En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Femte bind:

Begrædelsers (Klagesange) bogs Indledning

Jeremias Begrædelsers Bog er en Klagesang eller rettere fem sammenhængende Klagesange over Jerusalems Ødelæggelse med Bøn om, at Herren, naar Straffens Maal var fuldt, atter vilde se i Naade til sit forskudte Folk.

Det er en Røst fra Jerusalems Ruiner, og Profeten fremlægger for os sit Hjertes dybe Smerte og viser endnu en Gang med uimodsigelig Klarhed, hvor inderligt han elskede sit Folk, endskønt han efter Guds Befaling for Folkets Synds Skyld maatte forkynde de saa skarpe Domme. Beskyldningen for Mangel paa Fædrelandskærlighed, som saa ofte blev rettet imod ham (se Jeremias 38, 4), viser sig ogsaa her i hans Klagesang som en styg Løgn. Han elskede just sit Folk med den rette Kærlighed.

Havde det været Mangel paa Fædrelandskærlighed, der havde været Drivfjederen i hans Virksomhed, vilde han jo have betragtet Jerusalems Ødelæggelse som en Triumf for sig selv, i hvert Tilfælde kunde han umuligt shave været fyldt med den Smerte, som fylder Begrædelsernes Bog. Det er det varme Hjerte, vi møder her, der kan græde med de grædende og lide med de lidende.

Ogsaa ved disse Klagetoner bliver Profeten et Forbillede paa ham, der tog vor Byrde paa sig og bar vore Smerter. Derfor har man med Rette stundom under den korsfæstedes Billede skrevet Ordet fra Begrædelsernes Bog 1, 12: "Skuer og ser, om der er en Smerte som min Smerte, der er mig vederfaren".

Profeten taler i disse Klagesange som oftest paa hele Israels Menigheds Vegne og giver det ødelagte Zion Toner til at tolke sin Klage. For de troende Jøder var denne Bog i Særsdeleshed saare dyrebar under Fangenskabets Dage. Den tolkede jo, hvad der rørte sig i de sande Israeliters Hjerte, baade Bekendelsen af Synden og et gryende Haab om at finde Barmhjertighed en Gang igen. Men frem for alt var Begrædelsernes Bog et Udtryk for den bitre, dybe Vemod og Sorg, som fyldte det fangne Folk, der aldrig kunde glemme Jerusalem.

For Kristi Menighed har denne Bog ogsaa sin store Betydning. Mange svære Tider er gaaede hen over Kristi Kirke, og trange Tider forestaar i de sidste Dage. Da vil disse Klagesange blive forstaaede paa en endnu dybere Maade. Ogsaa for det enkelte Guds Barn kan disse Sange faa stor Betydning, naar Sjælen kommer i dyb Anfægtelse.

Der er i Sangene en Stigning i Klagen indtil Midten af Bogen, hvorefter Klagen atter ligesom lægger sig og stilles i den sidste Halvdel. Smerten bliver mere stille, mere lutret for den mørke Fortvivlelse og Haabløshed Hjertet kæmper sig igennem Bønnen efterhaanden frem til et nyt Haab.

Sangenes ydre Form er udarbejdet saaledes, at der i de fire Sange er to og tyve Vers efter Bogstaverne i det hebraiske Alfabet. Hvert Vers begynder med et nyt Bogstav efter Bogstavsernes Rækkefølge i Alfabetet, dog er denne Ordning ikke gennemført i de sidste to Sange. Det hebraiske Alfabet havde to og tyve Bogstaver, saa der bliver to og tyve Vers. Dog er den tredie Klagesang paa 66 Vers, idet hvert Bogstav paa den føromtalte Maade tages tre Gange frem, altsaa tre Vers i Rad begynder med det første Bogstavs, de næste tre med det andet og saa fremdeles

Den gamle græske Oversættelse har ved Begyndelsen af det første Vers den Tilføjelse: "Og det skete, efter at Israel var bleven ført fangen bort, og Jerusalem var bleven ødelagt, sad Jeremias der grædende og sang følgende Klagesang."

Denne Tilføjelse, som i hvert Fald hviler paa gammel, troværdig Overlevering, nævner udtrykkelig Jeremias som Forfatteren. Men selv om denne Tilføjelse udelades, kan ingen tvivle om, at det er ham, der synger Klagesangen, da baade Indhold og Sprog saa aldeles slutter sig til hans profetiske Bog.

I 2. Krøn. 35, 25 fortælles, hvorledes Jeremias allerede ved Kong Josias’s Død sang en Klagesang. Sangene her vidner ogsaa om et saa friskt Indtryk af Rædselen ved Jerusalems Undergang, at man maa antage, at de er blevne forfattede i de to Maaneder, i hvilke Jeremias opholdt sig hos Gedalia, i Mellemtiden mellem Jerusalems Erobring og det ulykkelige Tog til Ægypten.