlighed i den urene, besmittede skikkelse, hvori den nu desværre kun forefindes paa jord, der er forbilledet, men det er den ægteskabelige kærlighed i den hellige, rene skikkelse, saaledes som den oprindelig af Herren var bestemt til at være.

Der er særlig i den nyeste tid nogle, der har begyndt at ville forstaa højsangen som en ganske almindelig kærlighedssang om et forhold mellem Salomo og en eller anden jordisk kvinde. Men det er at trække det hellige ned i skarnet, og kirken har derfor bekæmpet og fordømt en saadan betragtning af højsangen og allerede fra de ældste tider af. At en vantro forstand kan se saaledes paa sagerne, kan jo egentlig ikke undre os. Allerede i slutningen af det fjerde aarhundrede blev denne opfattelse bekæmpet, og efter at Theodorus af Mopsvestia, en Biskop i oldkirken (d.429), havde prøvet at give en udlæggelse i saadant spor, blev denne betragning offentlig fordømt paa det femte almindelige kirkemøde i aaret 553. Og her gik den jødiske synagoge sammen med den kristne kirke. De jødiske rabbinere udtaler alvorlige trusler mod dem, som vover at ville forstaa endog blot et eneste vers i højsangen som en verdslig elskovssang. Efter denne alvorlige tilbagevisning turde denne vantro betragtning ikke tage til orde hele middelalderen igennem. Først i de senere aarhundreder har den paanuy sine talsmænd. Set fra dette standpunkt har man kaldt højsangen en for sædeligheden skadelig bog, der ikke burde findes i den hellige skrift.

Ja, var højsangen ikke nadet end en samling verdslige elskovssange, da var det visselig sørgeligt at have den med i vor bibel. Men vi har ret til at kalde en saadan opfattelse for vantro, thi hvorledes skulde højsangen nogen sinde være kommen ind i den hellige skrift, hvis de gamle Guds mænd, der under Guds Aands ledsagelse samlede den hellige skrifts bøger sammen, havde tænkt sig muligheden af en saadan opfattelse. Guds Aand vilde aldrig have tilstedt dette, saa denne betragtning maa for troende mennesker være fuldstændigt udelukt. Den er kun betegnende for dem, der har fundet paa den; thi højsangen har været og er i sandhed en prøvesten for de menneskers inderste væsen, der læser den. De, som er oplyste af Guds Aand, finder deri en ren og hellig vederkvægelse, et herligt indblik i kærlighedsdybet mellem den rige, kongelige brudgom og hans fattige, ringe brud. Men de, som er kødeligsindede har i denne bog søgt næring for deres kødelige, sandselige hjerte, og spottere har af den taget anledning til at drive gæk med den hellige skrift.

Men saaledes er det jo ikke blot med denne bog men med det meste af den hellige skrift. Det vantro hjerte suger gift der, hvor det troende hjerte fryder sig ved Ordets søde honning.

Visselig findes der i højsangen meget dybt og dunkelt, ligesom i eks. i Johannes Åbenbaring. De jødiske rabbinere havde sat 30 aars alderen som det tidspunkt, før hvilket ingen maatte læse højsangens bog. Denne bestemmelse var jo i høj grad udvortes. Vi kan sige, at betingelsen overfor denne bog bliver den samme som overfor hele den hellige skrift, nemlig, at hjertet vil lade sig oplyse af Guds Hellige Aand. Ingen kundskab eller lærdom, hvor dyb og vidtstrakt den end maatte være, kan fatte Guds aabenbarede Ord, hvis ikke Gud Helligaand har faaet tændt sit lys i hjertet.

Men ogsaa dette skal vi komme ihu, at det samme gælder højsangen som enhver anden lignelse angaaende Guds riges forhold, at nemlig ingen lignelse hentet fra jordiske forhold fuldt ud i alle sine træk formaar at svare til det aandelige indhold, den skal betegne. En lignelse maa ikke presses. Denne hellige rettesnor maa ogsaa følges overfor højsangen med hensyn til de mange billeder, hentede fra det jordiske livs kærlighedsforhold, der findes i den. Ogsaa fra det jordiske livs kærlighedsforhold, der findes i den. Ogsaa her gælder apostelens Ord om, at de aandelige ting skal "dømmes aandeligt" (1 Kor 2.14).

I brudens navn, Sulamith, ligger en med navnet Salomo beslægtet betydning. Salomo betyder omtrent det samme som det danske "Fredegod" og peger derved hen paa Herren som Fredsfyrsten. Sulamith betegner "den, hvem fred er skænket" og bliver derfor et velsignet navn for Herrens menighed.

Højsangen angiver sig selv som forfattet af Salomo, og bogen selv peger hen paa det samme. De tidsforhold, som berøres i den, det nøje kendskab til de forskelligste og mest sjældne naturgenstande, den sands for kunsten, den digtergave, der præger denne bog, alt peger hen paa Salomo. Han har sandsynligvis forfattet den i sin tros første kærligheds tid, da hjertet endnu brændte saa varmt for Herren.

Herrens Aand ledsage nu ogsaa os paa vor vandring gennem guldminerne i denne del af guldgruben! I samme grad, som vi selv elsker Herren og brænder for ham, vil denne bogs dybder oplukke sig for os.